TRO // INTERVIEW – Mister Folkekirken relevans og berettigelse på grund af det faldende medlemstal? Udspiller kirken sin rolle i en tid, hvor selvhjælpsbøger i stedet fylder stadigt mere? Og hvorfor bruger debattører kristendommen som identitetspolitisk våben? Journalist Lauritz Korfix Schultz har spurgt den 28-årige præst Kristoffer Garne, der er aktuel med bogen Den kristne religion – en vejviser. Garne mener, det er bondefangeri at generobre medlemmer med drop-in dåb og tapas i kirken, ligesom det i regeringsgrundlaget er fattigt at betegne Danmark som et kristent land.
En lille håndfuld bogudgivelser inden han er fyldt tredive. Guldmedalje for specialet om Grundtvig. Og i 2018 udkom han med en bog om højskolefaderen. Redaktør på Tidsskriftet Fønix. Valgmenighedspræst i Kjellerup. Den 28-årige midtjyde Kristoffer Garne har opnået meget i en ung alder.
31. januar udkommer han med endnu en bog. Denne gang er det kristendommens grundfortællinger og ritualer, der bliver behandlet.
Hvor kirken tidligere var det nagelfaste i menneskets tilværelse, det bombastiske bolværk, der gav mening, er meningen med livet i dag i høj grad op til den enkelte. Garnes hovedærinde med bogen er at tydeliggøre, at danskere fortsat har brug for kristendommens fortællinger som en “farbar vej” i dag. Derfor har jeg sat den unge præst stævne for blandt andet at tale om den tid, vi lever i, hvor coaches og pseudopsykologer i selvhjælpsbøger ikke holder sig tilbage med at skrive om, hvordan man bliver lykkelig.
Hvordan er præster i konkurrence med tidens litteratur om livsoptimering?
“Jeg er blevet træt af, at kirken tordner mod selvhjælpsbøger. Hvis ikke kirken tilbyder en moralsk opsang, er det klart, at folk tyer til selvhjælpsbøgerne. Folk kommer ikke til præster for at få moralsk og psykologisk rådgivning. Der er rigtig mange præster, der er optaget af selvhjælpsbølgen. De vil lave noget tilsvarende, eller de har det som deres største aversion – fordi evangeliet siger, at du er god nok. Kirken er god til at tage noget op der er samtidsrelevant. Men jeg tror netop ikke, at folk går til præsten for at få det, de kan få i selvhjælpsbøgerne. Det handler mere om de store spørgsmål, når det gør ondt, eller når man har brug for ritualer til at markere livets overgange.”
Mener du, at kirken har skruet ned for den moralske opsang?
“Ja, det har den gjort, primært i anden halvdel af det 20. århundrede. Vi har været trætte af de moralske præster. Jeg har selv som barn bevæget mig i indremissionske kredse og fået at vide, at man kom i helvede, hvis man brød seksualmoralen, og der er ikke noget mere giftigt end at få det at vide.”
Hænderne op over dynen og hele den sang?
“Lige præcis, det er jo frygteligt. Hvis man vil være bedre end selvhjælpsbøgerne, må man også være det ved at tage udfordringen op. Man må tage tidens problemer op, men formulere det kløgtigere og på en mere hensigtsmæssig måde.”
Hvordan tænker du over det i dit eget virke?
“Jeg synes ikke, der er en konkurrence kørende mellem kirken og selvhjælpsbøger. Hvis man siger noget, der er fornuftigt, så skal folk nok komme i kirke. Når jeg skriver en prædiken, så skal den ikke nødvendigvis handle om, hvordan vi skal tænke om de ophøjede ting. Der må godt være en form for retningsanvisning, nogle antydninger af, hvad Gud eller tilværelsen fordrer af os,” forklarer Garne.
Jeg tror netop ikke, at folk går til præsten for at få det, de kan få i selvhjælpsbøgerne. Det handler mere om de store spørgsmål, når det gør ondt, eller når man har brug for ritualer til at markere livets overgange
En ældgammel vare
Ser man på folkekirkens medlemstal på Kirkeministeriets hjemmeside, er det tydeligt, at medlemstallet ikke på noget tidspunkt siden 1990 har været stigende. Det falder langsomt for hvert år, der går. I 2018 er 75,3% af danskerne medlemmer.
Hvordan tænker du over, at kirken er en forretning, der skal køre rundt?
