REJSEBREV FRA BARNDOMMEN // ESSAY – “Jo mere resten af verden forandrer sig omkring mig og jeg forandrer mig i verden, jo større glæder finder jeg ved, at der heroppe i sommerhuset er en lomme, hvor det meste er som det plejer at være”.
Jeg har lige gået årets første tur med bare fødder i vandkanten. Og som altid fandt fødderne det helt perfekte balancepunkt selvom de nu i over et halvt år har været lukket inde i sko og travet på asfalt.
Det dér balancepunkt mellem det helt våde sand, der er så blødt, at man synker og det helt tørre sand, der i virkeligheden er lidt for tungt at træde i. Balancepunktet dér, hvor sandet lige akkurat er så fast, at fødderne sætter de fineste aftryk og bliver overrislet med jævne mellemrum.
Det balancepunkt, der er føddernes erindring om alle de somre, jeg siden jeg var spæd har tilbragt i sommerhuset i Liseleje.
Sommerhuset som mine bedsteforældre købte i 60’erne. Dengang min mor og morbror stadig var unge. De købte det af nogle svenske malere fra Dalarna, der havde dekoreret det allerede dukkehus-nuttede hus med blomstermalerierne på alle møblerne og papirklip på alle væggene.
Og de papirklip og mønstre er så indlejrede i min DNA, at jeg følte mig helt utroligt hjemme, da jeg for nogle år siden var på vandretur i Dalarne og genkendte de samme mønstre, der er så eksotiske hér og så typiske dér.
Sommerhuset, hvor min morfar, dengang jeg var helt spæd gik og plantede et levende hegn hele vejen rundt om grunden, inden han døde kort efter. Sommerhuset, hvor min mormor residerede fra maj til september hver sommer hele min barndom. Og hvor jeg sammen med min bror og mine fætre tilbragte masser af sommerliv som barn og ung. Og sommerhuset hvor min lille nevø oplevede sit livs første forsommerdage i 2016 som nyfødt.
Det er i sommerhuset slægt for alvor følger slægters gang. Og det er på sin vis også sommerhuset, der udgør den helt faste rytme i mit liv og tilbagevendende ramme om mine somre, mens jeg selv forandrer mig år for år. Gennem tiden har mine forældre boede i mange år i henholdsvis Tallinn, Moskva og Beijing.
Jeg selv har boet i Ghana og Israel og rejst resten af verden tynd. Men sommerhuset er vi altid vendt tilbage til. Undervejs er jeg blevet ældre og forhåbentlig klogere. Har lært, tænkt og oplevet alt muligt nyt siden sidste år – og alligevel vender tilbage for at gøre tingene heroppe stort set, som jeg plejer. Og finder en stor værdi i netop dét.
Der er så meget heroppe, der uden tvivl kunne gøres anderledes, bedre og smartere. Det ville sjældent kræve den helt store indsats. Vi snakker også ret meget om det, men vi får sjældent gjort særligt meget ved det. For det har på sin vis også sin helt egen kvalitet, at det er som det er. For det er der jo i virkeligheden ikke særligt meget, der er.
Der er så meget heroppe, der uden tvivl kunne gøres anderledes, bedre og smartere. Det ville sjældent kræve den helt store indsats. Vi snakker også ret meget om det, men vi får sjældent gjort særligt meget ved det. For det har på sin vis også sin helt egen kvalitet, at det er som det er
Jo mere resten af verden forandrer sig omkring mig og jeg forandrer mig i verden, jo større glæder finder jeg ved, at der heroppe i sommerhuset er en lomme, hvor det meste er som det plejer at være. Og hvor kroppens og sindets erindringer bliver dybere og mere nuancerede år for år.
Det er ikke kun føddernes erindring. Det er også hjernevindingernes erindringer, der er på spil heroppe. Det var i sommerhuset min mormor lærte mig at stave, da jeg var to år gammel og mine forældre var ude at rejse i et par uger. Og det var i sommerhuset min mormor siden forkælede mig, når jeg læste til eksamen og hele tiden kom ud på terrassen med forfriskninger og gode spørgsmål om alt det, jeg læste.
Der, hvor vi i alle årene ind i mellem tilbragte endeløse timer med at lege “flere ord ud af et” (man skriver et langt ord og danner nye ord ud af de samme bogstaver), “tepotteleg” og “tænke på” (variation over temaet “20 spørgsmål til professoren”). Jeg har altid tænkt godt heroppe. Og den dag i dag er det her jeg tager op, når jeg har brug for virkelig at koncentrere mig og få en masse arbejde fra hånden. Når jeg arbejder igennem heroppe føles det aldrig rigtigt som arbejde. Mere som en leg.
Læselystens erindring fylder meget heroppe. Det er i sommerhuset min forkærlighed for sladderblade opstod, fordi der lå en stak gamle Billedblade fra de tidligere ejere, som jeg åd råt som barn længe inden jeg vidste, at den slags var dårlig smag. Det er nogle af de første tekster, jeg læste fra ende til anden – og den dag i dag har jeg en overraskende stor viden om revystjerner, kongelige og skandaler fra 1950’erne. I en gammel skuffe ligger gamle Anders And-blade fra 50’erne og en stribe af Gyldendals Illustrerede Klassikere – tegneserieversioner af alt fra Dickens til Shakespeare.
