POPULISME & DEMOKRATI // KRONIK – De populistiske partier på den yderste højrefløj vandt omkring en fjerdedel af pladserne ved EU-valget. Danmark er en af de få undtagelser i Europa, hvor højrefløjspartier med populistiske og autoritære tendenser ikke har vundet fodfæste. Hvad kan vi lære af det? Og er det fx klogt, at finansministeren begrunder det historisk dårlige valg for Socialdemokratiet med, at vælgerne tager fejl?
Efter valget til Europa-Parlamentet er EU havnet i en slags politisk overophedning. Det var forudset og frygtet, at de populistiske partier på den yderste højrefløj ville presse de traditionelle og etablerede partier til langt ud over smertegrænsen. Og sådan blev det. I Frankrig, Italien og flere andre steder endte de som valgets vindere. Samlet vandt de omkring en fjerdedel af pladserne i parlamentet.
Som Associated Press skrev om valgets resultat, så skete det, som det etablerede politiske system overalt i Europa havde frygtet, og som nu kommer til at definere de kommende års europæiske politik: ”I årtier har Den Europæiske Union – som har sine rødder i nederlaget for Nazityskland og det fascistiske Italien – begrænset den nationalistiske yderste højrefløj til de politiske udkanter.”
Med valgets resultat kan højreekstremistiske kræfter, trods mange interne modsætninger, i de kommende år påvirke, eller blokere for, en fælles EU-dækkende politik omkring migration, sikkerhed og klimaændringer, hvilket på kort tid kan skabe yderligere politisk overophedning.
Danmark er ikke pr. automatik forskånet for at mærke konsekvenserne af den politiske opvarmning
I Danmark blev resultatet et andet. Selvom en højredrejning jo ikke er fremmed for Socialdemokratiet og regeringen, så udeblev den i stemmeboksene i modsætning til de fleste andre steder i Europa. Nu blev resultatet i stedet det berømte ”vink med en vognstang” og en stor gevinst til SF, mens socialdemokraterne må til at diskutere, hvorfor de hele tiden bliver misforstået af befolkningen.
Som fx da finansministeren på Folkemødets første dag gjorde status over årsagen til og konsekvenserne af det dårlige socialdemokratiske valgresultat: Den politiske kurs havde været rigtig, sagde han. Det dårligste valgresultat for partiet siden 1898 var med andre ord ikke partiets skyld, men resultatet af vælgernes fejlvurdering. Desuden nærede han ”en grundlæggende optimisme for, at danskerne til næste folketingsvalg vil kigge på det samlede billede”.
Hermed kom finansministeren til at repræsentere en af de primære årsager til højredrejningen i de andre europæiske lande: Befolkningernes manglende tillid til det traditionelle og kendte politiske system, ikke mindst til de gamle politiske partier, som mange vælgere ikke føler sig relevant repræsenteret af.
Sandsynligvis er det også det, som ramte Socialdemokratiet ved valget. Det var bare SF og ikke den yderste højrefløj, som fik en gevinst ud af Socialdemokratiets højredrejning og den stærkt svigtende tillid til partiet. Men Danmark er ikke pr. automatik forskånet for at mærke konsekvenserne af den politiske opvarmning, som efter valget spredte sig i det øvrige Europa, netop på grund af de populistiske partiers angreb på de etablerede politiske systemer. Det er nødvendigt at forholde sig aktivt til erfaringerne fra mange andre lande: Hvorfor er opbakningen til det liberale demokrati tilsyneladende på tilbagetog?
Demokratiet på tilbagetog
Hidtil har Danmark klaret sig uden om de værste højrefløjs-excesser og står i dag som en af de få undtagelser i Europa, hvor højrefløjspartier med populistiske og autoritære tendenser ikke har formået at vinde fodfæste.
Men hvad er det lige, vi kan lære af lande, der har været knap så heldige? Hvad er det, som har fået lov til at udvikle sig i lande som fx Frankrig, hvor der tales om det kommende valg som et skæbnevalg, fordi forudsætningerne for det liberale demokrati kan komme i spil i kampen for at etablere et troværdigt alternativ til den voksende højrefløj?
Og hvad med Ungarn, som landets premierminister har omdøbt til at være et illiberalt demokrati og ikke længere et liberalt demokrati? Eller Holland, hvor Geert Wilders og hans populistiske bevægelse nu er kommet ind i regeringsmagtens centrum med udgangspunkt i bl.a. en islamkritisk vision for landets fremtid.
De stærkt højreorienterede partier og grupper er ofte modstandere af hjælp til Ukraine, tilhængere af den russiske præsident Putin og klimaskeptikere, og i lande som bl.a. Holland, Ungarn, Frankrig og Italien har disse partier en to-do-liste, som omfatter indskrænkninger i kvinders rettigheder, forbud rettet mod LGBT+ og kamp mod tilstedeværelsen af muslimer.
Hvad er det for en mistillid og politisk overophedning, som også kan komme til at true det danske politiske system, hvis der ikke findes mere passende svar end det, finansministeren kom med ved Folkemødet: Det er ikke regeringen, som har taget fejl, men vælgerne?
