NYHED // OVERBLIK – Canadas modsvar på USA’s nye toldsatser fra 22. august er trådt i kraft lige over midnat lokal tid. Det betyder, at den alvorligste handelskonflikt mellem de to nordamerikanske naboer i nyere tid eskalerer. Den amerikanske præsident fortsætter med at presse den canadiske regering og truer med yderligere økonomiske sanktioner.
Canada indførte lige over midnat told på amerikanske varer for omkring 28 milliarder canadiske dollar, hvilket svarer til 130 milliarder danske kroner. Toldsatserne ligger på 15, 25 og 50 procent og rammer blandt andet stål, aluminium, ost, husholdningsvarer, tøj, kosmetik og landbrugsudstyr. Ifølge canadisk public service TV, CBC News, rammer de nye afgifter næsten 700 amerikanske produkter, fra toiletpapir til møntdrevne arkadespil.
Den nye told er den canadiske regerings svar på de 50 procent toldsatser, som Trump-regeringen indførte 22. august på canadiske varer til en værdi af 180 milliarder kroner. Den canadiske regeringschef siger, at modsvarene følger et “dollar for dollar”-princip og i vid udstrækning rammer de samme sektorer.
France 24 skriver, at USA’s told også har ramt canadiske produkter som ishockeykøller og cement, og samlet berører omkring 5,5 procent af Canadas eksport til USA.
Men konflikten handler om mere end toldsatser. Den canadiske premierminister Mark Carney har advaret om, at USA’s krav kan udhule centrale canadiske industrier og begrænse landets økonomiske selvstændighed. Historikeren Robert Bothwell har beskrevet Carney og Canada som et symbol på modstanden mod Trump.
Det blev særligt tydeligt, da Trump truede med at blokere salget af Bombardier-fly i USA, hvis virksomheden ikke flytter produktionen til USA. »NO MORE SELLING BOMBARDIER IN THE UNITED STATES!« skrev Trump og krævede, at virksomheden bygger sine fly i USA og holder op med at bruge “Amerika som en sparebøsse”.
Bombardier har fremhævet, at selskabet skaber titusindvis af arbejdspladser i USA, har direkte ansatte i mere end 20 delstater og køber for milliarder af dollar hos amerikanske underleverandører. AP skriver, at Bombardier har omkring 3.000 amerikanske medarbejdere og at selskabet bruger amerikanskproducerede GE- og Honeywell-motorer.
Toldkrigen kan allerede mærkes hos virksomheder i Canada. CBC News har talt med blandt andre Brian Kyca, som er chef for en møbel- og hvidevareforhandler. Her udgør amerikanske varer normalt over halvdelen af sortimentet, som chefen forventer vil blive pålagt op til 50 procents told.
Det bliver formentlig virkeligheden for mange små og mellemstore virksomheder. Dan Kelly, som er chef for Canadian Federation of Independent Business, siger til CBC News, at hans medlemmer føler sig som “kanonføde”.
For den almindelige canadier kan effekten dog foreløbig være mindre dramatisk. Bank of Canadas chef Tiff Macklem udtaler, at toldsatserne er meget høje, men rammer en begrænset del af importen. Det betyder, at de fleste canadiske familier næppe vil blive berørt, men at virksomheder, der er afhængige af amerikanske varer, til gengæld bliver ramt hårdt.
Flere dages forhandlingerne mellem Ottawa og Washington brød sammen aftenen før USA gennemførte de seneste toldkrav. Ifølge The Guardian forsøgte USA blandt andet at begrænse Canadas handelsaftaler med andre lande, hvilket premierminister Carney mener er uacceptablet.
Amerikanerne ville også blande sig i de canadiske regler om fransktalende Quebecs sprog og kultur. Carney beskrev også de “trusler” som uacceptable. USA’s handelsminister, Jamieson Greer, har senere medgivet, at sprogpolitikken er “følsom og vigtig” og ikke noget Washington ville gøre til et ultimativt krav.
Den diplomatiske retorik er blevet skarpere de sidste par uger. Trump har gentagne gange foreslået, at Canada bør blive USA’s 51. delstat. Han har advaret om, at den canadiske økonomi kan bryde sammen og han har omdøbt Lake Ontario til Lake America, skriver AP. Bureauet skriver, at canadierne reagerer med ikke at rejse til USA, de boycotter amerikanske varer og opbakningen til Carney bliver styrket.
De to landes økonomier har i årtier været stærkt integrerede. Omkring 70 procent af Canadas eksport går til USA, mens omkring 60 procent af Canadas import kommer fra USA. Den amerikanske økonomi er omkring 13 gange større end den canadiske, hvilket gør handelskrigen til en betydelig risiko for Ottawa.
Den tidligere canadiske handelsminister Mélanie Joly siger, at Canada vil kunne vise verden, at landet kan vinde handelskrigen. Men konflikten handler efterhånden om mere end handelsbalance og toldsatser. Den handler om, hvorvidt en mindre økonomisk magt kan stå imod et langt større naboland.
Læs The Guardian, France24, AP og CBC News
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.