“Man kan ikke sammenligne det med at være en virksomhed, men man kan sammenligne det med at være et selvejende gymnasium, der også har brug for elever, og det er jo en forretning, der skal køre rundt. Ser man på kirken, ved jeg, at det optager præster meget at være relevante, for det er den måde, der kommer mange i kirken, men det har en pris at anstrenge sig for det. Jeg synes fx, det er noget bondefangeri med drop-in-dåb en fredag med tapas bagefter. Koncepter, der får engelske navne og skal fremstå sexet, hvor det handler om at få kunder i butikken. Det synes jeg, er et dårligt succeskriterie.”
Der ligger vel også det i det, at man kun kan få kunder i butikken ved at kalde det engelske navne? Underforstået: hvis vi kalder en dåb for en dåb, så er det ikke et tilstrækkeligt tilbud.
“Man har en fejlagtig opfattelse af, at hvis man kalder det noget engelsk og smart, så vil folk komme mere i kirke. Det kan godt være, vi lever i en moderne tid, men vi har altså en ældgammel vare her, der har holdt i 2000 år, selv om der er sket ændringer med gudstjenesten. Og det siger måske noget om, at folk gerne vil have kirken til de afgørende tidspunkter i deres liv. Eller at de vil være medlem af den institution, der opretholder traditioner. Her tror jeg, at man med drop-in-dåb smider barnet ud med badevandet. Som om at det at blive døbt, blot er at træde ind i kirken en dag og så spise noget tapas. Det synes jeg har en klam aura.”
Luther falske toner
Bliver det mindre ægte?
“Ja, det bliver forlorent, at man fra kirkens side for alt i verden vil forsøge at fange folk ind. Hvis en klassisk gammel gudstjeneste med Bach, Grundtvig og Kingo ikke er ordentlig lavet, så er gudstjenesten en museumsgenstand med lutter falske toner. Her er der nogen, der giver op for hurtigt og tænker: Vi må hellere lave noget, der interesserer folk noget mere. Men det handler om en mand, der er død for 2000 år siden, der lever igen, hvis ånd er nærværende iblandt os og opfylder os med kærlighed og kraft, så vi kan overvinde døden. Det er underligt men også kirkens styrke,” siger Garne.
Lige pludselig stod han ovre i Vartov og skrev nogle fantastiske salmer, og så kom der mange i kirke. Er der ånd, en særlig stemning, en dygtig præst og en dygtig organist, så kommer folk
Er det ikke en arrogant holdning at sige, at kirken ikke må udvikle sig?
“Dem, der laver drop-in-dåb og spaghettigudstjenester, føler jo, at de har ramt noget. Og jeg tror da heller ikke, at man går ind fredag aften og bliver døbt for sjov. Jeg tror da, det er noget, folk har tænkt over længe. Det skal jeg ikke komme at ødelægge. Så selvfølgelig er det arrogant. Og hvis Grundtvig-salmer ikke siger folk en skid, og man bedre kan lide lovsange med guitar, så skal folk da have lov til det. Det er ikke nødvendigvis en udvanding at lave drop-in-dåb, men det lugter af, at man for alt i verden vil have folk til at komme. Man har en god økonomi, og man har mange præster ansatte i byerne, og så tænker man, at det da ikke kan passe, at folk kun vil komme fire gange om året.”
Hvis det kun er overgangsritualer kirken skal stå for, er det så ikke for lidt?
“For folk er det åbenbart tilstrækkeligt. Det må man jo konstatere.”
Er det tilstrækkeligt for dig?
“Hvis der ikke er nogen, der gider at gå til gudstjenester, så er det jo åndssvagt, at vi laver det. Men det er der så. Ikke så mange, men der er nogle. Nu havde vi allehelgensgudstjeneste i sidste uge, så kommer der nogen, der ellers ikke ville komme i kirken så meget. Det skal vi have mere af, disse rituelle begivenheder i livets og årets gang. I vores levetid har man gjort mere og mere ud af allehelgen, og det er virkelig blevet til noget nu. Her er et behov, kirken udfylder. Hvad gør vi med de døde, når vi har begravet dem? Og det er nok i den forstand, at kirken er der, hvor folk virkelig har brug for den – fødsel, død, konfirmation og vielse. Men jeg kan da godt føle mig som en idiot, når der grines af én til en konfirmation, fordi folk egentlig ikke gider at høre om Jesus. De vil bare gerne se konfirmanden.”
Hvor mange har du en typisk søndag til gudstjeneste?
