KOMMENTAR – Spiller Rane Willerslev politikerne, eller har han spændt sin egen og museets troværdighed for en slags politisk dagsorden, når han beder modedesigneren Jim Lyngvild være manden bag en omfattende nyfortolkning af Nationalmuseets eksisterende udstilling om vikingerne, spørger Jakob Seerup. Har Willerslev også lyst til at købe en vikingeskat af Jim Lyngvild – eller kan Lyngvild redde Nationalmuseets skrantende økonomi ved at sælge en fin vestfynsk Canaletto eller to?
I 2013 fik Vestfyns Museum et mærkeligt problem. En museumsgæst havde på museets afdeling Ernst Samlinger i Assens fået øje på to små genremalerier af venetianske kanaler, som gæsten bestemt mente måtte være to hidtil upåagtede værker af den verdensberømte kunstner Canaletto.
Hvis det virkelig var tilfældet, så var det sensationelt, og museet måtte indse, at de stod med malerier af uhørt høj økonomisk og kunstnerisk værdi.
Der var bare et problem. De to malerier var blot et par halvdårlige kopier af ægte Canalettoer solgt som billige souvenirs i begyndelsen af 1800-tallet.
Det var man fra begyndelsen klar over på museet, men det var en meget insisterende – nogle ville sige irriterende – gæst, der var helt sikker i sin sag.
Gæsten var modedesigneren Jim Lyngvild, og han mente nok, at han havde forstand på kunst!
Så det kunne ikke blive ved en høflig men bestemt afvisning af påstanden om, at man lå inde med et par sensationelt ukendte Canaletto-malerier.
For Lyngvild blev ved med at rende museet på dørene og piskede en stemning op i medierne. Det endte med, at eksperter fra Statens Museum for Kunst måtte på banen for at fælde den endelige dom – var det eller var det ikke Canalettoer?
For Lyngvild er der nemlig kun et projekt der tæller, og det er projektet Jim Lyngvild. Han er et sandt barn af Donald Trumps tidsalder. Fakta og kendsgerninger er ikke væsentlige, så længe han tjener penge på sit ”brand”
Det endte med et bizart pressemøde på Statens fornemste kunstmuseum, hvor eksperterne tålmodigt og en gang for alle forklarede, at de to malerier i Assens altså blot var noget billigt fiduskunst fra 1800-tallet. Lyngvild måtte tøvende erkende, at de to malerier, han havde ”opdaget” ikke var over 100 millioner kroner værd.
Men det var også ligemeget: ”Billederne er jo ikke dårligere, fordi der ikke står Canaletto bagpå. Hvis man kan lide et maleri, kan man lide et maleri, og så er det fløjtende ligegyldigt, hvem der står bag”, udtalte han til DR Kultur.
Og det kan man jo sagtens mene. Men det demonstrerede også, at Lyngvild, der har slået sig op som modekommentator og multikunstner, måske nok har forstand på at tjene penge og på at bringe sig selv i medierne, men at han også er totalt blottet for indsigt i eller sans for kunsthistorie.
Sagen om de uægte Canaletto-malerier viste også, at Lyngvild er komplet ligeglad med, om han bliver eksponeret som useriøs dilettant.
Han skammer sig ikke over, at han har spildt en masse menneskers tid rundt om på forskellige museer og undervejs skældt dem ud og brokket sig over deres manglende vilje til at lytte til ham.
For Lyngvild er der nemlig kun et projekt der tæller, og det er projektet Jim Lyngvild.
Han er et sandt barn af Donald Trumps tidsalder. Fakta og kendsgerninger er ikke væsentlige, så længe han tjener penge på sit ”brand”.
Lyngvild og ”vikingeskatten”
Helt på samme måde forholdt det sig med en anden sag, som Lyngvild kastede sig over i 2013.
Han var på nettet stødt på en ”vikingeskat” på mere end 1000 velbevarede originale smykker, som en privat ejer havde sat til salg. Han havde selv købt 80 af smykkerne, men nu måtte danskerne støtte op om projektet, så han lancerede intet mindre end en ”folkeindsamling” for at samle penge ind til at opkøbe den umistelige skat og bevare den på danske hænder.
Han ville så sørge for at udstille ”skatten” selv.
”Ja, det kan da godt være, de måske på et eller andet tidspunkt kunne have kommet hertil på uærlig vis…” siger han midt i en ordstrøm af den slags som hans tilhængere elsker, men som efterlader mere eftertænksomme mennesker noget forundrede
De af smykkerne, som han viste for offentligheden, var alle seriøse arkæologer i Danmark enige om, ikke stammede fra en dansk vikingeskat.
Det drejede sig sandsynligvis om genstande, der var plyndret ved illegale udgravninger i Baltikum eller Rusland – de af genstandene der var originale, en del var også ret tydelige amatørforfalskninger.
Odense Bys Museer havde indtil 2013 et samarbejde med Lyngvild og solgte bl.a. hans hudplejeprodukter i deres butikker. Men da de fik at vide, at der for hvert solgt produkt gik ti kroner til at købe de illegale oldsager, så stoppede museet med at sælge produkterne. Lyngvild var rasende.
Han var også rasende på Nationalmuseet og Kulturstyrelsen, der ikke ville hjælpe med at købe ”skatten”.
Lyngvild lægger jævnligt videoer op på sin væg på Facebook, og her finder man blandt andet et rablende forsvar for købet af de illegale oldsager.
