Christine Lind Ditlevsen: Jeg blev voksen sammen med de her bands i 00’erne

i Kultur/Musik af
INDIEROCK // COMING OF AGE – Kan du huske dengang, man hørte albums? En hel plade igen og igen? Dengang, man endelig slap ud af uni og mærkede voksenlivets fri fald? Rejs tilbage til 00’ernes rå og ringlende indieunivers sammen med Christine Lind Ditlevsen – og mød kunstnere som Håkan Hellström, The Shins, The National og Arcade Fire, der skabte soundtracket til hendes liv.

I sommeren 2000 flygtede min mand og jeg fra de to skræmmende mennesker, vi havde lejet en lejlighed af på Trøjborg i Aarhus.

De hed Ganja og Tommy og havde schæferhunde, og vi havde lovet dem at blive i stuelejligheden med det røde kakkelbord og det bæfarvede køkken til 2001.

Parachutes blev soundtracket til mine første år som halvvoksen i København. Selvom Yellow var albummets største hit, passede Don’t panic bedre til at være hjemvendt fra Aarhus, specialeskrivende, gravid og bo i en klaustrofobisk stuelejlighed

Men alle vores venner var i gang med at flytte til København, og vi havde brugt Aarhus op kulturelt og ølmæssigt.

Altså malede vi overnight og stak af. Modest Mouse’ The Moon & Antarctica var vores soundtrack, og det har fulgt mig lige siden (modsat Ganja og Tommy, heldigvis).

Modest Mouse kan bedst beskrives som amerikansk råbe-rock; der er noget meget insisterende over det. Samtidig spiller de  vidunderlig lyrisk guitar og laver nogle fantastiske arrangementer. Tænk Blur på deres mest hudløse numre tilsat noget lofi-skramlen fra Pavement. Hør især Gravity Rides Everything og Paper Thin Walls.

Mit andet yndlingsalbum fra Modest Mouse er We Were Dead Before The Ship Even Sank fra 2007, som er mindre skramlet og lige lovlig produceret, men sangenes kvalitet er stadig tårnhøj.

Storhittet hedder Dashboard, men Fire It Up og Missed the Boat er også virkelig gode numre.

Coldplays første album blev mig givet af en kollega på et kristent plejehjem. Hun inviterede mig hjem på sit kollegieværelse på 10 m2 – hvoraf tre kvadratmeter var cd’er.

På det lille sengebord stod en halv meter musik, som hun allerede syntes var blevet for mainstream. Her lå Parachutes. Det var år 2000, samme år, som albummet udkom. Tal om at være trendy.

Parachutes blev soundtracket til mine første år som halvvoksen i København. Selvom Yellow var albummets største hit, passede Don’t panic og Shiver bedre til at være hjemvendt fra Aarhus, specialeskrivende, gravid og bo i en klaustrofobisk stuelejlighed på Nørrebro.

De naturlige trædesten for mig til Hellström havde været en massiv Bob Hund-dyrkelse i begyndelse af halvfemserne og et nærmest narkotisk forbrug af Kent siden 1994.

Hele albummets nedtonede sound (mindre klynkende og hysterisk end mine britiske 80’er-helte The Smiths og The Cure) og dets intime feeling varslede gyldne tider for indierocken i 00’erne.

Fremtidsåret 2000 var også tidspunktet, hvor Håkan Hellström udgav albummet Känn ingen sorg för mig Göteborg. De naturlige trædesten for mig til Hellström havde været en massiv Bob Hund-dyrkelse i begyndelse af halvfemserne og et nærmest narkotisk forbrug af Kent siden 1994.

Pressmaterial: Håkan Hellström | FKP Scorpio
Håkan Hellström.

Hellström lød som ingen anden: Det var übersvensk bekendelsesrock med break, hyl og mystiske festindslag, og det gjorde hans numre spændende, autentiske og meget personlige.

Det er interessant, at man kan tage så radikale valg med sin lyd og sine ord, samtidig med at den drevne lytter kan få fornemmelsen af, at det her nummer er skrevet som et soundtrack til hendes eget liv.

De to første numre på albummet er også de største hits: Känn ingen sorg för mig Göteborg og En ven med en bil, men lyt endelig bagefter til Atombomb.

