Lampedusas mesterlige roman ’Leoparden’ sender én på jagt efter Siciliens mystiske kattedyr

af i Bøger/Europa/Kultur

BØGER // ANBEFALING – Forfatter Cecilie Marie Meyer har læst Tomaso di Lampedusas roman Il Gattopardo, der blev udgivet i 1958 og sidenhen er blevet en absolut klassiker og forlæg for Luchino Viscontis film af samme navn. Selvom leoparden i dag kun kan findes i levende live i øens zoologiske haver, er dyret blevet et ledemotiv i den sicilianske bevidsthed.

Når Burt Lancaster lægger armen om Claudia Cardinales smalle liv og fører hende rundt i en sensuel vals, holder både adelsgæsterne i dansesalen og tilskueren bag tv-skærmen vejret. For det er et af de absolutte højdepunkter i filmatiseringen af Tomasi di Lampedusas roman Leoparden, hvor man trods de forgyldte møbler, de overdådige kjoler og de varme farver i den sicilianske nat fornemmer en skæbnesvanger forandring: Det er øjeblikket, hvor Fabrizio Corbera di Salina, en af de mægtigste fyrster på Sicilien, lader den nye generation, repræsenteret af den skønne og ambitiøse Angelica og hendes opportunistiske forlovede og Fabrizios nevø, Tancredi, træde i forgrunden.

Selv med adelig kone og syv børn er Fabrizio en ensom mand, der hellere vil bruge sin tid på at betragte planeterne i sit planetarium i sit palads udenfor Palermo, jage dyr ihjel i baglandets skove eller gå igennem sine overbegroede haver med hunden Bendico halsende ved sin side, end deltage i adelsstandens overfladiske teatertragik.

Som Italiensskribent er det med ærefrygt, at man nærmer sig det ikoniske værk Il Gattopardo, der blev udgivet i 1958 og sidenhen er blevet en absolut klassiker. Jeg har set filmen af Luchino Visconti, der i 1963 vandt guldpalmerne i Cannes, og blevet dybt bevæget over Burt Lancasters desillusionerede karaktér, der betragter Sicilien under de forskellige ideologiers åg. Og jeg har også skimmet værket, når det har været nødvendigt. Men nu har jeg læst bogen fra ende til anden og er meget begejstret.

For det første er romanen meget mere moderne i sit udtryk, end jeg forventede: bogen blev skrevet i 50’erne, og skønt den udgør noget så usædvanligt som en kanoniseret roman skrevet af en adelsmand fra Siciliens absolutte elite, er den forbløffende realistisk helt ud i det kyniske i sin skildring af Fyrst Salinas psykologiske tilstand. For det andet er det syditalienske litterære udtryk, med sin svulstighed og sit blik for landskabernes storhed og kontraster, stadig tydeligt.

Alt skal forandres

Romanen starter i året 1860, hvor Garibaldi går i land i Marsala. Snart vil han og hans 1000 mand indtage Sicilien og Syditalien og hjælpe kong Vittorio Emanuele med at samle Italien, en politisk begivenhed, der på både et fysisk og et psykisk plan repræsenterer adelsstandens fald og opstigningen af den borgerlige klasse.

Fabrizio fortæller, hvordan det betyder, at ”leoparder og løver nu udskiftes med sjakaler og hyæner”, men Fabrizio har i lang tid forinden mærket adelens degenerering: han fornemmer den i Tancredis støtte til Garibaldi og den piemontesiske hær i den unge adelsmands håb om at gøre militær karriere i den vindende lejr; i Angelica Sedaras familie, hvor bedstefaren var sindssyg og levede i sit eget skidt, men hvor hendes far med kynisme og snilde nu er blevet den største jordbesidder omkring Salina-familiens sommerresidens i Donnafugata nær Sicilien sydkyst; og i den grimme ungdom, der med overbid, dårlige tænder og fede ansigter betragter Fabrizios dans med Angelica.