Og selvom om antallet af bøger, aviser, faglige artikler og magasiner af lidt mere lødig karakter, jeg har slugt heroppe og antallet af specialer, jeg som censor har censureret heroppe er højt, opfatter jeg stadig disse skuffer og slagbænke fulde af sladder og tegneserier, som en væsentlig del af min dannelse.
Det er typisk også heroppe jeg har tid til at genlæse ting, der gjorde et stort indtryk på mig, da jeg læste dem tidligere i livet – og derfor hér jeg for alvor kan mærke, hvor meget jeg har lært, tænkt og udviklet mig siden dengang. Glæden ved at læse teksterne er ikke nødvendigvis mindre nu – men den er en anden, fordi jeg nu læser med den modne kvindes øjne. Og nu kan spejle en masse af det jeg læser i personlige erfaringer, jeg endnu ikke havde gjort mig som teenager.
Det er erindringen om masser af glædesstunder. Det er fra sommerhuset, jeg har mange af mine rigtig gode minder med bedstevenner og familie. For heroppe har der altid været tid. Tid til at lade samtalerne sno sig ad uendelige omveje, til at blive hængende lidt længere oppe, fordi alle alligevel skal overnatte, tid til at kaste sig ud i mærkværdige madeksperimenter, som mit bykøkken egentlig er langt mere veludrustet til, når det gælder både redskaber og ingredienser, men hvor den vigtigste ingrediens – tiden – ofte mangler.
Den dårlige samvittigheds erindring trænger sig også på med jævne mellemrum. I de unge dage dårlig samvittighed over at have et hus, der burde bruges, når nu vi havde det, selvom jeg i perioder har været langt mere indstillet på at rejse jorden rundt. Som voksen mest over bevidstheden om græs, der skulle slås, planter, der burde vandes, reparationer, der burde foretages, spindelvæv, der burde fjernes.
Der er så utroligt mange ting, man lige skal vide om, hvordan man lukker en dør, uden at den knirker, åbner en anden, selvom håndtaget er faldet af, finder en gryde, der befinder sig sådan ca det sidste sted man intuitivt ville lede. Jeg har aldrig opdaget at have gæster deroppe, uden at de fik en masse gode ideer til ting vi lige kunne forbedre i et snuptag. De har næsten altid ret – og hvor svært kan det være? Ret nemt viser det sig, hver gang, vi faktisk får rykket på noget af det. Men tilløbet er uendeligt langt.
Det er også sorgens erindring. Jeg genkalder mig alt for nemt og livagtigt billedet af min mor, der ligger helt sammenkrøbet af smerter inde i underkøjen en hel sommer, inden vi vidste, at der var noget galt, men alligevel intuitivt vidste, at hun var alvorligt syg.
Tanken om at have opfordret hende igen og igen til at gå til lægen og så alligevel ikke at have været tilstrækkeligt insisterende, da hun undveg, er for altid prentet ligeså dybt ind i erindringen som synet af hende i køjesengen er prentet ind på nethinden. Det ville næppe have gjort den store forskel, men alligevel skutter jeg mig altid ved tanken.
Og selvom vi gør meget for at værne om og bevare husets helt særlige karakter med malede møbler og papirklip på væggene, var der ingen af os, der følte nogen stor trang til at bevare de – ellers faktisk meget fine – gamle køjesenge efter hendes død. Ud skulle de. Ud. Og først da de var helt ude og værelset blev istandsat til uigenkendelighed, tog vi det i brug igen.
Arvestykkernes erindring, hvor jeg hver eneste gang, jeg serverer asparges, glæder mig over at kunne servere asparges på netop det fad ud af husets sådan ca. 20 smukke fade, der egner sig så godt til netop asparges.
Hvor koldskål kun kan serveres i en helt bestemt skål, som min mormor brugte til sin hjemmelavede koldskål, fra dengang før man bekymrede sig om salmonella og startede en koldskål op ved at blande en æggeblomme med vaniljesukker, og koldskål var ymerklumpet på en måde, der aldrig vil kunne gengives i kartonerne.
Hvor jeg følte en helt særlig glæde, da vi pludselig i min fars kælder i kasserne med min mormors ting opdagede endnu en gul glasskål af den norske glaskunster Benjamin, der var en af mine oldeforældres venner og hvis værker vi derfor har en anseelig samling af i familien, der matchede den gule glasskål fra sommerhuset – og som vi nu har to heroppe. Og det betyder noget på en helt anden måde end gule glasskåle, man har fundet på et loppemarked, nogen sinde kan komme til at betyde noget.
