TRO & EKSISTENS // INTERVIEW & POVCAST – Ukraine og Covid-19, klimavrede og senfølger, tristesse og den ubærlige sorg over at have mistet et barn. “Kast det hele i hovedet på Gud, også selv om du ikke tror”. Det foreslår sognepræst i Vendsyssel, Ann Sofi Lægsgaard Andersen, der arbejder professionelt med sjælesorg og gerne tager de tungeste samtaler i gummistøvler. Charlotte Rørth interviewer.
For et par uger siden blev sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen som så ofte før ringet op for at komme ud til samtale med en døende.
”Det skulle gå lidt stærkt, det var regnvejr, og jeg skulle på cykel”, fortæller hun, der kom afsted i regntøj og det, hun ellers lige havde på.
”Det var lidt surrealistisk at sidde der i træningstøj og gummistøvler og bede fadervor sammen med den døende og lyse velsignelsen,” erkender hun.
”Men at sidde i sådan et rum er altid meget intenst og fortættet,” fastslår hun.
Metoden er udviklet for godt 20 år siden til at bearbejde krigstraumer
I den oplevelse ligger dét, hun holder af ved at være præst.
Og dét, hun gerne vil lære andre.
”Jeg træder ind ad døren, og det kan godt være, at jeg lige siger noget i retning af ”sikke en sød hund”, men ellers går der ikke mange minutter, før vi er inde ved det dybeste af det dybeste. Det er ikke alle, man lukker ind i sit hjem på den måde, men det må jeg godt. Det er ligesom derfor, jeg er der.”
Hør her hele samtalen om bibelsk sjælesorg, blandt andet når man mister sit barn:
Ann Sofi Lægsgaard Andersen erfarer, at det hjælper at tale ”inde i det allerdybeste”. Så der vil hun gerne lære andre at være, så de også kan blive dem, der gør en stor forskel for andre ved at tage det første skridt og tale om det, der er smertefuldt.
”Lige så snart, vi tør give lidt af os selv, åbner de andre sig. Og så sker det. Vi tror, vi er helt vildt forskellige, men vi ligner hinanden og kan lære så meget af hinandens erfaringer og historier.”
Dyb snak og popcorn
En bærende del af Ann Sofi Lægsgaard Andersens arbejde som sognepræst i Hellum, Jerslev og Mylund Sogne midt i Vendsyssel er at tale med andre.
Ved siden af gudstjenester, dåb, konfirmationer, vielser og begravelser med mere har hun samtaler en til en, men også sorggrupper for forældre, der har mistet deres børn, og mere bredt favnende sjælesorgsgrupper. De mødes om fredagen til en løbe/gåtur, eller, hvis det nordjyske vejr er for råt for selv vendelboer, et par timer i fredagsbaren i konfirmandstuen med ”øl og popcorn”.
”Jeg begynder altid med et oplæg om dagens emne: Misundelse, fred, kærlighed, tro, romantik, alle mulige slags emner. Når jeg sender folk afsted ud på turen eller hen til bordene, siger jeg, at de ikke som sædvanligt meget hurtigt skal smutte ud af de dybe ting, men i stedet tvinge sig selv til at blive i den her ramme. Når vi mødes igen, da kan vi smalltalke, inden vi går hjem og holder fredag.”
Det er livets grumme sider, der trænes i samtalerne i den idylliske præstegård med dannebrogsvinduer eller ude i det bakkede landskab mellem markerne.
Men der er samling på snakken. Ann Sofi Lægsgaard Andersen har taget kurser i det, der hedder bibelsk sjælesorg.
Bibelsk sjælesorg
- Metode til at bearbejde traumer ved aktivt brug af bibelske tekster og psykologiske redskaber.
- Er gruppe-baseret med case-stories, sang, bøn, rollespil, tegning, betroelse og bibelstudier. Klagesalmer fra det gamle testamente har en central rolle.
- Findes på 150 sprog.
- Benyttet af 16.000 facilitatorer og næsten 700 organisationer, oftest i krigszoner.
- Mere end en million mennesker har prøvet det.
- Udarbejdet af Trauma Healing Institute ved Det Amerikanske Bibelselskab.
