FILM // ESSAY – Cinematekets viser adskillige film af den anerkendte instruktør Hirokazu Kore-eda over de næste måneder. Filmanden, der har 19 filmtitler og 33 priser bag sig, har sin helt særlige fortællestil, hvor dokumentariske indslag indgår i fiktionsfortællingerne og skaber en slags poetisk realisme, skriver Karen Hammer og giver et appetitvækkende indblik i Kore-edas finurlige portrætter af familierelationer og hans særlige empatiske blik på børns følelsesliv.
Vi har i årevis været så heldige at kunne se den prisbelønnede japanske filminstruktør Hirokazu Kore-edas film i de danske biografer. Otte af hans 14 spillefilm har været vist i København og dertil kommer, at Cinemateket i 2007 kørte en længere serie, der også omfattede adskillige af hans dokumentarfilm.
Kærlighedshistorier i underfundige After Life
For 17 år siden så jeg hans gennembrudsfilm After Life (1998) og har aldrig kunnet glemme den. Begyndelsen siger alt: ”Velkommen. Du døde i går. Vi beklager.” 22 nys afdøde personer tropper op på et kontor og bliver anmodet om inden tre dage at udvælge et “mindeværdigt øjeblik” fra deres liv.
Dette øjeblik vil blive filmatiseret og vil herefter være det eneste minde, de vil tage med sig over i Evigheden! Tænk lige over dette tilbud! Hvad ville I vælge?
En forbryder er henrykt. Ved at vælge en barndomserindring kan han glemme hele sin skændige fortid. ”Dette må da være Himlen!” En gammel kvinde husker den røde kjole, som hendes bror forærede hende, mens en ældre herre, Watanabe, slet ikke kan finde noget mindeværdigt fra sit kedelige liv.
Den unge rådgiver Takashi udleverer nu 71 videobånd over Watanabes liv for at hjælpe ham til at huske, og det går op for Takashi, at Watanabes kone var hans tidligere forlovede. Takashi selv døde under anden verdenskrig, men har aldrig kunnet vælge sit øjeblik og er derfor blevet hængende i dette limbo som rådgiver.
Filmen rummer her hele to diskrete kærlighedshistorier. Takashis kollega Ishiori er på trods af, at hun reelt har været død længe, interesseret i ham og hjælper ham til at finde den gamle optagelse af Watanabes afdøde kone. Vi ved, at hun aldrig glemte Takashi og ser nu hendes mindeværdige øjeblik: Hun sidder på en bænk med ham og tager afsked i året 1944, før han tager til Philippinerne og bliver dræbt.
I I Wish (2011) kan vi med historien om to unge brødres drømme om atter at kunne leve sammen efter forældrenes separation beundre Kore-edas eminente forståelse for børn
Takashi forstår nu, at hans liv har haft betydning for en anden: “I have learned that I was part of someone else’s happiness” – og vælger endelig at gå til Evigheden. Hans mindeværdige øjeblik: Han sidder på bænken i haven og forstår.
Vi følger alle de 22 sjæle og ser deres glæde ved arbejdet med rekonstruktionerne af de udvalgte øjeblikke.
Kore-eda interviewede 500 personer for at finde de 22 historier og brugte ti af sine optagelser i filmen – ligesom Truffaut brugte castingoptagelsen af Jean-Pierre Léaud i sin debutfilm Ung Flugt.
Familierelationer og empatien for børn
Adskillige af Kore-edas film er inspireret af virkelige begivenheder, f.eks. blev 1995-gasangrebet i Tokyos metroinspiration til Distance (2001), og Sugamo Child-sagen fra 1988 blev til Nowbody Knows (2004), som er en gribende smuk og sørgelig film om fire forladte børn (5–12 år) i Tokyo.
