BØGER // ANMELDELSE – I en alder af 81 år har musiker og multikunstner, det gamle Gasolin-ikon Franz Beckerlee, heldigvis fundet det belejligt at se tilbage på sit lange liv i en erindringsbog. Heldigvis, for Franz fortæller fyldigt og frejdigt om både sit faglige og familiemæssige leben, som er meget mere end de legendariske 1970’er-år i Gasolin’. Men bogen har også flere og tydelige mangler.
Opvokset på Amager. som søn af en lidt letlevende mor “uden de store kærlighedsytringer” og en fraværende tysk far. De tyske aner er ikke noget at være stolt af i den danske efterkrigstid, og Franz omdøber senere sit efternavn fra det germansk klingende “Beckerle” til det amerikaniserede “Beckerlee”. Opvæksten er omskiftelig, som barn går han en overgang til psykolog og indlægges på børnehospital. Først bor han alene med moderen, dernæst hos sin mormor og morfar, senere med moderen og et par stedfædre. som han ikke trives med, samt sine småsøskende
Som supplement til Beckerlees gennemgående fortællerrøst er en solid samling af relevante kilder præsenteret
Som ung mand er Franz nysgerrig og innovativ med sans for at rykke på det nye. En fiks håndværker og fremmelig kunstnersjæl. Gammel nok til at opleve de væsentlige pionerår med både den litterære og musikalske beat-kultur og de store ungdomskulturelle landvindinger i 60’erne. Først står den på saxofonspil og free jazz i The Contemporary Jazz Quartet, hvorefter åbenbaringen Jimi Hendrix får ham til at skifte fra blæserinstrument til el-guitar. Efterfølgende er der selvfølgelig succesen (og turbulensen) med Gasolin’ i 70’erne, og med den også bandkammeraterne; bandets første trommeslager Bjørn Uglebjerg, der afløses af den unge Søren Berlev, den medierende barndomskammerat Wili Jønsson, og den store mund, den evige holdningsrival og kreative kompagnon, Kim Larsen.
Særligt spændende er jazz-epoken med multimennesket Torben Ulrich og med ham en spøjs historie om dennes lille søn, Lars på et halvt år, der absolut skulle kravle hen og slå på sin fars tromme, inden han skulle op at sove. Det var cirka 18 år før dannelsen af Metallica, som Franz Beckerlee også fortæller begejstret om.
Franz Beckerlee og Lars Ulrich
Det skal imidlertid lige præciseres her, at Lars Ulrich sang “Kvinde Min” før Kim Larsens død i september 2018 – det skete allerede i Københavns Forum i sommeren 2009, som afslutning på en Metallica-koncert (bandet spillede dog “Rabalderstræde” i Herning i 2022, men uden Ulrich-vokal).
Lars Ulrich-tromme baby anekdoten er blot en af flere fine fortællinger i en bog, hvor formen følger af hovedpersonens motiverede og energiske erindringsstrøm, hvor der indimellem springes lidt rundt i det, som det naturligt gør i sådanne. nu ni årtiers erindringer. Hvilket så igen gør fortællingerne autentiske og organiske. Man hører ligesom Franz’ fortællerstemme, når han er på. Og været på, har han ofte været det længst fremme i de skiftende ulveflokke ud over de gryende stepper, når den kunstneriske og musikalske inspiration skulle udfoldes.
Som folk flest rummer også den gamle Gas-guitarist m.m. flere selvmodsigelser, der i tilfældet Franz kunne kalde på nogle oplagte refleksioner i forhold til den buddhistiske tankegang og praksis
Forfatterne, Thomas Vilhelm og Niels Ole Baadsgaard, har sikkert måtte holde tungen lige i munden, men de har skabt en nogenlunde kronologisk og tematisk håndgribelig struktur, hvor formen også er forcen: Supplerende Beckerlees gennemgående røst er en god samling relevante kilder – familiemedlemmer, kolleger, venner – som er med til at udfolde, uddybe og perspektivere erindringerne og give et mere nuanceret portræt af bogens hovedperson. Et kernesolidt stykke arbejde fra tilrettelæggernes side, som virkelig gør bogen ære.
Men, der er også nogle kritikpunkter herfra, indimellem også lidt krasse, for Beckerlees kompromisløse natur fortjener intet mindre.
Vi hører således også om den virkelige karakter i sen-60ernes og start-70ernes hippe miljø, Provo-Knud fra Gasolin’ sangen, “Balladen om Provo-Knud”, hvis videre skæbne Beckerlee ikke lige erindrer, og så lukkes historien bare af der. Her kunne forfatterparret vel have bistået via google-tasten eller fra Peder Øvigs notoriske dobbeltbind Hippie I og II, (hvor Provo-Knuds historie beskrives og hvor han pryder det ene binds forside), så vi havde fået de basale fakta på plads, som i stedet følger her:
Efter drabet på vennen Cola blev den stof hærgede Provo-Knud med det borgerlige navn Knud Matti Rantanen dømt til forvaring på det psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland. Han blev senere løsladt derfra, kom på plejehjem i 1995 og afgik ved døden i 2011.