“Jeg synes da det ville være fedt, hvis der i stedet for at sidde 15 sad 40 i kirken hver søndag. Eller 100. Men 15 er nok meget normalt. Det er udmærket, hvis det er et landsbysamfund på 500 mennesker. Der er mange af mine kollegaer, der synes, folk går for lidt i kirke, og det ville da også være sjovere, hvis der kom flere til at synge. Selv elsker jeg at synge, og når der sidder mange, der bruser og kan melodien, er det fantastisk. Jeg tror, folk føler, at de har et aktivt tilhørsforhold til kirken, selv om det måske kun er tre gange om året, de kommer der. Kommer man til venner og familiers dåb, så går man i kirke tre gange årligt i en periode på 10-15 år. Det bliver da til noget, synes jeg. Barnedåb er fx ikke længere noget, hvor det bare er mor og far og fadderne, der oplever jeg en opprioritering af overgangsritualerne.”
Men bruger folk ikke kirken mindre, selv om overgangsritualerne er opprioriteret?
“Statistikken viser, at dem der bruger kirken, bruger kirken mere. På Grundtvigs tid var kirkerne også tomme i København. Der kom ikke nogen. Så det er et gammelt problem. Og lige pludselig stod han ovre i Vartov og skrev nogle fantastiske salmer, og så kom der mange i kirke. Er der ånd, en særlig stemning, en dygtig præst og en dygtig organist, så kommer folk. På den måde kan man sige, at der ikke findes en urtid, hvor alle er valfartet til kirkerne.”
Kristendommen som krabask
Krydsfeltet mellem religion og politik er allestedsnærværende for en præst som Garne. Flere gange under interviewet bevæger han sig hastigt ud i politiske digressioner for hurtigt at vende tilbage til det oprindelige spørgsmål. Garne mener, at vi skal forholde os til religion i politiske anliggender, men på et oplyst grundlag. I dag slår man plat på kristendommen.
“Jeg er bekymret over at se, hvordan kristendommen bliver politiseret. Danmark er et kristent land, skriver de nu ind i regeringsgrundlaget. Hvad fanden betyder det? Jeg ved det simpelthen ikke. Mener man dermed, at flertallet i Danmark er medlemmer af folkekirken? Det havde man ikke behøvet at skrive ind i regeringsgrundlaget, for det står allerede i Grundloven. Den dag antallet af borgere med tilhørsforhold til et kristent kirkesamfund kommer under 50 %, så er Danmark ikke længere et kristent land.”
Danmark bliver ikke et bedre land af, at man siger, det er kristent. Det er desværre blevet en del af det identitetspolitiske landskab, når man bruger det at være kristen som statement
Når kristendommen bliver politiseret, har det så ikke noget at gøre med, at man dermed indirekte mener, at dem der ikke er kristne, ikke er danske. Gør man det ikke for at tilfredsstille Dansk Folkeparti?
“Jo måske, og det synes jeg er ulækkert. Selv om jeg er højreorienteret og kristen, så synes jeg, det er en vammel sammenblanding af tingene. Så siger man, at kristendommen er noget, man kan bruge til at adle sig selv med. Det er det jo ikke.”
Hvorfor synes du det er vammelt, når du er troende, præst og højreorienteret?
“Det vamle er, at man instrumentaliserer noget, som er meget stort og afgørende. Og at man bare tager for givet, hvad det at være kristen er. Så man tror, man kan bruge det til at argumentere med. Danmark bliver ikke et bedre land af, at man siger, det er kristent. Det er desværre blevet en del af det identitetspolitiske landskab, når man bruger det at være kristen som statement. Eva Agnete Selsing bliver fx kaldt reaktionær og kristen i introen til Adam og Eva (DR-programmet med Adam Holm og Eva Agnete Selsing, red.). Hvad betyder det?”, spørger Garne retorisk.
Så når man i regeringsgrundlaget og som meningsdanner siger, man er kristen, betyder det så, at man ikke er muslim?
“Lige præcis, og det er ekstremt fattigt. Er dine åndelige værdier ikke større, end at du kun bruger kristendommen til at tage afstand fra islam? Der er nemlig så mange andre ting i Danmark, der kendetegner vores land: en ekstrem frihedstradition, et fantastisk sprog, en rig kulturskat og et land, hvor man kan udøve sin religion, uden det går ud over andre. Hvor der kan være plads til, at kirken spiller en rolle, uden at den skal have afgørende magt og være fordømmende. Det er den demonstrative omgang med kristendommen, jeg har noget imod, hvor den bruges til at dunke folk oven i hovedet med. Og hvad får man ud af det? Det er ikke befordrende for en samtale, hvis man starter med at udelukke nogen. Selvfølgelig skal der i et regeringsgrundlag stå noget om, hvilket samfund man gerne vil have. Men den her form for turen frem synes jeg er utiltalende. Og så er det også ukristeligt, fordi en del af det kristne budskab handler om selvbegrænsning og netop om ikke at slå andre oven i hovedet.”
Topfoto: Adam Garff.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
