ESSAY – Den gode og barmhjertige omsorg fylder heldigvis mest på landets plejehjem, men når det brutale og ydmygende omsorgssvigt rammer, fylder det alt for de mennesker, det går ud over. Senest har vi set omsorgsmedarbejdere på et plejehjem i Aarhus udsætte hjælpeløse mennesker, som var i deres varetægt, for groft omsorgssvigt. Denne skamløshed er resultatet af mennesker, som handler imod bedre vidende: de kan ikke være i tvivl om, at de påfører et andet menneske ondt, men gør det alligevel. Kan det beskrives som andet end ondskab, findes der andre forklaringer, spørger Peter Schjødt.
Hvorfor er det så svært at kalde mennesker for onde, selv når de bevidst påfører andre en åbenlys lidelse? Kan der være onde handlinger uden onde mennesker? Selv om ondskab er en del af den menneskelige erfaringsverden, beskriver vi ofte det onde, som konsekvenser, ikke af onde menneskers handlinger, men af omstændigheder, som fører til utilsigtede handlinger, der naturligvis kan opleves som onde. Der er stadig masser af onde handlinger, men onde mennesker er der få af, i modsætning til tidligere, hvor “Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden,” som det fortælles i Første Mosebog.
I dag betragter vi oftest mennesket som grundlæggende godt, indtil omstændighederne får det til at gøre noget ondt, som altså ikke gøres med ond vilje. På den måde forklares omsorgssvigt næsten aldrig med onde menneskers onde handlinger, men med urimelige omstændigheder i form af nedskæringer, stress og dårlig ledelse, som er det, der resulterer i medarbejdernes onde handlinger.
Den danske velfærdsstat bygger i enestående grad på erkendelsen af menneskelig sårbarhed og skrøbelighed. Fra naturens hånd er mennesket bygget således, at vi er afhængige af hinanden
Det enkelte menneskes handlinger bliver ikke opfattet som individuel ondskab, men som konsekvenser af en lang række andre årsager af strukturel karakter i individets historie og omgivelser. Det er som om vi tror, at menneskelig ondskab kun hører til på den store verdenshistoriske scene. Men som Hannah Arendt understregede, så er det en triviel og trist kendsgerning, at ondskab næsten altid udføres af mennesker, som ikke gør sig selv klart, om de vil være gode eller onde. Denne helt almindelige ondskab, hverdagens anonyme ondskab, beskriver Hannah Arendt som det ondes banalitet.
Min egen erfaring
Det er en helt naiv forestilling, at alle skulle have menneskelige og intellektuelle kompetencer til at yde omsorg til de mest skrøbelige og hjælpeløse i samfundet. Det er ligeså naivt at tro, at der ikke arbejder mennesker i velfærdsstatens store omsorgssektor, som mangler netop disse evner og kompetencer.
Den danske velfærdsstat bygger i enestående grad på erkendelsen af menneskelig sårbarhed og skrøbelighed. Fra naturens hånd er mennesket bygget således, at vi er afhængige af hinanden. Den danske filosof K. E. Løgstrup sagde, at vi er udleveret til hinanden. Denne menneskelighed trækker spor alle steder i vores samfund, hvor mennesker er beskæftiget med at yde professionel omsorg.
Hver gang et omsorgssvigt afsløres, bliver vi derfor heldigvis chokerede, men igen og igen sker det, at de ældre, de demente, de syge, de skrøbelige, mest sårbare og hjælpeløse i vores samfund, udsættes for nedrige omsorgssvigt fra mennesker, som de er udleveret til. Men omsorgssvigt er naturligvis ikke noget nyt.
Det, jeg som elev oplevede på nogle af de lukkede afdelinger, kan sammenlignes med de beskrivelser af omsorgssvigt, som i de senere år er dukket op i medierne… Var det onde mennesker, som gjorde det?
For mange år siden blev jeg uddannet som plejer inden for psykiatrien på et af landets daværende Amtshospitaler. Det var i slutningen af 1970’erne, og det, jeg som elev oplevede på nogle af de lukkede afdelinger, kan sammenlignes med de beskrivelser af omsorgssvigt, som i de senere år er dukket op i medierne. Her hjalp en klage imidlertid ikke, den blev afvist med begrundelsen, at de rutinerede plejere jo vidste, hvad de gjorde.
Var det onde mennesker, som gjorde det? Jeg ved i hvert fald, at de omtalte plejere ikke var stressede, de var ikke overbelastede, de var ikke udsat for konstante omstruktureringer eller nedskæringer, der var altid nok personale på vagt, ledelsen pressede ikke medarbejderne, men lod dem nærmest køre afdelingen, som de ville.
Det slog mig slet ikke at lede efter forklaringer andre steder end der, hvor overgrebet mod patienterne fandt sted – nemlig i selve plejearbejdet. Jeg havde kun én mulig forklaring, da jeg beklagede mig til min kæreste, mens vi gik rundt i skovene omkring hospitalet: “De er onde som ind i helvede.”
Havde det været i dag, ville min kæreste lidt kritisk have spurgt: “Jamen Peter, findes der onde mennesker? Hvad kan grunden være til, at de handler sådan?”
Et sårbart møde
Der er ikke nogen tvivl om, at der er forhold, som i dag gør vilkårene for at yde omsorg unødvendigt vanskelige. Nedskæringer, dårlig ledelse og dårlig uddannelse for blot at nævne de mest indlysende.
Efter selv at have fået en sundhedsuddannelse og senere i mange år uddannet og efteruddannet sundhedspersonale ved jeg, hvor mange faktorer der er i spil i den enkelte plejesituation, og hvor let det derfor er at være for hurtig med endegyldige konklusioner om ansvar og skyld. Det giver imidlertid alligevel god mening at tage udgangspunkt der, hvor problemerne viser sig, nemlig ved sengekanten, i plejepersonalets direkte kontakt med en mere eller mindre hjælpeløs borger, som er udleveret i deres varetægt.
I det direkte møde med borgeren er der et moralsk krav til omsorgspersonen om at styrke det gode, også i de lidelsesfulde og ydmygende situationer, som ofte opstår i forbindelse med pleje
Hvad er det en omsorgsmedarbejder går ind til på jobbet, hvis vedkommende f.eks. er ansat på et plejehjem? De mennesker, som medarbejderen har ansvaret for, er afhængige af pleje og omsorg, og ofte undervurderer vi, hvad dét kræver af omsorgsgiverens menneskelige evner og faglige kompetencer.
Alene selve plejen og omsorgen er knyttet til risikoen for plejelidelse, altså lidelsen, både fysisk og psykisk, ved overhovedet at skulle modtage den nødvendige omsorg. Omsorgsmedarbejderen åbner døren til borgerens stue, som jo er borgerens private hjem. Som udgangspunkt er det et møde mellem to mennesker, som principielt er fremmede for hinanden, som ikke har valgt at skulle mødes på denne måde.
Medarbejderen har ganske vist valgt uddannelsen og jobbet, men borgeren ville i virkeligheden hellere være et helt andet sted og i en helt anden situation, hvor hun eller han kunne tage vare på sig selv, og ikke var afhængig af professionelle omsorgspersoner, som jo giver omsorg, netop fordi de er ansat til det. Der er tale om en helt tydelig asymmetri i dette møde, og det er sårbart for begge parter, omend på vidt forskellig måde.
Hvor indlysende er det ikke, at borgeren let må opleve sig som ydmyget, som udleveret til fremmede, til hjælperens gode vilje, humørsvingninger, stress, overskud eller mangel på samme? Følelsen af krænkelse, overskridelse og ubetænksomhed kan let vækkes i denne relation, uanset hvad der så måtte være årsagen.
For medarbejderen handler det om at skulle udøve omsorg over for mennesker, som er fremmede, og som man ikke altid lige uden videre kan holde af fra hjertet. I pressede situationer kan ansvaret for de meget skrøbelige og hjælpeløse mennesker betyde, at den faglige viden om omsorg bliver overskygget af en påtrængende følelse, hvor borgeren virker krævende, besværlig, tidsrøvende og overfølsom.
En ultimativ forpligtelse
I takt med, at konkurrencestatens krav om besparelser og effektivitet overskygger velfærdsstatens omsorgsparadigme, udfordres medarbejderne på deres faglige og moralske integritet. Men i det øjeblik omsorgsmedarbejderen går ind til den hjælpeløse og plejekrævende borger, så ligger der alligevel en ultimativ forpligtelse til at udøve plejen på den mest værdige og nænsomme måde.
Hvis vi ikke holder fast i dette dogme, så skabes der gråzoner, hvor relationen mellem mennesker ikke længere bygger på ansvaret for godt og ondt. Alle ved, at overgreb, nedværdigelse og brutalitet er ondt, og der må ikke opstå usikkerhed om, hvor skammens grænser skal gå, når medarbejderen står ved borgerens seng på et plejehjem.
Omsorg og behandling kan ofte være ubehageligt at modtage fra fremmede. Men også omsorg, som desværre må opleves som ydmygende, kan udføres nænsomt og med forstående mildhed. I det direkte møde med borgeren er der et moralsk krav til omsorgspersonen om at styrke det gode, også i de lidelsesfulde og ydmygende situationer, som ofte opstår i forbindelse med pleje.
Skamløshedens kultur
Hvis vi ikke forudsætter, at personalet ved, hvornår de laver omsorgssvigt, hvis vi igen og igen påberåber os omstændigheder, som nedskæringer, stress og dårlig ledelse, som begrundelse for omsorgssvigt, så har vi accepteret en skamløshedens kultur.
I sagerne med omsorgssvigt handler personalet bevidst imod bedre vidende. De ved, at de gør noget, der må opleves som ondt af borgeren. Senest har vi set klip fra omsorgssvigt på et plejehjem i Aarhus, hvor der er tale om situationer, som ingen kan benægte, er brutale og ydmygende. Måske skete det i frustration over nogle belastende arbejdsvilkår. Er det en acceptabel forklaring? De kunne have gjort noget andet i situationen og kan ikke have været uden viden om den unødvendige voldsomhed og lidelse, de påførte et menneske, som var i deres varetægt.
Påfører man andre mennesker noget ondt, så kan man i dén situation kaldes ond, og må tage ansvaret. Vi fjerner tilliden fra mødet mellem omsorgsperson og borger, hvis ansvaret for kvalitet og værdighed i dette intime møde skubbes et andet sted hen
I situationer med omsorgssvigt kan vi ikke blot tale om onde handlinger og onde konsekvenser uden også at tale om et subjekt, et menneske, som i den givne situation bevidst forsømmer at skelne mellem den gode og den onde handling. Det var det, som Hannah Arendt kaldte for det ondes banalitet. Det kan vi banalisere yderligere ved ikke at ville kalde det for ondt, men blot konsekvenser af dårlige arbejdsbetingelser.
Hvad er forskellen på med vilje at gøre borgeren ondt og at handle imod bedre vidende, hvor man jo også ved, at man handler ondt, men alligevel gør det? Forskellen er kun retorisk. Det er vist ikke sådan, at plejepersonalet går ind til en gammel, hjælpeløs dame og mener, at behandling af den type, som vi har set på plejehjemmet i Aarhus, er helt på højde med kravene til god omsorg.
Det er vigtigt at holde fast i, at påfører man andre mennesker noget ondt, så kan man i dén situation kaldes ond, og må tage ansvaret. Vi fjerner tilliden fra mødet mellem omsorgsperson og borger, hvis ansvaret for kvalitet og værdighed i dette intime møde skubbes et andet sted hen.
I det øjeblik, hvor omsorgssituationen begynder, er muligheden for f. eks. at sige: “Jeg laver omsorgssvigt på grund af nedskæringer” ikke længere en moralsk mulighed. Kommer der tvivl ind i mødet mellem borgeren og omsorgspersonen, en tvivl om ansvaret for at gøre det gode, så undergraves det hjælpeløse menneskes håb.
Den vigtigste person i verden
Når personalet går ud igen efter at have gjort det gode, som situationen kræver af dem, så bør og skal de tage deres vilkår op, angribe kommunen, ledelsen og de politiske prioriteringer og fortælle om det pres, som vi alle ved, de er udsat for, og som er ekstremt.
Men den moralske forpligtelse til at gøre det gode, ligger hos omsorgsmedarbejderen i det øjeblik han eller hun går ind til den sårbare borger og sanser, at her ligger der et menneske, som er afhængig af min omsorg. I dét øjeblik er omsorgsmedarbejderen nemlig den vigtigste person i verden for det menneske, som skal have hjælp, den eneste, som i dette omsorgs-nu kan varetage det håb, som de mest hjælpeløse borgere ikke selv kan skabe.
Vi har en tendens til at omdefinere det, som Hannah Arendt kaldte for det ondes banalitet – det, ikke at gøre sig klart, om man vil handle godt eller ondt – fra et individuelt til et samfundsmæssigt problem. Selvfølgelig lever vi indenfor nogle samfundsmæssige og organisatoriske rammer, men det ophæver ikke ansvarets princip. Når den moralske dømmekraft glemmes eller annulleres, reduceres vi til at være en funktion af påvirkninger, f.eks. fra en organisation, fra en ledelse, fra nedskæringer og effektivitetskrav.
Ingen kan imidlertid sige sig fri for også selv at være årsag til virkninger. Det er jo netop refleksionen over vores virkning i forholdet til andre, der gør os menneskelige og samvittighedsfulde. Det er i eftertanken over vores egne virkemidler, vi gør os egnede til at leve i et samfund eller arbejde i en organisation.
Uddannelse kan hos de fleste give det nødvendige samspil mellem faglig viden og samvittighed på omsorgsområdet. Når der skæres ned på uddannelsernes kvalitet, er det første der står for fald ikke nødvendigvis den faglige del af uddannelsen, men den dannelsesmæssige, som handler om at kunne reflektere over egen praksis, bl.a. risikoen for at falde for det ondes banalitet. Men heller ikke uddannelserne kan overtage ansvaret for, hvordan man vælger at behandle et hjælpeløst menneske, som man professionelt har i sin varetægt.
Dét ansvar kan ikke findes andre steder end i ens eget hjerte.
Foto: Pikist.com.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
