NORDFRANKRIG // EUROPÆISKE STEMMER #7 – Betragtninger efter to ophold som NGO-arbejder i Collective Aid, Calais: Mens Frankrig og Storbritanniens flygtninge- og migrationspolitik forbliver en uforsonlig deroute, kæmper græsrodsorganisationer mod organiseret, statslig chikane for at undgå en humanitær krise i nordfransk havneby.
CALAIS – Vi befinder os ved den centrale togstations dørtærskel, hvorfra man kan betragte rådhuset l’Hôtel de Ville de Calais’ 75 meter høje og staffagerede klokketårn, hvis mørke spir skyder mod himlen. En skærende kontrast til den kirkelige pragt indfinder sig bag den storladne bygning, hvor telte under broer og nær krat udgør interimistiske og uformelle lejre.
Attraktionen Le Dragon de Calais viser absurditeten par excellence i en by, der vil associeres med andet end druknedød, optøjer og krænkelser af menneskerettigheder
På en scene nær rådhuset spiller et band Yellow af Coldplay, og en besøgende forlystelsespark sender funklende lys ud i den tidlige aftenhimmel. Ved stranden skyller bølgerne ind, mens en evindelig strøm af færger passerer. Strandbreddens mest attraktive beliggenheder synes en anelse ramponerede.
Langs vandkanten slentrer en 25 meter lang og 10 meter høj grønblå mekanisk drage rundt med turister på ryggen, mens den spyr ild. Attraktionen Le Dragon de Calais viser absurditeten par excellence i en by, der vil associeres med andet end druknedød, optøjer og krænkelser af menneskerettigheder.
Flygtninge og migranter i Calais og Grande-Synthe forsøger at krydse Den Engelske Kanal, da de ikke kan få andragender om opholdstilladelser eller asyl i Storbritannien behandlet på fransk jord. En politisk vandgang forårsager tragedier som i november sidste år, hvor 27 flygtninge og migranter – heraf tre børn og en gravid kvinde – druknede i Kanalen, efter deres gummibånd måtte give fortabt over for havets ubønhørlige bølger.
For at nå til forståelsen af den fransk-britiske uforsonlighed må man skele til en historisk overflyvning og en bilateral, politisk aftale.
Flygtningelejre på fjerde årti
Siden halvfemserne har Frankrig og Storbritanniens samarbejde om grænsekontrol været prekært. I 2002 blev et modtagecenter nær Calais lukket på foranledning af Storbritannien, der frygtede øget immigration. Siden har Calais været knudepunkt for flygtninge og migranters selvbestaltede lejre.
Med Det Arabiske Forårs flygtningestrømme genopstod Calais-lejren The Jungle, der for Frankrig og Storbritannien blev en eksponering af fejlslagen asylpolitik. De millioner af mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika, der flygtede fra autoritære statslederes sidste krampetrækninger, etablerede flygtningelejren en spytklat fra verdens travleste passagerhavn.
Da The Jungle var størst med op mod 10.000 flygtninge og migranter i 2016, blev lejren ryddet efter ordre fra Frankrigs daværende præsident, François Hollande. Calais forblev og er til stadighed en bet for hans arvtager, Emmanuel Macron.
Havnebyen har i årevis været arnested for elendighed, og særligt én politisk aftale har del i forklaringen.
En antikveret aftale
I 2003 underskrev Storbritannien og Frankrig Le Touquet-aftalen, der flyttede den britiske grænse til Frankrig, hvor flygtninge og migranter derfor er koncentreret. Le Touquet-aftalen står stadig ved magt, men er anledning til stridigheder. Storbritannien poster flest penge i grænsekontrollen og har patruljerende styrker på den franske side af Kanalen. De anklager Frankrig for at være lemfældige, når flygtninge og migranter krydser Kanalen, mens Frankrig er træt af det britiske forsøg på at give dem ansvaret for at forsvare den britiske grænse.
Brexit har affødt et større incitament for en livsfarlig sejlads over kanalen
I juli sidste år indgik parterne en aftale om en britisk finansiering af grænsekontrol på fransk jord for 465 millioner kroner. Summen blev efterfølgende varslet tilbageholdt grundet britisk utilfredshed med den franske indsats. Den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, bebudede senere i oktober, at Frankrig er ”en allieret af Storbritannien”, men ” ikke deres vasal”.
