RITT BJERREGAARD // MINDEORD – Ritt er død. Det var ikke uventet, men alligevel chokerende. Det gik lige pludselig meget stærkt. For mange venner var hun en konstant i livet, en søjle, man altid kunne læne sig op ad. Hun vidste, at hun skulle dø, og var egentlig ikke bange for det. Mest bare oprigtigt ærgerlig over alt det, hun nu går glip af, fordi hun elskede at være i live.
Det sidste døgn har været fyldt med mindeord og analyser. Der er mange fine ord, men også ligegyldige unuancerede gentagelser, letkøbte overskrifter og bevidstløse put-i-kasse, som børn leger med i vuggestuen.
Ritt ville helt sikkert gerne have fulgt med og analyseret reaktionerne på sin bortgang. Hun ville trække på skuldrene over alle stereotyperne og tænke sit om de mange mennesker, der nu trækkes op af hatten som Ritt-eksperter.
Ritt tog sin egen medicin, og selv når det gjorde allermest nas, så holdt hun sig til sit skjold. Hun viste så sjældent åbne flanker for andre end de nærmeste, til trods for at hun kom i uendeligt mange flere afskygninger end dem, som medierne præsenterede
Der var en helt anden kvinde bag de mange karikaturer som isdronning, dominatrix, og hvad der ellers har været af kønnede mærkater, som Ritt i over 50 år skulle trækkes med. Hun vænnede sig til det, fordi hun forstod, at omverdenen dels ikke kunne rumme en offentlig og ovenikøbet kvindelig politiker, som var så svær at slå ud af kurs, dels ikke kunne nære sig for at knytte egen begærsforestilling til Ritt: En kvinde, som på alle måder var uopnåelig for de fleste mænd. Til deres åbenbare store ærgrelse.
Ritt opererede fra begyndelsen til enden efter den franske filosof og forfatter Simone de Beauvoirs læresætning: ”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Og ser man Ritts liv i et historisk perspektiv, så er det credo nok det stærkeste skjold, hun kunne have valgt.
Hun vidste, at hun var ”den anden”, og at hendes køn kunne være både en fordel og en forhindring. Begge dele noget skidt, man skal være klar til at slæbe rundt på og arbejde udenom. Først og fremmest var hun en ikke-mand. Hun var på det tidspunkt også en ikke-politiker og på sin egen måde en ikke-arbejderpige. Hele hendes tilgang til arbejdet måtte gennemsyres af det: hendes handlinger, hendes ord og hendes projekter. Og det blev de. Uden den tidlige bevidsthed om hendes placering historisk og kulturelt var hendes karriere blevet kort.
Det var også det område, hun ofte koncentrerede sin rådgivning af andre til. Kend dit territorium, lær spillereglerne, og lad være med at tage modstand og andres brutalitet personligt. Stå fast ved det, du tror på.
Ritt tog sin egen medicin, og selv når det gjorde allermest nas, så holdt hun sig til sit skjold. Hun viste sjældent åbne flanker for andre end de nærmeste, til trods for at hun kom i uendeligt mange flere afskygninger end dem, som medierne præsenterede. Som toppolitiker er man sårbar over for vendekåber, medløbere og falske venskaber. De er alle vegne og vil have noget uden at give noget.
Det vidste Ritt og værnede sig klogeligt mod relationer af den slags. Som kvinde, som politiker, som befindende sig midt i magten erkendte hun, at hun måtte være påpasselig. Det stødte nogle på manchetterne, at Ritt ikke med det samme åbnede armene mod dem. Som om politik på den måde var personligt for Ritt?
Nej, det var det sådan set ikke, som hun selv ville have formuleret det.
Ritt var ikke paranoid, men hun var en helvedes god menneskekender. Hendes analytiske evne slog meget sjældent fejl, og noget af det første, hun vurderede andre efter, var deres grad af inkompetence, dovenskab eller fedteri. Tre karaktertræk, hun hverken forstod eller selv besad
Ritt var derimod fuldkommen klar over, hvad der var på spil, og hvad markedsprisen for en åben flanke i dansk politik er. Hun var professionel til fingerspidserne og havde et veludviklet røntgenblik for, hvem der var ven, og hvem der ikke var. Det er prisen for at være den anden. Man ved det, man handler derefter og tager, hvad der kommer.
Ritt var ikke paranoid, men hun var en helvedes god menneskekender. Hendes analytiske evne slog meget sjældent fejl, og noget af det første, hun vurderede andre efter, var deres grad af inkompetence, dovenskab eller fedteri. Tre karaktertræk, hun hverken forstod eller selv besad.