2001

New Yorker-bandet The Strokes udsendte Is this it med ørehængeren af samme navn, og Someday, der, virkelig fortjent, ret hurtigt storhittede.

Hard to explain blev imidlertid mit favoritnummer med det samme. Garagerocken lød i Strokes version som et telefonopkald fra et hidsigt og ømt New York med forsanger Julian Casablancas, som en moderne Lou Reed.

Nummeret, som begynder med en ringlende guitarfigur i fire omgange, før en tung tromme og bas slår ned og efterfølges af rockguitar, er hypnotiserende, deprimeret som man kun kan være efter en våd aften tre meter fra den, man ved, man ikke får

Sangene var spændstige, helt enkle kompositioner, der kun sjældent røg ud i de solodigressioner, som samtidige bands havde for vane at gøre. At høre et Strokes-nummer føltes som at åbne for en tindrende kold dåseøl den første varme dag og drikke den i bund. Minimalistisk og melodiøst.

The Strokes.

Eftersom jeg havde forladt det kristne plejehjem for at hellige mig mit speciale – en fænomenologisk sammenligning mellem religiøse grupperinger og branding – var noget post punk revival lige mig. Jeg hørte stort set ikke andet i 2001.

Stor var min glæde, da Room on Fire udkom to år efter og holdt samme niveau. Hør især Automatic Stop, Meet Me In The Bathroom og ikke mindst The End Has No End.

På en eller anden måde var den nøgne lyd også det, man kunne holde til at høre efter 11. september.

2002

Interpol (endnu et New Yorker-band) var alt det, jeg ikke vidste, jeg savnede i min cd-samling; melankolsk, rå, heftig og seriøs rock. Perfekte breaks og lyriske mellemstykker. Forsangeren Paul Banks lød som Ian Curtis’ lillebror 25% mindre desperat.

Pinligt nok hørte jeg første gang Interpols uforlignelige lyd i afslutningen af serien Friends’ næstsidste sæson, der hvor – ja, det er næsten usmageligt at nævne det i en musikartikel – Rachel og Joey endelig kysser og smadrer den sidste seksuelle spænding, der var tilbage i serien, og dermed dens status som ungdomsserie.

Under optakten til kysset og under kysset spiller første track fra Turn On The Bright Lights: Untitled.

Nummeret, som begynder med en ringlende guitarfigur i fire omgange, før en tung tromme og bas slår ned og efterfølges af rockguitar, er hypnotiserende, deprimeret som man kun kan være det efter en rigtig våd aften tre meter fra den, man ved, man ikke får.

Jeg spurgte alle, jeg kendte, der vidste noget om musik, hvem det kunne være, der lød sådan.

Interpol.

Jeg var på barsel, mens jeg opdagede Interpol og havde derfor rig mulighed for at skamhøre albummet, men til forskel fra så mange andre i min samling, er jeg aldrig blevet færdig med at høre det.

Det her var ikke rock, som vi nogensinde havde hørt det før. Det var Simon and Garfunkel til fredagsbar med Beach Boys som bartendere

Lytter derfor stadig til den mørke og fantastiske Leif Erikson, Obstacle 1, som rummer essensen af al Interpol og den dansable Stella Was A Diver And She Was Always Down.

To år efter kom det lige så geniale album Antics (hør Evil og Slow Hands!), og i 2007 Our Love to Admire med verdenshittet The Heinrich Maneuver.

2003

The Shins. Chutes too narrow udkom i 2003 og blev med det samme min mands yndlingsalbum.

Hans kolleger på Berlingske hadede det og forstod ikke, hvorfor han altid skulle høre de der skrigende drenge.

Efter nogen måneder var jeg også hooked. Der var noget helt igennem genialt, overlegent over både deres orkestrering og tekster.

I 2003 fandt jeg endnu et yndlingsband, nemlig Death Cab for Cutie (hvis sære navn engang var navnet på et nummer af gruppen Bonzo Dog Doo-Dah Band, som blev spillet live i Beatles-filmen Magical Mystery Tour)

Det her var ikke rock, som vi nogensinde havde hørt det før. Det var Simon and Garfunkel til fredagsbar med Beach Boys som bartendere. Albummet er som helhed uopslideligt, men hør især So Says I, Saint Simon og Pink Bullets.