Landenes nulsumsspil har skabt en flaskehals af flygtninge og migranter, der vil krydse grænsen til Storbritannien. En britisk EU-exit har ikke ændret på det faktum.
Adjø til Dublinforordningen
Da Storbritannien forlod EU, udtrådte de også af Dublinforordningen, der gør det muligt for EU-lande at sende asylansøgere retur til det EU-land, hvor ansøgerne først blev registeret med fingeraftryk – dette land er ansvarligt for ansøgningen.
Med udsigten til ikke at kunne sendes tilbage, fortalte flygtninge og migranter i efteråret sidste år, at Brexit har affødt et større incitament for en livsfarlig sejlads over kanalen, da Dublinforordningen er en saga blot for Storbritanniens vedkommende. ”Take back control of our borders” –løftet fra den tidligere britiske premierminister, Boris Johnson, synes afklædt som en summarisk parole om en gordisk knude.
I Frankrig og Storbritannien bruges situationen i Calais og Grande-Synthe som brik i en politisk magtkamp, hvor taberne er flygtninge og migranter.
Til en mindehøjtidelighed møder vi skæbner, der har tabt kampen i Frankrig.
Vil hellere dø i havet
Det er en lun julidag, og vi står foran byparken Parc Richelieu i centrum af Calais. En skyfri himmel står over parkens trækroner. Ved parkens indgang afholdes en mindehøjtidelighed for en 22-årig sudaneser, der to dage forinden druknede i en mindre kanal vest for Dunkerque, da han ville vaske sig.
Den unge mands navn bliver det næste, der indgraveres på en plakette og monteres på en af de medbragte mindetavler i træ, som opremser navnene på flygtninge og migranter, hvis sidste åndedræt blev taget i området omkring Calais og Grande-Synthe.
Ét minuts stilhed afløses af taler. Der lyttes med krumme nakker og foldede hænder. En fortørnet mand i en for stor trøje tager ordet og bekender over for tilhørerne, at hans forældre døde i krig, og at han hader Frankrig, der har stjålet fra Afrika. De menneskerettigheder, han kan læse om i alverdens medier, kan han ikke genkende skyggen af i Frankrig.
”Jeg vil hellere dø i havet og få mit navn på mindetavlen end dø i Frankrig,” konkluderer manden, der søger håb i Storbritannien, før talen går på hæld.
Menneskerettighederne, taleren ikke genkender, afspejles i den konstante chikane, flygtninge og migranter udsættes for.
En ødelagt vandtank
De sporadiske vindpust er for varme til at hindre piblende sved i ansigtet på folk. Det er tørt, og støvet er mærkbart.
Mens vi fra bagdørene af Collective Aids’ varevogn klargør distributionen af tøj, soveposer og hygiejneartikler, står flygtninge og migranter under bagende sol i kø for at modtage hjælpen.
Varmebølgen, der slog et hav af varmerekorder i Frankrig, er alvorlig i Calais. Organisationen Calais Food Collective’s tusindeliters vandtanke nær lejre vandaliseres med knive og boremaskiner. Sommetider står en vred borger bag – uden at organisationerne for alvor tør føre bevisbyrden.
Bag den mere organiserede chikane mod flygtninge, migranter og humanitære organisationer står hovedsageligt den franske stat, hvilket flere rapporter bevidner.
The Politics of Exhaustion
Hver 48. time tvinger tungt bevæbnede betjente – navnlig fra Compagnies Républicaines de Sécurité – flygtninge og migranter i Calais til at fjerne telte og ejendele øjeblikkeligt. Den officielle grund til disse forvisninger er, at en ny Jungle ikke tillades, om end folk kan vende tilbage til samme sted kort efter forvisningen.
Forvisninger er led i det, menneskerettighedsaktivisten og tidligere administrerende direktør for Refugee Rights Europe, Marta Welander, i en 18 sider lang artikel fra 2020 kalder The Politics of Exhaustion. Artiklen er en aktuel kortlægning af den britiske eksternalisering af grænsekontrol i Frankrig, der kombineret med andre aftaler har skabt udmattelsens politik.
