BØGER // ANMELDELSE – “Lækker er måske ikke det mest oplagte ord at bruge om en roman, men i tilfældet Ultramarin af Tine Høeg giver det mening,” skriver litteraturanmelder Kristina Parkov. “Svøbt i et svulstigt blåt omslag og fuld af ordgåder på en bund af mytisk stof, præsenterer den sig for læseren som en æstetisk oplevelse. Tilsat lyrisk sprog, overnaturlige indslag og et regulært spændende plot bliver den samlede læseoplevelse til ren nydelse for sprogelskere. Årets litterære julegave.”
En mor afleverer sin datter i vuggestue for første gang. Karaktererne præsenterer sig drypvis. Med få ord lærer vi meget om moderens sindstilstand, det hjerteskærende i at overlade sin datter til en fremmed. Hvor uvant det føles at få en stund for sig selv. Hun spørger sågar barnets far, om han synes, det er vold at efterlade datteren i vuggestuen, for sådan føles det.
Jeg køber en kop kaffe i en kiosk,
det føles luksuriøst, næsten forbudt
at få lov at drikke den i stilhed på en bænk, skoldhed.
Tekstbidden er et godt eksempel på formsproget i Tine Høegs roman Ultramarin. Jeg nåede at tænke, at nu skulle jeg i gang med en højlitterær fortælling, hvor sproget har forrang over et veldrejet plot. Dér tog jeg fejl. Ultramarin er i høj grad en plotdrevet fortælling. Og med et lysende oplagt sprog. Det ene udelukker bestemt ikke det andet. Bogen er rent ud sagt spændende på næsten krimiagtig manér. Og så har den overnaturlige elementer, der leder tankerne i retning af en anden dansk forfatter, der mestrer at blande det realistiske med det mystiske; Charlotte Weitze.
Hovedpersonen Dagny Gudmundsen er billedkunstner og har netop været på barsel. Hendes mand gæsteunderviser på et universitet i Japan, deres kommunikation er præget af tidsforskellen. Det (fiktive) københavnske naturhistoriske museum GAIA har inviteret Dagny til at skabe et værk til deres hydrologiske afdeling (hydrologi = studiet af vand).
Hun er en kvinde, der er ved at finde sig selv midt i den nye rolle som mor og rollen som billedkunstner, hvis kunst er både ”klassisk forankret, provokerende og hypermoderne”, som GAIAs museumsdirektør formulerer det.
En dagbog med en dyb hemmelighed lægges på bordet under anden kageservering på La Glace. Jeg tror ikke, lokationen er tilfældig
Allerede få sider inde i handlingen præsenterer en mystisk kvinde sig for Dagny ved at række hende en guldæske. Som i et eventyr. Det er på mange måder denne kvinde, romanen handler om, men ikke kun kvinden – alt det, hun repræsenterer. For Dagny. For denne skabende kvinde, der også er mor. For en kvinde, der engang var yngre. For en søgende lidt famlende sjæl, der pludselig tvinges til at genoverveje betydningen af skelsættende begivenheder i ungdommen, hvor hun studerede Dansk på universitetet, mens de lidt finere studerede Litteraturvidenskab.
Den gådefulde kvinde, der rækker hende guldæsken, og en håndskrevet seddel med et navn i en mørkeblå kuvert er hændelser, der sætter skub i handlingen. Navnet i kuverten afsløres pludselig som et anagram med sindsoprivende betydning. Vi bringes tilbage i tiden sammen med Dagny og ned i et dybt fascinerende kaninhul, hvor mange ting, med et lidt fortærsket udtryk, ikke er, hvad de ser ud til.
Blå er den varmeste farve
Ultramarin betyder hinsides havet, som det forklares i romanen, og henviser til, at den dybe blå farve, fremstillet af det dyrebare mineral lapis lazuli, oprindeligt ”skulle sejles ind langvejs fra, via Silkevejen”.
Farven blå og vand generelt gennemvæder romanen, der ofte føles som en hyldest til havets (og ophavets) kræfter. Maleriet Munk ved Havet af Caspar David Friedrich spiller en særlig rolle og er blot et af flere elementer i romanen, der får et overnaturligt skær.