Det gik op for mig nogle måneder senere, at The Shins allerede på debutalbummet Oh, Inverted World havde lavet fantastisk musik; hør Caring Is Creepy og New Slang.

The Shins Promotional and Press on Sub Pop Records
The Shins.

I 2007 udsendte de albummet Wincing The Night Away, som ikke er lige så stærk som forgængeren men stadig aldeles glimrende. Hør særligt Sleeping Lessons, Australia og Turn On Me.

I 2003 fandt jeg endnu et yndlingsband, nemlig Death Cab for Cutie (hvis sære navn engang var navnet på et nummer af gruppen Bonzo Dog Doo-Dah Band, som blev spillet live i Beatles-filmen Magical Mystery Tour).

Death Cab for Cutie er et Seattle-band, hvilket allerede borger for en vis kvalitet.

På deres andet album Transatlanticism fra 2003 er de både cool spillende, intelligent rockende, sensitive og pompøse. Som en sen REMs stramhed parret med en tidlig REMs talent for melodiskrivning.

Death Cab for Cutie.

Transatlanticism er serøst en af de bedste køreplader, vi har; den holder hele vejen fra København til Ålleren. Og når jeg skriver vi, er det fordi min ældste datter, fra hun var ét år, har måttet lægge ører til min mands og min hang til Ben Gibbards smukke, amerikanske røst.

De gode numre på Transatlanticism er derfor selvsagt mange, men fremhæves skal alligevel Title and Registration (i familien kaldet klappesangen), The Sound of Settling (”ba baaa, this is the sound of settling, ba baaa, ba baaa”), We Look Like Giants og den underskønne albumafslutning A Lack of Color.

Er der et band, man virkelig kan træde igennem til over Langebro, så er det Arcade Fire

I 2005 udgave bandet Plans, som er fuldt ud lige så god som Transatlantisicm. Hør især storhittet Soul Meets Body, den smukke ballade I Will Follow You Into The Dark og Crooked Teeth, som jeg godt gad høre Pavement lave et cover på (og måske har Death Cab for Cutie allerede selv tagget dem; et af Pavements bedste albums hedder Crooked Rain, Crooked Rain).

2004

I august 2004 begyndte jeg i mit første job som sekretær og kursusvikar på Instituttet for Fremtidsforskning.

Efter mere end et år som færdiguddannet og nybagt mor, skulle jeg bare ud ud ud i det virkelige liv. Canadiske Arcade Fires Funeral udkom i september og hang i mine ører hele efteråret og vinteren på mine cykelture fra Amager til Nørre Farimagsgade.

Er der et band, man virkelig kan træde igennem til over Langebro, så er det Arcade Fire.

Arcade Fire.

Hvis du ikke kendte Arcade Fire, er det nu, du skal føle dig lykkelig over at have fundet dem. Alt ved Arcade Fire er godt.

Det er lyden af David Bowie, New Order, Pixies, Cure og Radiohead, det er melodiøst, vildt, virtuost og den bedste festmusik ever. Arcade Fire er et af de mest ekstraordinære bands (og livebands) i verden.

På samtlige album, fra Funeral til Everything Now, er de ambitiøse, livfulde og iørefaldende. De synger konstant mod den følelsesløse verden.

Franz Ferdinand ramte kaboom ned i det ferske årti og brølede hele dj-kulturen helt ud og op i originalitetens klare lys! Det var dét her, der var musik: En spade, en pågående vokal og nogle hårdtslående trommer

Jeg må tvinge mig selv til at vælge ét album frem for de andre (for udvalgte numre kan det slet ikke blive til), og det må blive The Suburbs fra 2010. Vanvittig fedt album, der bare holder og holder.

Et andet stort navn brød igennem lydmuren det år – nemlig skotske Franz Ferdinand med pladen af samme navn, som fik os alle sammen til at ønske, vi havde en onkel med en garage, så vi endelig kunne jamme, som de gjorde det i 70’erne.

Jeg hørte nummeret Take me out i radioen, mens jeg vaskede op, og dagen efter gik jeg ud og købte cd’en. Franz Ferdinand ramte kaboom ned i det ferske årti og brølede hele dj-kulturen helt ud og op i originalitetens klare lys! Det var dét her, der var musik: En spade, en pågående vokal og nogle hårdtslående trommer.