Udmattelsens politik udgøres af fem metoder, der skal afskrække, ekskludere og kontrollere gennem fysisk og psykisk udmattelse:
Forvisninger, organiseret verbal og fysisk voldelighed, statslig tilbagetrækning af hjælp og bistand, konfiskering af ejendele samt reduktion af leveareal.
Alle fem metoder var markante i Calais. Om politiets voldelighed sagde en sudaneser, Welander interviewede:
”De (politiet) må være støttet fra højere instanser og vide, at de ikke vil blive straffet.”
Ulykkeligvis oplever vi, at chikanen fortsat er konsekvent. Derfor har jeg sat en i stævne, der kan forklare juraen bag de 1226 forvisninger, der sidste år fandt sted i Calais.
Et smuthul i loven
Human Rights Observers, et projekt under ngo’en L’Auberge des Migrants, overvåger forholdene i lejrene. De har kontor i en skurvogn uden for en lagerbygning, hvor otte humanitære organisationer – heriblandt Collective Aid – holder til. Under et halvtag mødes jeg med projektets Legal Coordinator, Adam, der har indvilget i at svare på spørgsmål til juraen bag forvisninger hver 48. time. Gentagende gange må jeg bede ham om at koge det juridiske ned til lægmandsviden.
Adam forklarer, at præfekturet, der varetager funktioner for staten i departement Pas-De-Calais (én af 96 administrative enheder i Frankrig), underminerer loven og under forvisninger gør brug af en gråzone i Flagrante Delicto Investigation-proceduren. Proceduren er en efterforskningsbestemmelse, der tillader politiet at handle uden dommerkendelse ved øjeblikkelige lovovertrædelser.
I interimistiske lejre, der allerede er etablerede, idet installationen af telte er sket, må politiet ikke skride til forvisninger. Da der ikke er tale om en øjeblikkelig lovovertrædelse (ift. at besætte offentligt rum), må Flagrante Delicto ikke tages i brug. Af denne grund postulerer politiet, at de ser installationen af telte ske i øjeblikket, så de kan forvise uden dommerkendelse. Dog er politiet under en forvisning flankeret af tolke, rengøringshold og BAF (grænsepolitiet), hvilket tydeliggør, at aktionen er forberedt og derfor modstridende med Flagrante Delictos bestemmelse om øjeblikkelig lovovertrædelse.
Forvisninger hører ikke under efterforskning og må derfor ikke udføres med dette som lovgrundlag.
Mens vi sidder på afrakkede stole og drøfter, forsøger organisationers varebiler at navigere uden om hinanden på den smalle gårdsplads. Adam opsummerer:
”Gråzonen, de (politiet) benytter sig af, er et smuthul, når de bruger juridisk og udøvende magt til at få gennemført forvisninger uden dommerkendelse. Uden smuthullet vil det være umuligt – i realiteten burde det være umuligt (…) De leger med loven.”
Under en distribution møder vi én, der fik nok af Calais’ chikane og risikerede livet i forsøget på at krydse Kanalen.
Collective Aid
I den fælles lagerbygnings entré rumsterer musikken fra organisationen Refugee Community Kitchens tilstødende køkken. Langs lagerets hovedgang er vi flankeret af bannere om solidarity og prejudice, der understreger, at organisationernes mandskab er utilfredse, politiske dissidenter i departementet Pas-De-Calais, der er de højreorienterede og indvandringskritiskes højborg.
Flere af lagerets organisationer mistede ved årsskiftet et økonomisk fundament, da den britiske fond Choose Love trak deres årlige bevilling på 700.000 euro. De formår imidlertid at holde situationen i ave.
I Collective Aids lagerafdeling er vi omringet af meterhøje pallehylder med tøj, der pakkes og sættes i vores varebil, inden den kører ud til foden af en kratskov. Bilens ladning distribueres til flygtninge og migranter, mens vores generator – til opladning af deres telefoner – overtager det ellers fredfyldte lydbillede på støjende, monoton vis.
Da distributionen afsluttes, fordriver en gruppe eritreere tiden med fodbold, hvor de, der har sko, har fordelen. Enkelte af os frivillige tager del i spillet, og man kan fornemme, at bolden for en stund fungerer som eskapisme, når der under solen grines og hånes i vennelag.
