EU & CORONA // SERIE – ” For første gang siden han er blevet præsident, underskriver Macron et fælles udspil med stribevis af de sydeuropæiske lande: der er brug for fælles obligationer og europæisk Marshallhjælp fra Nord til Syd. På topmødet er der mildest talt ikke god stemning. Portugals premierminister, António Costa, beskylder Holland for at bringe hele det europæiske samarbejde i fare: “Enten gør EU, hvad der er brug for, eller så bryder samarbejdet sammen”. At 2020 er et overgangsår, og at Europa – og verden – bliver forandret, er der ingen tvivl om, skriver Lykke Friis i en essayserie, hvor hun giver et overblik over, hvordan Europa reagerede på den første coronabølge. Serien er en slags ”månedsdagbog”, hvor de vigtigste begivenheder og perspektiver trækkes frem.
2. februar – Europas skiferie
Som tidligere fodboldspiller med en korsbåndskade står der ikke skiferie i Italien eller Østrig i kalenderen, da vi når frem til februar 2020. I uge 7 står den derimod på den sikkerhedspolitiske konference i München med en afstikker til den tyske delstat Thüringen.
Den lille delstat i det tidligere DDR har netop udløst en historisk krise i Tyskland, som fuldstændig dominerer mediebilledet og dermed overskygger covid-19.
Mutti-mysteriet er helt åbent igen, altså hvem der efter 15 år skal afløse Merkel som kansler – og Europas uformelle leder. Den dramatiske indenrigspolitiske situation bevirker, at covid-19 har svært ved for alvor at præge dagsordenen i Tyskland i februar
Angela Merkels CDU har for første gang stemt sammen med det højreorienterede parti, Alternative für Deutschland (AfD) i en afstemning om, hvem der skal være ministerpræsident i en delstat. Til alles store forbløffelse hedder den nye ministerpræsident derfor Thomas Kemmerich og kommer fra det liberale parti, FDP.
AfD er ellers dem, som ingen vil lege med i tysk politik, bl.a. fordi stærke kræfter i partiet har betegnet nationalsocialismen som en fugleklat på en ellers 1000 år succesrig tysk historie. Men CDUs nye formand, og Merkels designerede afløser, Annegret Kramp- Karrenbauer (AKK), har åbenbart ikke haft styr på de østtyske lokalpolitikere.
Da hun i forvejen kæmper med historisk lav tilslutning i målingerne, melder AKK pludselig sin afgang som formand og kanslerkandidat. Hermed er Mutti-mysteriet helt åbent igen, altså hvem der efter 15 år skal afløse Merkel som kansler – og Europas uformelle leder. Den dramatiske indenrigspolitiske situation bevirker, at covid-19 har svært ved for alvor at præge dagsordenen i Tyskland i februar.
Verdenspolitikkens Oscar-ceremoni
Den sikkerhedspolitiske konference i München, der har eksisteret siden 1963, har for længst etableret sig som verdenspolitikkens Oscar-ceremoni. Intet mindre end 40 stats- og regeringschefer og over 100 udenrigs- og forsvarsministre er til stede på hotellet Bayerischer Hof i uge 7.
Dertil kommer utallige beslutningstagere, såsom formanden for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi og kommissionsformand von der Leyen, erhvervsledere og 1.300 journalister, der får interview i kassen med notabiliteter som Henry Kissinger og Madeleine Albright.
I München står alt i storpolitikkens tegn, hvor der diskuteres heftigt over de traditionelle egnsretter som Schweinehaxe, Weisswurst og Leberkäse.
Den amerikanske forsvarsminister Esper truer decideret europæerne med, at det er sket med at få fortrolige efterretningsoplysninger fra USA, med mindre de garanterer, at de ikke vil samarbejde med den kinesiske techgigant Huawei
Arrangørerne er kommet på et nyt ord til at indfange ”G-zero-verden”, nemlig Westlessness.
Begrebet har en dobbelt betydning. Ikke alene indfanger det, at Vesten er på tilbagetog på den globale scene i forhold til f.eks. Kina, men også at der i Vesten er uenighed om, hvordan de tidligere så højt besungne fælles værdier skal forsvares.
Plenumsessionerne udvikler sig til en lang anskuelighedsundervisning i, at der er hold i begrebet.