I Danmark udbydes kurser til præster og psykologer hos Bibelselskabet og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Litteratur
Harriet Hill m.fl.: “Bibelsk sjælesorg – Bearbejdning af traumer”, Eksistensen, 2017.
Synne Garff: ”Når Gud bøjer sig”, Bibelselskabets Forlag, 2018.
Metoden er udviklet for godt 20 år siden til at bearbejde krigstraumer, men for Ann Sofi Lægsgaard Andersen har det vist sig også at være godt for de ”små og også meget store traumer, vi bærer på til hverdag.”
”Og nej, det er ikke kun for troende,” understreger Ann Sofi Lægsgaard Andersen.
”Uanset, om du tror meget eller lidt eller slet ikke, kan du absolut sagtens få noget ud af det.”
Dengang var de kloge
Bibelsk sjælesorg kan ellers lyde som noget kun for dem, der kan Bibelen, men Ann Sofi Lægsgaard Andersen vender det om. Bibelen er til for dem, der bruger den.
”Jeg ser Bibelen som en arbejdsbog. Sådan en, der er til for at blive brugt, og som er skabt til det.”
I den er fortællinger om livsvilkår, der gør ondt, som man kan genkende, og der er ”klagesalmer, fordi det virker at klage højt og længe i barske livssituationer. Det vidste man dengang. Det ved man nu.”
Man skal leve i sin verden. Man må godt være glad, selv om der er krig i Ukraine
Hun er glad for, at det med nyoversættelserne er lettere at forstå de klagende salmer i det gamle testamente. Selv om de er ”sindssygt smukt skrevet”, kan det være svært at bruge en tekst i et knudret sprog om ens egen sorg og vrede anno 2022.
”Der er mange ting, vi ikke er herrer over, og det er så velgørende bare at lægge det over til ham. Selv om man ikke tror, kan man blive hjulpet af at tænke, at man lægger det væk,” erfarer hun.
”Når vi for eksempel taler om en case, jeg læser op, om en, som er ved at blive nedlagt af stress, så behøver man ikke overhovedet at tro på Gud for at kunne identificere sig og tale med.”
Om man kan kaste sine sorger i hovedet på Gud, afhænger af meget, også af, hvordan man ser på Gud. Hvad er han for en størrelse? Den del af sjælesorgen kan give anledning til samtaler i gruppen om for eksempel forholdet til ens egne fædre.
Troen handler om at miste
For dem, der er i sorg og krise, er Bibelen god at tale ud fra, mener hun, fordi den handler om at miste dem, den, det vi elsker. Og det gælder begge testamenter.
”Forskellen på det gamle og det nye testamente er, at Gud er blevet far,” sammenfatter hun svaret på det spørgsmål, hun ofte får om, hvorfor Gud er så hård i de gamle tekster og mere mild i de nyere.
”Guds egen søn dør,” påpeger hun. Den religion, meget af den vestlige kultur bygger på, har sorgen midt i sig. Man kan også sige, at den giver sorgen et sted at være.
Ann Sofi Lægsgaard Andersen giver også sig selv bibelsk sjælesorg. Hver aften, inden hun skal sove, når der ”er ved at være ro i hovedet”, plejer hun at ”klage til Gud over alt det, der er gået galt.”
”Så lægger jeg det over til ham. Derefter finder jeg alt det, jeg er glad for og takker for det.”
Du skal finde håb
Det lyder enkelt, men det virker, fastholder hun og taler om håb, selv i en tid med krig og pandemi.
”Man må godt have lov at være lykkelig og ulykkelig i sin egen lille verden. Ellers dør man. Man skal leve i sin verden. Man må godt være glad, selv om der er krig i Ukraine,” siger Ann Sofi Lægsgaard Andersen og husker på en samtale, hun havde med sin ældste datter på 20 år forleden dag.
”Jeg blev megaforskrækket, for hun talte om, at hun måske ikke ville sætte børn i verden, når den er, som den er med krige og klimaforandringer. Det går ikke. Vi må adskille den meget store verden – hvor der selvfølgelig er noget, du kan gøre, men der er godt nok også meget, du ikke kan gøre noget ved – og så vores egen lille verden, så vi kan bevare håbet,” fastholder hun og gentager:
”Vi må lægge noget over til Gud, så vi kan klare at være her.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her