Kim Schumacher, pressefoto

Biografi: Kim Schumacher ophævede grænsen mellem budskabet og mediet, ham selv

i Kultur/Bøger af
KIM SCHUMACHER // BIOGRAFI – 1980’ernes helt store danske mediefænomen Kim Schumacher er genstand for en ny biografi. En grundig, velresearchet kleppert af en bog, der kommer hele vejen igennem hans mange liv og faser i karrieren frem mod den alt for tidlige død i 1990. Det har været en fornøjelse at læse den, skriver Jan Eriksen, der kalder biografien dansk state of the art, når det kommer til flerkildebiografier.

En gang i 1990’erne, hvor jeg havde ansvaret for en avissektion, kaldte en chefredaktør mig ind på sit kontor.

”Du skal finde den nye Kim Schumacher,” sagde bossen blandt meget andet.

”Dét er umuligt. Han eller hun findes ikke,” svarede jeg.

Efter at have læst Ralf Christensens og Simon Lunds 459 sider lange biografi, Dem jeg elsker, elsker jeg, er jeg kun blevet bestyrket i den opfattelse. Der var kun én; der er kun én Kim Schumacher.

I den kontekst var Schumachers talent enormt. Efter Simon Spies var Schumacher den første hertillands, der helhjertet og uden fine akademiske fornemmelser ophævede grænsen mellem budskabet og mediet, ham selv. I sin egen ret var han ekvilibristisk

Historien om Schumacher følger et langt stykke en gængs fortællemodel. Det handler om skilsmissedrengen, der allerede fra de tidlige år følger sit eget kompas uden rigtig at kunne bruge skolen til noget, hvilket i øvrigt viser sig at være gensidigt.

Inspireret af de af tidens strømninger, der bidrager til at skubbe ham mod og ud over grænserne, vokser Kim op i 50’ernes gryende velfærdsdanmark, senere påvirket af 60’ernes frigørelse, 70’ernes seksuelle friløb og hedonisme, punk og 80’ernes digitale drøn. Han er på højden af sin karriere som tv-vært, da følgevirkningerne af AIDS suger den sidste rest af liv ud af ham.

Schumacher besad et usædvanlig skarp ordsnilde – han har bl.a. meget andet opfundet (oversættelsen af) ordet nørd. Respektløst skabte han nye betydninger med sine mange vokalfalbelader og metaforiske badutspring

Kim er vild med film, en kreativ, visuelt begavet fyr, en ordgøgler, der allerede som dreng instruerer sin egne små art-film, og senere bliver homoporno og -popskribent, dagbladsanmelder, filmoversætter og, som de fleste vel især husker ham, som den lyshårede speedsnakkende og sprogfornyende spirrevip fra radio og tv. Ham, der mod alle odds og statsradiofoniens metertykke inerti formår at forny mediet og til sidst ender som folkeeje på tv-skærmen inden hans alt for tidlige død i 1990 som 40-årig.

Det lille talent, der rakte langt

Et sted i biografien er Kim Schumacher citeret for at sige, at sjældent er et så lille talent som hans set række så langt.

Det kommer an på, hvordan man definerer talent. Allerede i 1964, ved indgangen til den nye satellit-bårne medievirkelighed i den globale landsby, formulerede canadieren Marshal McLuran tesen, “the media is the message“.

Den gamle tanke, at formen var underordnet indholdet, var passé. Udtrykkets form kunne ikke adskilles fra dets indhold. I den kontekst var Schumachers talent enormt. Efter Simon Spies var Schumacher den første hertillands, der helhjertet og uden fine akademiske fornemmelser ophævede grænsen mellem budskabet og mediet, ham selv. I sin egen ret var han ekvilibristisk. Og med enorm succes, da fremsynede DR-folk som Edmund Jensen og Jarl Friis-Mikkelsen gav ham plads.

Kim Schumacher, bogcover
Biografiens forsiden. Gyldendal.

Schumacher besad et usædvanlig skarp ordsnilde – han har bl.a. meget andet opfundet (oversættelsen af) ordet nørd. Respektløst skabte han nye betydninger med sine mange vokalfalbelader og metaforiske badutspring.

Fornemt maler forfatterne et billede af alt det, der drev Schumacher; hans skarpe, strukturerede arbejdsetik som radio- og tv-vært og skribent, nysgerrigheden, konformitetsvæmmelsen, momentan tvivl, en nydelsesberuset livsstil under hyppige besøg på New Yorks bøssebarer – mens det samtidig lykkedes ham at holde sin inderste kerne og gåder skjult selv for mange af de nære venner, der medvirker i bogen.

