Bag det gamle Jerntæppe: De bedste år er ovre

af i Europa/Historie/Politik & Samfund

REJSEBREVE FRA UDKANTSEUROPA #10 – På deres rejse i den gamle kommunistiske verden ankommer journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen til landsbyen Kukhty i Hviderusland. Her møder de Sasha, pensionistægteparret Iljena og Vinja og krigsveteranen Sergei. Brændevinen flyder og snakken går, om dengang og nu.

Kukhty er der en landsby, der hedder, og den ligner fuldstændigt alle de andre, vi har set i Belarus, men Sasha ejer et træhus der og kender folkene, så vi vælger at køre i den retning, nordpå. Gennem tætte skove. Forbi talløse monumenterne med blodrøde stjerner og velholdte T34-kampvogne fra krigens tid. Køerne i engene og hyrdedrengene. Landsbyerne med deres frønnede træhuse. Der er kommet en anelse bid i luften nu, og der stiger tynde røgspiraler op fra enkelte skorstene. Derudover kunne bebyggelserne lige så godt være uddøde. Også storkene er væk, men deres tomme reder ses over alt.

”Useless birds”, vrænger Sasha foragteligt. ”Der er tusinder af dem om sommeren. Overalt. Sorte og hvide. Dem er der ingen, der interesserer sig for”.

Der bor skam folk, forsikrer Sasha, men det er jo ikke som under Sovjet, hvor det her var et levende samfund

Der er mobildækning på et stykke af den tomme vej nordpå, så jeg prøver at researche lidt, men internettet har øjensynligt ikke rigtigt noget af betydning at meddele om lokaliteten Kukhty i Belarus. Amerikanerne og Google har de præcise koordinater på stedet, der ganske rigtigt eksisterer, kan jeg se: Man kan finde det på Google Earth. Desuden kan man få oplysninger om vejret i området og tilbud om rabat på de fem bedste hoteller i landsbyen. Men det er også det.

”Sgu ingen hoteller i Kukhty”, mumler vores chauffør. ”Faktisk: Ingenting overhovedet i Kukhty. Ikke engang en stalinistisk eller nazistisk massakre eller noget”.

”Hvorfor har du så købt hus i byen”, spørger jeg?

”Fordi …  tjah …. fordi det nærmest ingenting kostede. Her er billigt, selv for Hviderusland”.

Vi kører over en bakkekam og befinder os med ét i udkanten af en beboelse. Det første hus i Kukhty er i to etager og er en del større end de andre, men det er i forfald; de sorte tømmerstokke smuldrer, huset er delvist tilgroet, et par af vinduerne er smadret og dækket af papstykker, og haven med det høje græs bag det sammensunkne hegn er fyldt med vildtvoksende, forkrøblede æbletræer, hvis grene tynges til jorden af tusinder af røde og gyldne frugter, der tydeligvis ikke vil blive høstet i år. Ved vejsiden holder en ramponeret og rusten traktor fra Sovjettiden.

”Det er hr. Frankovskis hus, min nabo”, fortæller Sasha, som er gået ned i andet gear. ”Det er byens rige mand. Han har den der traktor, som han låner ud for sprut. Konen er alkoholiker, og han kan også selv godt lide de våde varer”.

Sasha dytter et par gange, men hr. Frankovski viser sig ikke denne dag, og vi ruller langsomt videre. Her er nogle hunde og geder, men ikke et menneske at se. Der bor skam folk, forsikrer Sasha, men det er jo ikke som under Sovjet, hvor det her var et levende samfund. Dengang var her en butik, en klinik, et bibliotek, en klub, en offentlig sauna og bus til byen fem gange om dagen. Alt det er væk nu. Der er kun de her forfaldne træhuse og pludselig også en ældre herre, der kanter sig gennem hjulsporene på en gammel cykel forfulgt af en kattekilling.

Flydende ild – dobro, dobro!

Sasha parkerer foran et lavt, sort træhus omgivet af frugttræer, skure og brændestabler. Ud kommer et ældre par, begge i slidt arbejdstøj og gummistøvler.

