English: Underaged refugee in a camp located at the northeastern Greek island of Lesbos, 30 January 2016. 30 January 2016 Photo: Mstyslav Chernov/Unframe Wikimeida Commons

Varm luft og farlige forbindelser

i Europa/Featured/Politik & Samfund af

Flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet, der træder i kraft i dag, søndag den 20. marts, er ingen løsning på flygtningekrisen.

Aftalen var oprindelig udformet som et farligt nybrud for det man kunne kalde den europæiske institution om asyl. Og ville medføre massedeportationer af alle såkaldte irregulære migranter fra flere græske øer til Tyrkiet. De irregulære migranter er betegnelsen for alle de mennesker, der er indrejst til Grækenland uden fornødent visum. Modydelsen var først tænkt som en ordning, hvor mindre kvoter af flygtninge på sikker og lovformelig vis kunne forlade Tyrkiet og rejse til EU og få asyl i et medlemsland. Det lignede en europæisk version af den tidligere australske maverick-premierminister Tony Abotts ”Turn back the boats”-politik. En politik, der har kostet såvel uforholdsmæssigt mange dollars som en god portion moralske, australske tømmermænd.

Konklusionerne fra EU-topmødet den 17. og 18. marts stikker i imidlertid i flere og delvist andre retninger. Men ikke desto mindre er det svært at se, at der bag formuleringerne skulle gemme sig en løsning på den krise, strømmen af flygtninge har kastet Europa ud i.

Tyrkiet som sikkert asylland

Lad os se nærmere på de vigtigste dele af aftalen.

To elementer er afgørende og nye:

Tyrkiet er ikke før blevet set som et sikkert tredjeland at sende flygtninge tilbage til. Og det er der god grund til.  For Tyrkiet har i mange år holdt sig til den oprindelige geografiske begrænsning af FN’s flygtningekonvention, hvilket har betydet, at konventionen alene har været gældende for europæiske flygtninge. Imidlertid anerkender den tyrkiske udlændingelov fra 2014 nu, at alle mennesker har ret til asyl, og det ville være urimeligt at sige, at Tyrkiet ikke påtager sig en beskyttelsesforpligtelse, eftersom landet aktuelt huser knap 3 millioner flygtninge primært fra Syrien.

Ikke desto mindre har Tyrkiet fortsat åbenlyse problemer med at respektere menneskerettighedsbestemmelserne og under præsident Erdogan og hans AKP-parti har det store og strategisk vigtige NATO-medlemsland kun bevæget sig beslutsomt i den forkerte retning på dette område.

1 for 1 princippet

Det andet nye i aftalen mellem EU og Tyrkiet er ”1 for 1”-princippet.

Princippet betyder, at for hver syrisk person, der kommer over vandet til Grækenland og bliver sendt tilbage til Tyrkisk jord, forpligter EU sig til at tage en syrer fra Tyrkiet som kvoteflygtning. (Mekanismen gælder kun syrere, ikke andre nationaliteter).

Det er faktisk et markant og positivt nybrud, eftersom ulovlig indsmugling hidtil har været den eneste måde at få adgang til EU – og har været det i årtier. Kvoterne af FN-flygtninge har været uendeligt små, og man kan ikke søge asyl på en ambassade. Jo større chance for at få asyl, jo mindre chance for lovlig indrejse til EU.

Det er menneskeligt og moralsk fuldstændigt utåleligt, at 10 mennesker, store som små, drukner i det ægæiske hav hver eneste dag. Der er intet andet ord for det. Utåleligt

Sådan er realiteterne og har været det i årtier. Det er derfor, at menneskesmuglere har en lukrativ forretning kørende. Opgøret med disse smuglere af mennesker har altid ligget i en øgning af kvoterne for FN-flygtninge, der nemlig er berettiget til en sikker og legal indrejse i deres nye hjemland. Samtidig er det også den eneste måde, hvorpå man kan imødegå den humanitære katastrofe, som vi er vidne til dagligt i Middelhavet.

For tag ikke fejl: Det er menneskeligt og moralsk fuldstændigt utåleligt, at 10 mennesker, store som små, drukner i det ægæiske hav hver eneste dag. Der er intet andet ord for det. Utåleligt.

Kejserens nye klæder

Men netop derfor er det også påfaldende, at 1 for 1-mekanismen er så ulogisk skruet sammen

Hvorfor skal en syrer overleve den farlige krydsning over vand til Grækenland og sendes tilbage til Tyrkiet først, for at en anden syrer kan få legal og sikker indrejse ind i EU?

Og videre: Nu da topmødet understregede – formentlig på særligt Frankrig og Spaniens foranledning -at man respekterer flygtninges retskrav, og behandler alle flygtninges asylanmodninger individuelt ved ankomsten, hvor sandsynligt eller rimeligt, er det så at tro, at en eneste syrer, der når Europa, bliver sendt tilbage?

En væsentlig detalje er herudover, at det overvældende flertal, der søgte asyl i EU i 2015, ifølge Eurostat var fra Syrien (knap 400.000) samt Afghanistan og Irak (samlet 250.000). Herudover er der mere end 150.000 europæere fra Balkan og Ukraine – disse har ikke krydset noget hav- og færre end 150.000 flygtninge fra lande som Nigeria, Eritrea, Iran og Pakistan.

På den baggrund bliver fortolkningen og implementeringen af denne del af aftalen helt afgørende: sendes folk med en rimelig udsigt til beskyttelse tilbage til Tyrkiet eller får de lov til at blive?

Og derudover: bliver de sendt tilbage, fordi man antager, at Tyrkiet er et sikkert land? Og hvis ja, hvorfor har man så sat et loft over antallet af kvoteflygtninge fra Tyrkiet til EU på 72.000? I aftalen hedder det, at mekanismen skal ’gendiskuteres,’ når dette antal nås.

Uden et øvre niveau, der ligger langt, langt højere, er det reelt tvivlsomt, hvor effektivt aftalen vil være i kampen imod menneskesmuglerne. Og man sidder tilbage med en HC Andersensk fornemmelse af, at mekanismen måske er tænkt som en kaotisk fremtidig signalpolitik. Det vil vise sig, når aftalen mellem EU og Tyrkiet effektueres.

Tyrkiet skal forhindre ulovlig migration, men hvordan?

Tyrkerne skal ifølge aftalen – og som en del af prisen for de 3 milliarder euro, de modtager af de europæiske skatteydere – tage ”alle nødvendige skridt for at forhindre ulovlig migration” fra sit territorium.

Det lyder godt, men det interessante her er naturligvis, hvilke skridt, der er nødvendige. Er det vandkanoner? Sænkning af både? Hvilke tiltag forestiller man sig?

Når man hører fra frivillige, der f.eks. arbejder på en ø som Lesbos, der modtager 60 procent af alle indrejsende over det ægæiske hav, hører man, at den europæiske grænseoperation Triton ikke er særlig tilstedeværende, og den græske kystvagt har ikke benzin nok til at patruljere mere end nogle timer i døgnet.

Når dette udgør niveauet for den europæiske grænsekontrol, hvad er det så man forventer af tyrkerne? De videoer, der florerer som viser brug af bl.a. vandkanoner imod overfyldte gummibåde fra Tyrkisk side, kalder med deres eget klare sprog på en forventningsafstemning og klar identifikation af mulige interventionsmidler og handlingsprotokoller på begge sider af grænsen.

Og man kan i øvrigt lige tilføje, at alle mennesker som bekendt er mennesker, men nogen er svagere end andre. Og en tredjedel ombord på bådene er i denne tid børn.

Venskabets urealistiske pris

Tyrkerne får ifølge aftalen mulighed for at rejse til EU uden visum. Dette er også en klar ”modydelse” som tak for at lette flygtningepresset på Europa, og den del af aftalen skal gennemføres før juni måned i år. Dertil skal der ske en genåbning af Tyrkiets forhandlinger om medlemskab af EU.

Hertil kan man blot sige, at det europæiske samarbejde lige nu er i en forfatning, hvor en fremtidig optagelse af Tyrkiet i Unionen er totalt urealistisk.

2015 har efterladt det europæiske samarbejde i en tilstand af granat-chok, væsentlige elementer af samarbejdets fundament, som Schengen-aftalen, den fri bevægelighed og Dublin-forordningen hænger i laser. EU’s dagsform berettiger simpelt hen på ingen måde til realitetsforhandlinger med 80 millioner tyrkere.

Erfaringerne med Bulgarien og Rumænien peger entydigt i retning af, at EU ikke skal give rabat, når det gælder Unionens krav om åbenhed, gennemsigtighed og god regeringsførelse, når man optager nye lande.

2015 har efterladt det europæiske samarbejde i en tilstand af granat-chok, væsentlige elementer af samarbejdets fundament, som Schengen-aftalen, den fri bevægelighed og Dublin-forordningen hænger i laser. EU’s dagsform berettiger simpelt hen på ingen måde til realitetsforhandlinger med 80 millioner tyrkere.

Hertil kan man lægge det faktum, at tyrkernes dagsform er om muligt endnu værre end EU. Her er dagens ret en crack-down på fundamentale rettigheder, en åben konflikt med kurdiske militser, og galmandsværk, som da Tyrkiet i december nedskød et russisk kampfly. Arrogancen fra præsident Erdogan synes tæt på patologisk. At indlede denne måneds forhandlinger med EU ved at overtage endnu et stort, uafhængigt tyrkisk mediehus siger alt.

EU er – som lederen af den liberale gruppe Guy Verhofstadt netop har skrevet – bygget på fundamentale rettigheder; Unionen er i lige så høj grad et værdifællesskab som et frihandelsområde. Derfor er alene den skinmanøvre, som genåbning af optagelsesforhandlingerne er, et offer, der trækker Europas troværdighed yderligere end tand ned.

Afgørende uger og måneder

Den kommende tid skal aftalen så faktisk iværksættes. Og implementeringen bliver første prøvesten for forhandlingerne mellem de europæiske lande på området. Topmødets konklusioner fastslår nemlig, at resten af medlemslandene og EU skal bistå Grækenland med at modtage og individuelt behandle de tusinder af mennesker, der stadigt ankommer dagligt.  Det understreges samtidig, til ære for lande som Ungarn, at aftalen ikke indebærer nye forpligtelser for medlemslandene.

Som med al anden menneskelig virksomhed er inertien en erfaringsvist ustyrlig og afgørende faktor. Og hvordan man konkret vil fortolke tilbagesendelsen af ”irregulære migranter” efter endt individuel behandling bliver en anden. Skal flygtninge med et asylgrundlag have mulighed for at blive i Grækenland, er de praktiske konsekvenser af aftalen mindre iøjnefaldende.

Det er EU og Tyrkiets klart udtrykte forventning i aftalen, at migrationen over det ægæiske hav vil falde markant, som led i aftalen. Håbet er som bekendt lysegrønt, men jeg kan ikke se, at flygtningeaftalen blot kommer i nærheden af at udgøre løsningen på EU’s flygtningekrise.

Topfoto: Mstyslav Chernov/Unframe, Wikimedia Commons: Underaged refugee in a camp located at the northeastern Greek island of Lesbos, 30 January 2016.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV. Hun er også USA-korrespondent og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 sprang hun ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012, 2016 og 2020). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid læser hun bøger og bistår danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er noget af en nørd, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på nu 18. år som udlandsdansker. Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen. Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail til annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Europa