BØGER // ANALYSE – Simon Grotrian døde i august 2019 og i december udkom digtbogen Damoklesdrive-in. Det bliver tilsyneladende ikke hans sidste. POV Internationals litteraturredaktør Jakob Brønnum skriver om en digter med geniale træk og en digtning med uforståelige øjeblikke.
Der findes digtere, om hvem man uden at fornærme nogen kan sige, at man aldrig har forstået et muk af, hvad de taler om. Det gælder min gamle forfatterkammerat, Odensedigteren Viggo Madsen, det kunne også gælde en forfatter som F. P. Jac (1955-2008) og det gælder i særdeleshed Simon Grotrian, der døde i august 2019 med et meget stort lyrik- og salmeforfatterskab bag sig.
Hvem kan for eksempel med nogen form for rimelighed påstå, at de forstår dette tre-linjede prosadigt fra bogen Ofelialåger:
”Vi færdes på et istapet af vaner; skøjteskåret bæltepap. Netop nu kan lågen åbnes, hold om et minut. I et andet liv end dette har vi rævenes haler i munden.” (s. 47)
Disse digtere bruger sproget på en måde, så det skaber kollisioner mellem associationer og betydning. For nogle bliver der et afkast af mening, for andre står det bare stille. Sådan var det for mig i begyndelsen af bekendtskabet med Grotrians forfatterskab. Det er i øvrigt ikke afsluttet ved hans død i august 2019, rent publiceringsmæssigt set, eftersom pressemeddelelsen ved bogen Damoklesdrive-in, der udkom i december 2019 karakteriserer den som ”en af de sidste digtsamlinger, skrevet af Simon Grotrian.” Vi kan med andre ord vente mere.
Citroner til hvem?
Jeg har 10 bøger af Grotrian i min forvaring, altså lige omkring 20 procent af forfatterskabet. Selv titlerne kan være svære at få i tale: Citroner til Vorherre, Den korsfæstede budding, Ossians puls.
I dag oplever jeg, at jeg forstår stort set det hele, og at det, jeg ikke forstår, ikke forstyrrer min læsning, fordi det ikke falder uden for helheden
En gang sad jeg i en kirke og sang en salme af Grotrian – ikke fra Den Danske Salmebog, der er sværere at lave ændringer i end selv DSB’s køreplan, men fra et af de tillæg, der udkommer mellem hver udgave af salmebogen, som i praksis får mere eller mindre halvofficiel status. Jeg husker ikke, hvilken salme det var, men jeg husker, hvordan der kom et sammenfald mellem ordene og rummet på en måde, man næsten aldrig oplever. Salmens ord var ikke påstand, men væren. Gad vist, hvem der kan forstå det her, tænkte jeg og kiggede rundt i kirken. For det var sådan noget, som det, der står i Citroner til Vorherre, en bog med digtagtige bønner, ”Kære Gud, lad os leve denne dag til fælles gavn. Fri os fra den ækvatoriale skammekrog. Bålet er kuglerundt og vi leder …” (s. 19)
Men ok, tænkte jeg videre, hvis de på den anden side har det ligesom jeg, så er forståelse jo noget, der ligger et andet sted.
I dag oplever jeg, at jeg forstår stort set det hele, og at det, jeg ikke forstår, ikke forstyrrer min læsning, fordi det ikke falder uden for helheden. Det befinder sig inde i en helhed, man i Grotrians bedste digte og salmer bestandigt er på vej henimod. Jeg kan ovenikøbet indimellem se, hvad jeg opfatter som lidt svagere tekster i forfatterskabet.
Citroner til Vorherre, f. eks. titlen på en bog med bønner, spiller på både det, at citroner er en frugt og at den er sur. Titlen er langt dybere, end man tror. Den spiller på det bibelske udsagn, der handler om at ”du må ikke friste Herren, din Gud” (5. Mosebog 6), som er en kritik af den psykologiske mekanisme, at nogen kunne bede til sin gud og sige, ”Hvis du ikke gør sådan og sådan, så vil jeg ikke …”
Udover den naivisme og den barnlighed, der ligger i det, spiller det på, at man tager en guddommelig kærlighed for givet, hvilket gør guden til en automat og ikke en levende, kosmisk realitet med egen vilje. Man skal med andre ord, siger Grotrians titel, give Gud sine frugter i bønnen, ikke sin ufrugtbare egocentri. Men når det er sagt, har man selvfølgelig al ret i verden til at lufte sit mismod, sin surhed, sådan som også frugter kan være sure.
