PRIDE 2022 // KOMMENTAR – Kvindebevægelsen arbejdede sammen med regnbuefolket i tidernes morgen. Men nu virker det, som om at kvindekampen ikke længere skal eksistere, for hvis køn er noget flydende, hvor er så kvinderne, som nu visse steder omtales som menstruerende væsener eller ikke-mænd, spørger Britta Thomsen i denne kommentar. Lær af historien og se filmen The Pride om, hvordan solidaritet og samarbejde flytter bjerge, lyder hendes opfordring.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En film, der stadig kan bevæge mig, er The Pride fra 2014. Det er en dokumentarisk film, der handler om, hvordan LGBT-miljøet i London besluttede sig for at støtte minearbejderne i Wales i begyndelsen af 1980’erne, da de var ofre for Margaret Thatchers lukninger af minerne og eliminering af fagforeningerne.
LGBT London levede dengang en marginaliseret tilværelse, og mange af medlemmerne begyndte at dø af AIDS. Det forhindrede dem nu ikke i at se, at de kunne føre en fælles sag med minearbejderne imod Thatcher-regimet. Så LGBT-folket gik i gang med at indsamle penge til de strejkende minearbejdere, som lige i første omgang ikke rigtigt kunne få øje på de fælles interesser. Men det fik de hen ad vejen, og indsamlingen bredte sig til LGBT-miljøer overalt i England.
Samarbejdet og dialogen mellem de to grupper resulterede også i, at en af minearbejderkonerne blev politisk aktiv og blev valgt for Labour til det britiske Parlament mange år frem i tiden.
Lad os følge eksemplet fra 1985 med at samles i stedet for at splittes
Da LGBT-folket efter strejken skal afholde London Pride i 1985, ser de til deres store overraskelse store busser fyldt med minearbejdere fra Wales køre ind på pladsen, og selvfølgelig kommer de til at gå forrest i priden med fagforeningsbannere. Arbejderne ved nemlig, hvad solidaritet er, og det stopper ikke her.
På den efterfølgende Labour-kongres var det minearbejderne, der gik på talerstolen og forlangte LGBT-rettigheder i den britiske lovgivning.
Solidaritet frem for alt
Kvindebevægelsen arbejdede også sammen med regnbuefolket i tidernes morgen. Men nu virker det, som om at kvindekampen ikke længere skal eksistere, for hvis køn er noget flydende, hvor er så kvinderne, som nu visse steder omtales som menstruerende væsener eller ikke-mænd. Det går altså ikke.
Vi skal holde fanen højt i kampen for kvinders rettigheder og ligestilling. Lad os følge eksemplet fra 1985 med at samles i stedet for at splittes.
Og til de vise mænd med rødder i middelklassen, som ikke har forstået, at Socialdemokratiet og danskerne favner bredt og både kan lave politik for 3F’ere i Herning og minoriteter i København, vil jeg sige, at I skal studere historien noget bedre.
Og til direktøren for Københavner Priden (Lars Henriksen, red.) vil jeg sige, at det var chokerende, at du var så selvfed, at du i bedste macho-stil på forsiden af Berlingske definerede kvindekampen uden at konsultere kvinderne først.
Kære venner, se lige hele klippet fra filmen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her