Mindst to mennesker blev dræbt og yderligere ti såret i det russiske angreb på den ukrainske hovedstad, oplyser Kyivs borgmester Vitalij Klitschko ifølge Reuters. Ukraines redningstjeneste oplyste ifølge The Guardian, at syv personer var såret.
NYHED // OVERBLIK – Rusland genoptog i nat sine luftangreb mod Kyiv efter tre dages pause, som russerne indførte, mens amerikanske udsendinge var i regionen. Samtidig er Ukraine blevet ramt af en ny korruptionssag på højeste niveau.
Mindst to mennesker blev dræbt og yderligere ti såret i det russiske angreb på den ukrainske hovedstad, oplyser Kyivs borgmester Vitalij Klitschko ifølge Reuters. Ukraines redningstjeneste oplyste ifølge The Guardian, at syv personer var såret.
Russiske droner og missiler ramte flere områder af Kyiv. Brændende missil- og drone-stykker udløste brande i blandt andet en femetagers boligblok, og der gik ild i flere køretøjer. Mindst 14 højhuse blev beskadiget sammen med blandt andet et kollegium, en skole, en klinik og lagerbygninger, skriver Reuters.
Angrebene kom efter en tre dage lang pause, mens amerikanske fredsforhandlere besøgte både Kyiv og Moskva. Jared Kushner og Steve Witkoff mødtes søndag med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj som led i Trump-regeringens forsøg på at få gang i fredsforhandlingerne.
Kreml har ifølge The Guardian sagt, at Rusland ikke udelukker en genoptagelse af trepartsforhandlinger mellem Rusland, Ukraine og USA. Samtidig har amerikanske forhandlere ifølge det franske præsidentkontor sagt, at Moskva vil udvise en “ny vilje” til at forhandle efter det russiske parlamentsvalg.
Det er dog uklart, om udviklingen reelt betyder, at Rusland er parat til at ændre sine krav til forhandlinger om afslutning på krigen
De nye angreb er dog ikke præsident Volodymyr Zelenskyjs eneste problem. Hans regering er igen ramt af en ny alvorlig korruptionssag.
Ukraines chefanklager, Ruslan Kravchenko, trådte i går tilbage, efter at antikorruptionsmyndigheder havde ransaget hans kontorer i forbindelse med en efterforskning af ulovlige callcentre, skriver BBC.
Ifølge BBC og The Guardian har Ukraines Nationale Antikorruptionsbureau, NABU, og den særlige antikorruptionsanklagemyndighed, SAPO, afdækket et hvidvaskningsnetværk, som bliver ledet af en embedsmand på chefanklagerens kontor. Netværket skal have modtaget penge for at beskytte callcentre, der stod bag telefonsvindel og hvidvaskede millioner.
NABU offentliggjorde billeder af et pengeskab fyldt med bundter af dollarsedler og oplyste, at fem personer var involveret i netværket. En stedfortræder for Kravchenko er blevet varetægtsfængslet, mistænkt for hvidvaskning af penge, skriver The Guardian.
Kravchenko afviser alle anklager og har kaldt dem “fuldstændig ubegrundede”. I sin opsigelse skrev han, at han ikke ønskede, at chefanklagerens embede skulle bruges som et “redskab i politisk konfrontation”.
Sagen rammer på et tidspunkt, hvor korruption fortsat er et stort problem for Ukraine. Ifølge BBC har landet trods oprettelsen af NABU og SAPO for mere end ti år siden haft vedvarende problemer med korruption.
I 2025 udløste Zelenskyjs forsøg på at underlægge de to antikorruptionsorganer den nationale anklagemyndighed omfattende protester. Internationale partnere advarede om, at det kunne true Ukraines vej mod EU-medlemskab. Zelenskyj trak efterfølgende sine reformer tilbage.
Ifølge The Guardian arbejder der omkring 60.000 mennesker i ulovlige callcentre i Ukraine.
Den nye sag kommer efter flere andre kontroverser omkring Zelenskyj-regeringen, herunder en konflikt mellem ukrainske sikkerheds- og efterretningstjenester samt uro omkring landets militære ledelse.
Læs The Guardian og BBC
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.