FILM // ANMELDELSE – Med premiere på Cannes og distribution over hele verden er Portræt af en kvinde i flammer blevet et fortjent gennembrud for Celine Sciammas. En mesterlig film fra en af filmverdenens nye store stemmer.
Portræt af en kvinde i flammer er en film om intimitet. Hvad er det, vi lægger mærke til hos hinanden? Hvad er det, vi forelsker os i? Hvad er det, vi husker?
Og det er en film om kunst. Især portrætkunst. Hvordan ‘fanger’ en kunstner sit motiv? Hvad er det, vi lægger mærke til? Hvad er det som bliver hængende, længe efter vi forlader biografen?
Det er i sammenstødet mellem de to ting, mellem en hjerteskærende romantisk fortælling, og en intellektuel meta-film, at Portræt af en kvinde i flammer bliver helt unik. Den svinger frem og tilbage, kan aldrig sættes i bås, indtil den slutter med, hvad der uden tvivl må blive en af årets bedste slutscener. Meget passende for en af årets bedste film.
Besværligt portræt
Engang i 1700-tallet ankommer kunstneren Marianne (Noémie Merlant) til en lille fransk ø. Hun skal i smug lave et portræt af Hélöise (Adèle Haenel), som skal sendes i forvejen til Hélöises forlovede, så han kan se, hvordan hun ser ud, inden de gifter sig. De to unge kvinder tilbringer dagene sammen og kommer langsomt tættere på hinanden. Om aftenen maler Marianne så ud fra de skitser, hun i smug har fået foretaget dagen igennem.
Der sker ganske mange ting i den her film, og alligevel kan den føles en smule plotløs. De to kvinder er fanget på den lille ø, fanget i deres liv, og deres tid sammen vil slutte, når maleriet er færdigt. Der bliver ikke taget så mange dramatiske valg i den her film. Men også korte forhold kan sætte sig meget tydeligt fast, hvis de brænder kraftigt nok.
Celine Sciamma – Portrætfilmens mester
Det kan være fristende at læse Marianne, portrætmaleren, der er specialist i kvindeportrætter, som et portræt af instruktøren, Celine Sciamma. Sciamma har igennem hele sin karriere fokuseret på portrætter af fortrinsvis unge kvinder. Water Lillies skildrede tre piger der mødte hinanden gennem synkronsvømning. Som navnene nok også viser, så fortsatte Tomboy og Girlhood stilen.
Noget af det, som Sciamma især har været god til, er at fokusere på, hvor meget bevægelse og gestik betyder for den, vi er. Det er ikke overraskende, at hun har beskæftiget sig med synkronsvømning, måske den mest gennemregulerede form for kvindebevægelse, der findes i vore dage. Men også en film som Tomboy synes nærmest at fortælle hele sin historie via den måde, som dens unge hovedpersoner leger sammen, dens store centrale plot-pointe bliver aldrig rigtig italesat, men bliver mest pinefuldt fastslået, da hovedpersonen tvinges til at skifte tøj til en mere piget kjole. I en film som Girlhood spiller hår og frisure også en stor rolle.
Sciamma er ganske enkelt eminent til at skildre karakterer via detaljer, det være sig påklædning, gestik, små handlinger, etc.
Mande-vrede vs kvinde-smerte
En af de ting, som gør Portræt af en kvinde i flammer så endeløst fascinerende, er de mange samtaler om, hvordan Marianne egentlig er i stand til at fange et andet menneskes væsen ved hjælp af noget så abstrakt som maling og pennestrøg. Når hun fortæller Hélöise om alle de ting, hun har lagt mærke til: hvordan hun løfter sine øjenbryn, bider sig i læben, så er det også ret tydeligt, hvor kort vej der er fra det kunstneriske portræt og til forelskelsen.
Det er stadig sådan, at nogle emner ses som vigtigere og mere værd end andre, så det kan virke helt revolutionerende, når vi i en kort scene ser Marianne vågne med menstruationssmerter
Men hvad der også gør Sciamma generelt, og Portræt af en kvinde i flammer i særdeleshed, så unik, er, at den også er helt klar over, at den er nødt til at bruge nogle helt særegne teknikker, hvis den skal fungere som kvinde-portræt. På et tidspunkt bliver Marianne spurgt, om hun maler efter nøgenmodel, og hun siger, at hun kun må male nøgne kvinder.
Men hun ser det ikke så meget som et spørgsmål om blufærdighed, som om kontrol: De ‘store’ motiver i malerkunsten er mytologiske, og de involverer derfor nøgne mænd, så hvis kvinder ikke kan male nøgne mænd, så er de effektivt holdt ude i periferien af kunstverdenen.
Det er en evig aktuel diskussion, også i vore dage hvor mainstream-filmens centrale tema er maskuline superhelte – Lucrecia Martel har fortalt, at Marvel sagde, hun ikke skulle instruere actionscener, hvis hun blev hyret til Black Widow – og hvor det amerikanske tv-program Saturday Night Live for nylig beskrev temaet for årets Oscar-nominerede som ‘white male rage! / white male rage!’
Det er stadig sådan, at nogle emner ses som vigtigere og mere værd end andre, så det kan virke helt revolutionerende, når vi i en kort scene ser Marianne vågne med menstruationssmerter og dele en natlig intim snak med den kvindelige hushjælp, mens de laver en art varmepude.
Liv. Og Liv
Det kan siges på mange forskellige måder: Celine Sciamma er en af verdens p.t. vigtigste instruktører, fordi hun er så unikt optaget af at skildre kvindeliv. Og det fører til, at hun laver film ulig nogle andre, fordi andre vælger andre emner.
Men det fører også til, at hun er nødt til hele tiden at finde på nye metoder og teknikker, hvilket gør en film som Portræt af en kvinde i flammer til en endeløst innovativ oplevelse.
Og vi kan lægge fokus anderledes: Sciamma er ikke kun god, fordi hun skildrer kvinde-liv, men også fordi hun skildrer kvinde-liv. Der er simpelthen sådan en varme og fornemmelse af liv i Portræt af en kvinde i flammer, at den burde kunne sætte sig fast hos alle, også selvom feministisk innovation måske ikke er det første, man søger i sine bio-film.
Portræt af en kvinde i flammer har humor, kærlighed, tårer. Det er ofte en smule undertrykt, sammensnøret. Men bare rolig, det kommer til sidst.
Jeg har ikke set en film gå op i en højere enhed på så fabelagtig vis, siden Jafar Panahis 3 Kvinder. Man forlader biografen et rigere menneske. Må det blive Sciammas gennembrud og teoretiske holdepunkt, så vi kan se på mange flere liv de næste mange år.
Portræt af en kvinde i flammer
1 time 59 minutter
Camera film
Foto: PR, Camera Film
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