Privet, privet, goddag, goddag”, lyder det i kor. Det er Iljena og Vinja. Pensionister. De er i tresserne og har boet her hele deres liv. De ejer en ko og nogle geder og en masse fritgående fjerkræ ude mellem æble- og pæretræerne. Iljena tager mig ivrigt ved ærmet og trækker mig ind i en lav træstald, hvor tre geder står i en bås, ved siden af den står en stor, sortbroget ko i halvmørket. Fem-seks katte smyger sig rundt i høet og den tætte kropsvarme i det lille, høduftende rum.

”Mike”, siger hun og stryger koens store bug. Hun rykker i mig og peger på dyret: ”Mike!”

Udenfor er den gamle mand på cyklen ankommet foran huset forfulgt af sin killing.

”Det er Sergei”, præsenterer Sasha. ”Han er alkoholiker. Afghanistan-veteran. Han er meget yngre end han ser ud”.

Vi kommer indenfor. Der er et køkken med et stort bord dækket med en blomstret voksdug, der står et par flasker; vi må endelig smage, vi må endelig smage, ivrer Vinja, det er hjemmebrændt. Blommebrændevin.

Han følger mig forventningsfuldt med blikket, og jeg ved, hvad der forventes og bunder og brøler og skærer ansigt, som om jeg aldrig i mit liv har smagt noget så stærkt og godt.

”Flydende ild”, hoster jeg og slår mig mandigt på brystet. ”Skønt! Har aldrig smagt noget lignende. Dobro, dobro!”

Hvordan var det?

Vi sætter os på tæppedækkede brikse og stole i husets ene, store rum, der domineres af en enormt rundbuget, buldrende kakkelovn. De tre sætter sig sammen på rad og række for at fortælle os, hvordan det hele hænger sammen – det hele med landsbyen, kommunismen, Lukashenko, pensionen, koen og ungdommen af i dag. De er ivrige efter at få det hele med, og det er dem tydeligvis magtpåliggende, at de fremmede ikke må få det forkert indtryk af disse vigtige forhold, selvom det er svært for dem indbyrdes at blive helt enige om, hvordan det skal fortælles. For hvordan var det fx egentlig med gamle dage? Med Sovjetunionen? Var det dybest set bedre eller værre dengang?

Vi har haven og gederne og Mike. Og æbletræerne. Pensionen er ganske lille – men de siger, at der er planer om at sætte den i vejret. Det beder vi til

”Det var fint dengang, meget bedre”, fastslår Vinja uden tøven. ”Vi havde alt. Cigaretter kostede kun 15 kopek for en pakke – nu er de ikke til at betale. Jeg er ligeglad med, at nogen kalder det ”stagnationstiden” under Brezhnjev. Vi var unge og livet var godt. Vi havde alt, hvad man skal bruge, her i landsbyen. Alt”.

”Hold op. Det er da bedre nu”, afbryder Sergei. ”Nu har vi fred. Dengang var der krig. Det er den afgørende forskel. Desuden – min ven – desuden kunne man jo faktisk ikke få noget som helst dengang, ikke engang pølse. Og en pakke cigaretter kostede faktisk 20 kopek, når man kunne få dem”.

Fem-seks katte smyger sig rundt i høet og den tætte kropsvarme i det lille, høduftende rum.

Anne spørger Sergei om hans krig, krigen i Afghanistan i 80’erne, men det er tydeligvis udenfor hans komfortzone. Det skal vi ikke tale om. Han kigger en tid tavst ned i gulvet.

”Det var altså bedre og lettere dengang”. Det er Iljena, der stilfærdigt bryder tavsheden. ”Vi havde klinik og butik og det hele her i byen – nu skal man rejse 40 kilometer for at komme på apoteket. Nu kan man ganske vist købe alt, men hvad hjælper det, når alle er fattige og arbejdsløse, og man ingen penge har?”

”Det er bedre nu”, gentager Sergei. ”Hvis man gider arbejde, kan man få alt. Men de unge gider ikke arbejde”.

”Næh, de vil hellere drikke end arbejde”, siger Iljena.