Hvis man bestod den del, så var loyalitet og diskretion den næste test. Hun havde ikke mulighed for andet, hvis hun skulle være en god politiker.
Den udskillelsesproces, hun da helt sikkert udøvede, og som andre betegnede som hårdhed eller arrogance, var nok snarere det filter, som gjorde, at hun kunne prioritere sin tid og den kontakt, hun mente, var nødvendig for, at hun forstod samfundets strømninger og den enkeltes vilkår.
Ritt var afsindig flittig, vidende og havde en stærk hukommelse. Hun nægtede også på den måde at være den slags kvinde, som det forventedes.
Hendes realpolitiske sans bundede ikke i folkestemningen, men i det, der var muligt at opnå. Man hørte hende aldrig tale med stemningen eller forføre vælgerne med os-og-dem-modsætninger, som ellers sælger billetter og giver clickbait. Hendes politiske synspunkter var baseret på viden og ideologi og handlede om det strukturelle.
Ja, Ritt var – som flere nu fremhæver – et forbillede for mange kvinder. Hendes arbejde for at bringe dygtige kvinder et sted hen, de i øvrigt fortjente at være, er legendarisk. Det er kun ganske få af de kvinder, Ritt har ageret ”dåseåbner” for, som ikke siden har forvaltet deres potentiale til fulde.
Det var ikke nok for Ritt, at man bare var kvinde: Man skulle også ville bruge sig selv og sine evner fornuftigt.
Men Ritt var også et forbillede for mange mænd, og den for nogle ubekvemme sandhed er, at mange af hendes trofaste vælgere var mænd. Ritts eftermæle vil i høj grad være det, at hun kæmpede for ligestilling mellem kønnene, men det er for endimensionelt at se hende som ”blot” en kvindelig og feministisk politiker.
Hendes selvbiografi er et omfattende veldokumenteret bevis på en langt større og betydelig rolle i dansk politik i mange årtier. Hun var kvinde OG politiker.
Ritt, siger de, ”spillede magtspillet” dygtigt, men det var i høj grad også en velovervejet og nødvendig beslutning, hun traf på vegne af sit køn og sin klasse. Det har ikke været fribillet, men hun valgte det med omhu med ægtefællen Søren Mørch som fast makker
Hvis man ikke ved noget om statsrevisorernes arbejde, hvordan det egentlig gik til, da sagen om RUC var på sit højeste, eller hvorfor Københavns Rådhus kan være så komplet umuligt at lede nye og nødvendige steder hen, så leverer Ritts erindringer et præcist og lærerigt indblik i det politiske håndværk og ansvar.
Ritt, siger de, ”spillede magtspillet” dygtigt, men det var i høj grad også en velovervejet og nødvendig beslutning, hun traf på vegne af sit køn og sin klasse. Det har ikke været en fribillet, men hun valgte det med omhu med ægtefællen Søren Mørch som fast makker. Deres samlede begavelse og forståelse for, hvad det vil sige at udøve politik, er uden sidestykke. Og hvis Ritt ikke gjorde det, hvem skulle så?
Ritt har også fortjent at være forbillede for alle. Hun havde en særlig sjælden evne til at kende sine egne begrænsninger og være sig bevidst om den osteklokke, man ofte ender med at befinde sig i, som politiker på Christiansborg eller Københavns Rådhus.
Hun samlede i stedet på mennesker, som havde forstand på og indsigt i det, hun ikke selv var inde i. Og hun var fuld af beundring for dygtighed indenfor kreativitet, kunst, kultur, nytænkning, progressivitet og i det hele taget for alt og alle, som bevægede sig fremad i nye retninger. At være nysgerrig er en stor dyd, og den er nødvendig som menneske, og ikke mindst, hvis man er politiker og skal træffe beslutninger, som påvirker andres liv.
For Ritt var det en naturlig del af hendes virke og ansvar at høre græsset gro. Som ingen anden slugte hun aviser, bøger, koncerter, udstillinger, forestillinger og nyt input i enhver form. Intet var for vildt eller for underligt, intet var for fremmed eller anderledes. Selvom klassisk musik var Ritts foretrukne frirum, ville hun vide alt om ny musik, nye kunstnere og nye dygtige personligheder. Hun var optaget af forskellighed og ville have indsigt i de andre. Ikke mindst dem, som på hver deres måde var ”den anden”.
