KONCERT // ANMELDELSE – På overfladen kan det for den uindviede tilskuer sikkert virke skræmmende og nærmest fascistoidt, når så mange tusind mennesker står og blindt tilbeder de ugudelige scener, der udspiller sig på det totalitære tempel foran dem. Men det er ligesom pointen med Rammstein, skriver Morten Skovgaard.
Tyskland nød i adskillige årtier før årtusindskiftet status som den hårde musiks helt store kraftcenter i Europa, fra 60’ernes Krautrock, hen over 70’ernes Neue Deutsche Welle-punk og 80’ernes teutoniske thrashmetal og frem til 90’ernes Neue Deutsche Härte-bølge.
Sidstnævnte var kulminationen på landets særlige forkærlighed for at fusionere rockmusikken og de elektroniske genrer, og megabandet Rammstein står i dag, 30 år efter den spæde start i 1994, som vores sydlige naboers absolut største hårde musikeksportvare, der har været en uvurdérlig inspirationskilde for et væld af andre bands.
Er det metal? Er det techno? Er det noget helt tredje? Det betyder ikke rigtigt så meget, når man står midt i det hele
Trods Rammsteins enorme kommercielle succes med gennembruddet ”Sensucht” i 1997 og adskillige besøg i Danmark i løbet af de sidste 25 år, var det frem til i fredags mærkeligt nok ikke lykkedes mig at få hørt dem live.
”Mærkeligt nok”, fordi jeg har ellers oplevet alt, hvad der kan gå og kravle af både store og små metalbands, live i de seneste 35 år. Tyskernes tunge ”Tanzmetal” har bare aldrig for alvor talt til mig, så jeg har ikke haft søgt dem.
Meget mere end tomme kalorier
Musikken har altid været noget, jeg lidt uinteresseret har lyttet til, når jeg er faldet over videoer af deres velkendte ildspyende sceneshows eller været til arrangementer, hvor ”Du Hast”, ”Sonne” og de andre kæmpehits har drønet ud gennem hårdt prøvede højttalere, der har kæmpet for at følge med begejstrede festværters entusiasme for bandet.
Hvis man placerer et band som TOOL, der også netop har besøgt Danmark, i den ene ende af spektret for den hårde musik med deres introspektive, komplekse og intellektuelle progressive rock, ligger Rammstein i den helt anden ende med deres effektprægede, simple og storladne lyd.
På overfladen smager deres diskografi lidt af tomme kalorier, hvis man ikke lytter ordentligt efter. Men bandet har på trods af de meget simple og ofte enslydende sangstrukturer enormt meget begavelse og politisk bid i deres materiale, som gør dem evigt relevante.
Og jeg kan efter Rammsteins koncert i Valbyparken i fredags konstatere, at man som lytter med lidt distanceret interesse er nødt til at opleve bandet live bare én gang, hvis man ønsker at forstå dette kulturfænomen ordentligt.
En scene af en anden verden
Det var vel den allerstørste scenekonstruktion, et band nogensinde har medbragt til Danmark, der var blevet opført i ugen op til koncerten. Det var som at stå ude foran en overdimensioneret futuristisk rockerborg, da bandet i starten af koncerten steg ned med elevatoren i midten af det brutalistiske bygningsværk som guder i et dystopisk parallelunivers. Det mindede mest af alt om portrætteringen af Asgård i Marvels Thor-film.
Scenens menneskefjendske æstetik matchede perfekt Rammsteins industrielle lyd og brutale lyriske univers, og selvom jeg faktisk havde forventet meget mere ild, end vi fik, var selve teaterkulissen så stor en del af den visuelle oplevelse, at jeg glemte alt om det undervejs.
Scenens menneskefjendske æstetik matchede perfekt Rammsteins industrielle lyd og brutale lyriske univers
Og ”teater” er vel også nærmest den bedste sammenligning, hvis man skal forsøge at placere Rammstein på det kulturelle oplevelsesspektrum. Der var i hvert fald intet ved arrangementet, der for alvor føltes som en metalkoncert.
Bandets musik er en form for virkelig slagkraftig og mægtigt dansabel industriel rock. Nogle vil mene, at de flirtede voldsomt med metalgenren, da denne bølge ramte hårdt omkring årtusindskiftet, men det musikalske fundament er først og fremmest en kombination af klassisk shock rock og EBM (Electronic Body Music – industrial/synthpunk/dance) med simple hidsige guitarrifs ovenpå.