Sammen og meget opfindsomt kæmper børnene i næsten et år for at skabe en tilværelse uden voksne og uden penge. Den meget unge Auya Yagira vandt i 2004 i Cannes-prisen for sin rolle som det ufrivillige familieoverhoved, ligesom den yndige skuespillerinde You i Cannes blev tildelt en pris for rollen som moderen, der mener, at hun har “ret til at være lykkelig” og derfor må forlade sine børn for at finde en mand.
Både Distance og Nowbody Knows spilles i Cinematekets første serie i februar og marts, mens vi må vente helt til 3. serie i eftersommeren for at se Shoplifters, der i 2018 blev tildelt De gyldne Palmer i Cannes.
Shoplifters handler som så mange andre af Kore-edas film om familien: Har man ikke en perfekt familie, må man selv skabe sig en—i dette tilfælde med eller uden myndighedernes accept.
Anden del af den kronologiske serie spiller i april-maj og omfatter den seriøse Like Father, Like Son (2013) om to meget forskellige familiers problemer, da det går op for dem, at deres små sønner er forbyttet kort efter fødslen. Kan man bare bytte dem tilbage? – og hvad mener drengene?
Hana (2006) en satirisk samuraifilm, og i I Wish (2011) kan vi med historien om to unge brødres drømme om atter at kunne leve sammen efter forældrenes separation beundre Kore-edas eminente forståelse for børn.
I den spøjse Air Doll (2009) får en sexdukke liv og forelsker sig i en videobutiks ejer. Hendes manglende viden om menneskets anatomi skaber en tragedie. Man kan undre sig over, at denne film med de mange erotiske scener ikke har været vist i Danmark.
Improvisation og poetisk realisme
Cinematekets ide med at vise de mange film i et langt forløb til hen på eftersommeren er – ud over at kunne nå dem alle plus et par tv-serier – at få Kore-eda gjort interesseret i at besøge Cinemateket og forklare sin helt særlige fortællestil, hvor dokumentariske indslag lapper ind i fiktionsfortællingerne og skaber en slags poetisk realisme.
Han benytter sig meget af improvisationer f.eks. i Distance, hvori han ikke fortalte sine mange skuespillere noget om deres fælles familieforhold i plottet og derved skabte en dirrende usikkerhed dem imellem. De kender ikke alle hinanden. De er sammen for at mindes familiemedlemmer, der efter et veludført terrorangreb har begået masseselvmord ved en lille sø ude i en stor skov.
Da deres bil bliver stjålet, bliver de nødt til at overnatte i den forladte hytte, hvor terroristerne boede op til angrebet, og natten går med at diskutere deres gensidige familiemedlemmer og deres handling. De bliver undervejs meget forvirrede, og det gør vi også.
Faderportrætter
Kore-eda er født i 1962 og uddannet ved Wasedas Universitetets litteratur- og kunst-fakultet. Efter sin eksamen i 1987 tilbragte han adskillige år som assistent på dokumentarfilm og tv-serier og lavede selv et par dokumentarfilm, f.eks. However (1991), der var inspireret af Minamata-katastrofens konsekvenser (den spilles gratis d. 16. marts).
Hans debutspillefilm Maborosi (1995) kan evt. også være inspireret af de mange Minamata-dødsfald og de skyldiges traumatiske selvmord. Den unge nybagte mor Yumiko kæmper i årevis med sorgen over sin mands selvmord. Hvorfor gik han ud på togskinnerne?
Da hendes lille søn er 2 år, indgår hun et arrangeret ægteskab med enkemanden Tamio, der har en lille datter, og sammen flytter de ud til en lille fiskerlandsby ved havet. Den jævne rolige hverdag får hende efterhånden til at acceptere sit nye liv.
Kore-eda skildrer smukt hendes hverdagssysler, de glade legende børn og Tamios kærlige omsorg for sin lille familie. Dette er det første af Kore-edas mange smukke faderportrætter.
Læg også mærke til skuespilleren Lily Frankys varme portrætter af fædre i Like Father, Like Son og Shoplifters.