Lågen til vanviddet?
Titlen Ofelialåger er ligeså mangetydig og kompleks. Ofelia er en figur i Shakespeares skuespil Hamlet. Hun bliver vanvittig efter sin fars død – af ikke helt afklarede årsager og dør mod slutningen – hun begår formentlig selvmord. En låge der bærer hendes navn er en låge ind til hvad? Ind til vanviddet? Eller ind til en kærlighed, vi ved hun har til Hamlet, men som tilsyneladende ikke besvares?
Når jeg medtænker, at titlen Ofelialåger henviser til Shakespeares figur, rækker digtene mig skitser til en fortælling. Digtsamlingen bliver en vandring gennem en fortælling, hvor hvert enkelt digt synes at være en trædesten. Bogen åbner og slutter med et dødsfald, der må være Ofelias.
Indledningsvis bliver dødsfaldet meddelt: ”Hun er død. Havet ruller fra hånd til hånd. Nu kan jeg tale til hende.” Det er Hamlet, hvis tanker, vi hører. I slutningen er det gribende et jeg, der taler om sin død. Det er Ofelia, der endelig besvarer Hamlets forsøg på at trænge frem til hendes opmærksomhed: “Jeg har fortalt dig, at jeg druknede/ skyerne fosser/ jeg var et barn der stræbte op mod dine øjne …”
I det korte digt om istapetet, jeg citerede ovenfor, hørte vi at ”netop nu kan lågen åbnes”. Beskrivelsen af vanen gennem billedet med isens kulde og dens glatte overflade, man når som helst kan skride på, er tindrende stærk poesi. for det er jo sådan det er: Vi kan ikke holde livet fast ved vaner, selvom vi prøver og selvom vores livsvilkår langt hen ad vejen tvinger os til at gøre det. Vi finder sågar indimellem tryghed i det. Men det skrider alligevel.
Men når lågen er åben, er der så ikke pludselig en vej ind et sted, hvor vi ikke ved, om vi møder vanvid eller kærlighed – i forhold til vanen kan det være begge dele. Selve det at der bydes os en åbning, viser at der findes noget andet.
Sværdet over hovedet
Titlen på den posthume digtsamling, der kom på Gyldendal et par måneder efter Grotrians død, Damoklesdrive-in, kræver også lidt forkundskab. Damokles er et græsk mytologisk navn, de færreste kender, eller måske kan en og anden huske en tegneserie, hvor det har været nævnt. Damokles var en græsk sagnkonge, hvis politiske rådgiver hængte et sværd over hans tronstol som en evig påmindelse om verdens realiteter.
Digtet Kirkesmovs (s. 73) fra Damoklesdrive-in er et af de sjældne, muligvis lidt svagere digte. Det slår nogle af de motiver an, vi så i Citroner til Vorherre:
“Fordi du elsker mig
smider jeg katedralen i kasserollen
og går til bunds i solens flammer, jublende
med Faraos overjeg som en pyramide, der topper mit sind”
Som i alle store digtsamlinger sætter hvert enkelt digt i samlingen værkets titel i spil på nye måder. Det er det samme eksistentielt-religiøse træk, at tage Guds kærlighed for givet, som lå i titlen til Citroner for Vorherre, som digtet Kirkesmovs sætter op mod Damoklessværdet, der når som helst kan falde ned og halshugge den prætentiøse, der gør sådan. Det er flot!
