I Portugal bankede to mænd en kvinde med en sømbeslået kølle, fordi hun havde været utro. Alligevel slap mændene med betinget fængsel. Dommeren begrundede det med Biblens ord om, at utro kvinder fortjener døden, og det har sat store dele af Portugal i oprør. Nu risikerer dommeren og hans meddommer deres stilling.
“Kvinders utroskab er en adfærd, som samfundet altid har fordømt stærkt (og det er ærlige kvinder, som har været de første til at stigmatisere utro kønsfæller), og derfor har samfundet set med nogen forståelse på den vold, som en mand udøver mod en kvinde, der har svigtet og ydmyget ham”.
Ordene står i en dom, som vakte international opmærksomhed, da den blev offentliggjort i oktober fra retten i Porto, Portugals næststørste by.
Her stod to mænd anklaget for at have tæsket en kvinde. Den ene af afstrafferne var hendes daværende mand, den anden hendes tidligere elsker, som hun afbrød forbindelsen til efter et par måneders affære. Det gjorde elskeren så rasende, at han fortalte hendes mand om forholdet. Begge følte sig svigtet af hende og gik sammen om at kidnappe hende og banke hende. Man kan læse i referatet af sagen, at ægtemanden undervejs flere gange råbte ‘din luder, jeg slår dig ihjel’, og at slagene først stoppede, da manden snublede, og kvinden løb i sikkerhed i et nærliggende hus, hvor ejeren ringede til politiet.
Der findes samfund, hvor utro kvinder straffes med døden. I Biblen kan vi læse, at utro kvinder fortjener dødsstraf,” skrev dommer Neto de Moura
Men forløbet til trods valgte dommeren at gøre dommene over de to mænd betingede. Det skete blandt andet med henvisning til Biblen:
“Vi ved, at kvinders utroskab er et alvorligt angreb på mandens ære og værdighed. Der findes samfund, hvor utro kvinder straffes med døden. I Biblen kan vi læse, at utro kvinder fortjener dødsstraf,” skrev dommer Neto de Moura i dommen, ligesom han henviste til Portugals ældre straffelov, hvor mænd kun blev idømt symbolske straffe, hvis de slog kvinder ihjel på grund af utroskab.
“Machokultur slår ihjel”
Og så brød helvede ellers løs. For Portugal er et sekulært samfund, hvor kvindernes ligestilling står indskrevet i forfatningen fra 1975, da Portugal blev et demokrati efter at have været et højre-nationalt diktatur i et halvt århundrede.
I løbet af et døgn havde tusindvis af portugisere skrevet under på en protest mod dommen (en af underskriverne var fodboldstjernen Cristiano Ronaldo), menneskerettigheds- og kvindeorganisationer var i oprør, det samme var stribevis af politikere. Der var demonstrationer mod dommen i både hovedstaden Lissabon og i Porto under mottoet ‘machokultur dræber’, og bannerne viste paroler som ‘få bedekransen ud af vores retssystem’ og ‘machokultur er en forbrydelse, ikke retfærdighed’.
Men domstolene er uafhængige, og derfor kunne politikerne ikke gribe direkte ind trods den voldsomme modstand mod dommen.
Det har det øverste juridiske råd, som domstolene hører under, nu gjort. Rådet gik tøvende med til at undersøge sagen, og forleden erklærede rådets 17 medlemmer så, at undersøgelsen har ført til, at der indledes disciplinærsager mod de to dommere, som var involveret i sagen.
Størst kritik er der af Neto de Moura, som var hoveddommer. Her fandt 12 ud af de 17 rådsmedlemmer, at der bør indledes disciplinærsag. Den anden dommer kritiseres af et snævert flertal på ni medlemmer for ikke at have grebet ind over for formuleringerne i dommen, som han har skrevet under på. I yderste konsekvens risikerer dommerne at miste deres job.
Det er endnu uvist, om anklagemyndigheden nu vil anke sagen videre i håb om at få skærpet straffene for mændene, men er det tilfældet, vil sagen blive fulgt med stor interesse
Under disciplinærsagen vil de to dommere få mulighed for at forsvare sig. Neto de Moura mener, at dommen er blevet bevidst misforstået og fordrejet. Han går ikke ind for vold, understreger han.
