DOKUMENTARISME // ESSAY – Robert Flaherty er blevet kaldt dokumentarismens fader, for han skabte med sine første film, især med Nanook of the North fra 1922, en helt ny filmgenre, der blandede ægte etnografiske optagelser med fiktion. Cinemateket viser hele 6 af hans film.
Robert Flaherty (1884 – 1951) var en energisk mand med mangfoldige evner. Han var oprindeligt en slags opdagelsesrejsende, der som kartograf rejste rundt i Canada for at finde jernårer i jorden for et større mineselskab.
På sine mange rejser fotograferede han alt. I 1913 optog han mængder af film om inuitternes – eller som det dengang hed, eskimoernes – vanskelige forhold på Belcker Island nær Hudson Bay. Under arbejdet med klipning af sit materiale tabte han sin cigaret og nitratfilmen eksploderede.
Den rekonstruerede virkelighed
Han brugte nu adskillige år til at skaffe penge til finansiering af en spillefilm fra Ungava-halvøen i det østlige Hudson Bay, mens han tog et kursus i at instruere/ klippe film. Et stort pelsfirma, Revillon Freres, med en handelsstation ved Port Harrison finansierede endelig hans projekt, der kom til at vare adskillige år fra 1920.
Men han viser os en inuit-leveform, som allerede var fortid
Hans arbejdsmetode krævede nemlig, at han levede sig ind i miljøet og på det nærmeste blev i familie med sine skuespillere, som han fandt lokalt. Han valgte Itivinuit stammens største jæger, Allakariallak, til sin helt Nanook og udvalgte to smukke kvinder til at spille hans to koner.
Det er en fornøjelse at se denne filmhistoriens første feature dokumentarfilm. Flaherty præsenterer os for familiens vanskelige arbejde at bygge en iglo under en snestorm. Men han viser os en inuit-leveform, som allerede var fortid. Ingen brugte længere igloer eller for den sags skyld harpuner til jagt; de måtte første lære det.
Igen er Flahertys tema menneskets kamp mod naturens enorme kræfter, og det lille samfunds loyalitet og sammenhold
På en måde viser han os familien som nogle primitive, pudsige væsener, som lever i en evig kamp mod den voldsomme natur, men er lykkelige sammen. På trods af de vanskelige optagelsesforhold med kun et kamera og i stærk kulde er filmen forbløffende vellykket, og den blev da også Flahertys allerstørste succes.
Irlands ædle vilde
Flaherty vendte adskillige år senere tilbage til denne arbejdsmetode i den meget smukke Man of Aran (1934). Med lokale beboere skabte han en fiktiv familie med en stærk dynamisk mand, hans seje, arbejdsomme kone og en ung søn.
Aran øerne er nogle næste nøgne klippeskær syd for Irland, som jeg, betaget af filmen, opsøgte i 1989. Det var fantastisk at ligge på maven oppe på den flade nøgne klippe og se ned på den voldsomme brænding langt, langt nede.
I filmen ser vi familien med reb hejse et får op ad den stejle klippeside. Der er ingen naturlig bevoksning og slet ingen træer på disse nøgne klipper. For at kunne dyrke kartofler må man slæbe tang op og skabe små klippehaver i ly for den stærke blæst.
Fiskerne tager i små både på fangst ud på det voldsomme hav efter hvalhajer. Da der ikke er naturligt brændsel på øerne, er olien fra de enorme dyrs lever deres eneste kilde til lys og varme. Vi ser en båd med 5 mand kæmpe i 2 dage for at få halet hvalhajen ind.
Igen er Flahertys tema menneskets kamp mod naturens enorme kræfter, og det lille samfunds loyalitet og sammenhold – og lykke. Man of Aran er dygtigt klippet og utrolig flot fotograferet.
Moana
Efter den flotte modtagelse af Nanook rejste Flaherty med sin kone Frances og 3 små døtre til Samoa, hvor han levede fra april 1923 til december 1924 for at lave endnu et dokudrama Moana. Som tidligere tog han sig tid til at lære samfundet at kende og skrive manuskriptet.
Hans næste opgave blev Tabu, som det var meningen, han skulle instruere sammen med den tyske mesterinstruktør F.W Murnau
Her var ikke nogen intern konflikt, så han valgte at fokusere på de traditionelle manddomsriter, der krævede at unge mænd skulle gennemtatoveres. Den unge ”skuespiller” led meget og krævede ekstra lønkompensation for denne dokumentation af en tradition, der og i dette tilfælde for længst var opgivet.
Filmen fortæller også om ung kærlighed og blev en rimelig succes på trods af religiøse indvendinger mod de unge kvinders topløse beklædning.
Tabu
Irving Thalberg fra Metro-Goldwin-Mayer arrangerede nu i 1928, at Flaherty skulle deltage I Instruktionen af Shadows of the South Seas, som W.S. Van Dyke var i færd med at instruere. Det var ingen god ide; de kunne ikke samarbejde, så han deltog kun i ca. en tredjedel af optagelserne.