Men Kirkesmovsen? Det må være kasserollen – er det så en kritik af folkekirkens kendte spaghettigudstjenester som en overfladisk kirkelighed eller hvad er det for en smovs, der koges sammen? Jeg er med på Damoklessværdet som noget, der sætter en småborgerlig kirkelighed uden levende eksistenstydning i perspektiv, men svagheden i digtet, den eventuelle svaghed, består i, at billedsproget bliver fortænkt. Farao træder ind i digtet som en gammeltestamentlig magtskikkelse, men hvordan hænger det sammen med Freuds psykoanalyse (over-jeg’et) og solens fysik? Og skal vi forstå en fællesreference mellem pyramider og katedraler, som historiske mindemærker og gravmæler? Og det ene i en kasserolle og den anden på hovedet?
Som det vil fremgå, er den slags kollisioner, hvor billederne udkonkurrerer hinanden i stedet for at forenes i et semantisk system, sjældne. Så sjældne, at jeg nok i en vis forstand anser Grotrian for et geni, hvis et geni er en kunstner, der har en gnidningsfri omgang med sit grundstof og formår at bruge, så det hele tiden er i kontakt med bevidstheden som sådan: Men det åndelige i tilværelsen, platonisk forstået. Eller enklere formuleret: Grotrians digte åbner hele tiden en låge ind til en større virkelighed.
Samtale med Grotrian
Men indgangen til teksterne er ikke desto mindre ofte vanskelig. Når jeg læser Bo Bergholt Grymers Birken og kirken – Samtaler med Simon Grotrian, finder jeg ikke den intuitive omgang med kilderne, som man finder i digtene. Der er tale om en samtalebog mellem to venner, forfatteren til bogen og Simon Grotrian. Forfatteren er tidligere sognepræst og bogen afspejler et dybt venskab med Grotrian fra hans tid som præst.
Bogen bevæger sig over omkring 250 sider gennem navne som Hölderlin, Luther, Jesus, Grundtvig og Levinas, men vi trænger ikke et øjeblik ind i det kosmos af bevidsthed og åbenbaring, som driver Grotrians digte.
Man skulle tro, at Bo Bergholt Grymers baggrund som teolog kunne vise vejen forbi de fordomme om den bibelske overlevering, som Grotrians digte opløser på smukkeste vis, men det bliver alt for ofte stående ved rent lavpraktiske forsikringer, som ”nu mener jeg jo ikke, at Gud er en gammel mand med skæg …” Hvad er det for en samtale, der tvinger Grotrian til at sige den slags? Hvad mener du så? Det kommer ikke rigtig på plads.
Grotrian har valgt nogle tekster af den tyske mystiker og digter Hölderlin, som de skulle tale om, og det er gode valg, for man forstår umiddelbart det poetiske fællesskab mellem de to. Men Grymer bremser for Hölderlin og lukker ham inde i en – efter hans opfattelse – mangelfuld kristendom (s. 219).
Samtalebogens titel ”Birken og kirken” rummer for mig alle problemerne ved bogen, eller i hvert fald det, at Bo Bergholt Grymer i forordet stiller det op som ”to poler” i Grotrians forfatterskab, ”naturen og troen” (s. 7). Det er netop det, der ikke er. Det er én stor kosmisk enhed, det er det, der er storheden og den poetiske kraft hos Grotrian, og det burde være samtalebogens formål og opgave at undersøge hvordan. Bogen slutter uheldigt med, at Grymer – helt mod dybderne i forfatterskabet – som slutreplik stiller en fagteologisk pointe op overfor et eksistentielt udsagn af Grotrian.
Jeg har tre-fire gange prøvet at læse den for at få den til at kaste lys over Grotrians forfatterskab for mig, men det sker ikke, det går ikke, jeg kan ikke. Står man helt af på Grotrians surrealistiske billedsprog, kan der muligvis hentes nøgler til at lukke det op i samtalebogen, det skal jeg ikke afvise, selvom jeg ikke selv har fået nogen. Men tiden er bedre brugt på Grotrians egne digte og salmer.