Imidlertid er det ikke første gang, han har brugt den slags formuleringer. I en voldssag tilsidesatte han en kvindes vidnesudsagn med henvisning til, at hun havde været utro: “En kvinde, som er utro, er en falsk, hyklerisk, uærlig, illoyal, overflødig og amoralsk person. Med andre ord er hun utroværdig”.
Det juridiske råd kritiserer ikke selve dommen. Det er formuleringerne i den, som er problemet, fordi de ifølge rådet kan så tvivl om domstolenes evne og vilje til at dømme retfærdigt. Dommerne har svigtet offentlighedens tillid, mener rådet, som også understreger, at domstolene har pligt til at behandle alle involverede i en sag respektfuldt.
Selve dommen står altså ved magt. Dels fordi uafhængige domstole altid har en vis frihed til at vurdere en sag ud fra omstændighederne, dels fordi dommen ikke danner præcedens. Det er endnu uvist, om anklagemyndigheden nu vil anke sagen videre i håb om at få skærpet straffene for mændene, men er det tilfældet, vil sagen blive fulgt med stor interesse. Bliver dommen stadfæstet, vil det kræve gode argumenter, som tager udgangspunkt i gældende lov og ikke i Biblen eller forældede straffelove.
En sejr – men ikke nok
De organisationer, som protesterede mod dommen, ser disciplinærsagen som en sejr.
“Det kan betale sig at kæmpe,” konstaterer kvindeorganisationen Capazes, som var blandt initiativtagerne til underskriftsindsamlingen og demonstrationerne mod dommen.
I privatlivet findes der derimod stadig lommer af den ultra-ortodokse patriarkalske tankegang, som dominerede i årene under det diktatoriske Salazar-regime, hvor kvindens værdi var som hustru og mor
Men de advarer også om, at der trods formel ligestilling i Portugal er et stykke vej til reel ligestilling, hvad dommen har vist. Problemet er ikke så meget på arbejdsmarkedet – her er Portugal på flere områder længere fremme end f.eks. Danmark.
I privatlivet findes der derimod stadig lommer af den ultra-ortodokse patriarkalske tankegang, som dominerede i årene under det diktatoriske Salazar-regime, hvor kvindens værdi var som hustru og mor. Det betød mange steder, særligt på landet, at kvinder kun fik den mest nødtørftige skolegang, og endnu i dag er en del ældre kvinder reelt analfabeter, ligesom vold i parforholdet er et alvorligt problem, trods skiftende regeringers initiativer til at standse det. Kritikere af dommen henviser til, at de initiativer kan blive virkningsløse, og kvinderne blive mere udsatte, hvis dommen og navnlig begrundelserne for den får lov at stå ved magt.
Kirke og stat blev tidligt skilt i Portugal, og gennem store dele af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var Portugals politiske ledere decideret anti-religiøse: de tvangsopløste religiøse ordener, inddrog kirkens ejendom og forsøgte at forbyde kimen med kirkeklokker, religiøs beklædning på offentlig gade og en række religiøse fester. Alt det ændrede sig, da den stærkt katolske Salazar trådte til og skabte sit diktatur i en forståelse med kirken, som fik særlige privilegier så længe den støttede ham. Ifølge Salazar var samfundets fundament ‘familien, sognet og kristendommen’.
Da ‘Nellikerevolutionen’ den 25. april 1974 satte en stopper for det længstvarende diktatur i Vesteuropa, blev skellet mellem kirke og stat forstærket og understreget, og ligestilling mellem kønnene blev en del af den demokratiske forfatning.
(Opdateret 09:36 med præcisering i indledningen af, at der er indledt disciplinærsag mod dommerne)
Bærende foto: Der har været demonstrationer mod dommen i Porto og i Lissabon. Her er det kvindeorganisationen Capazes, som har kaldt til demonstration i Lissabon. Foto: Capazes
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her