Som romanen skrider frem, forvandles Fabrizio fra en stærk og handlekraftig fyrste, som folk både elsker og frygter – og i statur fuldstændig mimer leoparden i sit våbenskjold, med smidige bevægelser, bred brystkasse, blond pels og stærke poter – til en gammel mand, der dør i sin seng i familiens lejlighed i Palermo i 1883, og på rørende vis ser døden komme til sin seng i form af en ung kvinde i brun kjole og tornure.

Burt Lancaster i rollen som Fyrst Salina i sit elskede observatorium, hvorfra han betragter himlen og længes efter at hæve sig over livets overfladiskhed blandt stjernerne. Wikipedia.

Men romanen følger Salina-familiens fald helt op til 1910, hvor Fabrizios ugifte døtre bliver til grin, fordi de i deres private kapel disponerer over falske relikvier og beder foran en Madonna, der ved en kirkelig inspektion blot viser sig at være et anonymt motiv af en nøgen kvinde.

I det sidste kapitel indser Concetta, der sidder i sin forgyldte lejlighed omgivet af rådne møbler og ragelse og har en nøglerolle i romanen som Tancredis kusine, der aldrig bliver gift med sin kærlighed, men må vansmægte i sin egen familie grundet dens økonomiske interesser i at danne alliance med Sedara’erne, at slægtens omdømme og fremtid endegyldigt er ved at formulde.

Pengene og besiddelserne er væk – og nu også familiens rygte i de gejstlige kredse. Concetta rejser sig, tager det gamle, mugne skind fra Bendicò, der ligger på gulvet, og smider det ud ad vinduet, som en sidste, symbolsk handling.

Leoparden er især verdensberømt for Fabrizio Salinas samtale med Tancredi, hvor han udtaler ordene: ”alt skal forandres, så alt kan forblive, som det er”, og ”Sicilien er gammel, ældgammel og træt.” Sætningerne kendetegner Sicilien i en nøddeskal, en ø, hvis befolkning er forblevet sig selv på trods og måske netop på grund af de utallige invasioner, krige og ideologier, som har passeret henover dens støvede overflade.

En rejseguide til Leopardernes univers

Romanen er blevet kaldt mere europæisk end italiensk i dens spejling af kontinentets evige spændinger og paradokser og dens befolknings længsel efter en tabt verden, men værket blev først udgivet et år efter Tomaso di Lampedusas død i 1957 efter et stort forarbejde fra hans familie, der insisterede på at få bogen på gaden på trods af modvilje fra forlagene, som syntes bogen umiddelbart lød for svulstig og elitær i forhold til datidens mere minimalistiske strømninger.

Leoparden vandrer som ledemotiv meget længere tilbage end Lampedusas univers til en tid, hvor store kattedyr blev anset som magiske

Men Tomasi insisterede og troede på sin roman til det sidste, og leverede i et brev dateret den 30 maggio 1957 til sin ven baron Enrico Merlo di Tagliavia en indgang til både stederne og personerne i Leoparden:

”Det er unødvendigt at fortælle dig, at fyrst Salina var fyrst Lampedusa, Giulio Fabrizio, min oldefar. Hver en ting er sand: hans statur, matematikken, den falske vold, skepsissen, konen, hans tyske mor, modviljen mod at blive senator (..) Angelica ved jeg ikke, hvem ligner, men husk at hendes efternavn Sedara rimer på Favara. Donnafugata er landsbyen Palma; slottet ligger i Santa Margherita. Jeg holder meget af de to sidste kapitler: Don Fabrizios død, en mand, der altid har været alene på trods af at havde kone og syv børn; scenen med relikvierne, der slår hovedet på sømmet, er absolut autentisk, jeg så det med mine egne øjne. Sicilien er det, Sicilien er, i 1860, og som det altid har været. Jeg synes kapitlerne indeholder deres egen melankolske ironi. Jeg rejser i dag, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage (…) Bemærk: hunden Bendicò er en vigtig karakter, den er næsten romanens nøgle (..). Dette heraldiske emblem er nøglen til destruktionen, fordi ødelæggelsen når hele vejen til hunden.”