Det er hjertesukkenes erindring, når det ene fine gamle hus efter det bliver revet ned og erstattet af moderne fritidshuse. Der uden tvivl er langt mere praktiske, men som også savner al den personlighed, som de gamle huse havde. Og som ændrer kvarteret lidt efter lidt. Når smukke gamle haver bliver ryddet, stolte træer fældet og bugnende syrenbuske ryddet til fordel for fliser, cement og praktiske løsninger.
Jeg er gammel nok til at kunne huske dengang her var to købmænd, talrige af iskiosker, badehotel, flere restauranter, grønthandler, et virkelig hyggeligt ismejeri, postkontor og “Rutebilskiosken”.
Og jeg ved, at Liseleje tidligere var kendt for en meget velassorteret viktualiebutik. I dag er der kun en enkelt købmand, bageren, en ejendomsmægler og et par iskiosker tilbage. Foruden de 5-6 hvidt-og-slidt/forlorne herregårdsbutikker, der jævnligt prøver lykken og sjældent holder mere end en sæson eller to. For et par år siden kom der heldigvis en ny grønthandler, og der er også kommet en ret hyggelig kaffebar, men alligevel er det et meget konkret billede på, hvordan småbyerne støt og roligt er blevet tømt for funktioner og spørgsmålet om købmanden overlever, hvis der, som rygtet lyder, åbner en Netto i udkanten af byen snart.
Det er ørernes erindring, for vores sommerhus ligger på en hjørnegrund, hvor vi ud mod vejen er godt afskærmet, selvom vi dybest set netop sidder lige ud mod vejen.
Og det er helt utroligt, hvad man kan overhøre folk tale om, når de går forbi. Folk, der af gode grunde ikke tænker over, der nu i 42 år har siddet en lille krukke med meget lange ører lige om på den anden side og lyttet til deres samtaler. Og hvem ved om ikke min fetich med fuldstændig skamløst at overhøre andre folk samtaler på gaden og memorere det, stammer netop hérfra? Om ikke det er lige netop hér jeg har lært at elske det intime indblik i andres tankegange, man kan snige sig til på den måde.
De grønne fingres erindring står i fuldt flor, når en gammel plante, jeg troede var død, pludselig skyder igen. Glæden når en nyplantet klematis blomstrer for første gang eller en busk, vi plantede for flere år siden for at den skulle dække et hul ud mod vejen eller ind mod naboen, endelig har vokset sig tilstrækkelig stor.
Når brombærbuskende bugner. Når jeg river plænen igen-igen. Hver forår når den første gennemrivning kun tager de største grene, den næste fanger kvistene og den sidste begynder at få bladene på krogen. Når moset skal rives op. Og når det alt for langhårede afklip skal rives sammen og jeg hvert eneste år undrer mig over grundkonceptet i græsplæner, og det dybest set irriterer mig, at mennesket har valgt en så tosset kamp mod naturen, der verden over kræver så meget kunstvanding og gødning.
Men jeg elsker at rive. Så det gør jeg gerne. Og mange af mine bedste ideer er opstået netop mens jeg har revet den plæne, malet plankeværket eller beskåret roserne heroppe.
Synets erindring kan blive ved og ved og ved at kigge på gløderne i brændeovnen. På lysets spil i de gamle glasskåle. På måden de gamle vinduesglas bryder lyset, når det reflekterer også på møblerne. På solens baner henover græsset og træerne og huset, der hele tiden ændrer sig lidt alt efter, hvor meget træerne er vokset, tidspunktet på døgnet og året.
På solens flimren mellem bladene og de levende skygger, det kaster. På de stjerneklare nattehimler, når man spejder efter stjerneskud og må slå sig til tåls med fly og satellitter.
Der er motiver, jeg med lige stor overraskelse og begejstring tager billeder af hvert år. Fordi jeg simpelthen ikke kan fatte, at syrenerne, rhododendronerne, kirsebærtræerne, klematisserne og tjørnene kan blomstre så overdådigt. At stranden kan være så smuk og samtidig så mennesketom, når bare man er her på en hverdag eller et par uger uden for højsæsonen. At brandmænd, der er skyllet op på stranden, kan matche tangdyngerne så smukt, når der har været pålandsvind. At mine venner og deres unger kan se så pittoreske ud, når de leger på plænen og på stranden eller når de spiser is.
For nogle år siden skrev jeg en klumme i Samvirke om den anden kvinde i mit liv. Min indre landmus, der går i noget helt andet tøj, spiser noget helt andet mad, læser nogle helt andre ting og opfører mig helt anderledes end bymusen. For “herregud, vi er jo på landet…”
Landmusen, der for eksempel i skrivende stund har valgt at tilbringe fredag aften helt alene med solen og alle mine eftertanker, selvom bymusen egentlig havde en kalender fuld af konkurrerende VIP-fester.
Jeg har gennem tiden skrevet rejsebreve fra alverdens eksotiske destinationer, men det er aldrig før faldet mig ind at skrive et rejsebrev fra sommerhuset. End ikke et postkort har jeg sendt heroppefra før. Fordi det jo netop mest af alt er “hjemme”, også selvom jeg mentalt befinder mig helt utroligt langt væk.
Alle billeder er taget af skribenten, Nadja Pass.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