En dagbog med en dyb hemmelighed lægges på bordet under anden kageservering på La Glace. Jeg tror ikke, lokationen er tilfældig. Ligesom Danmarks ældste konditori excellerer i den ypperste kagekunst, så er Ultramarin en roman, der excellerer i stor sproglig bevidsthed og skønhed. Ved at sætte to af sine romankarakterer stævne på netop La Glace gøres vi som læsere opmærksomme på, at et besøg i fiktionens verden også bør være en delikat, sanselig og ypperlig oplevelse. Jeg kan kun erklære mig enig.
Romanen Ultramarin er en fortælling om skaberkraft. Den kunstneriske, den biologiske i form af moderskab og så naturens kræfter. Romanen lægger ud som realistisk fortælling, men det overnaturlige får mere magt sidst i bogen, den udvikler sig til en art fantastisk fortælling, hvor identitet i bogstavelig forstand bliver flydende. Mere skal ikke afsløres her.
Romanen byder på flere af den slags overvejelser om, hvordan skaberkraften bedst lokkes frem – åbenhed er centralt. Man kan ikke skabe nyt, ikke lade kreativiteten strømme igennem sig, hvis man ankommer med en dagsorden
Dagny er på mange måder en kvinde, der befinder sig i en overgangsfase. Hun er tynget af langdistanceforholdet til sin mand, sin dårlige samvittighed over at overlade sin lille datter til de fremmede men venlige pædagoger i vuggestuen og udfordringer med hvordan hendes værk til GAIAs hydrologiske afdeling, også kaldet Spejlsalen, skal gribes an.
Spejlsalen er udsmykket af en anden billedkunstner, hvis glitrende værk Miroir skal ”tale med” det kommende værk af Dagny.
”Jeg kender ikke Valdis Grabner og modstår fristelsen til at google, vil intet vide, være vidtåben når jeg træder ind i rummet første gang.”
Romanen byder på flere af den slags overvejelser om, hvordan skaberkraften bedst lokkes frem – åbenhed er centralt. Man kan ikke skabe nyt, ikke lade kreativiteten strømme igennem sig, hvis man ankommer med en dagsorden. Man må forholde sig åbent og uvidende, på mange måder som et legende barn, og være villig til at lade sig overraske.
Moderskabets råhed hos Tine Høeg
Handlingen veksler mellem nutiden og hændelser i Dagnys ungdom, hvor særligt den gådefulde Silva spillede en stor rolle. Silva, hvis navn er et latinsk ord for skov, lader til at have magt over naturkræfterne – hun får med blot et skrig havet til at lægge sig, hun slukker ild, der flammer op til en fest i et kollektiv.
Nogle få steder i bogen tænkte jeg, at der var lige ved at gå ungdomsroman i den. Men heldigvis aldrig helt, for Høeg formår at beskrive et studentikost miljø på en ikke-studentikos måde. En forelskelse er altid banal for andre, ikke for dem der oplever den. I øvrigt er ”folk råber og kysser”, som det hedder et sted i romanen, en af de mest præcise beskrivelser af ungdomsfester, jeg mindes at have læst.
Ultramarin er en art skabelsesberetning og en voldsom æstetisk oplevelse. En helstøbt fortælling om hav og ophav, farven blå, moderskabets råhed, kroppen, kunsten og døden
Liv og død gennemsyrer siderne, det er de helt grundlæggende menneskelige vilkår, der er i fokus. Og så er der den tydelige store kærlighed til sprog. Som når Dagnys ungdomsven Frans udbryder, at der ikke er noget mere sexet end grammatik. Til det kan man tilføje, at der ikke er noget mere sexet end én der kan sin grammatik. Fortælleteknisk er Tine Høeg uovertruffen. De små cliffhangers i slutningen af et kapitel gjorde, at jeg bare måtte vide, hvad der skete på næste side. Det skal man ikke underkende. Det virker.
Ultramarin er en art skabelsesberetning og en voldsom æstetisk oplevelse. En helstøbt fortælling om hav og ophav, farven blå, moderskabets råhed, kroppen, kunsten og døden. Og så er det en varm kærlighedserklæring til ungdommens intense venskaber, der ofte føles som om de vil vare evigt, når man står midt i dem.
Og selvom man som bekendt aldrig skal dømme en bog på dens omslag, så er den knitrende dybe blå forside med den metalliske sølvskrift en del af den samlede æstetiske oplevelse. Læs den. Og spis flødekage til. Fx på La Glace.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og