Rusland styrker sin strategiske indflydelse i Afrika

af i Afrika/Internationalt/Rusland

ANALYSE // RUSLAND – Kreml har indstillet sigtet mod adskillige afrikanske lande. Særligt styrer med anspændte forhold til Vesten har Ruslands interesse, såsom Sudan, Zimbabwe og Den Centralafrikanske Republik. Målet for Rusland er økonomisk egenvækst, diplomatisk støtte og større indflydelse i et opgør med det nuværende verdenssystem, skriver cand.mag. Ida Alban Adler.

Mens Danmark sender helikoptere til Mali for at hjælpe med bekæmpelse af terrorister, indgår Rusland aftaler med en række afrikanske lande om økonomiske zoner, mineraludvinding og militært og teknisk samarbejde.

I marts 2018 besøgte Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, (linket er på russisk) Angola, Namibia, Mozambique, Etiopien og Zimbabwe for at få aftalerne på plads. Og listen af aftaler mellem Rusland og lande på det afrikanske kontinent lader til at blive længere og længere.

Det bør man holde øje med. For potentielt set kan Ruslands aftaler med afrikanske lande have stor betydning for verdenssamfundet.

Våben, soldater, olie og mineraler

Det afrikanske kontinent er i udvikling. En voksende middelklasse, enorme reserver af mineraler og stadigt mere anstrengte forhold til Vesten, gør Afrika særdeles attraktiv i russiske øjne. Rusland bruger alle tilgængelige midler for at vække gamle sovjetiske venskaber til live og skabe nye partnerskaber på det strategisk vigtige kontinent.

Kreml betragter  verdenssystemet som en tredelt vægtskål, der skal være i balance. Set med russiske briller må mange af de afrikanske lande nødvendigvis ligge på den russiske vægtskål, for at der er balance i verdenssystemet

Rusland har i bogstavelig forstand trukket de tunge våben frem for at opnå større indflydelse på det afrikanske kontinent. Ikke med små grønne mænd og annekteringer, men med soft power. I kampen om indflydelse har Rusland ikke mange værdifulde kort på hånden, men det har dog en særlig fordel og ekspertise: våben.

Rusland er verdens andenstørste våbeneksportør, kun overgået af USA. Kreml tilbyder våbenaftaler for diplomatisk støtte og mineralkontrakter. Således er en lang række militære samarbejder og våbenhandler spredt ud over det afrikanske kontinent indgået i 2018. I september 2018 blev det annonceret, at en aftale om et russisk logistikcenter i Eritrea var blevet indgået. Dette vil give Rusland adgang til Det Røde Hav.

De russiske lejesoldater

I Den Centralafrikanske Republik skulle der efter sigende være 175 tungt bevæbnede russiske private entreprenører og militært personel, der blandt andet træner præsidentens sikkerhedsstyrker. De private militære entreprenører er ikke officielt forbundet til Kreml, men har alligevel forbindelser til styret.

Den russiske tilstedeværelse i mange afrikanske lande skjules ofte gennem ”private” institutioner, som i realiteten er støttet eller kontrolleret af Kreml. Den mest kendte private militære entreprenør er Wagner Group, som verden for alvor fik øje på, da tre russiske journalister blev dræbt i Den Centralafrikanske Republik i juli 2018, imens de undersøgte Wagners aktiviteter i landet.

I Libyen yder Rusland militær rådgivning og diplomatisk FN-støtte til oprørsregeringen i Tobruk. Siden 2016 har Rusland printet milliarder dinars for Libyens centralbank og overført pengene til en afdeling loyal overfor Tobruk regeringen. Der tales om mulighederne for en russisk base i Libyen; et håb Stalin også havde i 1945.

Teknologier relateret til forsvar såsom satellitter indgår også i russiske forretningsaftaler med afrikanske lande, blandt andet i Angola, hvor Roscosmos har tilbudt at bygge AngoSat-2. Dette giver mulighed for også at indgå aftaler om salg i telesektoren.

I Sydafrika udnyttes de tætte bånd, opnået gennem fælles medlemskab af BRICS og en gammel sovjetisk kærlighedsaffære, til overvågning af kontinentet. Således sendte Rusland og Sydafrika i fællesskab en satellit i 2014. Sydafrikanske og russiske militære efterretningstjenester skulle efter sigende være hovedspillerne i projektet.

Udover assistance til udvikling og lovning på våbensalg lokker Rusland med gældssanering, som skal opildne afrikanske ledere til at give russiske selskaber adgang til deres energi- og minesektorer. Det russiske selskab Alrosa har diamantminer i Angola, og der er igangværende forhandlinger om kulbrinte-produktion i landet.