“The chosen theme of the Munich Security Conference […] was “#westlessness”. The organisers wanted to capture the fear that the west is now so divided and challenged by the rise of #China its whole existence has become imperilled.” 😳 https://t.co/ihqL0cYnRW
— Grace Maral Burnett (@BurnettGraceM) February 16, 2020
Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier kritiserer USA skarpt for ”America first-kursen” og for at svække det transatlantiske forhold og EU. USA’s udenrigsminister Pompeo afviser dette blankt og understreger igen og igen, at ”Vesten er på vinderkurs”.
Den amerikanske forsvarsminister Esper truer decideret europæerne med, at det er sket med at få fortrolige efterretningsoplysninger fra USA, med mindre de garanterer, at de ikke vil samarbejde med den kinesiske techgigant Huawei.
Kineserne er i fuld sving med at byde på udrulningen af 5G i bl.a. Tyskland. En måling op til konferencen viser, at mange europæiske landes befolkninger vil opføre sig neutralt, hvis det kommer til en konflikt mellem USA og Kina – en måling, som mange amerikanerne fnysende refererer til.
Jeg har kun erindring om, at jeg én gang for alvor bliver konfronteret med covid-19 i München. Det er da min kinesiske sidekammerat under konferencen pludselig nyser. I mine artikler og medieoptræderne står der intet om corona
Selvom WHO’s leder er på podiet, og der er opstillet håndsprit over det hele, har jeg kun erindring om, at jeg én gang for alvor bliver konfronteret med covid-19 i München. Det er da min kinesiske sidekammerat under konferencen pludselig nyser. I mine artikler og medieoptræderne står der intet om corona.
Derimod finder jeg et længere referat af en session, hvor højtstående amerikanere og europæere allerede er ved at spekulere over, hvordan forholdet kan blive forbedret med en ny amerikansk præsident.
Tilsvarende er der mange diskussioner i kulisserne om ”Germanlessness” nu, hvor Merkel er vingeskudt og ikke længere har styr på sin afløser. Frankrigs Emmanuel Macrons beslutning om at mødes med De Grønnes lederduo, Robert Habeck og Annalena Baerbock, bliver tolket som, at han nærmest har opgivet Merkel og nu allerede forbereder sig på post- Merkel-æraen.
Imens er der gang i den Østrig, i feriebyen Ischgl, hvor afterskiing på bl.a. baren Kitzloch indebærer, at en fløjte, går på omgang. Situationen i Kina udvikler sig fortsat i den forkerte retning, men det er nu ikke noget, der påvirker Europas statsledere voldsomt. Storbritanniens Boris Johnson, der helt nedtoner covid-19, drager på 12 dages ”arbejdsferie” med sin forlovede, og i EU skændes landene op til et topmøde om EU’s syvårige husholdningsbudget.
Som et tegn på, at der ikke er noget håb om, at EU’s stats- og regeringschefer kan lukke den sag i februar, dukker den hollandske premierminister Mark Rutte op til topmødet med en biografi om Chopin under armen. For der skal jo ikke forhandles på topmødet!
Allerede i oktober har Danmarks statsminister Mette Frederiksen slået fast, at hun opfatter Kommissionens udspil om et større budget som ”gak-gak”. Budgettet skal ned – også selvom EU har mistet en stor nettobidragsyder, nemlig Storbritannien. Og Danmark skal også gerne have en større budgetrabat.
EU’s budget løber i syv år, og forhandlingerne er i den grad overskygget af Storbritanniens exit. Hvor lande som Holland, Danmark, Sverige og Østrig tidligere kunne regne med, at Storbritannien ville sætte alt ind for at få budgettet ned, skal landene pludselig selv på banen.
Og så rejser alle slukørede hjem – igen uden at have brugt mange minutter på Covid-19. På de sociale medier huskes topmødet mest for, at Merkel, Macron, Italiens Conte og et par stykker andre spiste i den kantine, hvor journalister normalt indtager deres ikke alt for delikate topmødemåltider
Sammen betegner Holland, Sverige, Østrig og Danmark sig som gruppen af de sparsommelige lande (the frugal four).
På førstedagen af topmødet løber der ved 22-tiden nærmest en løbeild igennem pressecenteret:
”Har Du hørt det? Merkel er allerede taget tilbage på sit hotel? Så bliver de da ikke færdig på det her topmøde”. Kansleren har dog ladet forstå, at hun er klar til at komme tilbage fra sit hotel, om nødvendigt. Men da der næste dag heller ikke er nogen fremdrift i forhandlingerne, vælger EU’s formand Charles Michel at afslutte topmødet.
I topmødebygningen er der temmelig stor utilfreds med Michels mødeledelse. ”Han havde altså ikke styr på det”, siger flere samtalepartnere uafhængigt at hinanden.
Og så rejser alle slukørede hjem – igen uden at have brugt mange minutter på Covid-19. På de sociale medier huskes topmødet mest for, at Merkel, Macron, Italiens Conte og et par stykker andre spiste i den kantine, hvor journalister normalt indtager deres ikke alt for delikate topmødemåltider.
”Det var hende, der også serverede for Merkel”, udbryder en journalist til mig, da han får sin schnitzel serveret ved disken.
Fra Wien til Wuhan
Den 23. februar letter de første fly fra lufthavnen i Wien. Kursen er mod Kina, hvor 2.500 er døde af Covid-19. Om bord er intet mindre end 25 ton værnemidler. EU-landene har bogstaveligt talt samlet ind til Kina. Intet mindre end 56 ton er det samlet set blevet til. Forklaringen er simpel: det gælder om at hjælpe dér, hvor virussen raser. Dertil kommer, at europæerne fortsat er overbeviste om, at virus ikke komme til Europa.
Få dage forinden har flere deltagere ved ECDC-mødet advaret om, at Europas egne lagre nu er ved at være tømte. En af deltagerne er Osamah Hamouda fra det tyske Robert Koch-institut: ”Lagrene er ”tomme”, og det er ikke let at øge den hjemlige produktion”, lyder det.
Værnemidler er nemlig produkter, som europæerne har for vane at importere.
Samme dag som flyene letter fra Wien, bryder virussen ud i fire provinser i Norditalien, der går i ”lockdown”. Virussen har så meget fart på, at det er for sent at gå i gang med ”contact tracing”, altså at opspore smittekæder. Eller som Stefania Salmaso, tidligere chef for epidemiologi-afdelingen i Rom senere udtaler: ”Da Italien opdagede virus i befolkningen, var der allerede en lavine af tilfælde”.
Den 28. februar åbner Tyrkiets Erdogan grænserne til Grækenland. Pludselig frygter mange regeringschefer en gentagelse af september 2015, hvor der gik flygtninge på motorvejene i flere lande, herunder Danmark
Ganske få dage efter er det imidlertid en helt anden konflikt, der rykker højest op på dagsordenen og overskygger de dramatiske billeder fra de mennesketomme gader i Norditalien:
Den 28. februar åbner Tyrkiets Erdogan grænserne til Grækenland.
Pludselig frygter mange regeringschefer en gentagelse af september 2015, hvor der gik flygtninge på motorvejene i flere lande, herunder Danmark. Siden indgik Merkel på EU’s vegne en aftale med Erdogan om, at grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet skulle lukkes.
Men nu mener Tyrkiet, at EU ikke har leveret de relevante modydelser i form af penge, visumliberaliseringer og fremdrift i EU-optagelsesforhandlinger. Og derfor er tiden nu kommet til at lægge pres på EU.
Kommissionsformand von der Leyen og EU’s formand Charles Michel kaster alt, hvad de har i hænderne og flyver til Grækenland for at udvise solidaritet med Grækenland. Som endnu et eksempel på samtidighedens forbandelse beder Italien om hjælp via EU’s såkaldte krisestyringsmekanisme på eksakt den dag, altså den 28. februar, hvor Erdogan åbner grænsen.
Til Italiens store forbitrelse er der ikke nogle medlemsstater, heller ikke Danmark, der svarer og leverer værnemidler. De fleste lagre er tomme og sendt til Kina, og flere og flere lande bliver nu også ramt af deres første coronatilfælde. De får derfor pludselig meget travlt med at finde værnemidler til hjemmefronten.
Det gælder også Danmark, hvor det første tilfælde af covid-19 bliver konstateret dagen før hos en journalist hos TV2.
Samme dag meddeler WHO, at der er tale om en verdensomspændende pandemi
Krisestyringskommissær Lenarcic har siden udtalt, at ”alarmklokkerne for alvor ringede i Kommissionen i slutningen af februar, da Italien bad om hjælp… Der var ingen lande, der svarede. Dér gik det op for os, hvad ingen havde fortalt os, nemlig at der var en stor mangel på værnemidler”.
3: Marts – Europa store nedlukning
Anfield Road. Den 11. marts er 52.000 samlet til Champions League-opgøret mellem de forsvarende mestre Liverpool og Atletico Madrid. 3000 madrilener har taget rejsen til Merseyside.
For en dansk fodboldfan er billederne af et proppet stadion, det tætteste man nok kommer på oplevelsen af, at der festes på dækket på Titanic, lige før skibet rammer isbjerget. For få timer inden kampen fløjtes i gang, har Mette Frederiksen valgt at lukke Danmark fuldstændig ned:
”Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere. Der vil komme svære situationer for mange borgere. Der bliver brug for, at vi hjælper hinanden”, lyder det fra statsministeren. Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, skal arbejde hjemmefra. Skoler, universiteter osv. lukkes ned, og der indføres et forsamlingsforbud for flere end 1000 deltagere.
Samme dag meddeler WHO, at der er tale om en verdensomspændende pandemi.
Premierminister Boris Johnson tvivler på, at virussen er farlig og fortsætter derfor også med demonstrativt at give hånd
Men i Storbritannien har de åbenbart en anden tilgang til sagen. Her kan man stadig gå til fodbold og for den sags skyld All England mesterskabet i badminton i Birmingham. Premierminister Boris Johnson tvivler på, at virussen er farlig og fortsætter derfor også med demonstrativt at give hånd.
Da virussen efterhånden har bredt sig til mange europæiske lande, beslutter Donald Trump sig uden nogen form for forvarsel den 11. marts at lukke USA’s grænser for europæere.
Beslutningen fører til hovedrysten i Europas hovedstæder. For hvor sikkert er det, at grænsekontrol overhovedet kan holde smittetrykket nede? Samme dag mødes EU’s stats- og regeringschefer til et videotopmøde, hvor de bl.a. bliver enige om, at grænsekontrol mellem de respektive EU-lande ikke er vejen frem.
Men så går det alligevel stærkt – sikkert også fordi medlemsstaterne er usikre på, om Kommissionen har en klar plan for, hvad der skal ske fremadrettet for at inddæmme smitten. Ganske vist prøver Kommissionsformand Ursula von der Leyen at overbevise regeringscheferne pr. telefon om, at EU skal lukke EU’s ydre grænser og lade de indre stå åbne.
Men da planen ikke er klar til topmødet, mister de fleste lande, inklusiv Tyskland, tålmodigheden og tilliden, og smækker grænsernes døre i. Godt halvdelen af medlemsstaterne vælger denne kurs, mens lande som Italien og Sverige ikke indfører grænsekontrol.
Medlemsstaterne handlede lidt som borgerne. Da krisen ramte, stormede alle ned til supermarkederne for at købe pasta og toiletpapir for derefter at låse døren derhjemme
Stort set samtidig forlyder det fra WHO, at Europa nu er epicenteret for virussen. Beslutningen om at ty til grænsekontrol skaber stor frustration i EU-kommissionen.
Eller som EU’s kommissær med ansvar for grænsekontrol Ylva Johansson siden har formuleret det:
“Medlemsstaterne handlede lidt som borgerne. Da krisen ramte, stormede alle ned til supermarkederne for at købe pasta og toiletpapir for derefter at låse døren derhjemme. Og medlemsstaterne agerede stort set på samme vis”.
På trods af at åbne grænser har været en del af fundamentet for EU-samarbejdet siden Schengen-samarbejdet trådte i kraft i firserne, sker indførelsen af grænsekontrol uden nogen form for koordination med Bruxelles, endsige med nabolandene. Utallige europæere, der er vant til dagligt at passere grænserne for at arbejde, besøge kærester, gå til tandlæge etc. må pludselig vende om ved grænsen med uforrettet sag.
I mange grænseregioner har det sågar været en særskilt målsætning, at den oprindelige grænse skulle miste sin betydning. At det også var en målsætning for den danske regering, fremgik med al tydelighed af markeringen af 100 året for Sønderjyllands genforening i januar.”
I 1920 blev spørgsmålet til den enkelte sat på spidsen: Hvem er du? Er du dansk? Eller er du tysk?”, sagde statsministeren i sin tale i Det Kongelige Teater og fortsatte:
”Og efter afstemningen var der stadig danskere på den tyske side. Og tyskere på den danske side. Dem må vi ikke glemme. Derfor er det så vigtigt, at landegrænsen ikke kun skiller. Men også samler. Og giver plads til, at man kan være – både dansk og tysk”.
Ikke desto mindre blev grænsen lukket til bl.a. Tyskland den 14. marts uden nogen dialog – og det oven i købet på 100 årsdagen for afstemningen i Mellemslesvig og Flensborg. Med ét var der rekordlange køer rundt omkring i Europa, og mange baltere blev fanget i Polen og kunne ikke komme hjem.
Den svenske virksomhed Mölnlycke oplever, at værnemidler der er købt og betalt af Italien, bliver konfiskeret af den franske regering på Mölnlyckes fabrik i Lyon. Samlet set indfører 15 EU-lande eksportrestriktioner.
Grænselukningen sætter EU’s indre marked med den frie bevægelighed under pres. Det samme gør Tysklands og Frankrigs beslutning om allerede i starten af marts at indføre eksportrestriktioner af værnemidler over for de øvrige EU-lande. Masker, beskyttelsesdragter etc., er blevet så stor en mangelvare, at Tyskland og Frankrig har brug for dem selv.
F.eks. oplever den svenske virksomhed Mölnlycke, at værnemidler der er købt og betalt af Italien, bliver konfiskeret af den franske regering på Mölnlyckes fabrik i Lyon. Samlet set indfører 15 EU-lande eksportrestriktioner.
Efter stort pres på ikke mindst den tyske regering lykkes det Kommissionen at få ophævet de fleste eksportrestriktioner.
Den manglende hjælp fra medlemsstaterne og EU udløser voldsom stor frustration i Italien, hvor dødstallet stiger og stiger. Udtalelser fra ECB’s direktør Christine Lagarde bliver dråben, der får bægeret til at flyde over. Ifølge Lagarde er det nemlig ikke op til ECB at hjælpe Italien med den hastigt voksende økonomiske krise. Det må Italien selv og dernæst EU’s finansministre klare. Ikke overraskende reagerer de italienske børser med blodrøde tal.
Samme dag, hvor danskerne følger intenst med i Frederiksens pressekonference fra Spejlsalen, hvor grænserne lukkes, begynder mails at tikke ind fra mine udenlandske tænketankskolleger. ”Har du set, hvad Italiens udenrigsminister har sagt på Facebook”?
Pga. pressemødet er svaret nej, men det er nu ikke svært at finde ud af. Luigi Di Maio er kørt ud til lufthavnen for at tage imod en stor sending værnemidler fra Kina.
”Vi vil huske dem, som var tæt på os i denne svære tid”, lyder det fra Italiens udenrigsminister. Forinden har den italienske ambassadør skrevet et næsten panisk åbent brev: ”Det her er en kamp, hvor vi står over for to forfærdelige fjender: panik og egoisme”.
Få dage efter er de sociale medier fyldt med sendinger fra Rusland til Italien – ”From Russia with love” står der på kasserne.
En stærkt ophidset præsident Aleksandar Vucic toner frem på de sociale medier og ophøjer Kina til landets ”sande bror” og beskriver ”europæisk solidaritet som et eventyr på et stykke papir”
I dagen efter rettes min opmærksomhed mod Beograd. En stærkt ophidset præsident Aleksandar Vucic toner frem på de sociale medier og ophøjer Kina til landets ”sande bror” og beskriver ”europæisk solidaritet som et eventyr på et stykke papir”. Årsagen til raseriet er, at heller ikke Serbien kan få lov til at importere masker fra de EU-lande, der har indført eksportforbud.
De mange opslag på de sociale medier i Serbien og Italien, hvor det også mere end antydes, at Kina, modsat EU, er landenes bedste ven, skaber hurtigt mistanken om, at Kina er i gang med en stor genfortælling – Fra krisens arnested til humanitær stormagt. Eller som Kinas leder udtrykker det i en samtale med den italienske premierminister: ”Lad os sammen bygge en sundhedens silkevej”.
Flere video-klip går ikke alene viralt i Rom og Beograd men også i Kina, bl.a den med den serbiske præsident med dramatisk underlægningsmusik. Kineserne er også ganske karrige med information om, at europæerne ofte selv skal betale for værnemidlerne, og at mange ikke lever op til europæiske standarder. For slet ikke at tale om, at Kina jo selv har fået hjælp fra EU.
Det blev parterne enige om ikke at offentliggøre i februar, da det store Kina ikke ville fremstå sårbart. Men nu er det sket med de fine fornemmelser.
Følelsen af at Europa er ved at tabe en informationskrig, der kan få langsigtede konsekvenser for EU-sammenholdet på sigt, får EU’s udenrigschef, Josep Borell til at tale dunder:
”Vi må være opmærksomme på, at der er en geopolitisk dimension… af dette spin og ‘gavmildhedens’ politik. Vi må armeret med facts forsvare Europa mod dets kritikere”.
Efter massivt pres fra Kommissionen lemper bl.a Tyskland og Frankrig deres eksportrestriktioner, og den 17. marts går de første sendinger af masker af sted fra Tyskland og Frankrig – sendinger, der langt kommer til at overgå Ruslands og Kinas. Men denne gang er der ikke nogen italiensk udenrigsminister, der pisker ud i lufthavnen, og indtrykket breder sig – også i Danmark – at det kun er Kina, der hjælper Italien.
En meningsmåling bekræfter Borrells fornemmelse af, at situationen er kritisk. Et flertal af italienerne har svært ved at se meningen med EU, når de ikke kan få hjælp, når det virkelig gælder, og militæret må køre døde italienere væk i Bergamo, fordi kapaciteten i lighusene ikke kan følge med. Ifølge målingen opfatter 52 procent af italienerne Kina som en ven, en stigning på 42 procent siden sidste år. Kun 17 pct. opfatter USA som en ven, mens hele 45 pct. ser Tyskland som et ”fjendtligt land”.
I Danmark er der imidlertid ikke optræk til at sende hjælp til Italien. Flere gange, f.eks. den 30. marts, taler Mette Frederiksen indgående om situationen i Sydeuropa, men konsekvent som skrækeksempel på, hvordan det kan gå i Danmark, hvis de mange lockdown-regler ikke overholdes
Da den første sending af de franske masker går af sted, udtaler Macrons talsmand, at solidaritet ”ikke er en gimmick. Det er en forudsætning for, at det europæiske projekt kan overleve efterfølgende”.
”I andre lande, der ser vi nu, ‘hvordan militæret henter ligposer i lastbiler. Alt det her, det sker i Europa, men der skal Danmark ikke hen’”. Spæde tilløb, om at Danmark også må hjælpe, mødes med næsten hidsige modsvar på sociale medier: ”Og hvad har du så tænkt dig, vi gør, hvis vi pludselig selv får brug for masker eller respiratorer?”.
Ursula von der Leyen bliver nærmest udsat for en shitstorm i Italien, da hendes kommunikationsfolk lægger et video-klip op på de sociale medier, hvor hun taler direkte til italienerne: ”Kære italienere. Jeres familie lader jer ikke i stikken. I dette øjeblik er alle vi i Europa italienere… ”Giv os vores penge, og hele vores suverænitet tilbage”, og ”du er ikke en del af vores familie” skriver rasende italienere.
Direktøren for Italiens institut for international politik, Natalie Tocci, slår hovedet på sømmen, da hun gør opmærksom på, at frustrationen ikke kun drejer sig om Covid-19: ”Det er tilbage til fremtiden, hvor Italien igen lades alene tilbage. “
“Det skete under eurozonekrisen, migrantkrisen i 2015-16 og nu under coronakrisen. Det er den samme gamle historie om igen, og de politiske implikationer kan blive voldsomme”, lyder det.
Udover at få løftet eksportrestriktionerne kæmper Kommissionen med få indført de såkaldte grønne korridorer ved EU’s indre grænser. Konkret indføres en separat bane, som kun er åben for pendlere, varetransport etc., så der ikke opstår alt for lange køer.
Succes er nationalstaternes, men fiaskoerne hører hjemme i Bruxelles
Flere danske virksomhedsledere har siden udtalt, at de grønne korridorer var altafgørende for, at der også var varer på hylderne i de danske supermarkeder.
Men de indgik aldrig i den nationale coronafortælling med Fabers Alsang, og hvor statsministeren pludselig konsekvent talte til ”danskerne” og ikke alle borgere i Danmark. ”Succes er nationalstaternes, men fiaskoerne hører hjemme i Bruxelles”, som en kollega formulerede det.