Næste projekt Acoma the Sky City blev stoppet af utilfredse producere, og Flahertys optagelser gik til i en lagerbrand.
Hans næste opgave blev Tabu, som det var meningen, han skulle instruere sammen med den tyske mesterinstruktør F.W Murnau, der i 1927 var blevet inviteret til Hollywood af FOX film. Tabu beretter om en stor kærlighed på de paradisiske Bora Bora øer i Stillehavet. De unge elskende må flygte, da pigen udnævnes til hellig jomfru og dermed er ”tabu”. En meget sørgelig film fra en eksotisk verden.
Flaherty kom kun til at instruere de indledende sekvenser fra Paradiset; samarbejdet fungerede ikke. Tragedien fulgte filmen, idet Murnau kun 42 år gammel døde efter en bilulykke seks dage før filmens premiere.
Hollywood var nu færdig med Flaherty, der drog til England, hvor hans dygtige kone Frances havde fået kontakt til John Grierson, der længe havde beundret Flaherty. Deres samarbejde resulterede i førnævnte Man of Aran, og en – senere sønderklippet – dokumentarfilm Industrial Britain (1931).
Elefanten i rummet
Meget tyder på, at Flaherty var vanskelig at samarbejde med. Hans meget grundige forberedelser tog ofte flere år, og diverse producere mistede undervejs tilliden til ham og stoppede filmene eller udskiftede ham.
Sabu blev berømt og kom til Hollywood efter sin meget naturlige præstation, men Flaherty blev fjernet fra filmen
Sådan kom det også til at gå med hans sidste engelske film Elefant Boy (1937) der blev optaget i Indien, hvor elefanter var en vigtig arbejdskraft koloniens plantager. Den indiske dreng, Sabu, debuterede kun 13 år gammel som den viljestærke søn af en ledende mahut med en enormt stor elefanthan.
De hyres af en hvid forretningsmand, Pedersen, til en jagt på vilde elefanter. I ugevis ser de ikke skyggen af vilde elefanter, men takket være en katastrofal tigerjagt skabes det drama, der får drengen til at flygte ind i junglen og finde i hundredvis af de smukke dyr.
Sabu blev berømt og kom til Hollywood efter sin meget naturlige præstation, men Flaherty blev fjernet fra filmen. Man var ikke tilfreds med hans naturoptagelser fra Indien, og Alexander Korda overtog instruktionen og dramatiserede Rudyard Kiplings historie med professionelle hvide skuespillere.
United States Film Service hyrede i 1940 Flaherty til at lave en film om USA’s landbrug. The Land var efter sigende meget vellykket, men blev af politiske grunde aldrig udsendt.
Svanesang
Flahertys sidste film Louisiana Story (1948) blev sponsoreret af Standars Oil Company og fortæller om cajun-drengen Alexander Napoleon Ulysses Butreaux, der lever et sorgløst liv i Louisianas sumpe, hvor han sejler rundt I sin lille båd sammen med sit kæledyr, en vaskebjørn.
I 2014 gav Flahertys oldebarn, Sami van Ingen, Bruce Pasner med flere filmen en yderligere digitalisering
Hans far sælger rettigheden til at bore efter olie i området, og hvide forretningsmænd i hurtige speedbåde går i gang med at opføre et boretårn. Drengen sejler nærmere og modtages venligt af de hvide borearbejdere. Olien springer, og alle er glade for en tid, men så eksploderer det hele, og videre boring opgives.
I modsætning til alle tidligere dokumentarer fortælles en del af historien af en speaker, og drengen har ikke meget at sige. Hans idylliske verden ødelægges øjensynlig ikke af olien, mens hans tro på magi redder oliekompagniet og fars økonomi.
Manuskriptet var skrevet af Frances og Robert Flaherty, og det blev nomineret til en Oscar. To år senere modtog han en Oscar som medproducent på The Titan – Story of Michelangelo, instrueret af Richard Lyford.
Efterspil – med lyd
Næsten 50 år efter skabelsen af stumfilmen Moana rejste Monica Flaherty, der blot var 3 år gammel under optagelserne, tilbage til øen Savi’i for at genskabe sin fars smukke film som en talefilm ved hjælp af indfødte fra Hawaii, der talte det samme sprog.
Via mundaflæsning lykkedes det at skabe en plausibel dialog, og filmen Moana with Sound (1975) blev udsendt. I 2014 gav Flahertys oldebarn, Sami van Ingen, Bruce Pasner med flere filmen en yderligere digitalisering, som efter sigende skulle være ”helt vidunderlig”.
Cinemateket fortjener tak for en samlet præsentation af Flahertys film, og jeg håber, at publikum tør tage chancen og se så gamle og så langsomt fortalte, poetiske mesterværker.
LÆS FLERE FILMARTIKLER AF KAREN HAMMER HER
Fotos fra filmene, Cinemateket
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