Et roligt og rart publikum
Jeg havde valgt at købe billet til Feuerzone-afsnittet helt fremme foran scenen for ikke at risikere, at min første og måske eneste koncertoplevelse med Rammstein endte med frustration over ikke at kunne stå langt nok fremme eller for meget masen og møven i den største publikumsmasse længere bagude.
Det var et fremragende valg, for det var tydeligvis heroppe, at de særligt dedikerede fans befandt sig. Stik mod det omdømme, der typisk klæber til bandets publikum, mødte jeg intet andet end enormt søde, fredelige og voldsomt begejstrede mennesker overalt omkring mig.
Ud over en enkelt crowdsurfer eller to tilsyneladende var folk ganske tilfredse med bare at stå og fistpumpe, trampe løs og råbe med på sangenes øreklæbende refræner. De var faktisk så rolige, at de undertiden næsten virkede uengagerede, for her var intet af den kontrollerede kollektive vildskab, man ellers typisk ser oppe foran til store metalkoncerter.
Rammsteins koncert havde også masser af teatralske elementer i deres liveshow, som understøttede sangenes kontroversielle tekster – og også skabte en masse afbrydelser
En time inde i koncerten, da det primære sæt og den klart bedste del var overstået, havde jeg mere følelsen af at have set en dyster og morbid rockopera – meget à la den fremragende Pink Floyd-teaterkoncert ”Another Brick In the Wall, Part 5” på Østre Gasværk sidste år.
Disse to shows dyrkede på hver deres måde det samme groteske og desperate udtryk, og Rammsteins koncert havde også masser af teatralske elementer i deres liveshow, som understøttede sangenes kontroversielle tekster – og også skabte en masse afbrydelser.
En morbid affære
Der var for eksempel fanfavoritten ”Mein Teil”, hvor Lindemann iført et blodigt slagteroutfit gentagne gange forgæves forsøger at koge bandets keyboardspiller ”Flake” i en stor gryde på scenen, hvorefter han til sidst kører en stor haubitser-agtig flammekaster ind fra højre og beskyder ham med den i stedet og bagefter jagter ham rundt på scenen med en stor kniv.
Det er et skrupskørt skue – og i liveversionen er det en temmelig langtrukken affære, der truer med at dræbe energien i den ellers fremragende sang. Det må være utrolig underligt og meningsløst for dem, der ikke ved, hvad der egentlig foregår.
Sangen handler om noget så ubehageligt som et homoseksuelt forhold baseret på en godt 20 år gammel virkelig historie om frivillig kannibalisme mellem tyskerne Armin Meiwes, der ønskede at slagte og fortære en anden person, og Bernt Brandes, der netop ønskede at blive slagtet og fortæret. A match made in heaven.
Hele historien er så morbid, at jeg skal spare læseren for yderligere detaljer, men du kan nok selv gætte, hvad ”Mein Teil” refererer til.
Rammstein favner både det virkelig bøvede og det intellektuelle og fletter dem sammen i et univers, der får det hele til at optræde som mere end bare tilfældige gimmicks og effekter
Meiwes blev retsforfulgt for modet på Brandes, hvilket var vanskeligt, fordi kannibalisme teknisk set ikke er forbudt i Tyskland, og der var afgivet samtykke, og adskillige jurymedlemmer skulle angiveligt have haft brug for at tale med en psykolog efter at have set en bid af den fire timer lange optagelse af akten.
Lige netop dét nummer er meget beskrivende for, hvad Rammstein forsøger at omsætte til musikalsk format: Det allermest groteske og forfærdelige, mennesker kan finde på.
Og her er vi jo rent tematisk ovre i metalterritorium, hvor særligt visse dødsmetalbands dyrker samme fascination af sønderlemmelse, smerte og lidelse, så selvom selve musikken ikke rigtigt kan kaldes for metal, bevæger Rammstein og de ekstreme metalbands sig i det mindste i samme lyriske univers.
Pornografisk falloskanon
Henne mod slutningen af koncerten fik vi også glansnummeret ”Pussy”, som traditionen tro ender med, at Lindemann stiger op på en stor falloskanon og bruger flere minutter på at beskyde publikum med hvidt skum.
