IGGY POP // ANMELDELSE – Punkrockens svar på ungdommens kilde, Iggy Pop, er aktuel med sit 19. soloalbum. Og uanset stilart spræller og spjætter han lystigt videre. “Every Loser er således lige så meget terapi, som det er in-your-face musikalsk underholdning. Og efter endt lytning af de 11 sange på det nye album skønner undertegnede at have sparet mindst 5.000 kroner hos vinterpsykologen,” skriver Henning Høeg i sin anmeldelse.
Efter trekvart århundrede på kloden, heraf mindst 60 år i punkrockens tjeneste, er Iggy Pop tilbage med albummet Every Loser. Her opsummerer han på mesterlig vis en glorværdig karriere inden for både punk, pop, rock, croon og ikke mindst totalt og ikke så lidt befriende kaos.
I en alder af 75 og med status som punkrockens ukronede konge er der ikke den store fare for, at Pop med sine nye sange bliver udvalgt som P3’s “Ugens uundgåelige”, eller at han bliver inkluderet på iHeart Radios faste digitale rotation, side om side med Taylor Swift. Men bare for at være på den sikre side lægger Iggy for med sangen “Frenzy”, hvor allerede de første linjer skulle garantere udelukkelsen fra “det gode selskab”.
Således er både tekstforfatteren og sangeren Iggy Pop i absolut topform på Every Loser. Okay, manden kunne ikke synge skønsang, om så hans liv afhang af det. Men ordene bliver spyttet ud med absolut perfektion
“I’m in a frenzy, you fucking prick, I’m in frenzy you god-damned dick,” synger Iggy Pop, mens Guns N’ Roses’ Duff McKagan tonser på bassen, og man næsten kan høre de første lykkelige sveddråber falde på plads.
Every Loser er således lige så meget terapi, som det er in-your-face musikalsk underholdning. Og efter endt lytning af de 11 sange på Pops 19. soloalbum skønner undertegnede at have sparet mindst 5.000 kroner hos vinterpsykologen (bedstefar smider skjorten og spiller luftguitar). Penge, der meget vel nu kan bruges til en geninvestering i bagkataloget. Man er vel en moderne mand.
Efter “Frenzy” følger den herligt iørefaldende “Strung Out Johnny”, hvor Iggy Pop med sit fedeste croon bekender “God made me a junkie, but Satan told me so”, og i omkvædet fortsætter han: “Fourth time you do it, you’re all fucked up”.
Her er Frenzys rendyrkede punkrock udskiftet med den forførende poprock, der kendetegnede Iggys største kommercielle albumhit “Blah, Blah, Blah” fra 1986.
Dengang arbejdede Iggy sammen med sin gode ven David Bowie. Og sammen skabte de to sange som “China Girl” og “Tonight”, der hittede for begge kunstnere.
På Every Loser kan man til tider godt savne David Bowies grænseløse vision, der dengang i 70’erne var med til at give Iggy ny selvtillid og musikken en ny dimension.
Iggy Pops overlevelse mod alle odds
Men historien om Iggy Pop er også historien om overlevelse imod alle odds. Og det er med god grund, at så forskellige kunstnere som Madonna, Miley Cyrus, Billy Joe Armstrong og Dave Grohl i dag beskriver Iggy som en af deres største musikalske inspirationskilder.
Hver en tone (skæv såvel som ren), hvert et møgbeskidt guitar-riff, hvert et tordnende slag på lilletrommen og hver en stavelse kommer direkte fra mellemgulvet og rockens ursjæl
Født James Newell Osterberg i Detroit i 1947 ankom den unge Pop ikke ligefrem med en guldske i munden. Sammen med nogle andre håbløse rødder fra Detroit og Ann Arbor dannede han i 1967 bandet The Stooges.
Iggy and the Stooges gik i en stor halvcirkel uden om 60’ernes typiske blomsterbudskab. I stedet skrev de sange som “I Wanna Be Your Dog” og “No Fun”.
Og når lokalpublikummet ikke var tilstrækkeligt engageret, barberede Iggy øjenbryne af, gned glasskår ind i brystkassen og hoppede på hovedet fra scenen og ned i betongulvet. Det sidste var vist ikke planlagt, Iggy havde således overvurderet publikums interesse i at gribe ham på halvvejen – “live and learn”, som de siger i Detroit.
Siden dengang har Iggys karriere zigzagget imellem triumf og noget, der kan forveksles med total nedtur.
Men Iggy har med egne ord for længst lært at “sætte pris på rutsjebaneturen”. Med fast base i Florida får han tydeligvis det bedste ud af sin status som punklegende. Men bare fordi man er en legende, betyder det tydeligvis ikke, at man hviler på laurbærrene.
Således er både tekstforfatteren og sangeren Iggy Pop i absolut topform på Every Loser.
Okay, manden kunne ikke synge skønsang, om så hans liv afhang af det. Men ordene bliver spyttet ud med absolut perfektion. Og den effektive og mundrette lyrik i sange som “Modern Day Rip Off”, “Comments” og “All the Way Down” er oppe at ringe side om side med Mick Jaggers tekster.
Every Loser er ikke alene en vellykket fest til ære for en af de få tilbageværende, virkelige rockstjerner, Iggy Pop, men også en fest for selve livet
“I don’t wanna hear no phony shit,” synger Iggy på “All the Way Down”. Og helt i den ånd er Every Loser støvsuget for netop det, “phony shit”.
Hver en tone (skæv såvel som ren), hvert et møgbeskidt guitar-riff, hvert et tordnende slag på lilletrommen og hver en stavelse kommer direkte fra mellemgulvet og rockens ursjæl.
På Every Loser stopper Iggy som nævnt på samtlige karrierens stationer. Vi får punk à la Stooges, power-glam à la Lust for Life, beskidt og indædt rock som på “New Values” og endelig jublende pop-croon, som vi husker den fra “Real Wild Child”.
Every Loser er ikke alene en vellykket fest til ære for en af de få tilbageværende, virkelige rockstjerner, Iggy Pop, men også en fest for selve livet, selvtillid imod alle odds og for alle, der en gang imellem bare får lyst til brøle: “I’m in frenzy, you fucking prick, I’m in a frenzy you god-damned dick”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
