“Ud med konventionerne,” lyder brølet i folkedybet. For den europæiske menneskerettighedskonvention er jo tydeligvis kun til for at beskytte vaneforbrydere og undergrave danske borgeres sikkerhed. Eller hvad? En gennemgang viser, at borgere i Danmark flere gange er blevet beskyttet af konventionerne.
I en af mange guddommelige scener i Life of Brian fra 1979 holder frihedskæmperne anført af John Cleese møde, og John Cleese spørger retorisk “what have the Romans ever done for us”. En svarer forsigtigt ‘givet os akvædukter?’, og andre tilføjer så efterhånden rent vand, medicin, uddannelse, sikre gader om natten, kunstvanding og – ikke mindst – vin!
Jeg kom til at tænke på scenen, fordi jeg på de sociale medier efter Højesterets dom over Gimi Levakovic kan se mange, som mener, at Danmark bør udtræde af de internationale konventioner. De tjener tydeligvis kun til at undergrave danske borgeres sikkerhed og beskytte dybt kriminelle.
Jeg har forståelse for forargelsen. Jeg så hellere end gerne Gimi Levakovic sparket et eller andet sted hen, hvor han ikke kunne skade andre.
Manden er vaneforbryder. Han har 27 domme bag sig, især tyveri, bedrageri, vold og trusler samt overtrædelser af færdselsloven.
Konventionen sikrer alle ret til et privat- og familieliv, og derfor skal der meget tungtvejende grunde til, før man kan udvise et menneske, der som Levakovic har mindreårige børn her, som han faktisk har samvær med.
Der er med andre ord ikke noget som helst, som tyder på, at manden bliver en god og nyttig samfundsborger, og det er ærlig talt krænkende for de flestes fornemmelse for ret og rimelighed, at vi med jævne mellemrum udviser dygtige unge mennesker, fordi de falder for en teknisk bestemmelse i udlændingeloven, mens vi er tvunget til at beholde et menneske, som efter eget udsagn fucker med Danmark og tydeligvis ikke har tænkt sig at blive integreret på nogen som helst måde.
Ja – det er konventionen der beskytter Levakovic
Og det er ganske rigtigt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som sikrer, at han kan blive i Danmark. Jeg skal undlade en del af mellemregningerne her, men efter en konkret afvejning har Højesteret vurderet, at han ikke kan udvises, uden at det er en overtrædelse af konventionens artikel 8.
Dommen er ikke en beskyttelse til tid og evighed. Det er en helt konkret afvejning i den helt konkrete situation.
Konventionen sikrer alle ret til et privat- og familieliv, og derfor skal der meget tungtvejende grunde til, før man kan udvise et menneske, der som Levakovic har boet her stort set hele sit liv, ingen tilknytning har til sit oprindelsesland og har mindreårige børn her, som han faktisk har samvær med. Centralt er det såkaldte proportionalitetsprincip: Står straffen og konsekvenserne for andre i rimeligt forhold til forbrydelsen? Her har Højesteret afgjort, at det ville være uden for proportioner at udvise ham.
Jeg har forståelse for forargelsen. Jeg så hellere end gerne Gimi Levakovic sparket et eller andet sted hen, hvor han ikke kunne skade andre.
Det er ikke en beskyttelse til tid og evighed. Det er en helt konkret afvejning i den helt konkrete situation. Hvis han ikke havde boet her hele sit liv, eller hvis han havde haft en tilknytning til Kroation, eller hvis han havde begået mere alvorlige forbrydelser (f.eks. drab, terror eller voldtægt), eller hvis han ikke havde haft samvær med mindreårige børn, ville han formentlig kunne være blevet udvist, sådan som hans brødre er blevet det.
Det fremgår også af dommen, at han ville være blevet udvist, hvis det ikke havde været imod Danmarks internationale forpligtelser. Så ja, den europæiske menneskerettighedskonvention beskytter ham.
Da Jersild var racist
Hvor kæden hopper af er ved påstanden om, at konventionerne ikke nogensinde har hjulpet danskerne, så derfor skal vi bare skrotte dem.
Dansk retspraksis er ændret – i retning af bedre beskyttelse af det enkelte individ – mere end én gang på grund af konventionerne. Det bliver for voldsomt at skulle inddrage samtlige tilfælde, så lad os nøjes med et udpluk af dem, hvor sagerne er ført helt til tops: til den europæiske menneskerettighedsdomstol.
Den allerførste sag, som Danmark tabte ved domstolen, var i 1989. Sølvhandler Mogens Hauschildt var anholdt og fængslet for diverse svindelsager og skatteunddragelse, og han kom til at sidde varetægtsfængslet i årevis, mens sagen gik sin gang.
Når et menneske skal varetægtsfængsles i længere tid, skal der foreligge en ‘særlig bestyrket mistanke’, og det havde en dommer altså vurderet, at der gjorde. Men siden var samme dommer med til at dømme ham til en langvarig fængselsstraf. Sølvhandleren mente, at dommeren var fjendtligt stemt på forhånd – han havde flere gange afgjort, at der var en særlig bestyrket mistanke – og altså inhabil. Menneskerettighedsdomstolen gav ham ret. Den slog fast, at man har krav på en rettergang, hvor der ikke kan være tvivl om dommerens upartiskhed.