En ny konkurrent til demokratiet
Med udgangspunkt langt før finanskrisen i 2008 har de vestlige liberale demokratier stået over for en voksende politisk udfordring, som adskiller sig fra den tidligere fjende i form af kommunismen og den såkaldte ”reelt eksisterende socialisme”; en udfordring, som tilmed har vist sig langt mere succesfuld end disse tidligere modstandere af det kapitalistiske og markedsbaserede liberale demokrati.
Først og fremmest har mødet med denne nye politiske modstander resulteret i en udbredt og velbegrundet tvivl om holdbarheden af den ellers næsten naturgivne kobling mellem vækst, frie markedskræfter, velfærd og kapitalisme på den ene side og demokrati på den anden side.
Igennem flere år har vi set overbevisende eksempler på, at sociale fremskridt, velfærd og økonomisk vækst absolut er en reelt eksisterende mulighed, uden at magthaverne gøres til genstand for demokratisk eftersyn og uden institutionaliserede garantier for individuel frihed og menneskerettigheder. På den måde undermineres den næsten religiøse tro på, at alle lande i sidste ende ville stræbe efter det liberale demokrati. En forestilling, som ikke mindst har været i omløb siden historiens såkaldte afslutning med Berlinmurens fald i 1989. Det er med andre ord ved at være slut på fortællingen om, at der ikke er noget realistisk alternativ til demokratiet.
I bogen Die demokratische Regression taler de to tyske forfattere om en demokratisk regression, altså et tilbagefald for demokratiet, fordi der er sket en bevægelse væk fra idealet om ”folkets” kollektive selvbestemmelse i mange af de liberale demokratier. Dette har ifølge forfatterne resulteret i en udbredt fremmedgørelse, hvor mange borgere ikke længere føler, at de er relevant repræsenteret i de politiske institutioner.
Fortsættelsen på denne fortælling er måske det, som vi netop har oplevet ved hovedparten af valgene til Europa-Parlamentet og løbende ved mange nationale valg – og måske snart kommer til at opleve ved det såkaldte ”skæbnevalg” i Frankrig.
Kan demokratiets modstandere redde demokratiet?
I almindelighed er de fleste mennesker tilhængere af et demokrati. Som en international undersøgelse viser, så er det repræsentative demokrati fortsat et populært ideal, mens der imidlertid på samme tid også vokser en udbredt kritik frem af den måde, som demokratiet rent faktisk fungerer på.
I næsten alle lande er der dannet populistiske partier med autoritære tendenser, som hævder at kunne redde demokratiet fra ”den politiske elite” ved at give ”folket” dets stemme og indflydelse tilbage. Ikke ved at lade folket komme til orde, men ved selv at vide, hvad folket i virkeligheden ønsker. Det er altså selve tanken om det repræsentative demokrati, som angribes med udgangspunkt i, at dets repræsentanter ikke længere tjener de repræsenterede, men primært sig selv og det politiske systems behov.
Målet for de fleste af de autoritære populistiske partier er derfor heller ikke den ene eller anden økonomiske politik eller noget specifikt politisk program. Deres hovedfjende er det politiske system, som har mistet folkelig legitimitet.
Væksten i de autoritære og populistiske bevægelser er tegn på virkelige problemer i de liberale demokratier. Men populismen er ikke svaret på disse problemer, den er en trussel
Kan populismen blive en positiv kraft i ændringen og redningen af demokratiet? Det forekommer ikke sandsynligt, medmindre begrebets normative værdier ændres grundlæggende.
Der findes undersøgelser af, hvad der sker, når populistiske partier kommer tæt på regeringsmagten: De angriber det liberale demokratis kerneinstitutioner under påskud af at befri ”folket” fra den etablerede politiske elite og det, som kaldes for ”systemet”. Det betyder angreb på rettigheder, den frie presse, magtens opdeling, frie domstole og ikke mindst kvinders rettigheder og frihed samt generelle angreb på alle grupper, som ikke anses for at tilhøre det ”rigtige” folk.
Bliver denne afgørende normative dimension angrebet, kan der godt eksistere økonomisk vækst, markedskræfter, en slags velfærd med fysisk og social tryghed, og der kan godt eksistere valghandlinger, men uden at der er tale om frie og lige valgmuligheder.
Væksten i de autoritære og populistiske bevægelser er tegn på virkelige problemer i de liberale demokratier. Men populismen er ikke svaret på disse problemer, den er en trussel. Det bliver afgørende at finde et demokratisk svar på demokratiets problemer med manglende tiltro og tillid til de politiske og demokratiske systemer.
Hvis det er sandt, at populismens styrke, som vi ser overalt i Europa, fører til svækkelse af demokratiet, så er spørgsmålet, hvad der kan føre til styrkelse af demokratiet, så populismens styrke og udbredelse svækkes? Dette diskuteres i de fleste andre lande end Danmark. Socialdemokratiet og regeringen er ikke i nærheden af at kunne eller ville drøfte demokratiets fremtid. Kunne det i sig selv være de første tegn på, at populismen har grebet dem i struben af ren og skær skræk for, at hverken Socialdemokratiet eller den apolitiske regering er en del af fremtidens demokratiske samfund i Danmark?
Læs også Peter Schjødts kronik “Demokratiets fremtid bliver EU-valgets skjulte tema”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
