BØGER // ANMELDELSE – Findes der litterære urørlighedszoner? Er der emner, forfattere ikke kan skrive om – fordi de er for frastødende og foruroligende? For forfatter Maren Uthaug synes der ikke at være nogen grænser. Carina Wøhlk har læst en bog om nekrofili.
Uthaug, der også er stribetegner og blogger, debuterede som romanforfatter i 2013 med bogen Og sådan blev det. I 2017 fulgte Hvor der er fugle. Og nu føjes altså En lykkelig slutning til samlingen.
Hele Uthaugs forfatterskab er gennemsyret af hendes manglende berøringsangst, skæve humor og sans for det groteske.
Alle tre romaner sætter nærmest en ære i at bryde tabuer. Temaer som dysfunktionelle familiemønstre, onani, incest og andre former for overgreb berøres uden blusel.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Nekrofili (og skam, ensomhed og selvlede)
En lykkelig slutning må dog siges at tage prisen. Kun en læser med et stærkt nervesystem bør åbne bogen. Allerede på første side anslås det chokerende tema nekrofili – en seksuel tilbøjelighed, der er forbundet med skam, ensomhed og selvlede.
Fortælleren Nicolas opdager allerede som ganske ung mand, at han tænder på døde kroppe: ”Første gang kold hud fik det til at sitre i mig var i 1986. Jeg var fyldt fjorten to uger inden og havde aldrig tænkt i de baner før. Jeg forstod hurtigt, at det var en ensom brist at have” (se s. 3).
Uthaug viger ikke tilbage for at skildre nekrofilien som seksuel akt. Hun beskriver i detaljer ”dødens lidenskab” (se s. 173). Alligevel formår hun at vække læserens sympati for Nicolas. Det er en bedrift. Læseren mærker Nicolas’ stadige forsøg på at tøjle sin lyst og forstår den fristelse, han hele tiden må kæmpe for at modstå. For Nicolas er bedemand og har nem adgang til lig.
Et bedemandsimperium
Titlen En lykkelig slutning kan læses tvetydigt – som en reference til en værdig afslutning på livet og til romantikkens ”happy ending”. Bogen er nemlig en slægtshistorie, der følger grundlæggelsen og videreførelsen af et bedemandsimperium igennem syv generationer – krydret med bizarre kærlighedshistorier.
Typisk for Uthaugs morbide univers er bogens største kærlighedsaffærer imellem henholdsvis en mand og et genfærd (sic!) og en mand og et lig. Og læseren må gribe sig selv i at blive sært bevæget.
Om bogens egen slutning er lykkelig? Tja, døm selv…
Ind i den brogede slægtshistorie, som Nicolas altså lægger stemme til efter overlevering fra sin morfar, flettes hans egen nutidshistorie – som nekrofil bedemand og enkemand med to mildest talt uregerlige teenagebørn og en ukærlig mor, der ikke er til megen støtte.
Som handlingen skrider frem, bygges en spænding op. Det lykkes Uthaug at fastholde en stigende spændingskurve frem mod slutningen. Læseren kommer til at drage et lettelsens suk over, at det scenarie, der fra begyndelsen lægges op til, viser sig at erstattes af et andet. Sukket går over i en kamp for at synke det, der i stedet rulles ud. Om bogens egen slutning er lykkelig? Tja, døm selv…
Der ligger tydeligvis en grundig research bag En lykkelig slutning. Uthaug har sat sig ind i dødens kulturhistorie. Det kulturhistoriske materiale integreres dog ikke altid lige elegant i fortællingen: ”Det tog ikke mere end en generation, fra man inviterede hele skoleklasser ind for at kysse liget, til børnene blev skånet for bare at se en død. Der var endnu en trend, som det viste sig, at Christian 4. var særlig dygtig til: at fotografere de døde. “Fotografiet var så nyt, at mange børn og ældre ikke nåede at blive foreviget, mens de stadig trak vejret…” (se s. 201).
Stamtræ med nye skud
Bortset fra den dødsstivhed, som de kulturhistoriske digressioner kan krumme sig i, skriver Uthaug spillevende. Hendes sprog er en nydelse at læse. Det udfolder sig nøgternt og nøgent i en fabulerende fortælling, og kommer dermed til at stå stærkt.
Når det første chok over nekrofilitemaet har lagt sig, må læseren overgive sig til en fortælling, der midt i alt det aparte rammer ind i noget eksistentielt
Da der er tale om en slægtshistorie i syv led, er persongalleriet ganske omfattende. Det kan skabe forvirring hos læseren, at nøglepersonerne bærer de samme navne, nemlig Christian og Liliane. Kun Nicolas bryder navnerækken for slægtens mænd – og det er i sig selv en pudsig historie i historien.
Læserens overblik understøttes imidlertid af et stamtræ, der for hvert kapitel skyder nye skud, efterhånden som slægtshistorien fortælles. Til hjælp tjener det også, at hver enkelt karakter har så distinkte personlighedstræk, at det bliver nemmere at skelne den ene fra den anden.
Uthaug er sikkert grænseoverskridende i nogles øjne. Evnen til at fortælle en god historie kan ingen dog tage fra hende. En lykkelig slutning er en fascinerende bog.
Når det første chok over nekrofilitemaet har lagt sig, må læseren overgive sig til en fortælling, der midt i alt det aparte rammer ind i noget eksistentielt: Hvor meget betyder den slægt, vi er rundet af, for vores liv og selvforståelse? Hvem kan vi elske og dele vores tilværelse med, så længe vi er her? Og hvordan vil vi herfra, når den tid kommer?
Maren Uthaug
En lykkelig slutning
Lindhardt og Ringhof 2019
Foto:
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