Hvor kæden hopper af er ved påstanden om, at konventionerne ikke nogensinde har hjulpet danskerne, så derfor skal vi bare skrotte dem.
Dansk retspleje blev ændret efter det, så samme dommer ikke længere både kan varetægtsfængsle på særlig bestyrket mistanke og være med til at fælde den endelige dom. For god ordens skyld skal tilføjes, at domstolen ikke tog stilling til selve dommen, udelukkende om rettergangen havde været fair.
I 1994 tabte Danmark endnu en sag. TV-journalisten Jens Olaf Jersild var i Højesteret blevet dømt for racisme, fordi han havde interviewet nogle såkaldte grønjakker, som for åben skærm kom med racistiske bemærkninger. Jersild blev dømt for at videreformidle dem.
Menneskerettighedsdomstolen afviste, at Jersild (og hans redaktør Lasse Jensen) kunne dømmes for racisme, når udtalelserne blev videregivet som led i en væsentlig offentlig debat. Den afgørelse ændrede medieansvarsloven, så journalister fik bedre mulighed for at dække også kontroversielle og potentielt strafbare synspunkter.
Blødere døde i ventetiden
En af de største danske sundhedsskandaler var blødersagen. En række blødere blev ramt af hiv, efter at de havde fået blødermedicin fremstillet af blod fra hiv-smittede donorer. Det var i begyndelsen af aids-æraen, men allerede i 1984 havde Bløderforeningen bedt om, at det danske blod blev screenet eller erstattet med varmebehandlet blod fra udlandet, så smitte kunne undgås.
Det skete ikke før i slutningen af 1985, og samtidig havde fabrikanterne af blødermedicinen i en overgangsordning fået tilladelse til at lagre blod, så blødere blev smittet af gamle blodprodukter helt frem til 1987. Flere af de smittede døde, og Bløderforeningen lagde sag an mod den danske stat for smøl og for bevidst at have udsat bløderne for fare, fordi – mente foreningen – at den ville spare penge.
Menneskerettighedskonventionen har sikret os ytringsfrihed, foreningsfrihed, en fair retssag inden for rimelig tid samt ret til et familieliv. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har siden 1992 været en del af dansk lov og dermed med til at cementere en række demokratiske principper om frihed, privatliv og lighed. Men altså også for mennesker, som vi helst så hælen af.
Det blev en langvarig retssag. Den trak ud i mere end syv år, og det klagede bløderne over til menneskerettighedsdomstolen – og fik medhold. Den danske stat havde forhalet sagen urimeligt, lød vurderingen. På det tidspunkt var mange af de oprindelige sagsøgere døde i ventetiden.
Sagens udfald var med til at skubbe på en domstolsreform, hvor domstolene mere aktivt skal sikre, at der sker fremdrift i sagerne. En lignende sag gav også sagsøgeren medhold i 2006, hvor en sag om fejlbehandling var mere end otte år undervejs i det danske retssystem.
Nej til fagforeningstvang
En arbejdsgiver kan ikke kræve, at medarbejderne skal være med i en bestemt fagforening eller en fagforening i det hele taget. Med andre ord: fagforeningstvang er ulovlig.
Det blev fastslået af menneskerettighedsdomstolen i 2006, da to danskere klagede over at være tvunget ind i SiD, i dag 3F, som betingelse for at få jobbet. De såkaldte eksklusivaftaler var lovlige ifølge dansk ret, så længe man som ansat var blevet gjort bekendt med dem, inden man tog jobbet.
Men den går ikke, var erklæringen fra menneskerettighedsdomstolen. Det er imod bestemmelserne om foreningsfrihed, for det stod også klart, at man kunne glemme alt om at få jobbet, hvis man nægtede at være med i fagforeningen. Dermed var det tvang.
Dommen blev eksklusivaftalernes død. Fagbevægelsen mente, at det var et tilbageskridt for arbejdernes rettigheder, men i hvert fald blev den enkeltes frie valg fastslået.
“So what have the Romans ever done for us” … well, altså bortset fra at sikre os ytringsfrihed, foreningsfrihed, en fair retssag inden for rimelig tid og ret til et familieliv, så har Den Europæiske Menneskerettighedskonvention siden 1992 været en del af dansk lov og dermed med til at cementere en række demokratiske principper om frihed, privatliv og lighed. Men altså også for mennesker, som vi helst så hælen af.
Opdatering, 13. maj: Jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, der har fået associationer til ‘What have the Romans ever …’ – i dette klip er Patrick Stewart ude i samme ærinde.
Læs hele konventionen her.
Læs mere om domstolen her.
Bærende foto: Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, Frankrig. Foto: Wikimedia Commons
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du velkommen til at dele det. Du kan også bidrage til mine fortsatte skriverier ved at betale på min Mobilepay: +45 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt. Har du endnu ikke fundet os på Facebook, bliver vi glade for et like, og du får besked, når der kommer nye historier.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
