HONGKONG – Situationen i Hongkong spidser til, rapporterer avisen ‘Hong Kong Free Press‘. I weekenden kom det til nye voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter efter en protestmarch, der trodsede politiets forbud. Lørdagens massive opbud kom efter flere fremstående politikere og aktivister fredag blev anholdt for at opfordre til at fortsætte demonstrationerne på trods af et politiforbud.
HONGKONG – Der udbrød voldelige sammenstød i den forgangne weekend flere steder i Hongkong, efter tusindvis af demonstranter trodsede politiforbuddet og gik med i lørdagens ’uautoriserede’ protestmarch.
Protestmarchen var arrangeret af borgerrettighedsorganisationen Civil Human Rights Front, dels som støtte til anti-udleveringsbevægelsen, dels som protest mod Beijings indblanding i Hongkongs politiske reformer. Valget af datoen for protestmarchen var ikke tilfældigt, eftersom netop 31. august markerer femåret for den kinesiske beslutning om at indføre en screeningmekanisme i valget af Hongkongs fremtidige politiske lederskab.
’Bedemarch for syndere’
Selvom arrangøren, CHRF, blev tvunget til at aflyse den officielle protestmarch, da politiet afslog at godkende demonstrationen, trodsede tusinder politiforbuddet og gik med i optoget ’Bedemarch for syndere’ i rekreationsområdet Southern Playground i Hongkong-bydelen, Wan Chai.
Flertallet af demonstranter forlod protestmarchen omkring 17.30, og voldelige sammenstød opstod, da mere yderligtgående demonstranter forsøgte at besætte byens lovgivende råd
Demonstrationens leder, katolske Christopher Yeung, fortalte Hong Kong Free Press, at der ikke var tale om en protest, men om en religiøs begivenhed. Ifølge bystatens ordensvedtægter kræver religiøse forsamlingsaktiviteter ikke politigodkendelse, så længe der er mindre end 30 deltagere.
Imidlertid troppede flere tusinde mennesker op og gik tidligt på eftermiddagen mod politiets hovedkvarter for derefter at gå videre mod byens handels- og forretningscentrum. Den voksende demonstration stoppede trafikken på centrale indfaldsveje. Flere steder langs ruten signalerede politiet med gule flag, at demonstranterne begik lovbrud og ville kunne retsforfølges. Men folk fortsatte med at gå på kørebanerne.
Volden eskalerede: Stave og peberspray i metroen
Flertallet af demonstranter forlod protestmarchen omkring 17.30 og de voldelige sammenstød opstod, da mere yderligtgående demonstranter forsøgte at besætte byens lovgivende råd. Uropolitiet skød med tåregas og vandkanoner, mens demonstranter smed forskellige genstande mod politiets geledder, heriblandt molotovcocktails.
Lørdagens massive opbud fulgte dagen efter fremstående aktivister og politiske ledere var blevet masseanholdt for at opfordre til at arrangere eller deltage i ulovlige forsamlinger. Blandt de anholdte var de prodemokratiske lovgivere Cheng-Chung-tai, Au Nok-hin og Jeremy Tan, aktivisterne Joshua Wong og Agnes Chow, samt grundlæggeren af det forbudte uafhængighedsparti Hong Kong National Party, Andy Chan.
Regeringen hævder i en udtalelse, at demonstranterne vandaliserede stationerne og angreb borgere, og at betjente rykkede ind på metrostationerne for at ”stoppe alle voldelige handlinger og anholde lovbrydere”
Som mørket faldt på, rykkede politiets specialstyrker frem langs Hennesy Road. Tæt på politihovedkvarteret byggede demonstranter et stort bål, som dog endte med at blive slukket af brandvæsnet.
Omkring 21.30 begyndte politiet at anholde demonstranter. Civilbetjente, som var i færd med at udføre anholdelser i Causeway Bay, blev presset af demonstranter og affyrede to varselsskud.
Mens demonstrationen opløstes, spredte volden sig til Kowloons Yau Tsim Moing-distrikt, hvor politiet brugte tåregas i Prince Edward-kvarteret. Sammenstød mellem politi og demonstranter brød også ud i Kwun Tong og Lam Tin.
Hongkongs metroselskab, MTR, rapporterede om sammenstød mellem togpassagerer og demonstranter, da tre-fire passagerer blokerede adgang til en togvogn med en metalstav og en hammer, mens demonstranterne forsvarede sig med paraplyer og en ildslukker. Uropolitiet stormede herefter metrostationerne Mong Kok og Prince Edward.
Optagelser fra nyhedskanaler viser uropolitiet slå folk med stave og anvende tåregas i togvogne på Prins Edward station. Mange passagerer ses blødende og forskræmte.
Regeringen hævder i en udtalelse, at demonstranterne vandaliserede stationerne og angreb borgere, og at betjente rykkede ind på metrostationerne for at ”stoppe alle voldelige handlinger og anholde lovbrydere”.
Imidlertid viser videooptagelser, at uropolitiet tævede borgere, som ikke opførte sig voldeligt. Næstformanden for The Democratic Party, Lo Kin Hei, beskrev politivolden i metroen som en autoriseret version af angrebet på folkemængden i Yuen Long, den 21. juli:
https://twitter.com/lokinhei/status/1167822365947904001?ref_src=twsrc%5Etfw%7Ctwcamp%5Etweetembed%7Ctwterm%5E1167822365947904001&ref_url=https%3A%2F%2Fglobalvoices.org%2F2019%2F09%2F02%2Fhong-kongs-unauthorized-protests-end-with-riot-police-storming-subway-stations-with-batons-and-pepper-spray%2F
Hongkongs hospitalsvæsen oplyser, at 41 borgere blev indlagt, og at fem havde pådraget sig alvorlige skader under weekendens sammenstød.
Du kan læse mere om demonstrationerne i Hongkong i Global Voices’ sær-sektion.
Denne artikel er oprindeligt bragt i Global Voices 2. september 2019 og syndikeret efter aftale med Hong Kong Free Press.
Oversat af Claus Ankersen.
Topfoto: Fra en demonstration 16. juni 2019, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her