“Ja, det kan da godt være, de måske på et eller andet tidspunkt kunne have kommet hertil på uærlig vis…” siger han midt i en ordstrøm af den slags som hans tilhængere elsker, men som efterlader mere eftertænksomme mennesker noget forundrede. Han indrømmede altså, at der nok var noget om snakken.
https://www.facebook.com/214848801894802/videos/591410550905290/
Men hvad skete der egentlig med ”skatten”? Det lykkedes heldigvis ikke at bringe den halve million kroner til veje, der skulle til for at købe hele herligheden.
Genstandene er formentlig blevet solgt til andre godtroende købere. Men skaden er sket, og de grave som genstandene oprindeligt var blevet plyndret fra, vil aldrig blive seriøst undersøgt.
Jim Lyngvild og andre købere har dermed formentlig gjort sig til hælere i den plyndring af kulturskatte, som desværre foregår i lande, hvor der ikke er så godt styr på kulturarven som der er i Danmark, hvor stolte findere naturligt henvender sig til Nationalmuseet, når de har fundet danefæ – og modtager deres danefægodtgørelse.
https://www.instagram.com/p/BqMR7xQAprL/
”En patriotisk gerning”
Så meget desto mere chokerende er det, at Nationalmuseet nu har bekendtgjort, at de har indgået samarbejde med Jim Lyngvild om at skabe en ny vikingeudstilling.
Her skal han sammen med Nationalmuseets vikingeeksperter lave ”en omfattende nyfortolkning af museets eksisterende udstilling om vikingerne” står der i museets pressemeddelelse.
Glemt er nu alt om Canalettoer og plyndrede oldsager. Uanset, hvor meget Lyngvild har miskrediteret sig selv og blameret sig som populistisk dilletant over for landets museer, og endda formentlig fremmet handel med stjålne oldsager, så afholder det ikke Rane Willerslev og Nationalmuseet fra at samarbejde med manden.
Kort tid efter, at landets kulturhistoriske hovedmuseum har sendt fyresedler ud til tre dusin højt kompetente medarbejdere, heraf blandt andet en ekspert i dansk vikingetid, så knytter man sin kommende formidling af vikingetiden op på dilletanten Lyngvilds kompetence.
Det er intet mindre end en hån mod de fyrede eksperter, at museets ledelse nu erstatter dem med en useriøs populist.
På Nationalmuseet ved de naturligvis godt, at det vækker opsigt at bede Jim Lyngvild om at fortolke vikingetiden. Det er netop meningen
Museernes traditionelle rolle er til debat. De voldsomme besparelser på kulturområdet tvinger de gamle institutioner til at tænke nyt. I stigende grad fornemmer man desperationen over de svindende budgetter.
I den situation er det ikke underligt, at man griber til desperate tiltag som at sætte Lyngvild til at fortolke vikingetiden. Det er også et politisk opportunt træk.
Rane Willerslev og Nationalmuseets ledelse har uden tvivl bemærket, at Jim Lyngvild gerne omgås politikere og har et nationalistisk politisk projekt med sit bizarre asa-tempel på Sydfyn (indviet af bl.a. Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard). Her er en mand, der har magthavernes øre.
Lyngvild tager sig ikke betalt for opgaven, som passer fint ind i hans egen politiske dagsorden (Jim Lyngvild forsøger at indynde sig hos det Konservative Folkeparti, men de holder ham indtil videre ude i arms længde).
Nationalmuseets direktør er helt med på Lyngvilds motivation, selvom han vist ikke gør sig overvejelser om, hvad det på længere sigt gør for hans og museets troværdighed at lade sig spænde for den slags politiske dagsorden.
Rane Willerslev udtaler til Ekstrabladet:
Jo, Lyngvild stiller sandelig op og leverer en ”patriotisk gerning for Danmark”. Og Nationalmuseet lægger hus til mandens udlægning af Danmarks oldtid.
Alt sammen i håb om at tækkes landets stadig mere nationalistisk-sindede politikere. Den form for politisk-taktisk tænkning burde ikke høre hjemme på et seriøst nationalmuseum, men sådan er situationen nu engang.
https://www.instagram.com/p/BqNsmcNARsJ/
Men selv hvis strategien virker, og det rent faktisk lykkes at skaffe øgede midler hjem til museet, så må man spørge sig selv, om det var det værd. Et gammel færøsk mundheld lyder ”man skal bøje sig dybt for at kysse en hønserøv”.
Og efter min mening, så bøjer Nationalmuseet sig urimeligt dybt i denne sag. Museet bringer sin troværdighed i fare.
På Nationalmuseet ved de naturligvis godt, at det vækker opsigt at bede Jim Lyngvild om at fortolke vikingetiden.
Det er netop meningen. Det faktum, at du, kære læser, læser denne artikel, viser at denne reklamegimmick allerede har betalt sig. Og der skal nok komme masser af gæster for at se Lyngvilds vilde vikingeudstilling.
Men det rejser også et vigtigt spørgsmål: Er der en nedre grænse for, hvor useriøst man på landets museer vil gå til værks for at øge omsætningen?
Måske man skulle spørge Rane Willerslev, om han har lyst til at købe en vikingeskat af Jim Lyngvild – eller om han kan redde Nationalmuseets skrantende økonomi ved at sælge en fin vestfynsk Canaletto eller to?
Foto: Dronning Tove / Jim Lyngvild, Nationalmuseet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