Familiedramaer og priser
I seriens 3. del, som endnu ikke ligger helt fast, er det planen at vise hans eneste kriminalfilm Det Tredje Mord (2017), der er et retssalsdrama, hvor morderen har tilstået fra starten, men motivet er så uklart, at advokaten ikke kan finde sandheden og derfor ikke mener, at han vil kunne anbefale en dødsdom. Kore-eda synes at spørge: ”Der er ingen, der aldrig burde være født. Eller er der?”
Kore-edas fascination af familien viser sig i flere af de film, der skal spilles i 3. del af serien. I Efter Stormen (2016), der fortæller om den ustabile eksforfatter, nu detektiv Ryota. Efter konen har forladt ham, frygter han at miste kontakten med teenagesønnen Shingo.
Under et besøg hos sin gamle mor (Kirin Kiki) rulles familieproblemerne ud. Der laves mad og diskuteres, ingen stoler rigtigt på hinanden. En heftig storm forhindrer de utilfredse i at forlade lejligheden. Hans søster, der gladelig bagtaler ham, udnytter sin mor ved at lade hende betale for datterens skøjtelektioner af sin folkepension, mens ekskonen ikke mener, at Ryota bør have forældreretten til Shingo, når han aldrig betaler børnepengene til tiden.
Den flotte skuespiller Hiroshi Abe, som også er med i familiedramaet Still Walking (2008), giver sin rolle som den gode far så megen troværdighed, at man håber på hans mulighed for at genskabe sin familie. Den fremragende skuespillerinde Kirin Kiki, som Kore-eda skrev særlige roller til og inkluderede i hele seks film, ser her ud til at have madlavning og alt andet helt under kontrol. Hendes sidste rolle blev bedstemoderen i den sammenbryggede familie i Shoplifters.
Efter succesen med Shoplifters tog Kore-eda til Frankrig og lavede sin 14. spillefilm, The Truth (2019) med Catherine Deneuve i hovedrollen
En anden familiefilm er Our little sister (2015), hvori en begravelse åbner for muligheden af at møde en slægtning, som vrede og had hidtil har holdt på afstand. De to søstre Sachi og Chika har i årevis boet hos bedsteforældrene efter forældrenes skilsmisse. Da de deltager i faderens begravelse, træffer de for første gang deres halvsøster, teenageren Suzu. De får sympati for hende, og Sachi inviterer hende til at forlade sit hjem og flytte ind hos dem.
Suzu er forbløffet over, at de ikke hader hende. Hun var jo skyld i, at deres far i sin tid forlod deres mor. Publikum elskede deres lykkelige forening, og skuespillerinden Suzu Hirose (Suzu) blev tildelt prisen som Newcomer of the Year. Endvidere vandt filmen Publikumsprisen ved San Sebastian Film Festivalen.
Franske stjerner
Efter succesen med Shoplifters tog Kore-eda til Frankrig og lavede sin 14. spillefilm, The Truth (2019) med Catherine Deneuve i hovedrollen som den meget berømte skuespillerinde Fabienne, der lige har publiceret sine memoirer. Hendes datter Lumir og svigersøn, tv-stjernen Hank, og deres datter kommer på besøg. Lumir konstaterer, at bogen er meget langt fra sandheden, hvilket Fabienne slår hen. “Fans er ikke interesseret i sandheden”.
Diverse eksmænd og tidligere konkurrenter dukker op for at komplimentere hende. Alverdens intriger rulles op, medens Fabienne taler om sin kommende science fiction-film. I modsætning til Kore-edas japanske familiebeskrivelser er dette ikke nogen positiv oplevelse på trods af godt spil af Juliette Binoche og Ethan Hawke.
Jeg ser meget frem til den dag, jeg kan møde Kore-eda i Cinemateket. Han er for tiden Japans største instruktør, kun Miyazaki har fået flere film vist i danske biografer, og han er jo officielt stoppet.
Meget tyder på, at Kore-eda i 2021 gik i gang med at lave en film i Sydkorea, men færdig, det er den vist ikke.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her