TEATER//ANMELDELSE – På teater Grob inviteres vi til at træde ind i Elusia. Et metafysisk sted hvor porten findes online – kun et klik væk – og hvor revolutionen og frigørelsen er mental. Liva kæmper med den grå hverdag og sit eget selvbillede, men forføres modvilligt af den udadvendte, provokerende Makaria. Rejsen er vild og visuelt stimulerende og giver stof til eftertanke. Men hvad er vi egentlig trådt ind i, når vi træder ind i Elusia med Liva og Makaria?
I teaterrummet er blackboxscenen delt op på tværs af et gennemlyseligt klæde. På scenen, bag klædet, tager tegneren Bob Lundgreen sin plads, og lidt efter lidt fyldes det hvide klæde af et farvestrålende symbol – et møl, hvor den ene vinge ligner en fisk, Elusias symbol tilsyneladende – i takt med, det tegnes live. Scenen er sat til en absurd rejse ind og ud af vores egne forventninger.
Stærkt samspil
Liva (Anne Sofie Wanstrup), træder ud på den anden side af klædet, og publikum rives ind i hendes grå hverdag og private tanker, mens hun med en form for indigneret vrede går gennem flere kedsommelige faser af sin dagligdag. Anne Sofe Wanstrup går til rollen med stor entusiasme og følsomhed.
Hendes tilstedeværelse kræver opmærksomhed. Det er svært ikke at klukle ad de mavesure kommentarer om andre mennesker ved busstoppestedet og sågar ad hendes hadefulde stik til sig selv om at have været en idiot at vælge at skrive sin bachelor om akvariefisk.
Som forestillingen skrider frem, ved man snart ikke, hvor den ene starter, og den anden slutter
Fortællingen får dog for alvor tempo, da Makaria (Maria Cordsen) melder sin ankomst. Hun begynder at interagere med den livstrætte Liva med sin ekstroverte energi. Maria Cordsen har fart på, og hun er både dragende og frastødende i sit veloplagte skuespil som Makaria.
De to karakterer er modpoler, og dette understreges tydeligt i deres kostumer: Liva i gråt joggingtøj, hun til tider gemmer sig i, og Makaria i kropsnære, farvestrålende sæt. Den ene skriger på at blive usynlig, den anden på at blive set.
Maria Cordsen og Anne Sofie Wanstrup matcher hinandens energi gennem klædet, hvor Bob Lundgreen tegner rammerne om dem. Sjældent befinder de to sig på samme side, men alligevel er deres forbindelse skarp. Som forestillingen skrider frem, ved man snart ikke, hvor den ene starter, og den anden slutter.
Æstetisk udfordret hvid middelklassetaber
Selvom man kan sidde og le ad, hvordan både Livas og på sin vis også Makarias deroute fremføres, er det stærke sager. Problemerne for begge kvinder er genkendelige for enhver, der kæmper med at blive voksen, ansvarlig samfundsborger anno 2020’erne.
Det er især virkningsfuldt, når Liva mister virkelighedssansen på studiet, og tegningerne på klædet bliver uskarpe og understreger hendes sindstilstand. Alt imens hun kigger ud i rummet med våde, bange øjne.
Det er blandt andet her, jeg mister tråden. Er Elusia de unge kvinders redning eller en kult?
Heldigvis er der altid hjælp at hente på nettet. Selvhjælpsprogrammer, der connecter dig med din fisse som magtcenter, grupper for fællesskab for de æstetisk udfordrede. Makaria har fundet Elusia. Hun giver ikke en fuck – i hvert fald ikke ifølge hende selv. Alligevel er det ikke svært at se, at også hun kæmper med behovet for anerkendelse.
Det er blandt andet her, jeg mister tråden. Er Elusia de unge kvinders redning eller en kult? Et selvhjælpsprogram, som ikke er selvhjælp, men en mental revolution, en frigørelse fra samfundet. Makaria har det ikke godt, Liva har det ikke godt.
Men er det overhovedet meningen, at de skal det? ”Du kan ikke vælge samfundet fra, men samfundet kan vælge dig fra”, siger Makaria. Så hvorfor ikke give det en fuckfinger og forsvinde ind i Elusia …?
Modpoler og pudsefisk
Der er masser af mulighed for fri fortolkning i Elusia, og brugen af fiskeallegorier fungerer rigtig godt. Liva og Makaria vender igen og igen tilbage til fortællingen om pudsefisken, der kan genkende sit eget spejlbillede i vandet.
Især den interaktive scenografi gør forestillingen til en fed og spændende oplevelse
Denne poetiske fiskeparallel vil jeg ikke gå dybere ind i, men vil nøjes med at sige, at det især var her, at jeg fik stof til eftertanke. Netop denne allegori formåede at samle de to kvinders historier og fremhæve, at der er noget mere under overfladen i historien om Elusia og kvartlivskrisen. Der findes flere stik til præstations og selvhjælps-samfundet i dramatikeren Zara Lea Palmquists tour de force.
Drages man af historien og vil have mere, findes der, som led i teatereksperimentet EXTENDED UNIVERSE, en webcomic tegnet af Bob Lundgreen online. Forestillingen kan således også indgå som oplagt emne til et undervisningsforløb om multimodalitet og flydende genrer. Indholdet er oplagt at snakke videre om udenfor teatersalen.
Samspillet på scenen og især den interaktive scenografi gør forestillingen til en fed og spændende oplevelse. Elusia har bestemt noget på hjerte – men måske lidt for meget. Jeg og min ledsager gik fra teatersalen med stof til eftertanke, men lettere forvirrede.
Men helt ærligt, man behøver heller ikke forstå hver detalje for at få en masse ud et teaterstykke. Derfor giver jeg 4 stjerner til himlen over Elusia.
LÆS FLERE ARTIKLER AF SOPHIE BLENDSTRUP HER
Elusia spiller til 18. september på Teater Grob (7., 8., 15. og 16. september med aftertalks med Julie Petersen og Josefine Ishøj om kvartlivskrisen)
Med Maria Cordsen, Anne Sofie Wanstrup og livetegner Bob Lundgreen.
Instrueret af Jesper Pedersen, dramatiker Zara Lea Palmquist.
Fotos: Martin Høyer
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