Sovjet-tricket

Endeligt er et gammelt sovjetkneb taget i brug, nemlig aftaler om internationale studiepladser på russiske universiteter. De seneste år er andelen af afrikanske studerende i Rusland vokset (linket er på russisk). Uddannelse er et stærkt soft power våben, og Rusland benytter det gerne.

Den russiske økonomi er afhængig af den russiske våbenindustri, og våbenaftaler med afrikanske lande vil kunne bidrage til en styrket industri og dermed gavne den russiske økonomi

Udover at direkte aftaler om studiepladser med afrikanske ledere betaler sig i diplomatisk støtte, våbenhandel og mineralaftaler, giver det også Rusland et talerør gennem unge afrikanske studerende. De får et indblik i Ruslands politik, kultur og mentalitet – erfaringer de kan bringe tilbage til deres hjemlande. Nøjagtig som i sovjettiden.

Disse eksempler er kun få af en lang række af aftaler, og de vidner om Ruslands voksende strategiske indflydelse i Afrika. Det afrikanske kontinent er dermed én stor pærevælling af russisk våbenhandel, mineralaftaler, diplomati og geo- og sikkerhedspolitiske interesser. Til gavn for den russiske økonomi og verdensindflydelse.

Den russiske bagtanke

Dette står i skarp kontrast til USA’s intentioner om at trække tropper ud af mange afrikanske lande og lukke missioner, og det udnytter Kreml til at slæbe fødderne ind på det afrikanske kontinent. Der kan ikke længere herske meget tvivl om, at Rusland har stormagtsambitioner og drømmer om en multipolær verden, hvor magten er fordelt mellem USA, Rusland og Kina.

Således betragter Kreml verdenssystemet som en tredelt vægtskål, der skal være i balance. Set med russiske briller må mange af de afrikanske lande nødvendigvis ligge på den russiske vægtskål for at der er balance i verdenssystemet.

Den søgte indflydelse i de afrikanske lande skal dermed tolkes som et modsvar til USA’s generelle udenlandske indflydelse. Det viser samtidig også en bevidsthed om Kinas styrkede rolle i verden.

De vestlige sanktioner har tvunget Rusland til at kigge i andre retninger for handel, investeringer og finansiering

Kina, Indien, USA og EU har allerede etableret sig på kontinentet. Rusland er derfor nødt til at markere sig nu, med den styrke landet har, for ikke at blive marginaliseret eller diplomatisk isoleret.

Marginalisering og isolering er nemlig en frygt, Rusland slæber rundt på og stemmer langt fra overens med de russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategier.

Det giver ej heller god resonans på den indenrigspolitiske front, hvor narrativet om et stærkt Rusland i stormagtsposition stadig lever i høj grad. Putins ratings er lave, og en udenrigspolitisk succes vil styrke hans indenrigspolitiske position.

Ruslands brug af soft power for at få indflydelse bør ikke gå ubemærket hen, da den potentielt kan have betydning for verdenssystemets balance

Rusland har allerede mærket diplomatisk isolation fra Europa og USA som konsekvens af russiske handlinger i Ukraine og Syrien. Afrikanske allierede kan derfor vise sig brugbare for Rusland, blandt andet i FN. Udover de diplomatiske bagtanker er der også et økonomisk incitament for, at Rusland søger mod de afrikanske lande. De vestlige sanktioner har tvunget Rusland til at kigge i andre retninger for handel, investeringer og finansiering.

Den russiske økonomi er udover gas og olie afhængig af den russiske våbenindustri. De afrikanske lande udgør kun en lille procentdel af Ruslands våbeneksport, men det afrikanske våbenmarked er i vækst, og dette har Rusland fået øjnene op for.

Ruslands brug af soft power for at få indflydelse bør ikke gå ubemærket hen, da den potentielt kan have betydning for verdenssystemets balance.


Ida Alban Adler er cand.mag. i Østeuropastudier.

Topfoto: Vladimir Putin under et besøg i Sydafrika 2018, en.kremlin.ru

Ida Alban Adler er cand.mag i Østeuropastudier, med specialisering i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hun har særligt fokus på terror og terrorbekæmpelse i den russiske sfære og på Ruslands udenrigspolitiske ageren.

Ida har tidligere arbejdet i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen og arbejder nu med sikkerhedspolitisk rådgivning i en brancheforening.

Seneste artikler om Afrika