Franz Ferdinand har deres helt egen gulvstampende lyd, og var frem for alt også mere kunstnerisk eksperimenterende på vokalen end de fleste andre garagerock-bands.

Et blæret mix mellem Doors og Cure med bas og fuld pedal. Fra første nummer til sidste er albummet Franz Ferdinand en hitparade. Det er helt vildt god musik.

Franz Ferdinand.

2005

Vi havde været frustrerede i et års tid, fordi vi boede to voksne og et barn på alt for lidt plads i en to en halver på Amager.

Til en vens bryllup mødte vi ham, hvis bekendt havde en lejlighed til os i to plan, fem minutter fra skoven, ti minutter fra havet. Den lå lige ved Charlottenlund Station og var et scoop.

En af de ting, der gjorde, at jeg overlevede derude med forstanden i behold, var The Nationals album Alligator, som med sin på samme tid jordnære og drømmende lyd kunne få mig langt væk fra direktørfruebutikkerne på Jægersborg Allé

Hvad vi af ubegribelige grunde ikke vidste var, at man i Charlottenlund ansætter folk til at pudse messingskilte og hente børn i firehjulstrækkere.

En af de ting, der gjorde, at jeg overlevede derude med forstanden i behold, var The Nationals album Alligator, som med sin på samme tid jordnære og drømmende lyd kunne få mig langt væk fra direktørfruebutikkerne på Jægersborg Allé.

Det er rock med en mørk kant og en lys guitar, originalt komponeret med tekster, der ikke er så dybe, at man tænker tag lige en slapper, men dybe nok til at man kan slippe væk.

Fremhæves skal numrene Secret Meeting, Looking for Astronauts og især Mr. November for sin postpunk-feeling.

I 2007 kom endnu et fremragende album fra The National – Boxer – og så bankede de mig helt ud med High Violet i 2010. Mage til gennemarbejdet album skal man lede længe efter. Anbefales varmt og akut.

The National (band) - Wikipedia
The National.

2006

Når jeg kigger ud over 2006 er der ikke rigtig nogen store aftryk. Yeah Yeah Yeahs hørte jeg lidt, men de blev ikke hængende.

The Killers kørte non stop på min mands playlister, men ikke på mine, og så var der selvfølgelig superhittet Young Folks med Peter Bjorn og John. Men nogen skive hørte jeg ikke til blods.

Selv var jeg i 2007 blevet lige lovlig etableret med fast indkomst, institutionsbarn og klummeskrivning til den kreative klasse. Jeg trængte til at blive rusket lidt

Arctic Monkies er ikke med her på listen. Det er sikkert skammeligt, men de kom aldrig rigtig ind under huden på mig.

2007

Af en eller anden grund hoppede jeg heller aldrig rigtig med på Libertines. Måske var det for skabet – måske var jeg bare ikke moden til det.

Men i 2007 ramte Pete Dohertys andet band Babyshambles rent ind. Shotter’s Nation er en helstøbt cd, hvor både festen og tømmermændene er repræsenteret. Der var noget spræl over de sange, som jeg ikke havde hørt siden brødrene Gallagher stadig var gode venner.

Selv var jeg i 2007 blevet lige lovlig etableret med fast indkomst, institutionsbarn og klummeskrivning til den kreative klasse. Jeg trængte til at blive rusket lidt.

Babyshambles.

Babyshambles gør det allerede fra første sang, Carry Up The Morning, som på klassisk Doherty-vis sparker festen i gang nedefra med skæve rifs, underlige breaks og en indsmigrende working class vokal. Og knalder lige videre med Delivery, der har lånt sin energi og lyd fra Doors (Hello, I love you), og fuck, hvor det spiller.

Ovre i track nummer tre, You Talk, der i anslaget sender en hilsen til The Clash.

Jeg kan jo ikke tale om hvert eneste nummer på albummet, men jeg er nødt til at nævne to mere, nemlig UnBilotitled, som er grundessens af indie i sin guitarlyd, sine skift og sit tema (”you said that you love me/ why don’t you fuck off”).

Og endelig Baddie’s Boogie, som Strokes ikke kunne have skrevet bedre (mundharpen er en genistreg). Anskaf dig med andre ord det musik og bliv rusket.