En haltende mand, der tager plads på en bænk nær boldspillet, må afvise at deltage. På et gebrokkent engelsk fortæller han, at han for otte måneder siden brækkede benet i forsøget på at hægte sig fast på en lastbil mod Storbritannien, og at han nu har rundet to år i Calais, skæbnernes holdeplads.
Flænsede telte
Human Rights Observers årsrapport fortæller på 35 sider, hvad der i 2021 blev observeret omkring de interimistiske lejre.
Rapporten kritiserer den fysiske voldsomhed fra politiet. I forbindelse med forvisninger hældte betjente vand på bål, skar i bemandede telte og skubbede folk væk, der ville sikre deres ejendele, eftersom det ikke er usædvanligt, at dokumenter, medicin og telefoner konfiskeres og forsvinder.
Regelmæssigt kombineres forvisninger med opsætning af hegn og beskæring af træer. Ydermere distribuerer statsorganisationen La Vie Active ofte mad og sanitære fornødenheder samtidig med forvisningerne, så folk må vælge mellem at blive ved deres ting eller at modtage hjælpen
Sidste sommer, da det stadig var lovligt for organisationer at hjælpe flygtninge og migranter med at finde konfiskerede ejendele, lå telte, soveposer, rygsække og cykler smidt i en fugtig, ofte aflåst container. Politiet må ikke smide ting væk, så derfor endte nogle ting dér. Dengang stod vi frivillige resignerende med flænsede telte i hånden og måtte efter en udsigtsløs, beskidt søgen ofte give fortabt.
I år er det – med en tilsvarende obskur ordning – ligeledes så godt som umuligt at finde konfiskerede ting, fortalte Adam fra Human Rights Observers under vores tidligere møde, mens vi hovedrystende kunne fortælle anekdoter om ordningerne.
Fortsat politisk ustabilitet
Mens humanitære organisationer forsøger at holde skruen i vandet, er der høj bølgegang i både Élysée-palæet i Paris og på Downing Street.
Den franske præsident Macron er under pres. Ved parlamentsvalget i juni mistede han og hans koalition flertallet i Nationalforsamlingen, hvilket kan føre til en handlingslammet republik. Flertal eller ej er der ikke udsigt til mere humane vilkår i Calais.
På modsatte side af Kanalen har Storbritannien øget aktiviteten i Østafrika.
Rwanda
Den ubekendte faktor for Calais hedder Rwanda. Ifølge aftalen mellem den britiske regering og den rwandiske regering skal Storbritanniens ”illegale” asylansøgere deporteres til Rwanda og have deres sager behandlet af rwandiske myndigheder. En godkendt sag giver permanent ophold i Rwanda, ikke Storbritannien.
Et chartret fly mod Rwanda, som Storbritannien betalte 500.000 pund for, skulle den 14. juni være lettet med blot fire asylansøgere som passagerer. Efter indgriben fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol måtte flyet dog blive på landingsbanen i Wiltshire. En juridisk gennemgang af deportationsplanernes lovlighed startede den 5. september, hvor Rwandas menneskerettighedsforhold – og ministres kendskab hertil – undersøges.
For den nyudnævnte premierminister, Liz Truss, er det magtpåliggende at fortsætte Rwanda-aftalen, så rettens afgørelse kan få stor betydning for flygtninge og migranter i Calais.
Min kollega, Isabel Alonso, Programmanager hos Collective Aid Calais, gav i juli sin udlægning af Rwandapolitikkens foreløbige virkning. I podcasten Think Change sagde hun:
”Rwandaplanen skaber forvirring og frygt, og nogle vil måske vente her (i Calais) for en periode for at se, hvad der sker, og om folk virkelig vil blive sendt til Rwanda. Men antallet af ture over kanalen er mangedoblet, så jeg tror ikke, at det har en afskrækkende effekt.”
Hvis man kigger på de seneste tal fra Frankrig, så er der da heller ikke meget, der tyder på, at Rwanda-aftalen skulle have en afskrækkende effekt. Snarere tværtimod. Den 22. august drog 1295 flygtninge og migranter under rolige vejrforhold fra Frankrig i små både.
Uden politisk forandring, uden legale ruter til Storbritannien og uden et ændret asylsystem er udsigterne dystre i Calais. Den sidste plakette til mindetavlen er næppe graveret.
Læs mere om flygtninge i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