Med sporhundene Ralf Christensen og Simon Lund med snuden i Kim Schumachers fodspor efterlades ingen sten med forsiden opad.

Love triangle

Undervejs under læsningen sad jeg med fornemmelsen at være til stede. Til stede mens Kim vokser op, kommer på opdragelseskostskole i Nordsjælland og efterfølgende kaster sig ud på nye dybder, mens han flakker rundt i livet og fra stop til stop tanker den omsorg og forståelse, han åbenbart ikke fandt hos sin mor.

Først i sin love triangle med kæresterne Hans Ole og Simon, Bamserne, som han levede sammen med til sin død i 1990, finder Kim en rede.

Som skrevet er forfatterne meget grundige. I passager virker det nærmest som research for åben mikrofon, især når nogle af de utallige kilder gentager, hvad andre har sagt. Det gælder især kapitlet om kostskoleopholdet på Skorpeskolen og den efterfølgende gymnasietid. Den 459 sider lange biografi kunne sagtens have været skåret ned til 400.

Umiddelbart er jeg kun stødt på en enkelt faktuel fejl. Tv-serien District Hill Street blev ikke optaget i New York, men i Los Angeles, og foregår i øvrigt i en fiktiv by, der var tænkt som en fusion af Chicago og Pittsburgh

Ralf Christensen og Simon Lund er begge højt estimerede musikjournalister og anmeldere. Musikformidlingen har vel aldrig været så dogmatisk som sidst i 70’erne, og der kom Kim S så bragende med den holdning, at intet er bedre end andet. Noget swinger bare mere. Så ikke underligt, at forfatterne har fokus på Kim Schumachers vigtige rolle som formidler af lyden af de digitale 80’ere; den ny dansemusik, elektronica, r&b og hiphop, Hi-NRG og det på tidspunktet revitaliserede format, maxisinglen.

Her som i resten af det store bogværk har forfatterne stor respekt for historien, med afvejning af den gennem-researchede fortællings krav på nøgternhed på den ene side, og skribentens følelser for stoffet på den anden.

Indimellem er begejstringen lige ved at løbe fra forfatterne.

Mere popsmart end klart

At betegne Tom Petty i begyndelsen af 80’erne som ‘ringvrag’ er mere popsmart, end det er klart. Ved indgangen til skulderpudernes årti havde Tom Petty and the Heartbreakers netop fået deres store gennembrud med albummet Damn the Torpedos med hits som “Here Comes My Girl”, “Even the Losers” og “Refugee”. Det handler om holdninger, og den slags kan man som bekendt diskutere, til Kim Schumacher genopstår. Hvad man ikke kan diskutere, er den journalistiske kvalitet i denne biografi.

Umiddelbart er jeg kun stødt på en enkelt faktuel fejl. Tv-serien District Hill Street blev ikke optaget i New York, men i Los Angeles, og foregår i øvrigt i en fiktiv by, der var tænkt som en fusion af Chicago og Pittsburgh.

Alle nulevende venner og bekendte med et nært kendskab til ham fortæller beredvilligt faktuelt og reflekterende om multimennesket Kim Schumacher – om familie, musik, kunst, film, sex, eskapader, fester, sygdom, arbejde. I dag, hvor der mere end nogensinde er positivt offentligt fokus på LGBT+, er det interessant at læse om familien Kim-Hans Ole-Simons tilsyneladende vellykkede brud med strukturer, der rækker millioner af år bagud.

Alligevel finder man aldrig ud af, hvem Kim var. Sådan helt inderst. Savnede Kim noget midt i sin enorme succes som mediefænomen? Det står der muligvis mellem linjerne. Men det er fint. Vidste man som læser alt, ville der jo ikke være noget tilbage for hverken eftertanken eller eftertiden.

Uden at have læst samtlige danske flerkildebiografier tør jeg godt sige, at det her ligner dansk state of the art. Dem jeg elsker, elsker jeg er lige så spændende og tankevækkende som en god roman. Det har været en fornøjelse at læse den.


LÆS EVT. FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER


Simon Lund og Ralf Christensen: “Dem jeg elsker, elsker jeg”, biografi.


Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jan Eriksen er musik- og podcastredaktør på POV. Han oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017) og 'Anne, Sanne, Lis - historien om en dansk musikrevolution', der udkom i 2019.

Jan Eriksen er redaktør på podcastmediet Mediano Music.
Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur