NYHED // OVERBLIK – Rusland retter nu en direkte trussel mod Storbritannien, efter at britiskproducerede droner er blevet brugt til ukrainske angreb dybt inde på russisk territorium. Den russiske ambassade i London beskylder Storbritannien for bevidst at optrappe krigen og advarer om, at jo større briternes engagement bliver, desto “højere en pris” vil landet komme til at betale.
Truslen kommer på et tidspunkt, hvor krigen i stigende grad er rykket langt væk fra fronten. Natten til tirsdag sendte Ukraine ifølge russiske myndigheder hundredvis af droner ind over Rusland i et af årets største angreb, mens Rusland tirsdag morgen ramte en landsby i Kharkiv-regionen med missiler og dræbte mindst ti mennesker.
Frontlinjen har i længere tid kun flyttet sig begrænset, men begge lande har skruet kraftigt op for langdistanceangrebene. Ukraine forsøger i stigende grad at ramme russisk militærindustri, energiforsyning og logistik langt inde i landet. Det er den udvikling, der nu har bragt Storbritannien endnu mere direkte ind i den russiske retorik om krigen.
Den russiske reaktion kommer, efter at The Sunday Times i weekenden kunne fortælle, at droner produceret af to britiske virksomheder for første gang er blevet anvendt til angreb dybt inde i Rusland. “Jo dybere Storbritannien involverer sig i konflikten, og jo større støtte landet yder til Kyivs terrormaskine, desto højere en pris vil det komme til at betale”, skriver den russiske ambassade i London på Telegram. Ambassaden beskylder samtidig Storbritannien for at være “medskyldig og medgerningsmand” til det, Rusland kalder “blodige forbrydelser og terrorangreb begået af ukrainske nynazister”.
Rusland har ikke præciseret, hvilke konsekvenser Storbritannien risikerer. Men truslen er blevet ledsaget af langt mere voldsomme udmeldinger i russiske statsmedier. Tv-værten Vladimir Solovyov, en af Kremls mest fremtrædende propagandister, har opfordret Putin til at angribe Storbritannien med den atombevæbnede Poseidon-torpedo. “Giv briterne tre dage til at lære at trække vejret under vand, og ram dem så med Poseidon”, sagde Solovyov på russisk stats-tv. Udmeldingen er ikke en officiel trussel fra den russiske regering, men føjer sig til en stadig hårdere retorik mod de vestlige lande, der leverer våben til Ukraine.
Den britiske regering afviser at lade sig presse. Forsvarsministeriet har ikke bekræftet, at britiske droner er blevet brugt til angreb inde i Rusland, men understreger, at våbenstøtten til Ukraine fortsætter. “Storbritannien står skulder ved skulder med Ukraine, og vi er fast besluttet på at levere det udstyr, Ukraine har brug for til at forsvare sig mod Putins ulovlige invasion”, siger en talsmand for forsvarsministeriet til Reuters. Lilian Greenwood, parlamentarisk statssekretær i det britiske arbejds- og pensionsministerium, siger til Times Radio, at Storbritannien “ikke vil lade sig kue” af russiske trusler. Storbritannien meddelte i juni, at landet vil levere 150.000 droner til Ukraine inden udgangen af året som led i en støttepakke på 752 millioner pund, omkring 6,5 milliarder kroner.
De britiske droner indgår i en ukrainsk strategi, hvor angrebene i stigende grad rettes mod mål langt inde i Rusland. Olie- og gasanlæg, våbenproduktion og logistiske knudepunkter er blandt de vigtigste mål. Også den russiske netgigant Wildberries er kommet i skudlinjen. Ukraine oplyser ifølge The Times, at syv af virksomhedens ti største logistikcentre er sat ud af funktion efter gentagne angreb, og at den ukrainske kampagne mod russiske militære og industrielle mål samlet har forårsaget økonomiske skader for mere end 35 milliarder pund, svarende til omkring 306 milliarder kroner.
Natten til tirsdag blev presset mod Rusland øget yderligere. Ifølge Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, fløj 620 ukrainske droner mod Moskva-regionen. 180 af dem blev ifølge borgmesteren skudt ned af det russiske luftforsvar. Mindst tre mennesker, heriblandt en tiårig pige, blev såret i Moskva-regionen. Et Wildberries-lager og flere andre bygninger blev ramt.
Mens Ukraine angriber stadig længere inde i Rusland, fortsætter de russiske angreb på ukrainske byer og landsbyer. Tirsdag morgen blev mindst ti mennesker dræbt og 17 såret i et russisk missilangreb mod Petjenihy i Kharkiv-regionen. Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ramte missilerne et travlt område med et posthus og butikker omgivet af boliger. Ti private bygninger, en café, et posthus, en butik og mindst syv biler blev beskadiget. Rusland har ikke kommenteret angrebet. “Vi vil helt sikkert svare på dette russiske angreb”, skrev Zelenskyj og opfordrede Ukraines allierede til at supplere det ukrainske militære modsvar med yderligere pres på Moskva. Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, beskylder Putin for bevidst at trække krigen i langdrag frem for at acceptere Ukraines forslag om en våbenhvile. Han opfordrer de vestlige lande til yderligere sanktioner og øget international isolation af Rusland.
De stadig større angreb langt fra fronten kommer, mens kampene på selve frontlinjen ifølge The Times stort set står stille, og forsøgene på at få gang i fredsforhandlinger er frosset fast. I stedet har begge lande intensiveret angrebene med droner og missiler mod mål langt bag fronten, og antallet af civile, der bliver dræbt i krigen, er ifølge The Times nu på det højeste niveau siden de første måneder efter Ruslands fuldskala-invasion i 2022.
Læs mere Reuters, The Times, The Guardian
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.