På det private plan var Ritt en utrolig kærlig ven, som gjorde sig virkelig umage med sine mange venskaber. Ikke kun over for sine veninder, men for venner af begge køn. Hun satte mennesker sammen og skabte andres livslange venskaber
Ritts nærmeste venner har ofte gennem årene talt om, hvor lidt offentligheden egentlig kendte den anden Ritt. Fordi alle mulige mennesker ville vide, om hun nu ikke var skrap, kold eller hvad det nu lige var, de havde opfanget i medierne.
På det private plan var Ritt en utrolig kærlig ven, som gjorde sig virkelig umage med sine mange venskaber. Ikke kun over for sine veninder, men for venner af begge køn. Hun satte mennesker sammen og skabte andres livslange venskaber, hun styrkede folks selvværd og hjalp dem ud af dynd og stilstand.
Når vi venner introducerede Ritt for nye mennesker, var deres reaktion altid, at ”jamen, hun er meget sødere i virkeligheden”. Når hun blev stoppet på gaden, hvilket var meget, meget tit, var folk forbløffede og rørte over hendes venlighed og imødekommenhed. Hun lyttede. Det er værd at fundere over, også historisk og kulturelt.
Ritt var betænksom og generøs. Altid oprigtigt optaget af både af sin biologiske familie og den selvvalgte familie, hun skabte omkring sig gennem livet. Hun kunne navne, årstal og egenskaber hos et hav af venner og veninders børn udenad og spurgte altid ind til noget specifikt, der havde været oppe og vende, sidst man sås, selvom der måske var gået noget tid. En imponerende rummelighed og interesse, som hun prioriterede højt.
Der bliver grædt mange steder netop nu, fordi Ritt ville noget alvorligt med sine venskaber. Hun så lige igennem vennerne, så det nyttede ikke at komme med halvkvædede viser. Hun kunne lugte, hvis der var noget, man skjulte. Selv da hun blev syg, og det gik op og ned, passede og plejede Ritt fortsat sine venner og bød ind med råd og vejledning eller spørgsmål og diskussion.
Ritt var et sansernes menneske og elskede alt, der var lækkert, spændende, morsomt og sublimt. For Ritt var lighed også, at så mange som muligt skulle have adgang til det gode i livet. Ikke det modsatte.
Hun gik så hurtigt, at man skulle løbe for at følge med, og lige efter hun gik på pension, havde hun i nogen tid for vane at forveksle en ven med en ministersekretær. Det gik over, hvis man frabad sig rollen.
Det sidste, hun og jeg talte om for få dage siden, var fascismens og folkeforførernes genkomst. Ritt var bekymret for det demokrati, hun faktisk viede hele sit liv til
Bag den professionelle tilgang og tone havde Ritt privat den sorteste og sjoveste humor. Også når det handlede om hende selv. Det tog hun sgu ikke så højtideligt, når hun var i venners selskab.
Hun var dog ikke så vild med, at yngre venner kaldte hende mor bag hendes ryg, men det skyldtes, at hun holdt en i ørerne med at få noget ud af livet, men også at man godt kunne få en opsang, hvis hun opdagede, at man for eksempel vaskede op i rindende vand i deres sommerhus eller havde købt noget, der ikke var økologisk eller bæredygtigt.
Hun var totalt allergisk over for sløseri og spild. Ritt vidste alt om alting og kunne huske noget, hun havde læst for 100 år siden. Hun bandede gerne på tomandshånd, fortalte saftige anekdoter og tog gerne en stor sjus eller to. Hun var supergod til at spidde selvoppustelige egoer og sladre om gud og hvermand på et særligt syrligt niveau. Hun ville også rigtig gerne tale om tøj, sko og lækre mænd.
Hun elskede at være solbrændt, gå i træsko, bikini og en gammel sweater udover. Hun tjekkede sit ur med skridttæller flere gange om dagen. Hun var fysisk utrættelig det meste af sit liv og var en haj med spade og havetraktor.
Hun kunne til nød stege en hæderlig rødspætte, hvis hun skulle, men gad ellers ikke bruge tid på at lave mad. Hun ville hellere i biffen eller tale om noget vigtigt. For eksempel verdenssituationen. Det sidste, hun og jeg talte om for få dage siden, var fascismens og folkeforførernes genkomst. Ritt var bekymret for det demokrati, hun faktisk viede hele sit liv til.
Ritts død er et tab for mange, men især for os, der kendte Ritt – hende den anden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