2007 var også året, hvor The Bravery stjal mine ører med deres skamløst vellydende The Sun and the Moon

Bonusinfo: Dohertys daværende modelkæreste Kate Moss er medkomponist på to af sangene.

2007 var også året, hvor The Bravery stjal mine ører med deres skamløst vellydende The Sun and the Moon.

Selvfølgelig havde jeg to år før, ligesom alle andre, sunget med på retro-hittet An Honest Mistake, men nu albumbragede The Bravery igennem med kombinationen af 60’er-juhupiger, tung bas, disko og arty vokaler.

Frem for alt har The Sun and The Moon en klar idé strømmende igennem sig, der driver en ned gennem ørehængerne: Hitopbygning. Interessant rif i begyndelsen, pirrende vers, et omkvæd, der altid, ALTID lyder som noget, man har savnet, en ringlende og samtidig rå instrumentsolo med 70’erinspiration og så omkvædet igen.

Hør selv efter, men særligt i Believe, Every Word Is A Knife In My Ear, Time Won’t Let Me Go og Above and Below. Og: Fistful of Sand er et fuldstændigt uretfærdigt overhørt kæmpehit, få det endelig hørt.

2008

Missouribandet The Republic Tigers fyldte i 2008 mine ører med pladen Keep Color, der er det, jeg tøvende vil kalde intelligent rock. Den har et sprogoverskud samtidig med, at den har en cool og velklingende lyd.

Nummeret Buildings and Mountains er en übermelodisk, virtuos fremvisning af melankolsk rock, når det er allerbedst. Hør også Feelin’ the Future og Air Guitar.

Det er et lettere hektisk, sjælenærende album, og da jeg var i gang med at skrive en roman med samme univers, glider numrene sammen for mig nu

Den store plade for mig i 2008 var imidlertid Georgiabandet Deerhunters Microcastle.

Det er et lettere hektisk, sjælenærende album, og da jeg var i gang med at skrive en roman med samme univers, glider numrene sammen for mig nu. Jeg har aldrig hørt et enkeltstående track fra den plade.

4AD
Deerhunter.

Forsanger Bradford Cox’ intime stemme sammen med de drømmende guitarer med lidt hyl a la Pixies en gang imellem er det perfekte bagtæppe for en skivebordsskufferoman.

Et andet og mere kropsligt projekt tog snart over, nemlig tilblivelsen af min anden datter, som altså er udruget omgivet af amerikanske singersongwriter-lyde.

2009

Årtiet gik på hæld, og det samme gjorde min glødende interesse for musik åbenbart. Eller rettere, jeg blev hele tiden distraheret af babygråd.

Der var også en anden ting, som påvirkede mit musikforbrug voldsomt: Spotify.

Fra 2009 holdt jeg stort set op med at høre hele albums og begyndte at høre blandede lister opdelt efter musikgenrer, udgivelsestidspunkt, baseret på noget, jeg tidligere havde hørt eller på, hvor mange andre, der hørte det.

Jeg fik delvist afviklet min musikalske vedholdenhed og fik til gengæld mulighed for at snacke helt vildt.

På en af min mest lyttede liste fra 2009 ligger sange af The xx, Mumford & Sons, Bat for Lashes, Grizzly Bear, MGMT, The Black Keys og Editors.

I løbet af 10’erne har jeg heldigvis lært at styre mit listeforbrug og er voldsomt tilbage på vej mod albumlytningen.


Fotos: Pressefotos og bogforside.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Christine Lind Ditlevsen (f. 1971) bor et sted, der er alt for småborgerligt til at blive afsløret her. Tæt på en sø. Forfatterens store interesse er - udover at bevare sit familieliv - at aflive hverdagen. Disse to interesser kan i nogen grad siges at være modstridende.

Top 5
1: Tekster med vinger
2: En helt tom by tidligt om morgenen
3: Farven turkis
4: At opdage nye mennesker, bøger, musik
5: Kyoto (en drink)

Med fredag lørdag søndag (2015) var Christine Lind Ditlevsen nomineret til Bogforums Debutantpris 2015 samt Læsernes Bogpris 2016.

Seneste artikler om Kultur

Fordomme

Fordomme på glatis

SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i