
UKRAINE // KOMMENTAR – Om Ukraine eller Rusland vinder krigen, er endnu ikke til at sige. Men det bliver afgjort af konkrete styrkeforhold, ikke myter om skæbnefællesskaber, blodets bånd – eller imperiale krav om underkastelse.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Historiker Thorkild Kjærgaard har igen været på banen med sit synspunkt om, at Ukraine bør overgive sig til den russiske overmagt og endda aldrig burde have strittet imod. Læg dig ned og luk øjnene, så er det snart overstået. Samme argument fremførte historikeren i Deadline i januar 2023, ligesom han tidligt i krigen forklarede, at det i virkeligheden er Nato, der har tvunget Putins hånd.
Det er et kvalmende reaktionært synspunkt, der fratager Ukraine enhver selvstændig agens og gør modstand mod Ruslands imperialistiske angrebskrig til en håbløs udskydelse af det uundgåelige. I modsætning til mange andre, der foregiver at bekymre sig om ukrainernes lidelser – ofte uden at have konfereret med en eneste ukrainer om, hvad de egentlig selv ønsker – er Kjærgaard i det mindste ærlig i sin begrundelse. Men hans konklusioner bygger på to fejlslutninger, som er overraskende historieløse, afsenderen taget i betragtning.
Myten om russisk blod
Den første fejlslutning er, at Ukraine ikke har nogen historisk legitimitet, og derfor slet ikke burde eksistere. Putins krig er derfor genoprettelsen af en ‘normaltilstand’, hvor Ukraine ophører som nation, og i stedet bliver genindlemmet i det russiske imperie.
Nøjagtig samme synspunkt møder man hos Vladimir Putin, der netop retfærdiggjorde sin angrebskrig med henvisning til, at Ukraine ikke er et rigtigt land; et synspunkt, han har haft i årevis. I en kronik fra 2021 forklarede den russiske regent, hvordan Ukraine i virkeligheden var en del af et ”åndeligt russisk fællesskab”, men var blevet overtaget af en politisk elite styret af Vesten, nynazister og radikale.

Her er Putin særligt inspireret af den fascistiske ideolog Ivan Ilyin, der også er et forbillede for andre højreradikale i hele verden. Udgangspunktet hos Ilyin er den klassiske mysticisme, der er tæt forbundet til fascisme. Nationer har en skæbne, som hæver dem over andre abstrakte rettigheder som fx menneskerettigheder og folkeret.
Rusland er efter Ilyins – og Putins – opfattelse særligt udvalgt til at lede den ortodokse kristendoms genrejsning og har derfor også et åndeligt krav på hegemoni i Østeuropa. Derfor ligger det i russerens natur at forfølge drømmen om at udvide sit territorium og dominans. Til det formål er der brug for en Vozhd, en suveræn leder, der kan manifestere folkets vilje. Ilyin havde kun foragt tilovers for demokrati og kaldte ”massernes evne til at tænke” for ynkelig.
Hvis forestillingen om et sådant ekspansionsdrevet diktatur med en stærk Fører i spidsen lyder bekendt, er det ikke noget tilfælde. Samme tankegods gik igen hos Ilyins samtidige nazister i Tyskland, der gennem Blod og Jord var forbundet til en mytisk skæbne. Ilyin var da også stor beundrer af Adolf Hitler, som han mente havde gjort Europa ”en stor tjeneste” i kampen mod bolsjevikkerne.
At Putin samtidig italesætter invasionen som en ’afnazificiering’ er et paradoks, der af den amerikanske historiker Timothy Snyder er blevet betegnet som skizofascisme, hvor den egentlige fascist beskylder sin modstander for at være det
Da Putin i 2009 genindviede Ilyins gravplads, udtalte han: “Det er en forbrydelse, når nogle begynder at tale om opdelingen af Rusland og Ukraine.” Ilyin hadede Lenin for i 1917 at have givet Ukraine dets selvstændighed og omtalte konsekvent landet som et misfoster. Af samme grund bebrejdede Putin også Lenin i sin nu berømte tale, der retfærdiggjorde hans angrebskrig.
Thorkild Kjærgaard er næppe fascist, men bygger ikke desto mindre sin argumentation på samme ideologiske tankegods som dét, Putin har hentet fra fascisten Ivan Ilyin. Denne fascistiske blodslogik undergraver samtidig alle forsøg på at gøre modstand inde fra det russiske regime.
Enhver regimekritiker er som en logisk konsekvens landsforræder, og enhver ukrainer, der ønsker at løsrive sig fra russisk overherredømme, er forræder mod sit eget blod, sin egen skæbne. Således bliver millioner af tapre russiske regimekritikere – fra myrdede politikere som Boris Nemtsov og Yuri Shchekochikhin til Anna Politkovskaja og Garry Kasparov – totalt forbigået i den udlægning, ligesom også ukrainernes ønske om selvstændighed gøres til en petitesse.
Tilbage står kun Kremls narrativ om en kollektiv russisk vilje. Putin omtaler sine politiske modstandere som skadedyr og forsøger gennem en fortælling om en kollektiv russisk vilje at gøre krigen skæbnebestemt – snarere end et tåbeligt, destruktivt valg. At han samtidig italesætter invasionen som en ’afnazificiering’, er et paradoks, der af den amerikanske historiker Timothy Snyder er blevet betegnet som skizofascisme, hvor den egentlige fascist beskylder sin modstander for at være det.
Fascisme er i sin natur et modoplysningsprojekt og løber derfor altid panden mod muren i mødet med fakta. Man kan dekonstruere Kjærgaard, Putin og Ilyins argument med utallige henvisninger til den faktiske historie: Kyiv blev officielt grundlagt i 482, hvor Moskva stadig var et hul i jorden. Området har været beboet i 2000 år. Det ukrainske sprog har været en særegen variant af oldslavisk i tusinder af år. Ukrainsk kultur har sine egne traditioner, og så videre.
