OPERA // ANMELDELSE – Hvis man elsker Verdi – og operakunstens evne til at levere sande menneskeskildringer – så er “Rigoletto” på Operaen en forestilling, man bestemt ikke må snyde sig selv for, skriver Verdi-ekspert og operaanmelder Knud Arne Jürgensen. Hver figur i denne opsætning lever i deres instinkters vold: lyst, begær, dominans, besiddertrang, hævn, kærlighed og selvopofrelse.
Som genre betragtet hører beskaffenheden af den historie, der udfolder sig i Giuseppe Verdis opera Rigoletto fra 1851, ind under det, italienerne vil benævne som una tresca, hvilket nok bedst kan oversættes til en blandet form for tragikomisk forvekslingskomedie.
Til sit væsentligste inspirationsgrundlag for denne opera valgte Verdi – efter lange og grundige overvejelser – Victor Hugos roman fra 1832 Le roi s’amuse (Kongen morer sig), der igen nok kan karakteriseres som lidt af en røverhistorie med elementer af alverdens pikante ingredienser, og som skildrer en monarks vilde lyster og udskejelser med de deraf følgende konsekvenser.
Her når sang og gestik til en enhed, der får operaen til at løfte sig til sand menneskeskildring
Men hvad der nok mest fangede komponisten efter læsningen af Hugos roman, og efter at han sammen med sin librettist havde omformet den til et sangbart og dramaturgisk egnet tekstgrundlag, var, at han heri fandt netop det stof, der gjorde, at han med sin opera kunne skildre alle arketyper i menneskelivet. Hver figur i Rigoletto lever i deres instinkters vold og udlever disse gennem henholdsvis lyst, begær, dominans, besiddertrang, hævn, kærlighed og selvopofrelse.
Der er således den helt store menneskelige palet, som Verdi i ét samlet forløb ønskede og evnede at skildre gennem sin fortælling om hofnarren og enkemanden Rigoletto, dennes datter Gilda og arbejdsgiveren, den grove og umoralske hertug af Mantova.
Såfremt fortællingen om disse personer var blevet opført som et talt skuespil, ville den næppe kunne holde vand ret længe. For det skyldes ene og alene Verdis geniale evne til dramaturgisk og musikalsk at levendegøre disse vidt forskellige emotionelle karaktertræk hos hver rollefigur, at Rigoletto nu – 175 år efter operaens urpremiere – stadig kan overbevise os om ægtheden i de personlige motiver, der får de agerende til at udføre og fuldføre, hvad de sætter sig for.
Skarp og velklingende
Hvad der sangligt måske mest frapperer ved Det Kongelige Teaters nye opsætning, er for undertegnede at opleve, hvordan komponisten lader den bel canto-sangkultur, han selv havde som udgangspunkt, folde sig ud i en både skarp og velklingende dramatisk sangkunst, hvor det primært er formidlingen af de personlige motivationer i hver rolles indre liv, der farver de vokale udfoldelser – snarere end at det er sangens formudtryk, der lægger sig hen over det dramatiske udtryk.
Heri var Verdi en sand ener og nyskaber for operakunsten. For uden hans stærke insisteren på, at ægthed i udtrykket går forud for formen, havde hans figurer næppe kunnet overbevise, som de gør i dette intrikate værk om vold, bedrag, had, hævn og opofrelse.
Når Det Kongelige Teater samtidig kan mønstre en kvintet af sangere – hjemlige som udenlandske – til en samlet trup, der hver for sig vokalt og scenemæssigt evner at fuldbringe rollernes individuelle karakterer, er vi oppe på operastigens øverste trin i både dybde og perspektiv.
Hvad der ved første indtryk personligt slog mig, var de naturlige og ægte sceniske bevægelsesudtryk, som sangerne hver for sig lægger for dagen i deres samspil. Man tror fuldt ud på deres indre sindsbevægelser og bevæggrunde for at agere, som de netop gør. Og hvor Gilda i et splitsekund knæler hen og ned foran faderen i sin intense bøn om at undgå hans hævndrab på hendes elsker, hertugen, står øjeblikket stille i mere end én forstand. Her når sang og gestik til en enhed, der får operaen til at løfte sig til sand menneskeskildring.
Vokalt er hertugen i den mexicansk-amerikanske tenor Galeano Salas’ udførelse ikke blot en stor og begavet fortolkning, men når gennem sin hidsighed, passion og toneklang helt ud til grænsen af det mulige med denne sangers formidable volumen og evne til at forme og kontrollere samme.
Gilda (danske Clara Cecilie Thomsen) når i sine arier – her især den uskyldsrene Caro nome che il mio cor – ligeledes til sande udtryk for kærlighedens spirende håb frem til hendes endelige desperation, efter at hertugens svig har udfoldet sig i al sin afskyelighed.
Et spændingsforhold af skyld og svigt
Rigoletto (sunget af mexicanske Alfredo Daza) præsterer med sin baritonale malmrøst – der holder sig intakt gennem hele forestillingen – en stærk og overbevisende præstation, idet han ikke blot formår at yde sangen den styrke, der fordres, men tillige evner at holde sine vokale udtryk som hofnar netop så indestængte, at de skildrer hans egen bitre erkendelse af sit tragiske liv som den evigt udstødte, hvis lod det er at få alle andre til at more sig.
Stærkest står den store kvartetsats Bella figlia dell’amore, der indledes som en højtflyvende tenorarie, men efter ganske få fraser udvikler sig til et intrikat væveri af samtlige fire hovedpartiers stemmer gennem sammenslyngede tonerækker. Her forlader Verdi for alvor sangkunsten som et indestængt og formmæssigt bundet udtryk og lader den i stedet udfolde sig, som var det selve menneskelivet med al dets håb og tragik, der her holdes samlet i ét og samme udtryk.
Ligeledes stærkt står komponistens geniale brug af hertugens arie om kvindekønnets lunefuldhed (La donna è mobile), der på frapperende vis toner frem hele tre gange, men hver gang med et nyt dramaturgisk formål for dermed at kunne perspektivere fortællingens dybe tragik.
Her lader Verdi for alvor sangkunsten udfolde sig, som var det selve menneskelivet med al dets håb og tragik samlet i ét og samme udtryk
Netop hertugens rolle i Rigoletto kan man på sin vis godt betragte som komponistens personlige modstykke til Mozarts Don Juan – men nu med den afgørende forskel, at Verdi lader hertugen slippe med livet i behold efter alle sine udskejelser og hele sin ryggesløshed.
Man kan derfor næsten forestille sig, at Verdi med denne udgang på dramaet har tænkt, at hertugen i løbet af det liv, der følger efter operaens tragiske afslutning, har skullet erkende sin personlige skyld og svigt over for den kærlighed, han et øjeblik fattede for den unge Gilda – som på sin side valgte at ofre sit eget liv for hans.
Dette spændingsforhold står tilbage som et dirrende udtryk i denne Rigoletto-opsætning, så hvis man elsker Verdi – og operakunstens evne til at levere sande menneskeskildringer – så bliver det en forestilling, man bestemt ikke må snyde sig selv for.
Dirigenten Yi-Chen Lin leverede både sikre tempi og stor klangforståelse, om end orkestrets volumen undertiden var mere end tæt på grænsen af bæredygtighed. Men samtidig nåede hun ind til forbilledlige skildringer af de organiske steder i Verdis partitur, hvor storm og uvejr skildres som sindbilleder på rollernes tumultariske sjælebevægelser, og hvorunder mandskoret fra kulissen leverede forbløffende og stærke lydbilleder på uvejrets rasen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og