Det, der ikke står
En vej ind i et Grotriandigt er at tænke på alt det, der ikke står. Digtet Egen fra Damoklesdrive-in, er et strålende eksempel på, hvor meget der klinger med og hvor meget, der ligger og venter på at blive opdaget i et Grotriandigt:
“Savsmuldet rammer husblokken overfor med uddøde arter
i egen skramler en elevator af bladbuer
solen står op i fløjten
de opstandne kravler” (s. 71)
Man kunne skrive side op og side ned om digtets iboende associationskæder, men jeg skal blot gøre opmærksom på egen som kulturbærende træ i den nordeuropæiske historie, en slags livets træ, der i digtet står som billede både på, hvordan vi bruger og mishandler naturen (savsmudlet, de uddøde arter) og på hvordan livet altid overlever (de opstandne, jf. den gammeltamentlige Ezekiels Bog 37,1-14). Sammenfaldet mellem “de opstandne” og vandet på vej op i egen illustrerer det kosmos, samtalebogen ikke rigtig får greb om: Den mystiske enhed i tilværelsen, hvor Grotrian også ser kristusskikkelsen, hvad der er god belæg for, men også sværere at formulere i vores protestantiske tradition.
Grotrian virker måske på nogen, som om han lever i sin egen verden, fordi det surrealistiske billedsprog synes så langt fra den politiske eller samfundsmæssige virkelighed. Men det gør han ikke. Brugen af egen er bare et af mange eksempler på en nuanceret og righoldig historisk bevidsthed.
En titel som Ossians Puls, som vi nævnte før, rummer noget lignende og viser atter Grotrians evne til at finde virkelig sigende titler og formuleringer. Ossian refererer til en digtkreds, der satte en romantisk bevægelse i gang i slutningen af 1700-tallet, med en kolossal kulturhistorisk betydning. Men det var en forfalskning, en ny konstruktion. Hvor stærkt er ikke sådan et billede: En pulserende forfalskning med stor eftervirkning! Nu kender vi snart Grotrian godt nok til at vide, hvad vi kan forvente af en bog med sådan en titel: Hvad gør Ossians puls i dig?
Perfekt poesi
Jeg opfatter et digt som det følgende som næsten perfekt poesi, nej, jeg underdriver, det er fuldstændig perfekt poesi. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke i mange år frem hver gang jeg læser det, vil kunne hente nye billeder, af mit eget liv, billeder, der udvider det, billeder, der favner mine erindringer og fastholder dem med nye nuancer, billeder, der lærer mig mere om mig selv.
Digtet Minus dette rummer alle de sansninger, man kan have, når man kører hjem fra en bilferie i Sydeuropa, eller senere husker på den:
“Matematikkens åbenbaringer lyser i horisonten
en motorvej af tulipaner gennem et kolon
og søhesten der integrerer os i hinanden
fordi vi indtog Andalusien på hukommelsens afstand”
Vi ved godt, at matematikken ligger nedenunder motorvejen. Når vi tænker på de kreative og filosofiske processer, der ligger bag dens opdagelse og udvikling, bliver motorvejen et smukt og værdigt billede på civilisationen, ikke blot noget, der skærer forbrugeristisk destruktivt gennem landskabet.
Fordi det er åbenbaringer og ikke f. eks. love eller magtanvendelse, er der også plads til alt det smukke og musiske i livet sammen med matematikken: Blomsterne langs motorvejen og i de byer, vi besøgte, den yndefylde bevægelse mellem hinanden, vi havde – næsten som søheste (duften af havet!) og erindringens glæde – forståelser og indsigter vi først fik efter rejsen. Samme sted i sindet som åbenbaringens befinder sig: I bevidsthedens landskaber.
Digtet hedder Minus dette. Minus hvad? Minus det, at intet af dette er virkeligt, det er alt sammen tanker og billeder og notater. Kun virkeligheden er virkelig.
Kolon’et i digtet har jeg ikke fået på plads, men mon ikke det kommer.
Simon Grotrian
Damoklesdrive-In
Gyldendal 122 sider
Bo Bergholt Grymer
Birken og kirken – Samtaler med Simon Grotrian
Forlaget Vandkunsten, 268 sider
Andre bøger:
Ofelialåger
Borgens Forlag 2007, 94 sider
Citroner til Vorherre – Bønner
Borgens Forlag 2008, 53 sider
Foto: Jørgen Plough/ Gyldendal Presse.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