”Nå, det skal vi heller ikke tale om”, kommer det fra hendes mand. ”Men det med arbejde – det eneste arbejde, de unge kan få her omkring, er i statslandbruget, Kolkhozen, som ejes af de rige nu. Så kan de gå og knokle der for at undgå at være ”sociale parasitter”. For 300 kroner om måneder! 300 kroner!!! Hvad kan man købe for 300 kroner? Ingenting! Så kan de gå der og slide sig op for ingenting, og de har intet at skulle have sagt! Må jeg så bede om stagnationstiden!”

”Men vi er jo bare simple mennesker, og vi tror på Gud”, siger Iljena direkte henvendt til Anne. ”Vi klarer os da. Vi har haven og gederne og Mike. Og æbletræerne. Pensionen er ganske lille – men de siger, at der er planer om at sætte den i vejret. Det beder vi til, for eller kan man ikke længere overleve herude i landsbyerne. De dør ud. Der bliver kun sådan nogle som os tilbage”.

Lykke er en elastisk ting

De spørger lidt til os. De kender ikke Danmark, men mener, at folk fra vesten sådan generelt set nok er, som folk er flest. De har en god mening om folk i vesten, siger de. Hos jer har man det muligvis bedre på mange måder, mener de, men I har sikkert heller ikke haft så meget krig, måske er det derfor. Vi fortæller, at vi er på vej til Rusland, og at vi tænker på at tage ned på Krim, som russerne jo har besat nu.

”Besat”, råber Sergei? ”Det var da godt, at de tog det tilbage. Det var jo bare Krustjhev, der gav det til Ukraine i Sovjet-tiden, og nu har Putin bare taget det tilbage, hvor det hører til”.

”Så, så, Sergei, rolig,” Iljena tysser på veteranen. ”Men det er rigtigt nok, ukrainerne er skøre, de slås indbyrdes. Hvad tænker de på? Hvad skulle de med Krim?”

”Livet er jo gået. De bedste år er ovre, det var da man var kommunister. Vi havde det godt, og nu er vi bare blevet gamle. Hvad kan man forvente? Vi er gamle, det er det”.

”Russerne skal sgu være velkomne til at komme og overtage det her også”, råber Vinja, og alle griner befriet, mens der skænkes op i de små glas.

Det står på længe, de tre småskændes og driller hinanden og modsiger hinanden i en endeløs venlig strøm.

De har stor varme for hinanden, Vinja lægger armen om Iljena, og de holder hinanden i hånden, også mens de er uenige. Og Sergei er tydeligvis en velkommen gæst, hvis person og meninger respekteres.

Kattekillingen kravler spindende rundt på ham, mens han forklarer det hele. Der hersker stor venlighed. Er de tilfredse med tilværelsen her? Sådan, i store træk? Trods den minimale pension og den for længst tabte ungdom?

”Der er jo ikke noget bedre liv”, mumler Sergei. ”Det er, hvad det er, man må acceptere det, som det er, hvad skulle man ellers?”

”Jeg er godt tilfreds”, lyder det fra Iljena. ”Jeg elsker livet …. men jeg ville da også ønske, at det var bedre”.

”Tjah”, hvisker Vinja tøvende, da det bliver hans tur. ”Livet er jo gået. De bedste år er ovre, det var da man var kommunister. Vi havde det godt, og nu er vi bare blevet gamle. Hvad kan man forvente? Vi er gamle, det er det”.

Hvad kan gøre jer glade, spørger jeg?

”Hæ…”, Sergei griner skævt. ”Lykkelig? En flaske hjemmebrændt vin gør mig sgu glad … nå, ja, toflasker, skal der nok til, vist jeg skal være ærlig. Hæ, hæ…”

”Jeg er glad, hvis bare børnene er glade og raske”, lyder det fra Iljena. – Ikke andet.

”Jah”, siger Vinja. ”Bare der ikke er krig. Og at børnene og børnebørnene er sunde og har det godt … lykke er en elastisk ting, men det er jo også noget man selv bestemmer. Altså om man er lykkelig eller ej”.


Fotos: Skribenterne.

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Europa