BØGER // ANMELDELSE – Martin Ellermanns seneste roman, Rådvild, er et blik ind i et kuldsejlet ægteskab, hvor ord er blevet til våben, der stikkes ind, hvor det gør mest ondt, og hvor den man deler sit liv med er blevet til en fremmed, man tilfældigvis bor under samme tag med. Romanen er rystende velfortalt, til tider pinagtig, og efterlod denne læser med en følelse af gråtung fremmedgørelse.
Mange par frygter det. At ende som the dining dead, hvor man sidder på en velanmeldt restaurant over en lækker middag og har absolut intet at tale om. Måske fordi man kender hinanden for godt og alle samtaleemner for længst er udtømte. Et positivt take på the dining dead kunne være, at det indimellem er rart bare at holde sin mund.
Et alternativt twist på begrebet finder sted cirka tre fjerdedele inde i romanen Rådvild, hvor ægteparret Jonas og Sarah er taget på spa-hotel for at få et velfortjent afbræk fra hverdagen og lidt kvalitetstid.
Et weekendophold af typen, hvor man tager hjemmefra lørdag før middag efter at børnene er afleveret hos bedsteforældrene, og hvor man er tilbage igen søndag aften, inden arbejdet kalder igen mandag. Genopladede og udhvilede og måske med fornyet romantisk gnist.
Sådan går det ikke for Jonas og Sarah. Selvom man virkelig under dem det. Eller det vil sige – man under dem det før den middag, der bedst kan beskrives som 5-retters-menuen fra helvede, selvom den byder på alt fra dehydreret hvidkål fra egen have til confiteret knoldselleri og sprødstegt kyllingeskind.
For hold op, hvor er de udfordrende at være i selskab med. Mest Jonas. Han er overdrevent krænkelsesparat og med et godt gammelt dansk udtryk: trættekær. Klar til at vende og dreje Sarahs ord imod hende og se konfliktpotentiale i det meste.
Romanens sprog har noget gentagende, undertiden søvngængeragtigt over sig. Sproget og rytmen er med til at opretholde en atmosfære af stilstand og fremmedgørelse
Døm selv: Jonas lægger ud med at påpege, at de andre gæster i restauranten ligner nogen, der aldrig har prøvet at spise med kniv og gaffel før. Bagefter beklager han sig over, at den unge pige, der betjener dem, virker irriterende, selvom hun primært er ung og nervøs, og da Sarah påpeger, at en tjeners accent lyder mere rumænsk end italiensk, selvom Jonas lige har sagt, at tjeneren måske godt kunne være fra Italien, bliver det for meget for ham. Han vil ikke lade emnet ligge og udfritter Sarah om hendes viden om accenter, og hvornår hun måske sidst har været i Rumænien.
Man kan godt forstå, hvis Sarah bagefter trænger til en lang lur, men fortælleteknisk virker det. Man føler man er med på restauranten, man overværer og fornemmer alle stikpillerne, alt det usagte og konfliktfyldte, og det er svært at være i. Også for læseren.
Kunsten at gøre det banale nyt
Men selvfølgelig er det for nemt at dømme et menneske, en relation, dynamikken i et mangeårigt forhold ud fra, hvad der bliver sagt under et restaurantbesøg. Som der står i romanen:
“Vi vekslede mellem ufarlige kommentarer om maden og omgivelserne, indtil en af os igen vaklede ind i det minefelt, der omgav os. Der var efterhånden så mange triggers, tabuer og ubehagelige minder imellem os, og ofte havnede vi midt i dem uden at være bevidste om det. Skænderier kunne opstå ud af ingenting.”
Martin Ellermann er fremragende til på kølig vis at beskrive, så det står soleklart for selv den mest tungnemme romantiker, at ægteskab og parforhold også er en slags arbejde, undertiden et utaknemmeligt et af slagsen. Det almenmenneskelige, det såkaldt banale, er noget af det sværeste at sætte ord på, så læseren ser tingene i et nyt lys fremfor at kede sig.
Det mestrer Ellermann til fulde, og det er et særligt talent. Han viser, at mennesker – selv dem der ser sig hævet over den slags – for det meste er banale, barnlige, umættelige i deres sult efter at blive set, hørt og forstået, og at det kan være mere end almindelig svært at holde hinanden ud, når begge parter er udkørte og føler sig kronisk misforståede.
På den måde bliver Rådvild en menneskekærlig roman, med et særligt blik for parforholdets dynamikker – her set fra mandens perspektiv.
Musen i udestuen
Romanens sprog har noget gentagende, undertiden søvngængeragtigt over sig. Sproget og rytmen er med til at opretholde en atmosfære af stilstand og fremmedgørelse. En følelse af ikke at kunne rokke sig ud af pletten. Som om man sidder i en osteklokke eller har munden fuld af vat. Eksistentielle spørgsmål, der bliver grublet over i en uendelighed for at forsøge at finde frem til en slags løsning på gåden: Hvorfor kuldsejlede ægteskabet?
Flere af bogens kapitler indledes med samme sætning: “Jeg står på vendepladsen og ser ned mod det hus, der engang var mit.”
Gentagelsen understreger den sindsstemning, måske endda depression, Jonas befinder sig i. Han er vippet ud af reden, står midt i en skilsmisse, men endnu ikke klar til at flyve videre.
Han bliver ved med at vende tilbage til det tomme hus, hvor flyttekasserne står stablet i mørket. Huset, som han delte med Sarah og sine to børn, indtil det af forskellige grunde ikke gik længere, og han endte på lillebrorens sofa.
Jonas husker tilbage på en dramatisk jagt på en mus i udestuen, der tenderer en besættelse. Hvordan han måtte ”mande sig op” og vise Sarah, at han sagtens kunne løse et praktisk problem med en uvelkommen mus. Hans intense jagt på musen får noget både komisk, trist og uhyggeligt over sig. Som om det er selve ægteskabet, der står på spil. Og det er det måske også. Det er hjerteskærende og absurd på samme tid.
En vinflaske på køkkengulvet
Romanen kan læses som en rådvild mands mental load-bekendelse. Jonas er en overtænker af Guds nåde. Det er vi mange der er, men i Rådvild får vi mandens version. Et indblik i hvordan netop denne mand føler sig utilstrækkelig, hvis hans partner kigger bebrejdende på ham. Som det på paradoksal vis formuleres i romanen, så er musen i udestuen for Jonas en mulighed for at vise sig som den mand, han udmærket ved, han ikke er.
Det er en meget sympatisk roman, Martin Ellermann har skrevet. Der er klart noget Jens Christian Grøndahl over tematikken. Et ønske om at forstå, der virker oprigtigt.
Til tider bliver handlingen lidt stillestående, men det er jo et meget godt billede på en mand i sit livs krise. Jeg kunne især godt lide, når Rådvild bevægede sig en anelse væk fra sin kredsen om karakterernes følelsesliv og over i mere ”filmiske” kvaliteter. Som i en af bogens uforglemmelige scener, hvor en vinflaske på køkkengulvet bliver et stærkt symbol på parcelhusdrømmens skrøbelighed. Das Unheimliche.
Det er et stærkt virkemiddel, når noget velkendt eller hjemligt gøres mærkeligt eller foruroligende. Det gad jeg godt at se mere af fra forfatterens hånd.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og