RELIGIONSKRITIK // DEBAT – Religionskritik er en grundpille i demokratiet, men hvorfor er den ofte selektiv? Når religionens rolle i offentlige institutioner debatteres, rejser sig spørgsmålet om, hvordan vi kritiserer trossamfund – og om vi gør det konsekvent. Det er på tide at overveje, hvorfor religionskritik bør gælde alle trossamfund, skriver Jesper Dyhrberg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For nylig blussede debatten om bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner op igen. Det er en debat, der efterhånden har mange år på bagen, og som synliggør nogle ret markante spændinger i vores samfund. Mange modstandere af bederum argumenterer ud fra et ønske om sekularisme. De argumenterer for, at religion ingen plads skal have i offentlige institutioner, og at sammenblandingen af tro og uddannelse kan have negative konsekvenser. De praktiserer altså det, jeg vil kalde religionskritik.
Religionskritik er en vigtig tradition og nødvendig i et demokratisk samfund. Alle magtinstitutioner, der har indflydelse på menneskers liv, skal holdes under lup og kunne tåle kritik. Ikke fordi alle trossamfund og alle religiøse forkyndere er forfærdelige folk med ondsindede intentioner. Heller ikke fordi tro i sig selv fortjener kritik, men fordi kritik af autoriteter og magtinstitutioner er sundt.
Når politikerne bøjer sig for pres
Behovet for en politisk religionskritik bunder i, at religiøse institutioner har muligheden for at påvirke deres troende medlemmer på uhensigtsmæssige måder, hvis deres ritualer, værdier og praksisser ikke undersøges og reguleres af samfundet omkring af dem.
Det er den indbyggede fare ved organiseret og hierarkisk tro, grunden til at alt tro skal kritiseres og undersøges og grunden til, at vi som medborgere faktisk har en pligt til at blande os i hinandens tro, modsat hvad mange tænker. Danske politikere praktiserer heldigvis også sund religionskritik, men til gengæld synes jeg også, de har en tendens til at blive for selektive i deres kritik.
Hvorfor er de store partier ikke mere konsekvente i deres religionskritik?
De fleste store partier har efterhånden gjort det tydeligt, at de er kritiske overfor islam, enten generelt, eller når den kommer til udtryk som en undertrykkende lovreligion. Selvom en offentlig debat af værdier og praksisser indenfor islam selvfølgelig er på sin plads, synes jeg alligevel, at især repræsentanter fra de store magtpartier har fokus på at kritisere og lovgive over for Islam i en grad der bliver perfid, fx når de blander sig overdrevent i voksne menneskers valg af tøj og spisevaner. Selvsamme kritikere bliver pludselig meget tilbageholdende i deres religionskritik, når det kommer til emner, hvor de andre abrahamitiske trosretninger står for skud, eller hvor økonomiske hensyn spiller ind.
I debatten om Koranloven så vi, hvordan magtpartier som S og V bukkede under for presset fra religiøse fanatikere og frygten for terror og indførte en fuldstændig uanstændig indskrænkning af ytringsfriheden. Her gav man presset fra religiøse fundamentalister magten over lovgiverne. Det må man aldrig tillade.
Trossamfund skal selvfølgelig tages med på råd, når man laver lovgivning, der vedrører dem, ligesom man ville gøre med alle andre samfundsaktører, men at lave lovgivning, hvor man tydeligvis bare giver efter for religiøst pres uden hensyntagen til ytringsfriheden, er ikke i orden og svækker staten og lovgivernes rolle som religionskritikere og -regulatorer.
Koranloven har selvfølgelig også handlet om erhvervsinteresser, og her må man også bare sige, at det at prioritere ussel mammon over noget så fundamentalt som ytringsfriheden, især når indskrænkelsen af ytringsfriheden har til formål at tilfredsstille religiøse fundamentalister, er dybt forkasteligt.
Et andet godt eksempel på et emne, der kan få de store magtpartier til pludselig at pakke deres religionskritik væk, er debatten om omskæring af drengebørn. Her bliver hensynet til jøders tro vægtet højere end kropslig autonomi og børns rettigheder. Det er igen et mærkeligt eksempel på, hvordan politikernes rolle bliver helt forvrænget. Det burde være en politisk opgave at forholde sig kritisk overfor sådanne religiøse praksisser og beskytte børn mod de magtinstitutioner, der ønsker permanent og fysisk at påvirke spædbørns liv.
I stedet forsvarer politikere fra blandt andet S og V retten til at skære i spædbørn, med henvisning til jødernes ret til tryghed i Danmark. Resten af os må altså bare blankt respektere og anerkende, at der er nogen i Danmark, der kun kan føle sig trygge, hvis de har lov til at skære i deres børns kønsdele. Spørgsmålet er, om vi ville acceptere denne tankegang, hvis det kun var muslimer i Danmark, der omskar deres børn.
Det er fint, at uddannelsesinstitutioner stiller fordybelsesrum til rådighed, og ikke blander sig i, hvad eleverne vælger at bruge dem til
Jeg kunne komme med mange flere eksempler. Da SF i 2020 foreslog at forbyde religiøse daginstitutioner, et glimrende forslag til at modvirke eller undgå risikoen for religiøs indoktrinering, var det blandt andet Venstre, der sørgede for, at det faldt. I sin tid var det også Socialdemokratiet, der krampagtigt prøvede at holde fast i den forældede blasfemiparagraf.
Det interessante spørgsmål for mig er: Hvorfor er de store partier ikke mere konsekvente i deres religionskritik? Er det fair at blive ved med at slå på de trosretninger, man ved, mange danskere er bange for, uden at give andre abrahamitiske trosretninger og samfund en brøkdel af den samme behandling? Det mener jeg ikke.
En konsekvent religionskritik for et stærkere demokrati
Jeg mener, vi i Danmark har brug for en konsekvent og vedholdende religionskritik, der holder alle trossamfund under samme lup.
Betyder det så, at jeg er imod bederum? Jeg synes ikke, at man som uddannelsesinstitution har et ansvar for at understøtte nogens tro og ritualer, men jeg synes absolut heller ikke, at der er nogen grund til at gribe unødigt ind i den personlige frihed.
Da jeg selv gik i gymnasiet, var jeg ret aktiv i Kristeligt Forbund for Studerende på min uddannelse. Jeg var ikke selv troende, men de åbnede døren for alle, der havde lyst til at tale om tro og ånd, og havde et virkelig stærkt fællesskab. Hvis man er af den efter min mening yderliggående holdning, at tro og uddannelse absolut ikke må blandes, havde vores onsdagsmøder ikke kunne lade sig gøre, og rigtig mange gode snakke om ånd, tro, fællesskaber og samfund havde aldrig fundet sted.
Her er jeg meget mere til den tilgang, mit gymnasie havde. Så længe vi ikke drak og røg, kunne vi bruge lokalet til det, vi syntes, det skulle bruges til. Det handlede ikke om, at ledelsen understøttede en bestemt trosretning eller verdensopfattelse. Det handlede bare om, at de ikke vil forbyde eller begrænse os.
På samme måde mener jeg, at det er fint, at uddannelsesinstitutioner stiller fordybelsesrum til rådighed, og ikke blander sig i, hvad eleverne vælger at bruge dem til. Det er ikke for mig at se en understøttelse af nogen bestemt trosretning, men en understøttelse af den personlige frihed.
Læs også Annegrethe Rasmussens analyse: “Grønlandsk og dansk lederskab bliver afgørende”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og