Den vigtigste pointe er imidlertid, at selv hvis det ikke forholdt sig sådan, at Ukraine havde en lang, selvstændig historie, er argumentet om det historiske krav dårligt. Ud fra samme logik skulle Danmark stadig gøre krav på Norge; vi har trods alt et stærkt sprogligt fællesskab og 417 års fælles historie som én nation fra Kalmarunionen til det selvstændige Norges fødsel i 1814.
Men det ville ingen tage seriøst; vi respekterer selvfølgelig, at Norge er sit eget land. Argumenter om nationale tilhørsforhold må tage udgangspunkt i den konkrete virkelighed, ikke historiske krav på dette og hint. Af samme grund omtaler vi ikke Mexico som en spansk koloni. Af samme grund har Israel ikke ret til at fordrive palæstinensere nu med henvisning til Det Babylonske Eksil.
Stormagternes legeplads
Thorkild Kjærgaards anden fejlslutning stammer fra den geopolitiske ’realismeskole’. Her er forestillingen, at verden er inddelt i en række geopolitiske blokke, som hver især kan gøre krav på deres egne indflydelsessfærer. Verden er kort fortalt stormagternes legeplads, og vi skal acceptere, at de har en række krav og interesser, som er vigtigere end deres subjekters ønsker.
Problemet er fra et filosofisk synspunkt, at ’realister’ som Kjærgaard hurtigt glider fra et deskriptivt til et normativt argument. Det er helt korrekt, at Rusland ønsker at fastholde og udvide sin indflydelsessfære, og at det kan forklare angrebskrigene i Tjetjenien, Georgien og Ukraine. Men det betyder ikke, at det dermed er skrevet i sten, at det skal være sådan – og da slet ikke, at det er en ambition, ukrainerne bare skal acceptere.
Hver eneste dag Ukraine modsætter sig den russiske invasion, generobrer ukrainsk territorium og sprænger flere russiske tanks og artilleribatterier i luften, modbeviser de denne forestilling om en uundgåelig russisk sejr
En sådan imperialistisk logik kan retfærdiggøre hvad som helst, så længe det flugter med stormagternes interesser. Det kan godt være, at de baltiske lande ønskede selvstændighed efter murens fald, men det var ikke i Ruslands geostrategiske interesse at miste adgangen til Østersøen, så det burde de opsætsige småstater have droppet. At balterne faktisk gennemførte en fredelig revolution og opnåede selvstændighed, lader til at være uvæsentligt for modellens tiltrækningskraft.
Havde den algeriske frihedsbevægelse i 1961 accepteret Kjærgaards logik, havde landet stadig været en fransk koloni. Det gjorde man heldigvis ikke; FLN forstod i modsætning til den danske historiker, at kolonialisme og imperialisme ikke er et historisk uomgængeligt vilkår. Der er ingen garanti for, at oprør og frihedskamp lykkes, men ligeledes er stormagters hegemoni heller ikke noget, man lige så godt kan ”overgive sig til med det samme” – og da slet ikke, når krigens udvikling opfordrer til den modsatte konklusion.
Her spiller realisternes logik også ind i en anden myte: Russerens/imperialismens natur er ufravigelig, og erobringstrangen påvirkes ikke af de faktiske forhold på slagmarken. Men hver eneste dag Ukraine modsætter sig den russiske invasion, generobrer ukrainsk territorium og sprænger flere russiske tanks og artilleribatterier i luften, modbeviser de denne forestilling om en uundgåelig russisk sejr.

Man kunne måske forstå, hvis Kjærgaard fremlagde sit argument en uge inde i invasionen. Men at gentage det 576 dage inde i krigen, hvor den russiske hær har vist sig at være en forældet kolos, der er helt ude af stand til at erobre hele landet og endda har svært ved blot at fastholde de besatte områder, understreger uvidenhed om både krigens faktiske udvikling og ukrainernes egne ønsker.
Mens Ukraine bliver udstyret med langtrækkende missiler, kampfly og kampvogne fra Vesten, sender Rusland 50 år gamle sovjetiske tanks til fronten i et forsøg på at holde fast i de besatte områder. Selv den russiske sortehavsflådes hovedkvarter er nu under angreb. Alle, der følger krigens udvikling, kan se, at der er al mulig grund til at tro, at Ukraine kan vinde. Dermed smuldrer også Kjærgaards argument om, at det havde været bedre at give op.
Andre gange, som det var tilfældet i Tjetjenien i starten af nullerne, knuser imperialismen lilleputten under fode. Den eneste jernlov er, at oprøret mod herremanden finder sted
Krigen i Ukraine har endnu en gang modbevist, at realismens bloktænkning er et uomgængeligt vilkår. I stedet har den mindet os om, at historien er en (klasse-)kamp; en dialektisk proces, hvor de undertrykte rejser sig i oprør. Nogle gange vinder David over Goliat – hvilket ikke mindst gøres nemmere, hvis David får Abrams-tanks i sin slynge.
Andre gange, som det var tilfældet i Tjetjenien i starten af nullerne, knuser imperialismen lilleputten under fode. Den eneste jernlov er, at oprøret mod herremanden finder sted. Det gjaldt for Norge i 1814, Algeriet i 1961 – og Ukraine i 2023. Om Ukraine eller Rusland vinder, er endnu ikke til at sige. Men det bliver afgjort af konkrete styrkeforhold, ikke myter om skæbnefællesskaber, blodets bånd – eller imperiale krav om underkastelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her