Udover de grønne korridorer, ophævelse af eksportrestriktioner og den tysk- franske hjælp til Italien og Spanien er der dog også andre tegn på, at EU spiller en større rolle. Christine Lagarde er vendt på en tallerken og har lanceret et gigantisk støtteprogram, der spænder et sikkerhedsnet under Europas økonomier. Von der Leyen og konkurrencekommissær Vestager har lempet Vækst- og Stabilitetspagten, så stater kan operere med større underskud; ligesom de kan vedtage nationale hjælpepakker uden at komme i strid med EU-retten.
At EU-samarbejdet dog fortsat er respiratoren, fremgår med al tydelighed, da der den 26. marts holdes endnu et videomøde blandt stats- og regeringscheferne. Forinden har Sydeuropa nærmest tryglet om, at EU nu må ændre kurs. Den økonomiske krise er så dyb, at bunden risikerer at ryge ud af deres økonomi, hvis ikke de snart får Marshall-lignende hjælp – en hjælp, som de vel at mærke ikke skal betale tilbage.
Landene er nemlig så forgældede, at det ikke hjælper blot at lægge et ekstra lag på deres gældsbjerg. Tiden må derfor være kommet til at indføre såkaldte corona-bonds eller obligationer, hvor EU-landene i fællesskab udsteder obligationer – og hvor gælden skal betales tilbage i fællesskab.
Som EU-kommentator er det svært ikke at blive præget af ”deja vu”. Positionerne minder nemlig til forveksling om de roller, landene indtog under finanskrisen. For syd er det imidlertid altafgørende, at de denne gang – i modsætning til under eurokrisen – er helt uforskyldte i, at krisen har ramt dem så hårdt.
Eller som den tidligere italienske premierminister Mario Monti formulerer det: ”Denne gang drejer det sig ikke om, at nogen har levet over evne (dolce vita), men kun om vita” – altså om at kunne overleve en pandemi, som har sit udspring i Kina.
De nordeuropæiske lande, repræsenteret ved især Tyskland, Holland, Østrig, Danmark og Sverige, er derimod stærkt skeptiske over for en model, hvor de skal hæfte for fælles gæld.
På topmødet er der mildest talt ikke god stemning. Portugals premierminister, António Costa, beskylder Holland for at bringe hele det europæiske samarbejde i fare: “Enten gør EU, hvad der er brug for, ellers så bryder samarbejdet sammen”
Ligesom under finanskrisen argumenterer de benhårdt imod fælles obligationer og kan heller ikke acceptere et højere EU-budget. Ja, faktisk bliver de slunkne nationale statskasser nu brugt som et ekstra argument for, at der skal holdes igen på EU-plan. Hvor Frankrig og Tyskland normalt ellers forsøger at koordinere, står de pludselig i hver deres lejr.
For første gang siden han er blevet præsident, underskriver Macron et fælles udspil med en stribe af de sydeuropæiske lande: der er brug for fælles obligationer og europæisk Marshallhjælp fra Nord til Syd.
På topmødet er der mildest talt ikke god stemning. Portugals premierminister, António Costa, beskylder Holland for at bringe hele det europæiske samarbejde i fare: “Enten gør EU, hvad der er brug for, ellers så bryder samarbejdet sammen”.
Det hele kulminerer med en barsk ordveksling mellem Merkel og den spanske premierminister Pedro Sanchez. Forinden har Merkel forsøgt at overbevise Sanchez om, at det faktisk er et godt ”tilbud”, at EU vil aktivere den såkaldte europæiske stabilitetsmekanisme, ESM, der blev oprettet under finanskrisen til at yde billige lån til Sydeuropa:
Pedro Sanchez til Merkel: ”Forstår du slet ikke den nødsituation, vi befinder os i?
Merkel: ”Hvordan kan du sige, at jeg ikke forstår den?
Pedro: ”Jeg er nødt til at forklare dig situationens alvor”
Merkel: ”Pedro, vi er selv nået til vores smertegrænse. Vi har allerede bevæget os meget”.
Inden mødet har Lagarde meddelt, at væksten vil falde med 2 til 10 pct af BNP. Stats- og regeringscheferne må bede euro-gruppen om at arbejde videre med sagen, og kommentatorer og analytikere bliver endnu engang bedt om at svare på spørgsmålet: Bliver coronakrisen EU’s endeligt?
LÆS DE TIDLIGERE AFSNIT AF SERIEN HER
Topillustration: Lykke Friis.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