Hvorfor skal vi altid høre om hende? Hvorfor kan de smukke socialistiske idealer og de venstreorienteredes egne, gode handlinger ikke bare stå alene uden denne evindelige skurk?
En anden problemstilling: I bogen hører vi gennemgående om Franz Beckerlees relation til buddhismen uden egentlig at få uddybet det ellers eksistentielt interessante i denne forbindelse. Som folk flest rummer også den gamle Gas-guitarist m.m. flere selvmodsigelser, der i tilfældet Franz kunne kalde på nogle oplagte refleksioner i forhold til den buddhistiske tankegang og praksis:
Hvordan harmonerer fx Franz’ erkendte forfængelighed, stolthed, egoisme (herunder ideen om at oppebære egne regler i trafikken), og alle hans konfrontatoriske sider (som de tydeligt fremstår i nærværende bog) med Erkendelsen i den Buddhistiske lære, især tabet af egoet, af ens “jeg”?? Disse spørgsmål virker åbenbart ikke påfaldende for Franz eller forfatterne, og vi får slet og ret aldrig udfoldet buddhismens rolle i Franz Beckerlees liv på et dybere plan. Det havde da været både opportunt og interessant, og derfor: ØV i versaler.
Det femte Gasolin’-medlem
Til gengæld får Franz Beckerlee, ret pludseligt, udstillet “det femte Gasolin’-medlem” (som han kaldes af nogen, men dog ikke af Beckerlee i bogen), roadie, lydmand (senere også for Kim Larsen solo) m.m., Tommy “Rocco” Bogs – otte år yngre end Franz, ligesom trommeslager Søren Berlev – til at være mestendels en pjattet, infantil størrelse i Gasolins storhedstid i 70’erne. Okay så, men han var vel andet og mere end det, i så fald? Og hvorfor får Bogs ikke taletid her? Han er endda opført som co-sangskriver til flere Gasolin’-sange, klassikere inklusive, og i øvrigt praktiserende buddhist, så hans deltagelse burde have været indlysende på flere planer. Ville Tommy Bogs ikke, eller blev han bare ikke spurgt?? Også det mangler denne anmelder svar på.
Lidt ærgerligt og uforståeligt egentlig, for bogens styrke er ellers netop brugen af de mange, eksterne stemmer, som giver andre øjne, vinkler og perspektiver på Beckerlees historier og erindringer – også hvor de ikke nødvendigvis er helt på Franz’ parti. I tilfældet Bogs mangler den anden version altså bare i en meget tydelig grad.
Et par enkelte kritikpunkter mere: Personligt har jeg det bare stramt med Beckerlees og andre granvoksne kilders retoriske præferencer for “Denglish”, som var de overfladiske teenage sladdertråde på Tiktok. Og mens vi er ved det “ungdommelige”, så virker beskrivelsen af Beckerlee som “gadedreng” ret misvisende. Altså, Franz Beckerlee er en far, bedstefar m.m. på 81 år og er ganske enkelt ikke en dreng, men en mand. Således kan han altså ikke være en gadedreng. En gammel, vis mand er en betydeligt federe størrelse, i øvrigt, og det er som en sådan, Franz Beckerlee på 81 år bør stå stærkest i bogen.
Dog er Franz Beckerlees afrundende politiske småpludren desværre af den alt for velkendte, venstrefløjs floskelfyldte og bedagede slags, hvor vi i traditionel kulturvenstre-ånd skal forholde os til Pia Kjærsgaard. Hvorfor skal vi altid høre om hende? Hvorfor kan de smukke socialistiske idealer og de venstreorienteredes egne, gode handlinger ikke bare stå alene uden denne evindelige skurk?
Gasolin¨var “venstreorienterede; det var der ingen tvivl om,” som Beckerlee fastslår i bogen. Godt så, men burde vi så ikke snarere høre om, hvordan dette utvivlsomme ideologiske standpunkt udmøntede sig i noget rødt og godt fra Danmarks førende musik-kulturelle meningsdannere frem for endnu en svada om Dansk Folkepartis gamle bannerfører, hvis udlændingepolitik i dag også annekteres af de partier, Franz Beckerlee tilsyneladende sympatiserer med/stemmer på?
“Passioneret” og “kompromisløs”, lyder de gennemgående og givetvis rammende skudsmål om Franz Beckerlee; så ovennævnte kritikpunkter og spørgsmål føles derfor helt legitime at stille efter endt læsning af denne – såmænd så – udmærkede og underholdende, interessante og anekdote rige, men momentvis mangelfulde, og sine steder også åndeligt og intellektuelt karrige erindringsbog.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
