MUSIK // ANMELDELSE – Herbie Hancock indtog DR Koncerthusets scene med energi, musikalsk overskud og funky attitude. Med et stjernespækket band og et repertoire, der trak tråde gennem hele hans banebrydende karriere, leverede han en koncert, der både hyldede fortiden og pulserede af nutid. Men måske blev det hele en tand for elektrisk?
Det allerbedste ved Herbie Hancock er hans attitude. Han smiler og vinker hele vejen rundt i DRs tætpakkede koncerthus, hvor han for anden aften i træk giver koncert arrangeret af Copenhagen Jazz Festival. Han evner simpelthen den ædle kunst at kommunikere med sit dedikerede publikum.
Og så er han uden sammenligning placeret på øverste øverste øverste hylde på jazzens firmament. Han har været medlem af Miles Davis’ gruppe i tresserne, han har været toneangivende inden for elektrisk jazz i 1970’erne og med sit nummer Rockit (1983) støbte han kuglerne til det som hiphoppen brugte som ammunition og fundament. Så Hancock er en vigtig del af musikhistorien – og han er tilmed 85 år, hvilket man overhovedet ikke mærker noget til!
Hans medspillere er naturligvis et yngre hold. Klassens Benjamin er den 26-årige trommeslager Jaylen Petinaud og ellers er det James Genus på bas, Lionel Loueke på guitar og så Chris Potter på sax. Sidstnævnte er et godt valg, da hans langstrakte glidende toner godt kan minde om den tone, Wayne Shorter havde som medlem af gruppen Weather Report. Det var repertoiret fra bandet The Headhunters, der dominerede koncerten.
Herbie Hancocks hårde anslag
I begyndelsen af koncerten beskriver Herbie Hancock sig selv som en prehistoric predator, hvilket han så modbeviser kort efter med sit klaverspil. Hans anslag er hårdt, præcist og kraftigt og hans akkorder har et til tider klassisk touch.
Efter en såkaldt ouverture, hvor han mikser forskellige kompositioner sammen, bliver det tid til et nummer af Wayne Shorter, som han præsenterer med ordene ”He is not on the planet at the moment.” Wayne Shorter, der døde i 2023, komponerede i 1966 nummeret Footprints, som Miles Davis indspillede i 1967 på pladen Miles – en plade, hvor både Herbie Hancock og Wayne Shorter medvirkede. Så hvor er det fint denne aften at høre Herbie Hancock spille Footprints igen, her næsten 50 år efter og med Chris Potters fine sax, er Shorter alligevel stadig en smule til stede her på planeten.
Som sagt ligger hovedvægten af repertoiret på Hancocks elektriske periode fra 1970’erne, og Hancock har da også sat strøm til sine keyboards. Men det er ikke en prehistoric brug af bagkataloget – det er musik på de medvirkende musikeres præmisser. Således forsøger guitaristen Lionel Loueke ikke at efterabe Herbie Hancocks gamle guitarist Wah Wah Watson (hvilket også er umuligt), men i stedet skaber han sit eget udtryk med elektriske effekter og sjovt nok bruger han slide på guitaren, hvilket er usædvanligt i funky sammenhæng.
Chris Potter skiftede en overgang tenorsaxen ud med en basklarinet i den smukke ballade Butterfly – et poetisk højdepunkt.
Det elektriske viser sig at fylde meget … og måske for meget? Dertil bliver et længere forløb, hvor Herbie Hancock taler gennem en vocoder (halvfjerdsernes svar på autotune), bliver lige lovlig lang i spyttet. Apropos; han kaster sig også ud i en forklaring om gode medmenneskelige ting, som at holde sig gode venner med sin familie og i det hele taget undgå krig og ufred. Ikke at manden ikke har ret i de ting, han siger, men det bliver lidt af en prædiken.
Koncerten varer to timer og et kvarter, men kunne godt have været kortere, hvis nogle af de mange lange soli var kortet ned. Eller hvis der havde været plads til et større udvalg af Herbie Hancocks mange kompositioner. Selv havde jeg eksempelvis håbet på en udgave af hans fantastiske Maiden Voyage, som han i 2022 spillede ved den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights begravelse (tjek det på YouTube og oplev den kraft som han stadig har i sit spil). For det er den kraft vi publikummer oplever i Koncertsalen.
Aftenen er ved at være omme og her til sidst går Herbie Hancock hen og griber et bærbart keyboard – altså med rem om halsen ligesom en guitarist. Og så forsvinder al ventetid, for nu slår han tonerne an til Chameleon fra pladen Headhunters (1973). Det er et af de helt store funknumre og Herbie Hancock går da også rundt blandt sine yngre medmusikere og opfører sig som en rockmusiker rent attitudemæssigt.
Han ender faktisk i en slags dans med Lionel Loueke og løber til sidst frejdigt ud af scenen mens han vinker til et meget tilfreds og stående publikum.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og