Tomasi di Lampedusa har altså givet eftertiden en regulær rejseguide til Leopardernes univers, og i dag besøger mange Palma, Santa Margherita og Siciliens sydkyst med romanen i baghovedet. Også slottet Donnafugata, der ligger i samme område, og hvor dansescenerne til filmen blev optaget, er blevet en turistdestination grundet romanens berømmelse.

Giuseppe Tomasi di Lampedusa levede fra 1896-1957 og byggede sin roman over sin egen slægts historie og skæbne. Flere forlag afviste romanen, men efter hans død blev den udgivet hos Feltrinelli og fik straks stor succes. Wikipedia.

Selvom leoparden i dag kun kan findes i levende live i øens zoologiske haver, er dyret blevet et ledemotiv i den sicilianske bevidsthed. Leoparden var en del af Lampedusa-familiens eget våbenskjold, hvor den står på bagbenene på et bjerg med tre bjergtoppe og en krone på hovedet.

Lampedusa-familien var en af Siciliens ældste adelsslægter og kan spores helt tilbage til 330, hvor forfædrene kom til Italien fra Istanbul, datidens Byzans. Måske det eksotiske dyr var en del af den lokale fauna i det tyrkiske opland, som det gav mening at huske og forbinde sig med på rejsen mod vest? Det giver mening hvis man kigger på panterfamilien, som leoparden er en del af, og som endnu i dag lever i Lilleasiens skove.

Ser man på det italienske ord gattopardo, mener nogen, at det er forkert at oversætte det direkte til leopard. I stedet mener forskere og zoologer, at ordet henviser til servalen, et mindre kattedyr med blond, stribet og plettet pels, som i dag lever i Afrika vest for Sahara, og hvis vildkattefamilie endda fandtes på Sicilien indtil midten af 1800-tallet, hvor de sidste eksemplarer udgjorde en trussel mod kvæget og derfor blev jagtet og udslettet.

Det ville passe godt ind i Lampedusas symbolik: Tomasi døde uden børn i 1957 som den sidste i sin tusindårige slægt, ligesom Fyrst Salina i romanen blot kan iagttage sin egen families udslettelse. Og ser man sig omkring er Sicilien den region i Syditalien, der suverænt kan byde på flest blonde leoparder i befolkningen. De lister rundt i gaderne på bløde poter med aner tilbage til de lyse normannere, og kan på forunderlig vis vokse op med flammende rødt hår, mælkehvide ansigter og fregner i et Middelhav omgivet af hud ’a olivastro’, med olivenglød.

Sicilien, der både synes at tilhøre Europa og Afrika, og har en overflade, der plettet af blod, mælk, sved og olie altid vaskes ren af regnen, i sin læggen ryg til tidens ubønhørlige gang

Skønt de gamle adelsfamilier forlængst har fået ophævet deres privilegier og kun har de ældgamle navne til pynt, opdrages man stadig til at ranke ryggen og skride nedad gaden i stolt positur og blande sig med resten af øens befolkning, der også forstår at bære sig med katteagtig ynde.

Leoparden vandrer som ledemotiv meget længere tilbage end Lampedusas univers til en tid, hvor store kattedyr blev anset som magiske.

Dante drømte om at møde panteren i Italiens skove og blive parfumeret af rovdyrets duftende ånde. Den befolkede middelalderens mytologi ligesom enhjørninger og griffer.

Noget af mystikken lå i det faktum, at en leopard mentes at være en krydsning mellem en panter og en løve – en smuk bastard med en pels, der spejler underskovens vekslende flimmer af sol og skygger. Akkurat som Sicilien, der både synes at tilhøre Europa og Afrika, og har en overflade, der plettet af blod, mælk, sved og olie altid vaskes ren af regnen, i sin læggen ryg til tidens ubønhørlige gang.


Fotos: Wikimedia Commons.

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte.

Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter.

Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.

Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige.

Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?

Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.

Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk