Hvad vil I gøre med Arkalo? En kolonihistorie af Gretelise Holm

af i Bøger/Liv & Mennesker

NY BOG // UDDRAG – Historien om Arkalo er historien om kolonidrengen, som blev idømt en af verdens mest grusomme straffe: Deportation fra sit hjemland og fængsel på ubestemt tid. Den 15-årige hidtil yngste fange i Herstedvester blev dømt ved en ret, hvor han ikke havde nogen juridisk forsvarer. Han har derefter tilbragt sin ungdom i Danmarks mest restriktive fængsel.

Ingen dansk dreng kunne få samme skæbne, for Arkalos liv, dom og straf kan kun opleves af en grønlænder, underlagt den grønlandske kriminallov.

Den grønlandske kriminallov er skrevet, ’givet’ og administreret af det danske kolonistyre, hvis jurister i uhæmmet selvglæde ofte kalder den for ’verdens bedste kriminallov’.

I 1985 havde Arkalo tilbragt fem år af sit unge liv i Danmarks mest frygtede fængsel.

Grønland – Det er konebåde, kamikker og kongebesøg. Danmarks store, prægtige nordatlantiske besiddelse med glade indfødte naturmennesker.

Klokken 22.45 blev han afleveret til fængselspersonalet… Fædrelandsløs, forældreløs og identitetsløs gjorde han sin entre som den yngste fange nogensinde på Anstalten ved Herstedvester

Kender man billedet fra geografibøgerne? Eller kender man historiebøgernes: Tapre og udholdende mænd på vej over indlandsisen. Danskere, der satte livet på spil for at kristne og kultivere ’de Wilde’ (præsten Hans Egedes betegnelse). Uegennyttig, skinbarlig godhed op gennem århundrederne, kulminerende med, at Grønland i 1953 blev en ligeberettiget del af Danmark. Den grønlandske befolkning glemte man for resten at spørge. Men i Danmark noterede man med selvgod stolthed, at man ikke længere holdt koloni. (Og det var heldigt, for der var generel FN-stemning for, at kolonier skulle afvikles).

Vi kaldte nu os selv for Syddanmark og Grønland for ’Danmarks nordligste amt’, og i dag har vi hjemmestyre og rigsfællesskab.

Straffelovgivningen, politiet, domstolene og indtil videre også kriminalforsorgen hører under rigsfællesskabet, det vil sige, at det er danske anliggender.

De kriminalpolitiske forhold tegner i reglen et skarpt billede af de sociale magtforhold: Hvem er de nederste, de udstødte og alment fordømte? Og hvordan behandles de?

100 gange så mange grønlændere som danskere får en tidsubestemt fængselsstraf (set i forhold til befolkningernes størrelse), og de bliver tillige deporteret fra deres hjemland. Tre gange så mange grønlændere som danskere sidder i lukket fængsel. Hver 4. grønlænder, der sidder i fængsel på en tilfældig dag i 1985, er deporteret fra sit hjemland til en tidsubestemt straf i et lukket fængsel.

Barnefangen

Drengen, Arkalo, ankom til fængslet om aftenen den 31. marts 1980. Han havde rejst hele dagen og var træt og bange. Ingen havde sagt farvel, ingen havde sagt på gensyn, ingen havde fulgt ham. Efter flyveturen på fire timer blev han modtaget af politiet, som kørte ham til fængslet.

Klokken 22.45 blev han afleveret til fængselspersonalet. Netop fyldt femten år, lille af vækst og sen af udvikling på grund af en miserabel opvækst med nød og sult i de tidligste år. Og senere afmagt, rodløshed og psykisk splittelse. Fædrelandsløs, forældreløs og identitetsløs gjorde han sin entre som den yngste fange nogensinde på Anstalten ved Herstedvester.

Fængselsbetjentene var hurtige. De beordrede ham til at smide alt tøjet, så de kunne visitere ham. Pubertetsbarnet krøb desperat sammen og holdt fast i sine bukser. Så var de over ham, fire voksne mænd. Drengen forsøgte at klamre sig til sine underbukser og den sidste rest af værdighed, men de lagde ham i førergreb og klædte ham af. Så førte de ham til sikringscellen. I sikringscellen blev han fastbundet med bælte, fodremme og handsker.

Den nat lød der som så ofte før fortvivlede og desperate skrig fra sikringscellen, og ingen reagerede på det. Det var ellers første gang, skrigene fra sikringscellen kom fra et barn.

Straffecellen (isolationsanbringelse) blev et brugt pædagogisk middel i ’opdragelsen’ af det umodne barn

Arkalos første sagsakt i forvaringsanstalten er en såkaldt sikringscelle-rapport, hvor de fire fængselsbetjente skildrer, hvorledes drengen ikke ville lade sig visitere nøgen. Han vil beholde sit undertøj: “Vi tog fat i ham og forsøgte at tage tøjet af ham med magt. Indsatte satte sig kraftigt til modværge, så det ikke kunne undgås at fiksere ham. Anbringelse påkrævet for at afværge truende vold og betvinge voldsom modstand. Førergreb anvendt.”

Præcis 25 minutter efter drengen var ankommet til det danske fængsel lå han fastspændt med bælter, fodremme og handsker på briksen i den nøgne sikringscelle. De fire fængselsbetjente noterer nederst i deres rapport: “Anbringelsen søgt afværget ved samtale og tolerance.”

25 minutters tolerance, inklusive magt-afklædningen, førergrebet og fikseringen.

Arkalo tilbragte sin første nat i sikringscellen. Sygeplejen og anstaltlederen blev i henhold til reglementet underrettet – uden at finde anledning til at foretage sig noget. Lægen tilså drengen næste eftermiddag og skrev i rapporten, at der intet var at bemærke, ingen mén eller skrammer.

Arkalo viste sig at være et skikkeligt menneske, og de næste fem år, frem til 1985, blev det ikke nødvendigt en eneste gang at binde ham i sikringscellen. Derimod blev straffecellen (isolationsanbringelse) et brugt pædagogisk middel i ’opdragelsen’ af det umodne barn.

Ingen dansk dreng kunne få samme straf

En dansk dreng kan slet ikke få en dom til forvaring (tidsubestemt straf) i Herstedvester, og det er en straf, som i det hele taget er næsten afskaffet i Danmark. I alt sidder der kun 16 danskere med sådan en dom. Det drejer sig om ældre, farlige gentagelseskriminelle.

Næsten alle tidsubestemte straffe blev afskaffet i Danmark i 1973, fordi de blev anset som inhumane.

Arkalo kunne kun anbringes i Herstedvester med en tidsubestemt fængselsstraf, fordi han blev dømt efter den grønlandske kriminallov, der er udtænkt og administreret af danskere, og som medfører, at hver fjerde grønlænder, der i dag sidder i fængsel, er udsat for den frygtede sanktion: Deportation og fængsel på ubestemt tid.

I 1978 reviderede man loven, så det også blev muligt at underkaste grønlandske børn denne straf.

Rigsadvokat som anklager

Det var syv højesteretsdommere, der fulgte rigsadvokat Per Lindegaards personlige procedure og satte Arkalo i Herstedvester. De grønlandske lægdommere, der på lavere niveau havde været involveret i sagen, var alle gået ind for, at Arkalo skulle blive i Grønland på en af landets tre mere humane (åbne) anstalter.

Drengen, Arkalo, er også på anden vis et dansk ansvar. Han er koloniskæbne, bærer af et grusomt stykke samtidshistorie: Arkalos bedstefar og far var fangere på det lille udsted, Avssakutak ved Safanguitfjorden, hvor Arkalo levede sine første seks år.

”Jeg synes, at jeg kan huske, at vi var lykkelige dér,” siger han selv i dag.

”Vi har ikke kunnet finde ud af, hvad der er sket i hans første år på udstedet, men han har en romantisk forestilling om den periode, om at han har levet i en lykkelig atmosfære i forhold til senere. Det kan meget vel tænkes, men det kan også tænkes, at han har brug for nogle rødder og en drøm,” siger forsorgsleder Ingrid Hjarnaa, Herstedvester.

Sidste familie på udstedet

Da Arkalo var seks år, pakkede bedsteforældre, forældre og de fem børn deres få ejendele og forlod som de sidste beboere udstedet. Der var ikke mere grundlag for deres eksistens, havde ikke været det i nogen tid. Det var udviklingen. Det var tiden. Det ene udsted efter det andet ’lukkede’. Fangerfamilierne flyttede ind til byerne.

Det var i 1970, Arkalo og hans søskende, forældre og bedsteforældre flyttede til den ’store’ by Holsteinsborg. Og det gik Arkalos familie, som det gik en del andre fangerfamilier, der kom til byerne: De gik menneskeligt og socialt til bunds.

Deres særlige kunnen som fangere duede ikke til noget i byen. De følte sig dumme og uvidende, havde svært ved at få arbejde, svært ved at finde rytmen i bysamfundet.

Arkalos forældre drak sig fra fortvivlelsen, forsøgte i hvert fald på det. Børnenes liv blev en kamp for den daglige tilværelse, en kamp for mad og tøj.

Løb rundt og tiggede mad

Arkalo, som var den ældste, løb rundt i byen for at tigge mad til sig selv og sine søskende. Som det hedder i en af lægeerklæringerne om Arkalo: ”Observanden har således ifølge foreliggende oplysninger i sine første leveår, da han boede hos sine da endnu samlevende forældre, været udsat for i dagevis at være låst inde i hjemmet, alene med sine mindre søskende uden opsyn og uden vand og føde og har således i meget tidlig alder måttet tage vare ikke blot på egne, men også på mindre søskendes fundamentale materielle eksistensmuligheder … mødte nogle gange i skolen, efter foreliggende oplysninger, som et forsømt, forhutlet, lurvet klædt barn, og faldt dårligt til i skolen, skulkede meget og udførte ikke hjemmearbejde …”

Arkalo har hverken set sine søskende, sine forældre eller sine bedsteforældre i de fem år, han nu har siddet i Herstedvester

Mens faderen drak, og moderen ’gik på skibene’, blev bedsteforældrene de faste holdepunkter i Arkalos barneliv. Det gamle fangerpar var heller ikke velstillede og stod også uden for bylivet, men de var psykisk stabile, for gamle til at lade sig ryste af omvæltningen.

Arkalo har hverken set sine søskende, sine forældre eller sine bedsteforældre i de fem år, han nu har siddet i Herstedvester.

”Men mine bedsteforældre holdt kontakt med mig. De ringede og sendte julegaver. Det er min største sorg, at min bedstefar døde i 1983, uden at jeg fik sagt farvel til ham,” fortæller Arkalo.

Sendt til Danmark som 9-årig

Da Arkalo var ni år, skulle han som de andre 3. klasses-elever i Holsteinsborg på et års skoleophold i Danmark.

Han kom til at bo hos lederen af Grønlænderhuset i Århus, Ejvind Bavnbek, der mindes:

”Han var forfærdelig lille og hjælpeløs og kunne ikke to ord dansk.”

Ved ankomsten til Danmark fik den 9-årige sit livs andet store opbrud, chok og omvæltning. Han blev sat i 3. klasse på en kommuneskole i Århus, forstod ikke et ord af, hvad der foregik i timerne og var uden for kammeraternes kreds i frikvarterene. Det første ord, han lærte, var ’grønlændersvin’ – og så lærte han at slås mod mange, mindes plejeforældrene.

Arkalo sladrede aldrig om drillerierne, men forældrene til de danske børn klagede over, at han var en slagsbror.

Mens Arkalo var i Danmark, gik hans grønlandske familie i endelig opløsning. Forældrene blev skilt og alle børn fjernet fra hjemmet.

Man bestemte, at Arkalo skulle blive hos plejeforældrene i Danmark.

Efter det ordinære Danmarks-år fik Arkalo lov at følge sine klassekammerater hjem til Grønland, og han fik lov til at besøge sine bedsteforældre i 14 dage:

”Han vidste, at han skulle med tilbage til Danmark, og aftenen før vi skulle rejse, sad han stille i fjeldet. Det er klart, at det var tungt for drengen, men han sagde ikke noget, protesterede ikke,” fortæller Ejvind Bavnbek, der har holdt kontakten ved lige med sin plejesøn gennem alle fængselsårene.

Tilbage til Grønland som 14-årig

Arkalos ophold i Danmark de næste fire år blev præget af skolevanskeligheder og skoleskift. Fra kommuneskolen kom han et år på specialskole for vanskelige børn, hvorfra han kom til en anden folkeskole, hvor han også blev opgivet.

Den sommer, hvor Arkalo var 14 år, var han på ferie i Grønland. Da han vendte tilbage til Danmark, havde han kun ét intenst ønske: At komme tilbage og bo i Grønland. Han ville være fisker. Han hadede skoler, lektier og det stillesiddende indendørs liv.

Den 23. december 1979 rejste han hjem. Den danske plejefamilie henvendte sig til grønlandsministeriet og bad det være den nu 15-årige behjælpelig med bolig og arbejde. Men det blev ikke til andet end hjemrejsebillet.

Arbejde spurgte han forgæves efter, og bolig måtte han dele med sin stærkt alkoholiserede far, dennes nye samlever og deres skiftende drikkekammerater.

Drengen havde levet med en drøm om sit eget land, sin egen familie, sin grønlandske livsstil … og det var ingenting.

Da han havde været hjemme i præcis tre uger, var han med ved et grusomt drab, som rystede den grønlandske befolkning. En invalid mand blev stukket ihjel og liget skamferet.

Forbrydelsen

Arkalo var bogstavelig talt faldet ned i en sump af fattigdom og alkoholisme, da han som et rodløst og identitetsforvirret barn havde taget sagen i egen hånd og var vendt ’hjem’ til Holsteinsborg.

Den 14. januar, da Arkalo var 15 år, to måneder og tre dage gammel, skete det frygtelige:

Niels (navnet opdigtet) på 19 år hentede ham over til et drukselskab. Niels var faderens samlevers søn og et af de få mennesker, som Arkalo havde knyttet sig til på de tre uger, han nu havde været i Grønland.

Ud på natten gik en del af selskabet. Tilbage i huset blev Niels, Arkalo og en étbenet mand. Niels og den étbenede var meget fulde. Arkalo, der ikke var spiritusvant, havde drukket imiak (hjemmebryg).

Den étbenede mand gik i seng ovenpå, og her blev han slagtet. Det var et frygteligt syn, der mødte husets indehaver næste dag: Et flænset, parteret og skamskåret lig med en kniv plantet i det ene øje.

”Det, der chokerede mig mest, var, at højesteret virkelig turde følge den tilståelse fra et barn, der under hele sagen ikke havde fået nogen juridisk forsvarer,” siger landsretssagfører Erling Andreasen

Niels og Arkalo forsøgte ikke at flygte, tilståelserne faldt hurtigt og var omtrent enslydende. I hovedtræk: De ville have penge af den étbenede. Arkalo holdt, mens Niels slog med en kæp. Niels bad Arkalo tage en kniv. Niels stak, skar og sprættede op. Niels skar indvoldene ud, parterede liget og skar en hånd af. Til sidst plantede Arkalo en kniv i øjenhulen på den døde mand.

”Han havde jo ingen følelser mere, han var død,” sagde Arkalo i retten.

Begge erkendte sig skyldige i manddrab, og Arkalo siger stadig, at han er skyldig.

Han opfatter sig selv som skyldig i drabet.

Naiv tilståelse uden juridisk bistand

Psykiateren Kezia Galatius fra amtshospitalet i Nykøbing Sjælland beskriver hans tilståelse som et udtryk for ’barnlig uerfarenhed i henseende til juristeri’.

”Det, der chokerede mig mest, var, at højesteret virkelig turde følge den tilståelse fra et barn, der under hele sagen ikke havde fået nogen juridisk forsvarer,” siger landsretssagfører Erling Andreasen.

”Man kan måske forstå, at man tager tilståelsen for gode varer ved kredsretten i Holsteinsborg, hvor alle er lægfolk. Men når den så kommer til landsretten i Godthåb, hvor der er en dansk juridisk dommer og en dansk juridisk anklager, så må man forlange, at Landsretten i sine præmisser tager stilling til den bevistvivl, som vitterlig er til stede – uanset tilståelsen. Tilståelsen, som kommer fra et barn, der ikke har haft nogen forsvarer til at rådgive sig.

Landsretten har slet ikke taget stilling til, i hvilket omfang Arkalo har medvirket, om han overhovedet har medvirket til selve drabet. Det er fantastisk i en drabssag, at man ikke forsøger at fastlægge dødstidspunktet, som er fuldstændig afgørende. Og handlingsforløbet før og efter.

En dansk dreng ville være blevet varetægtsfængslet, formodentlig i surrogat på en lukket afdeling på en ungdomsinstitution (Han ville aldrig komme i spændetrøje i sikringscellen i Herstedvester)

Uanset Arkalos tilståelse, burde Landsretten være gået ned i disse spørgsmål, og at den ikke gjorde det, gør det ekstra kritisabelt, at Arkalo ikke havde nogen juridisk forsvarer. Ingen forsvarsadvokat ville have affundet sig med en sådan sagsbehandling.

Man fokuserede i stedet meget på de grusomme omstændigheder og den efterfølgende partering af liget, men parteringen kan aldrig betyde noget for skyldsspørgsmålet i forhold til selve drabet. Det kan kun komme med i strafudmålingen som noget særligt afstumpet.

At drabet var grusomt, og det var det, betyder ikke, at man kan se bort fra bevistvivl,” siger advokaten.

Sådan ville sagen være forløbet for en dansk dreng

Erling Andreasen skitserer, hvordan drabet ville være blevet behandlet, hvis Arkalo havde været en dansk dreng i Danmark:

”Han ville have fået en advokat samme dag, han blev anholdt. Den advokat ville fortælle ham, at han overhovedet ikke måtte tage stilling til skyldsspørgsmålet, før man vidste, hvad sagen drejede sig om. Specielt når der var tale om en kompliceret drabssag med flere medvirkende.

Den hypotetiske danske dreng ville være blevet varetægtsfængslet, formodentlig i surrogat på en lukket afdeling på en ungdomsinstitution (Han ville aldrig komme i spændetrøje i sikringscellen i Herstedvester).

Forsvareren ville også forlange at være med, når drengen skulle afhøres. For at forhindre, at han udtalte sig, som Arkalo gjorde.

I retten ville sagen ikke være blevet behandlet som en tilståelsessag, men som en nævningesag, hvis anklagemyndigheden ville have ham tiltalt for drab.

Nævningesager er noget uberegnelige, men jeg ville tro, at sådan som denne sag står, ville der være gode chancer for at få drengen frikendt for drab og så måske dømt for medvirken til vold med videre. Og så er vi jo nede i en helt anden strafferamme. Det er hypotese og gætteri, men sådan kan man med rimelighed forestille sig, at det ville være gået for en dansk dreng,” forklarer Erling Andreasen.

En dansk dreng ville overhovedet ikke kunne få en forvaringsdom (til Herstedvester). Og når dommen er utænkelig for en dansk dreng, bør den selvfølgelig også være utænkelig for en grønlandsk dreng.

Anklager og forsorgsmedarbejder – samme person

Den tiltalte i Grønland får ingen juridisk forsvarer, og desuden er anklagemyndigheden og fængselsvæsenet i Grønland ét fedt, hvor de to instanser i Danmark er adskilte. På Grønland er det den danske politimester, som også er chef for fængselscellerne – og øverste chef er den danske rigsadvokat, Per Lindegaard.

Herhjemme ville det givetvis falde for brystet, hvis fængslerne hørte under politiet.

Og hvis det var anklageren, der udfærdigede kriminalforsorgens personundersøgelse til fremlæggelse i retten. I Arkalos sag ligger der en ’personundersøgelse fra Kriminalforsorgen i Grønland’. Og når man ser signaturen, erfarer man, at kriminalforsorgens mand i sagen i dette tilfælde er identisk med anklageren i sagen ved kredsretten, politiassistent Bjarni Fischer.

Med sin kriminalforsorgskasket på hovedet skriver Bjarni Fischer den 16. februar 1980 i sin personundersøgelse af Arkalo: “Jeg er overbevist om, at undersøgte vil være med på den værste, lige meget hvad han bliver budt af former for kriminalitet og ondskab, hvis lejligheden byder sig.”

Når der nu ligger en sådan udtalelse fra kriminalforsorgens Bjarni Fischer, er der vel ikke noget at sige til, at anklageren Bjarni Fischer den 27. marts 1981 kan møde op i kredsretten i Holsteinsborg og forlange den strengeste straf over Arkalo: Anbringelse på ubestemt tid i en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark. (Herstedvester).

Psykiater: Anbring ham hos en fisker

Det meste af den over et år lange varetægtsfængsling tilbragte Arkalo i Herstedvester, afbrudt af en mentalundersøgelse på Amtssygehuset i Nykøbing Sjælland.

Overlæge Kizea Galatius, der udarbejder mentalerklæringen, mener, at Herstedvester-fængslet vil være ”det værste, man kan gøre mod denne unge ikke tidligere kriminelle og endnu ikke personlighedsmæssigt færdigudviklede dreng.”

Hun anbefaler i stedet, at drengen “søges anbragt hos en fisker, formentlig helst en fisker fra et lille udsted og i hvert fald fjernt fra Holsteinsborg, samt at det pålægges ham, at han ikke anvender sin fritid til at deltage i drikkeri og indtil videre heller ikke til samkvem med hans biologiske familie.”

Psykiateren beskriver Arkalo som en dreng, der trods tidlige følelsesmæssige skader, miserabelt liv og forsømthed ”nu fremtræder som en dreng med evne til reel medmenneskelig tilknytning og emotionel indleven og medleven i andre menneskers skæbner, om end han fortsat er præget af nogen indadvendthed, mistillid og forhåndsforventning om, at andre mennesker på ny vil skuffe og svigte ham. Han er tillige umiddelbart fortsat tilbøjelig til at skjule følelsesmæssige skuffelser under en maske af upåvirkethed og ligegladhed. Han er præget af en vis dumstolthed – en tendens til ansvarspåtagelse og angst for at blive anset for at ville angle efter medlidenhed – en dumstolthed, som imidlertid også kan være et relativt normalt udslag af pubertetskrise.”

Psykiateren gør opmærksom på, at Arkalo netop nu er i en kritisk fase (puberteten), hvor han med sin specielle baggrund har et særligt behov for ”samvær med normale, ligevægtige og sjæleligt sunde mennesker … Svigtes han atter i denne, et menneskes anden kritiske personlighedsformende fase, vil han næppe på ny stå til at redde fra dybt og varigt personlighedsmæssigt forlis.”

Derfor anbefaler hun, at ”en så ung, pubertetspræget og på godt og ondt så letpåvirkelig observand ikke anbringes i Herstedvester med fængslets påvirkning på ondt fra stærkere og mere erfarne danske fængselsindsatte – erfarne blandt andet i alkohol- og stofmisbrug.”

Så vidt den psykiater som undersøgte Arkalo.


”Den hårdeste straf, der afsones i Danmark, kan kun idømmes grønlændere: Deportation fra land, familie, sprog, natur og kultur og indespærring på ubestemt tid. De mennesker, der efter en lov, vedtaget af det danske Folketing, kan idømmes landets hårdeste straf, får ingen juridisk forsvarer. Ved underretterne i Grønland, kredsretterne, er alle lægfolk. Ved landsretten i Godthåb har Danmark kun ’råd’ til en juridisk uddannet dommer og en juridisk uddannet anklager. Den tiltalte, som risikerer en af verdens hårdeste straffe, får kun en lægmand, en såkaldt bisidder, at støtte sig til.”


Retslægeråd og landsret

Det danske retslægeråd, som aldrig havde truffet drengen, nåede til en anden konklusion:

Den grønlandske dreng bør anbringes i Herstedvester ”trods den sigtedes unge alder og ufærdige personlighedsudvikling.”

Bjarni Fischer med dobbeltfunktionen som kriminalforsorgsmand og anklager havde altså retslægerådets erklæring at støtte sig til, da han mødte i kredsretten i Holsteinsborg og forlangte drengen deporteret til Herstedvester på ubestemt tid.

Alle vi, der kendte og holdt af Arkalo, var forfærdede over, at man kunne gøre sådan mod et barn…

De grønlandske lægdommere fulgte ikke anklageren; De dømte i stedet Arkalo til anbringelse i en grønlandsk anstalt (Der er tre fængsler i Grønland, og de er alle åbne) på ubestemt tid.

Arkalo modtager dommen, men Bjarni Fischer anker den straks til Grønlands Landsret med påstand om dom efter anklageskriftet. Anklagemyndigheden vil have Arkalo til Herstedvester.

Den 13. maj 1981 kommer Arkalos sag for landsretten i Godthåb, der ledes af landsdommer Erik Schack med to lægdommere ved sin side. Et flertal på to af de tre dommere dømmer Arkalo til Herstedvester.

Mindretallet på én – en grønlandsk født lægdommer – mener, at Arkalo skal blive i Grønland.

”Alle vi, der kendte og holdt af Arkalo, var forfærdede over, at man kunne gøre sådan mod et barn. Allerede mens han sad i Herstedvester som varetægtsfange, prøvede vi alt muligt for at få ham anbragt et andet sted,” fortæller Arkalos danske plejefar, Ejvind Bavnbek.

Rigsadvokaten og Højesteret

Arkalos dom til anbringelse i Herstedvester blev indbragt for Højesteret, og det var i den forbindelse landsretssagfører Erling Andreasen kom ind i billedet som forsvarer, den første forsvarsadvokat, Arkalo havde haft.

Men sagen om Arkalos anbringelse i Herstedvester syntes nu at være blevet en principsag for den danske anklagemyndighed. Rigsadvokat Per Lindegaard, som også er øverste chef for anstalterne i Grønland, mødte personligt op i Højesteret og forlangte meget engageret det grønlandske barn anbragt i Herstedvester.

”Jeg var til stede i Højesteret, og det var rigtig ubehageligt at høre rigsadvokat Per Lindegaard,” siger lederen af det grønlandske rådgivningskontor, Inger Bruun.

”Psykiatererklæringen om, at drengen ikke skulle i Herstedvester nedgjorde rigsadvokaten som noget føleri, og så svælgede han ellers i alle drabets blodige detaljer, så højesteretsdommerne vist nok sådan mentalt faldt som kegler på stribe,” siger Inger Bruun.

Forsvarer kræver ny retssag

Landsretssagfører Erling Andreasen gjorde som sin første påstand gældende, at hele sagen skulle behandles på ny ved Landsretten. Som anden påstand, at Arkalo skulle afsone i Grønland.

”Landsretten opfyldte efter min mening overhovedet ikke kravene til en dom. Dommen tog slet ikke stilling til de beviser, der forelå. Men rettede sig alene efter drengens naive tilståelse – og drengen havde ikke haft nogen forsvarsadvokat.

Jeg procederede på, at vi må have en ordentlig dom, når Højesteret skal tage stilling til en strafudmåling. Vi må vide, hvad det er for en forbrydelse, der skal udmåles straf for. Jeg procederede på, at en ordentlig dom må være en nødvendig forudsætning for udmåling af straf,” fortæller Erling Andreasen.

En dansk dreng kunne aldrig have fået samme skæbne. En dansk dreng ville altid få en forsvarer, og ville aldrig kunne få en tidsubestemt fængselsstraf. En dansk dreng på 15 år har aldrig været anbragt i Herstedvester

Men de syv højesteretsdommere: P. Christensen, Høyrup, Thygesen, Urne, Funch Jensen, Munch og Kardel fulgte rigsadvokat Per Lindegaard. Dommen, som var blevet afsagt ved Grønlands Landsret over et barn uden juridisk forsvarer, blev stadfæstet. Forvaringsanstalten ved Herstedvester fik et barn indsat på ubestemt tid.

Den århusianske forsvarsadvokat Bent Nielsen: ”Har man fantasi til at forestille sig, at en 15-årig dømmes til døden; Hvis ’nej’ kan fantasien så håndtere en forestilling om, hvorledes den 15-årige drengs udvikling vil være de næste 5-10-15 år, spærret inde i en anstalt sammen med voksne groft kriminelle og et eksemplar af jungleloven som godnatlæsning. Vi skal straffe, ja, men vi skal også selv kunne leve videre med de afsagte domme.”

Arkalos grønlandske bistandsværge Nielsine Nielsen: ”Det er jo forfærdeligt, hvad man gør i Danmark. At sætte børn i sådan et fængsel. Og så et barn, der trænger så meget til hjælp. Det er primitivt og brutalt.”

Forsorgsleder Ingrid Hjarnaa: ”At sætte en 15-årig herud, det er utilbørligt, helt utilbørligt.”

Landsretssagfører Erling Andreasen: ”Det er råt, meget råt.”

”Det er en skandale, at man kan opleve en retssag, hvor der afgøres skyldsspørgsmål og idømmes hårde straffe – uden at den tiltalte har en juridisk uddannet forsvarer, mens både anklager og dommer er jurister,” siger landsretssagfører Erling Andreasen.

”Ingen forsvarer ville have accepteret, at Arkalo aflagde tilståelse om manddrab,” siger han. ”Og ingen dansk ret bør dømme et forsvarer-løst barn på en så naiv tilståelse.”

Erling Andreasen kom først ind i sagen, da skyldsspørgsmålet var afgjort ved Grønlands Landsret. Han blev forsvarer, da Højesteret skulle tage stilling til strafudmålingen.

”Den grønlandske kriminallov er på mange måder et fint juridisk arbejde med mange smukke intentioner. Man taler ikke om straf, men om foranstaltninger til imødegåelse af ny kriminalitet, og man lægger vægt på det læge element,” siger Erling Andreasen.

Uforsvarligt juridisk roderi

”Problemet er, at det bliver noget uforsvarligt juridisk roderi, når man blander lovens tankegang om lægfolk sammen med det danske system – så uheldigt, at forsvareren er den eneste aktør, som ikke er jurist. Eller når man blander ’de forebyggende foranstaltninger’ op med deportation til tidsubestemt fængsel i Danmark.

En dansk dreng kunne aldrig have fået samme skæbne. En dansk dreng ville altid få en forsvarer, og ville aldrig kunne få en tidsubestemt fængselsstraf. En dansk dreng på 15 år har aldrig været anbragt i Herstedvester.

Hvis Arkalo havde været dansk, ville hele sagen have fået et andet forløb, og der ville have været gode chancer for, at drengen ved et dansk nævningeting ville være blevet frikendt for drab. Og så formentlig dømt for medvirken til vold og utilbørlig omgang med lig. Straffen ville i givet fald have ligget på omkring halvandet år.

“Det er sjældent, at en 15-årig dansk dreng overhovedet kommer til at afsone i et fængsel, og jeg vil tro, at man i et lignende tilfælde med en dansk dreng ville have satset på en socialpædagogisk anbringelse,” siger landsretssagfører Erling Andreasen.

Sidste rest af grusom straf

Da den grønlandske kriminallov blev skrevet af danske jurister i 1954, var den såkaldte ’behandlingsfilosofi’ i højsædet – og med den mange forskellige former for tidsubestemte straffe, som næsten alle blev afskaffet i Danmark i 1973. Man erkendte, at det ikke var ’behandling’ at spærre folk inde, og at ’behandlingen’ i hvert fald kun blev mere grusom af at være tidsubestemt.

Grønlænderne på tidsubestemte straffe i Forvaringsanstalten ved Herstedvester er den sidste groteske rest af grusom straf, camoufleret som en art behandling.

”Når de grønlandske fanger kommer til fængslet, er de meget tit blevet bibragt en opfattelse af, at det er en slags hospital,” fortæller forsorgsleder i Herstedvester, Ingrid Hjarnaa.

Grønlænderne er nemlig blevet dømt til anbringelse på en ’psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark’. Det var Herstedvester indtil for få år siden. Nu er fængslet juridisk ledet som alle andre fængsler i Danmark.

”Da man lavede Herstedvester om til en juridisk ledet anstalt, jublede vi. Nu måtte det være slut med deportationen af grønlændere. Nu var der ikke længere noget lovgrundlag i den grønlandske kriminallov,” fortæller lederen af det grønlandske rådgivningskontor, POK, Inger Bruun.

Lægen: Vi er gidsler for det straffende system

Men det danske justitsministerium klarede det penible problem.

”Man proklamerede simpelthen, at godt nok var fængslet juridisk ledet, men for grønlændere i fængslet var der delt ledelse, dels en juridisk, dels en lægelig. Det er intet mindre end knald i låget,” siger læge Jørgen Ortmann fra Herstedvester.

”Det er udtryk for ulovligheder mod grønlænderne, som bliver lovliggjorte ved juridisk manipulation. Jeg mener, at når grønlænderne ifølge loven bliver dømt til anbringelse på en ’psykiatrisk ledet anstalt i Danmark’, så er ’delt ledelse’ for grønlænderne foruden at være et fiktivt begreb også ulovligt,” siger lægen.

Læge Jørgen Ortmann mener i det hele taget, at der er tale om et svindelnummer, når man forsøger at fremstille Forvaringsanstalten i Herstedvester som en behandlingsanstalt:

”Hvis det skal være en behandlingsanstalt, så må det være lægerne, der har det afgørende ord. Det er det ikke nu. Vi er reduceret til gidsler for det straffende system.”

Læge Jørgen Ortmann vil ikke være et tamt gidsel. Han har indsendt en række konkrete klagesager til sundhedsstyrelsen over behandling af fanger, som han ikke finder lægelig forsvarlig.

”Afsoning og behandling er modsatrettede kræfter. Afsoningen har vundet herude, så skulle man bare tage konsekvensen fuldt ud og gøre straffen tidsbestemt,” siger Ingrid Hjarnaa.

En dansk forvaringsdom, som indebærer tidsubestemt anbringelse i Herstedvester idømmes man for ’farlighed’. Der er kun 16 danskere i alt, som sidder med sådan en dom i 1985. Resten af danskerne i Herstedvester har tidsbestemte straffe. Herstedvester bruges til de fanger,

psykiatrisk hospital) og til dem, som udvikler sindssygdom i isolation eller under afsoning af fængselsstraf.

Grønlænderne anbringes i henhold til den grønlandske kriminallov, og Herstedvester fungerer i praksis som Grønlands lukkede fængsel.

Sovemedicin og hash

Den 15-årige Arkalo blev anbragt i Danmarks mest belastede og formentlig også mest restriktive fængsel: ”Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har fået behandling, og jeg har vist aldrig talt med en læge. Fængselsbetjentene sagde, at jeg bare kunne sige til, hvis jeg ville have noget medicin. De tre første uger tog jeg sovepiller. Det var noget skidt, og så begyndte jeg at dyrke sport for at blive træt. Jeg har til gengæld tit røget hash. Det gør de fleste. Man hygger sig sammen med en klump. De fleste betjente er godt tilfredse med det, for så er fangerne rolige, men dem, der gerne vil op i systemet, skriver rapport og sætter folk i straffecelle,” fortæller Arkalo.

Forsorgsleder Ingrid Hjarnaa siger, at der foregår behandling på Herstedvester, men at det er ret umuligt for en dansk psykiater at behandle en grønlænder:

”Det kan næsten ikke lade sig gøre. Hvordan tolker man følelser og ting, der ligger langt nede i sjælen via en oversætter? Og hvordan behandler man via tolk, som jo ikke har nogen uddannelse i psykiatri? Når behandlerne dertil for det meste er uden kendskab til grønlandsk leve- og tænkemåde, er det naturligvis også svært for dem at bedømme, hvad der er affødt af kulturelle forskelle, og hvad der er affødt af noget sygeligt.”

Den nyansatte grønlandske socialrådgiver Petra Olsen giver et eksempel på vanskelighederne:

”Jeg opdagede, at en af grønlænderne herude havde et dårligt udviklet sprog, fordi han er hørehæmmet. Han er kommet gennem en dansk mentalundersøgelse og har tilbragt syv år i fængslet, uden at nogen har opdaget det. ”

Hårdt og restriktivt fængsel

Uanset at Herstedvester med de mange psykisk lidende fanger skulle have et skær af ’behandling’ over sig, opleves det både af fanger og pårørende som et meget hårdt og restriktivt fængsel. De, der har sammenligningsgrundlag, kalder det for det mest restriktive.

Én af dem er den grønlandske bistandsværge Nielsine Nielsen.

Nielsine er 40 år, gift med en dansk storentreprenør, har et smukt hjem ved Furesøen og er i det hele taget en af de relativt få grønlændere, der er havnet på den sociale solside i Danmark. En stor del af sin tid har hun gennem de sidste syv år brugt på at være bistandsværge for grønlandske fanger i Danmark. Hun har gennemgående haft otte klienter, heriblandt Arkalo, som hun har besøgt cirka hver 14. dag og haft på udgang til sit hjem. De fleste af hendes klienter har siddet i Herstedvester, men hun har også haft enkelte på den anden side af Roskildevejen, i Vridsløse Statsfængsel (grønlændere med dansk dom).

Nielsine Nielsen: ”Undskyld, at jeg siger det ligeud, men det er altså meget sværere at arbejde sammen med betjentene på Herstedvester end dem på Vridsløse. På Vridsløse bliver vi bistandsværger behandlet som en slags medarbejdere. Man er glade for, at vi kommer, og man viser os venlighed og respekt. Man er smidige, låner os lokaler og så videre.

På Herstedvester derimod bliver vi grønlandske bistandsværger tit behandlet som halvforbrydere. Jeg vil gerne nævne to undtagelser, og det er Karl og Frede. Når de er til stede, føler man sig respekteret som bistandsværge, og de ser venligt på de grønlandske fanger. Det er, som det skal være.

Der er mange af de andre betjente, som simpelthen kan være så ubehøvlede og nedladende. De sender os blikke, der er fulde af kulde og foragt, og med reglerne i hånden forsøger de at gøre alt så ubehageligt som muligt, både for fangerne og deres grønlandske bistandsværger.

De få flinke betjente behandler os grønlandske bistandsværger som medarbejdere, mens de andre behandler os med foragt og mistænksomhed: Vores tasker skal låses inde, vores tøj skal afleveres, og vores klienter skal kropsvisiteres efter vores besøg. Det virker så koldt og ubehøvlet. Jeg har været meget ulykkelig over det og været ved at opgive mit arbejde med klienter på Herstedvester, fordi det ikke er til at holde ud at blive behandlet på den måde.

Måske er de ude på at få os grønlandske bistandsværger til at holde op med at komme i fængslet?”

Urimeligt lidelsesfuldt

Justitsministeriet udarbejdede i 1977 et cirkulære, som skulle mildne straffen lidt for de deporterede grønlændere i Herstedvester. Det handlede om en lempeligere adgang til udgang og om ret til ét årligt besøg i Grønland – eller besøg fra Grønland.

”Det er et pænt stykke papir, som er godt at tage frem i offentlige debatter, men det er i praksis ikke en potte pis værd,” siger forsorgsleder Ingrid Hjarnaa.

”Økonomisk er det kun muligt at lade ganske få grønlændere komme hjem på besøg eller betale familiens rejse til Danmark. Og i den praksis, som har udviklet sig, bliver der sjældent taget særhensyn til grønlænderne. I et fængsel er det nemmere at administrere regler, der er ens for alle. Og hvis reglerne ikke er ens for alle, har de alligevel en tilbøjelighed til at blive det,” siger forsorgslederen.

Én gang om ugen får grønlænderne i Herstedvester lov til at være sammen ved et fællesarrangement i 1-2 timer. Én gang om ugen får de grønlandsk mad fra grønlænderhuset i København. Mange grønlændere, som er fremmede i Danmark, siger, at de slet ikke kan blive mætte af dansk mad.

Grønlænderne i Herstedvester har tit ytret ønske om at få en fælles afdeling, hvor de kan tale deres eget sprog, men det er blevet afslået.

”Det er forståeligt nok,” siger forsorgsleder Ingrid Hjarnaa.

”Betjentenes opgave i fængslet er at sikre, at fangerne er til stede, og at der er ro og orden. Det betyder også, at de skal vide, hvad der foregår blandt fangerne. Og det vil være svært på en grønlandsk afdeling, hvor sproget er grønlandsk. Så sidder man som dansker og forstår ikke en lyd af, hvad der foregår.”

”Nu er det grønlændere, der sidder som fanger og ikke forstår en lyd?”

”Ja, derfor er det også utroligt uheldigt, at vi har grønlændere i et dansk system. Vi kan også se, at det er urimeligt lidelsesfuldt at straffe på den måde. Og den udslusning til Grønland, vi som socialrådgivere skal forberede, er utrolig svær at forberede, fordi vi ikke kender det samfund, manden kom fra, og som han skal vende tilbage til,” siger Ingrid Hjarnaa.

”Hvad vil I gøre med Arkalo?”

”Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke: Muligvis vil man sende ham til Grønland, men det er usikkert.

Hans problem er jo, at han nu hverken er grønlænder eller dansker.

Det meste af sit bevidste liv har han nu været hernede, så vi må satse på, at han gøres færdig hernede. Man har jo påtaget sig et stort ansvar ved at give ham den dom. Man kan ikke pludselig sige, at nu er han et grønlandsk problem. Det kan man altså ikke, for han vil være som en hund i et spil kegler, hvis han kommer til Grønland, for hvad pokker skal han stille op med sig selv? Han er stadig et umodent barn,” siger Ingrid Hjarnaa.

Arkalos plejefar, Ejvind Bavnbek: ”Arkalo har tilbragt hele sin pubertet og sin ungdom i et miljø, hvor der ikke er tilflydt ham nogen form for livsværdi. Han er kun blevet ringere i stand til at vende tilbage til et normalt liv. Det lange ophold i fængslet har forstærket hans identitetskonflikt og helt frataget ham muligheden for at vende tilbage til sit eget grønlandske miljø. Dertil kommer, at han i fængslet har fået nogle helt forkerte normer for menneskeligt samvær og samliv. Og hans normer var i forvejen skæve.”

Arkalo er måske på vej ud af fængslet. Han hører stadig til på Herstedvester, men han er i foråret 1985 udstationeret til kriminalforsorgens pensioner, hvorfra den nu 20-årige forsøger at få 9. klasses eksamen.

Spørgsmålet er, om han klarer den. Han er røget ind én gang – i straffecellen.

Hans problem er, at han har været låst inde sammen med fanger og fangevogtere i et belastet dansk fængsel i de pubertets- og ungdomsår, hvor han skulle have gjort erfaringer og udviklet personlighed. Nu vil han gerne prøve det hele, men han ved ikke, hvordan man normalt gør.

Arkalo ved ikke selv, hvad han skal stille op med sit liv.

For fem år siden ville han være fisker og fanger. Nu siger han, at han vil være damefrisør:

”Jeg er og vil helst være grønlænder, men nu må jeg føle mig som dansk. Nej, som halvdelen af hver.”


Efterskrift: I 2017 – 32 år efter denne artikel i Gyldendals tidsskriftet Fredags første nummer – åbnede der en lukket anstalt i Nuuk, så grønlændere nu ikke længere nødvendigvis skal deporteres til Danmark for at afsone straf.


En kolonihistorie blev bragt som spidsartikel i det første nummer af Gyldendals tidsskrift, Fredag, i august 1985, og er nu del af antologien PÅ TRYK – gennem et halvt århundrede, der udkommer fredag den 16. august på forlaget HarperCollins Nordic: Udvalgte reportager, kommentarer, essays og noveller fra Gretelise Holms 56 års skribentvirksomhed.

Bogen er på 517 sider og koster 299 kroner.


Topfoto: Annie Spratt, Ittoqqortoormiit, Grønland.

Gretelise Holm, født 1946, har arbejdet som journalist, siden hun var 17 år, blandt andet på dagbladet Børsen, Berlingske Tidende og Politiken. Hun har været lektor og prorektor på Danmarks Journalisthøjskole, har boet fire år i Afrika og har skrevet 40 bøger indenfor mange forskellige genrer.

I 1980 modtog hun Poul Henningsen-prisen for sin sociale journalistik med fokus på udsatte minoriteter, indvandrere, fængselsfanger og handicappede.

I 1990 fik hun Ingrid Jespersens store legat for sit arbejde som redaktør for tidsskriftet Kvinden og Samfundet samt for at skrive artikler og bøger om køn og ligestilling ”med bid, indsigt og humor.”

Og i 2015 blev hun tildelt Dansk Retspolitisk Forenings pris, Kafkatten, for sin årelange indsats for retssikkerhed.

Seneste artikler om Bøger