IDENTITET // KOMMENTAR – Københavns Universitet har åbnet et minefelt, hvor alt og intet kan være krænkende, skriver Rachid Moutiq efter det er kommet frem, at ledelsen på universitetet har bedt undervisere om at undgå brugen af kønnede betegnelser. Frygten for at træde forkert breder sig.
Det var i starten af 90’erne. Efter murens fald var der en grundlæggende stemning af, at verden skulle bevæge sig i en fredeligere retning: “Og jeg så den ny himmel og den ny jord,” sagde frikirkens leder med en særlig rungende stemme. Hun var en charmerende, rolig karakter, der syntes at bære både maskuline og feminine træk.
Frikirkens medlemmer så sig som om efter et alternativ til organiseret religion, men fastholdt fællesskabet og kærligheden, som man ser det i de sorte kirker i amerikanske film. Langt det meste af frikirkens praksis var glæde, sang, meditation og selvudvikling. For mig personligt blev mange af medlemmerne en slags udvidet familie, som jeg var på sommerferie hos og som hjalp min mor og mig i svære tider.
Det virker samtidig til at være mere relevant for Københavns Universitet at beskytte sig imod identitetspolitiske klager end at forsvare undervisernes arbejdsmiljø
Filmen knækkede dog ved den usikkerhed om frikirkens begrebsverden, man begyndte at indføre. Man snakkede om energi. Som barn fik jeg dermed at vide, at når jeg blev urolig og utilpas, så “sugede man energien”. Det var i det fællesskab noget man skulle tage alvorligt og der var skam tilknyttet en sådan beskyldning. Det var derfor en særdeles ubehagelig episode. Jeg var blevet beskyldt for netop at suge energi fra en af frikirkens medlemmer, men i en situation, hvor der ingen rationel grund var til beskyldningen.
Det gjorde mig utilpas, og jeg forsøgte at undersøge mig selv: Hvordan kunne jeg have suget energien uden at vide det? Jeg havde under ingen omstændigheder lyst til at gøre noget forkert, så jeg begyndte at tage små forsigtige skridt. Jeg forsøgte at tilpasse mig, men overfor et system jeg ikke kunne forstå, som nok slet ikke var muligt at forstå.
Meditationer i kirkens regi gik derfor fra afslapning til en konstant tilstand af panik over risikoen for at suge energi. De fleste mennesker vil bruge utrolig megen mental energi på at undgå at såre andre, og netop derfor kan det blive problematisk at gå ind på identitetspolitikkens præmisser.
Uendelig mange muligheder for at træde folk over tæerne
I en mail til en underviser på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab har ledelsen blandt andet skrevet:
“Brug hellere navn end pronomen, når du skal omtale en studerende i 3. person, hvis du er i tvivl om, hvad denne bruger. Dette er særligt betænksomt, hvis denne omtale finder sted i undervisningssammenhæng.”
Man skal altså forsøge at undgå, at bruge han eller hun om en person. Men kan man være i tvivl om enhver persons pronomen? Problemstillingen der nu opstår, er at man har påbegyndt et meget kompleks sprogspil, hvor deltagerne nu skal bruge mental kapacitet på konstant at overveje deres sætninger, og hvor ens normale sprog skal tilsidesættes i en ret voldsom grad.
Der er uden tvivl medlemmer af disse strømninger, der reelt føler sig tilsidesat af samfundet, og hvor forkerte pronominer gør dem utilpas. Men det lader også til, at mange deltager i en nærmest uendelig kamp, hvor man decideret søger efter krænkelser
For imens at det teoretisk måske virker simpelt, opstår der uendelig mange muligheder for at træde folk over tæerne. Hvis en skaldet pige ikke omtales som “hun” vil hun så blive stødt over, at der stilles tvivl ved hendes køn eller identificerer hun sig som mand eller måske non-binær? Imens den dominerende retning blandt de identitetspolitiske soldater er at anse kønnet som flydende og ikke biologisk, er der transkønnede, som er dybt uenige og mener, at kønnet ikke er flydende, og at de faktisk har skiftet køn. Derfor insisterer de på at blive kaldt ved deres nye pronomen.
Det bliver ydermere underviserens ansvar at gøre sig bevidst om disse forhold, og denne bør sende en e-mail ud for at gøre sig bekendt med studerende:
“Hvis De bruger et andet kaldenavn end det, De officielt er indskrevet som…”.
Det bliver derfor antaget, at en underviser skal gøre sig bekendt med ikke bare én ideologisk overbevisning, men adskillige, alt efter hvilken af de mange strømninger de studerende måtte tro på, og de forskellige begreber, der hører til overbevisningerne.
Et minefelt, hvor alt og intet er krænkende
Der er uden tvivl medlemmer af disse strømninger, der reelt føler sig tilsidesat af samfundet, og hvor forkerte pronominer gør dem utilpas. Men det lader også til, at mange deltager i en nærmest uendelig kamp, hvor man decideret søger efter krænkelser. Man ønsker nærmest, at undervisere begår fejl, så man kan udtrykke harme. Hvis man samtidig har en flyvsk begrebsverden, så skaber man en ubehagelig grundtone af, at man aldrig ved, hvornår man kan vide sig sikker.
Ubehaget ved ikke selv at være herre over, hvornår man gør noget galt, er angstprovokerende og det bør i det mindste være med i overvejelserne, når man lægger pres på andre mennesker for at ændre i deres sprog
Det virker samtidig til at være mere relevant for Københavns Universitet at beskytte sig imod identitetspolitiske klager end at forsvare undervisernes arbejdsmiljø. På den måde har universitet erklæret, at de har nultolerance over for såkaldt krænkende adfærd. I de opdaterede retningslinjer står der:
“Der er tale om en krænkende handling, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som af disse opfattes som nedværdigende.”
Det er altså den forurettedes oplevelse, der tages udgangspunkt i. Men i et miljø, hvor der ikke kan skabes konsensus om, hvilken adfærd kan siges at være krænkende, og hvor der ikke fremlægges teorier, der kan underlægges stringente videnskabelige metoder, bliver det konstant et spørgsmål om sansninger og følelser, der bliver til et minefelt, hvor alt og intet er krænkende.
Ubehaget ved ikke selv at være herre over, hvornår man gør noget galt, er angstprovokerende og det bør i det mindste være med i overvejelserne, når man lægger pres på andre mennesker for at ændre i deres sprog.
Foto: Nadine Shaabana, Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
