Klaus Thodsen: Rundt om Matador #7 - Brahms og negermusik

Klaus Thodsen 02.01.2021

TV – Matador er et af danskernes helt store samlingspunkter, og serien er fyldt til randen med et fantastisk persongalleri, gode historier, intriger og uafklarede spørgsmål. I Matador er musikken andet og mere end et smukt lydtapet – det er en social markør på mange måder.

“Så må man blive i sengen til krigen er forbi – og høre Brahms.”

Sådan siger Elisabeth Friis, da hun og en af de andre kulturradikale i Korsbæk, Kristen Skjern, snakker nyindkøbte plader. Brahms var en af romantikkens store tyske komponister og anses også i dag for at være en af sin tids største. Brahms er i Matador, hvad han er i dag; en social markør.

For det er de færreste fra de lavere socialklasser, der hører Brahms i privaten. Det er, som det var i 30’ernes Matador, det bedre borgerskab, der typisk hører klassisk musik.

Langt fra Brahms og Bizet er hverdagen på Jernbanerestauranten, hvor Boldt muntert synger Højskolesangbogens sange

Dog er det ikke alle i Korsbæks bedre borgerskab, der er vilde med al slags klassisk musik. For ganske vist sidder Daniel Skjern og rocker med til Ravels Bolero, men Mads Skjern er mere skeptisk, da snakken falder på at se Bizets opera Carmen. Men Mads er jo heller ikke, i modsætning til sin søn, vokset op i en velhavende familie.

Godmorgen, sang fuglen mod sky

Langt fra Brahms og Bizet er hverdagen på Jernbanerestauranten, hvor Boldt muntert synger Højskolesangbogens sange, og hvor radioen spiller alt fra tyske sange til “Sangen om Larsen”, en klassiker i den danske sangskat – oprindelig fra Kjeld Abells Melodien, der blev væk (1935).

På Jernbanerestauranten hersker munterheden og den folkelige musik

Den handler om kontormanden Larsen, der er forbigået, mismodig og fremmedgjort i livet. En hverdagens mand, der som så mange andre ikke vækker opsigt eller stolthed hos andre. En grå mand mellem de grå masser.

På en måde er denne Larsen en figur, vi møder i Matador. Han er som de handlende i Skjerns Magasin. Som de tjenende ånder, ingen bemærker. Som de frøken Jørgensener og Arnold Winthere, der har store planer, men et begrænset udbytte.

Jernbanerestauranten er også stedet, hvor folkets musik bliver spillet. Først i radioen, men siden til Dansant, hvor Lille Palle spiller “Molak, molak, mak mak mak”, mens det jævne folk danser en svingom.

Musikken falder i både Doktor Hansens og – måske mere overraskende – Hans Christians smag, mens resten af selskabet er mere skeptiske

Den folkelige musik er også en del af Røde og Agnes’ bryllup, hvor Larsens danser spjætmazurka og synger “Ude i køkkenet står ål i gele”. En skarp kontrast til Kristen, Elisabeth og Doktor Hansens kammermusik.

Kristen Skjern har i det hele taget de musikalske kontraster tæt inde på livet. Han spiller violin i trioen og luftdirigerer Tjajkovskijs første klaverkoncert, mens Iben spiller Marguerite Vibys “Hot hot”, og de sidste nye fra Tono til at danse efter.

Ung og gammel musik

“Så stop dog den fordrukne niggermusik!”

Albert Arnesens mange kvaler kommer for alvor til udtryk, da han i raseri smadrer Vickys nye plade med Original Dixieland Jazz Band, der spiller “Tiger Rag“. Her er det ikke så meget de sociale forskelle som generationskløften, der kommer til udtryk.

Vicky er ung og nysgerrig. Albert er en kedelig, gammel, ond mand, der hænger fast i fortiden og sine arvemøbler. Generationsforskellene er på alle måder tydelige i privaten over Damernes Magasin.

Grammofonen fra Alberts barndomshjem ligner, som Tut siger, noget fra Nationalmuseet, og hendes og Vickys larmende herrebekendtskaber spiller moderne toner på klaveret, mens Albert står forlegent og ligner det, han er; et fortidslevn.

Allerede i første episode har vi fået vist, at Vickys musikalske smag og præferencer er anderledes og mere moderne end resten af borgerskabets. Hun kalder Varnæs’ pladesamling for håbløs, og overtaler Elisabeth til at spille en jazzet klaverudgave af Harry Aksts “Dina”, så hun kan danse moderne med Aage Holmdal.

Musikken falder i både Doktor Hansens og – måske mere overraskende – Hans Christians smag, mens resten af selskabet er mere skeptiske.

Dog er det mest i borgerskabet, at musikken spiller en egentlig rolle for karaktererne. Det er Elisabeth, der i form af Mozarts 21. klaverkoncert nærmest har sin egen kendingsmelodi, hver gang hun bliver ked af noget med Kristen, eller skyggerne bliver for mørke i tilværelsen som skyggetante. Det er også hende, der køber “Erlkönig” af Schubert til Hans Christian.

Lægger man mærke til det, lyder dette klaver som noget, der kunne stå i en almindelig stue, og ikke som et Steinway i en koncertsal

Dog er det Kristen, der viser en ny side af sig selv, da han tropper op hos Elisabeth med Leo Mathisens swing-jazz-nummer “Wild cow”.

Ser man på brug og viden om musik, er det tydeligt, at Varnæs/Friis er Matadors fineste eksempel på gamle fine familier. Elisabeth er lidenskabelig omkring musik, Regitze spiller glimrende klaver, som sin moster, og Hans Christian synger Schubert og Heymann i privaten, mens Mads Skjern ikke uden irritation slukker for Ravels Bolero.

Det ustemte klaver

Musikken i Matador er dog andet og mere end tilfældige nedslag, der skal vise forskelle på ung og gammel, eller at borgerskabet hører Brahms, mens folket danser spjætmazurka.

Selve kendingsmelodien af Bent Fabricius-Bjerre kender alle danskere. Den elegante melodi fremføres på et klaver, der ikke er stemt helt til perfektion. Lægger man mærke til det, lyder dette klaver som noget, der kunne stå i en almindelig stue, og ikke som et Steinway i en koncertsal.

Det samme er tilfældet, da Elisabeth spiller Beethovens Sonatine i g-mol til basaren på Postgaarden.

Begge steder er teknikken ikke helt perfekt, og det samme må siges at være tilfældet til sangaftenen på Postgaarden, hvor Elisabeth og Kristen bryder sammen af grin over den teatralske sangerinde. Det er tæt på at være godt, men er det tydeligvis ikke.

Klaveret og sangerinden lyder ikke som Det Kongelige Teater, men begge dele lyder som Korsbæk.

LÆS DE TIDLIGERE MATADORARTIKLER HER

Foto: DR