Det er virkelig banalt, men sangen blev i sin tid Tysklands mest populære single, da dens stærkt kontroversielle pornografiske musikvideo (den handler om sexturisme) ramte internettet i 2009, og den blev efterfølgende et fast indslag under bandets koncerter.
Rammstein favner både det virkelig bøvede og det intellektuelle og fletter dem sammen i et univers, der får det hele til at optræde som mere end bare tilfældige gimmicks og effekter. Det er en svær balancegang, hvor de tyske provokunstnere gennem tiden helt klart har lænet sig mod at gå over stregen snarere end at holde sig inden for den.
Det er noget af dét, der skaber bandets helt særlige kvalitet, og som er værd at anerkende, hvis man lider under den vildfarelse, at de ikke kan andet end bare at lave letkøbt crowdpleaser-effektmusik.
Det musikalske højdepunkt
Hvis jeg skal pege på mit yndlingsnummer, er det ikke en af klassikerne – hvoraf jeg i øvrigt savnede både ”Feuer Frei!”, ”Mutter”, ”Angst” og ”Eifersucht” under fredagens koncert. Det er uden tvivl ”Deutschland” fra 2019, som på mange måder rammer essenssen af Rammstein:
Musikvideoen både henrykkede og forargede med sin voldsomme og dybt kontroversielle gennemgang af Tysklands problematiske historie og flossede nationale identitet – komplet med bandmedlemmerne i stribede koncentrationslejrfangedragter (med emblemer for deres seksuelle og kulturelle forbrydelser), der bliver ført mod galgen.
Sangen er lige præcis den boblende smeltedigel af dybt provokerende og tankevækkende symbolik, der gør bandet så forbandet vedkommende. Ændringen af den kontroversielle strofe ”Deutschland, Deutschland über alles” fra Haydns ”Deutschlandlied”, Tysklands nationalsang, til det dybt sarkastiske ”Deutschland, Deutschland über allen” er klassisk Rammstein: Et skarpt lyrisk skud mod den politiske højrefløj, der i disse tider er på fremmarch over hele Europa.
Samtidig rammer nummeret lige netop den perfekte balance mellem det rockede og det elektroniske, som giver Rammstein deres egen helt særlige musikalske identitet: Den bærende synthesizermelodi, der indleder nummeret og overtages af guitarerne kort tid efter, og de rolige passager med Lindemanns melankolske sang og det gådefulde ekko i baggrunden er reelt dansegulvsmusik, som det er næsten umuligt ikke at bevæge sig til.
Nummeret har lige så meget energi og fremdrift som et godstog, og det subtile og det storladne kolliderer smukt i det. Rammsteins nyere materiale er generelt ikke på højde med de tre første albummer, men jeg tør godt at vove den påstand, at ”Deutschland” er kronen på værket indtil videre.
En imponerende totaloplevelse
Jeg kom til koncerten med en vis forudindtagethed og ikke ret mange forventninger, og jeg blev meget positivt overrasket. Den gjorde mig ikke til til decideret Rammstein-fan, og den får mig heller ikke nødvendigvis til at købe billet til deres fremtidige optrædener i landet, men det var en helt særlig oplevelse.
De frydefulde kuldegysninger løber op og ned ad ryggen, når alle står og tramper taktfast til musikken, mens de af deres lungers fulde kraft råber med på de fængende omkvæd. På overfladen kan det for den uindviede tilskuer sikkert virke skræmmende og nærmest fascistoidt, når så mange tusind mennesker står og blindt tilbeder de ugudelige scener, der udspiller sig på det totalitære tempel foran dem. Men det er ligesom pointen med Rammstein.
Fansene ved præcis, hvad de får, med det store performanceteaterstykke, og jeg kan forstå på flere af dem, at denne optræden var en af bandets allerbedste i Danmark til dato. Alene i de seneste fem år har de optrådt fem gange herhjemme, og at dømme efter denne mægtigt veloplagte omgang er der intet, der tyder på, at koncertkadencen falder lige foreløbig.
Jeg vil anbefale alle tvivlere at tage til en Rammstein-koncert en dag. Er det metal? Er det techno? Er det noget helt tredje? Det betyder ikke rigtigt så meget, når man står midt i det hele. Live er det bare en virkeligt imponerende totaloplevelse, der bliver siddende i både krop og sind længe bagefter. Særligt hvis man gør sig selv den tjeneste at sætte sig bare en smule ind i bandets univers på forhånd.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
