NYHED // POV OVERBLIK – USA’s særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, landede i går aftes i Nuuk med besked fra præsident Donald Trump om at ”få så mange venner som muligt” i Grønland. Trump udpegede sidste år Landry som særlig udsending, hvis opdrag var at sikre amerikansk kontrol over Grønland.
I dag skal Landry mødes med formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen. Det har Nielsen selv bekræftet overfor Sermitsiaq uden dog at gå i detaljer om en dagsorden.
I sidste uge gjorde landsstyreformanden det dog klart, at han kræver tydelige rammer for et møde med den amerikanske udsending:
”Hvis han ønsker at mødes, skal jeg have en klar dagsorden for, hvad han vil. Vi kender dette spil i Grønland. Vi har været under dette pres i 15-16 måneder”, sagde Nielsen til Sermitsiaq.
Med sig har Landry en mindre amerikansk delegation. I morgen og onsdag skal han ifølge Reuters deltage i erhvervskonferencen Future Greenland sammen med USA’s ambassadør i Danmark, Kenneth Howery.
Trump har gentagne gange argumenteret for, at USA bør eje eller kontrollere Grønland af hensyn til amerikansk sikkerhedspolitik. Udmeldingerne har skabt spændinger mellem Washington, Nuuk og København – og bredere uro i NATO-samarbejdet.
Efter Landry blev udpeget har han på sociale medier og i interviews med blandt andet FOX News støttet Trumps ambitioner:
Ifølge EU-mediet Euractiv har Future Greenland-konferencen ikke inviteret Landry til at deltage officielt. Direktør i Grønlands Erhverv, Christian Keldsen, siger til mediet, at Landry deltager som almindelig gæst: ”Konferencen har altid været åben for offentligheden, og alle kan købe en billet”.
I januar blev der, efter et højspændt møde i Det Hvide Hus mellem Grønland, Danmark og USA, formelt etableret en arbejdsgruppe som på ”højt niveau” skulle fortsætte dialogen og dæmpe den diplomatiske krise, som Trumps krav om amerikansk kontrol over øen havde udløst.
Danmarks nu fungerende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, beskrev dengang diskussionerne med blandt andre Trump som ”ligefremme og konstruktive”, men tilføjede, at der var “fundamental uenighed” mellem parterne om Grønlands fremtid. Det første høj-niveaumøde fandt sted to uger senere og embedsmænd fra Grønland, Danmark og USA har siden løbende diskuteret sikkerhed, militær tilstedeværelse og samarbejde i Arktis.
Ifølge Reuters har Jens-Frederik Nielsen tidligere i maj bekræftet, at øget amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland indgår i de aktuelle forhandlinger:
”Fra begyndelsen har ét spørgsmål været, at de ikke mener, vi gør nok i forhold til national sikkerhed og overvågning i vores region. Derfor er sikkerhed og mere militær tilstedeværelse i Grønland en del af diskussionerne”.
Selvom der ikke er offentliggjort konkrete resultater af forhandlingerne, skriver BBC, at amerikanerne har luftet planer om at åbne tre nye amerikanske baser i det sydlige Grønland, blandt andet i Narsarsuaq og Kangerlussuaq. Begge byer har tidligere huset amerikanske militærbaser og råder fortsat over landingsbaner og havneinfrastruktur.
Reuters skriver, at den amerikanske ambassade i København tidligere har sendt en diplomat til Narsarsuaq for at inspicere landingsbanen og havnen og vurdere mulighederne for at reetablere faciliteterne.
USA har i dag kun én aktiv base i Grønland, Pituffik Space Base i det nordvestlige Grønland. Under Anden Verdenskrig og den kolde krig havde USA omkring 17 militære installationer på øen.
Sermitsiaq skriver, at Landry og den amerikanske delegation i går blev hentet på landingsbanen af fem private biler, som forlod lufthavnen uden om terminalen. Mediet rapporterer også, at delegationen havde flere kasser med de velkendte “Make America Great Again”-kasketter med sig.
DR fangede Landry i Nuuk centrum kort efter ankomsten. Han fortalte, at han havde talt med Donald Trump aftenen før, som havde opfordret ham til at tage afsted og få så mange venner som muligt.
Ifølge Mikkel Runge Olesen, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), afspejler besøget en ny amerikansk strategi: “Det er et udtryk for, at den amerikanske strategi er skiftet til, at man gerne vil prøve at vinde grønlænderne over og overbevise dem om, at det er en god idé at være en del af USA”, forklarer han på TV 2.
Læs Sermitsiaq, Reuters, BBC, DR og TV2
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.