ANMELDELSE – Hvad er julestemning egentlig, og hvordan kommer man i den? Det spørgsmål er vi mange, der stiller os selv i disse dage. Noget tyder på, at Gnags-forsangeren Peter A. G. Nielsen har fundet svaret. Han har udgivet en julekalender med 31 små samtalefortællinger.
Det er en smuk, lille bog, indbundet og i lille format. På omslagets inderside er der et voldsomt cool billede af en stort set nybarberet Peter A.G. i mørkt tøj, sådan let ludende eller tilbagelænet som man kender ham, eller som jeg i hvert fald kan huske ham helt tilbage fra Roskilde Festivalen i 70’erne. Ellers er der ingen illustrationer, ingen billeder. Ikke andre end dem vi selv danner, og jeg kan sige, at der allerede flyver en hel del rundt inde i skallen på undertegnede.
Selvom man kan have på fornemmelsen, at det ind i mellem er sådan, er det ikke ofte, man direkte hører en anmelder sige, at den bog, der er under anmeldelse, har han ikke læst til ende. Men jeg har faktisk ikke læst Peter A.G.’s nye bog, Julekalenderen – En vinterbaders notater fra menneskehavet, helt færdig.
Det er fordi, det er en julekalender, og jeg vil ærlig talt spare lidt af det. Det er i øvrigt meningen, at der skal ”afjules”, så det ikke blot standser lige pludselig. Bogen har 31 tekster, ikke 24, hver dateret, frem til 31. december.
100 procent
Alligevel har jeg dannet mig et klart indtryk af det, og gennem det indtryk kan jeg sige, at det er et usædvanlig godt greb. En uhyre vellykket bog. En superfed bog som jeg sent vil glemme. En bog, der har givet mig samme følelse af glæde og oplevelse af indsigt som billedhuggeren Hein Heinsens Trinitetsmaskinen (2010) og radiomanden og forfatteren Egon Clausens Almanak over Erik Hagens kæmpemæssige kunstværk Esbjergevangeliet (2007).
Jeg har ikke læst andre moderne bøger på dansk, der så at sige går omkring mit fag, teologien, og spejler et element af dets essens, i dette tilfælde det betingelsesløst medmenneskelige, med dén effekt på mig end de to nævnte og Peter A. G.’s julekalender. Så er det sagt. De bøger har topkarakter i min anmeldergryde. De bonner ud med 100 procent. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan lige dét, der forsøges der, kan gøres bedre.
Det kristne budskab
Der er efter min mening to momenter, måske tre, som i særlig grad kendetegner det kristne budskab. Det er for det første næstekærligheden, som går over grænser. Det er illustreret i “novellen” om Den barmhjertige samaritaner i Lukasevangeliet, der viser et menneske, der hjælper et andet menneske, som det ikke er forpligtet på – pointen er, at alle altid er forpligtet på alle, hvad der jo dybest set er et demokratisk budskab, selvom det er fra senantikken, hvor demokratiet var noget mere begrænset.
Hver fortælling tager et sted, en ting og et menneske eller flere og blander det og vender det og viser det frem som et afsæt til en mulig glæde, et muligt nærvær, et muligt fællesskab.
Det er for det andet, at guden identificerer sig med den svageste og ikke den stærkeste. Det skal jeg komme tilbage til. Og det er, for det tredje, at budskabet i sig selv egentlig ikke lægger op til en religion men et livssyn, som giver sig udslag i handling. At de så har lavet en religion af det, der dømmer folk inde og ude efter forgodtbefindende og hvor handlingsforpligtelsen kan synes at fortone sig, det er bare udtryk for et almindeligt, historisk magtmisbrug, som jeg har beskrevet i detaljer andetsteds.
Smukt og underfundigt samfundsportræt
Det er – hvis man skulle indkredse det hele – så vidt jeg kan se også indholdet af Peter A.G.’s julekalender. Når han gengiver en samtale med et menneske, der sidder i en spillehal og lader spilleautomaten snurre for næsen af sig uden at følge med – og når samtalen så går videre til at handle om livet i spillehallen, i den yderste ensomhed, som den ensomme end ikke selv har opdaget – så får vi ikke alene et evangelisk billede af stor kraft, der minder om den ensomhed, vi altid overser i Juleevangeliets fortælling om de fulde hotelværelser i Bethlehem. Vi får også et fantastisk smukt og underfundigt samfundsportræt. Vi får også et gribende menneskeligt portræt. Og der er altid humor et sted i fortællingen. Og nærvær.
Et sted, en ting og et menneske
Sådan er det hele vejen igennem. Hver fortælling tager et sted, en ting og et menneske eller flere og blander det og vender det og viser det frem som et afsæt til en mulig glæde, et muligt nærvær, et muligt fællesskab. Alt sammen fremstillet som samtaler mellem fortælleren og en anden, et tilfældigt møde. Og til overmål bruger han den formidlingsform, som også Det Ny Testamentes Jesusfortællinger betjener sig af: Det virker kun, når du begynder med dig selv.
Der er ingen steder, der er for ydmyge for Peter A.G.’s undersøgende blik: 22. december-teksten hedder Jul på toilettet under jorden. Nogle af de skæbner, vi møder, er decideret gribende. Mennesker, der har været udsat for uretfærdigheder, uheld og ulykker, så det går gennem marv og ben. Og som finder et liv der, hvor de er.
Det gælder alle de fortællinger, jeg har læst fra bogen, at de på denne underspillede måde spejler vores livsform i julens budskab, uden rigtig at gøre opmærksom på det, på anden måde end med en bestemt slutning i hver tekst, som jeg ikke skal røbe.
Guden identificerer sig med – ikke samfundets magthavere eller stærkeste, men med den svageste, den magtesløse. Det har de glemt, dem, der skrev kristendommen ind i regeringsgrundlaget for den siddende danske regering
Det er i det hele taget dette blik på samfundets udkanter, på samfundets affald, der giver bogen sin evangeliske overbevisning. Forordet til bogen, der introducerer dens form og indhold, som forlagets redaktør har skrevet, nævner, tilsyneladende uden sammenhæng med det øvrige, et bibelsted, der normalt ikke forbindes med julens budskab. Men det indkredser helt og holdent indholdet af julekalenderen: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” (Matt. 25,40).
Tekstens negative udgave er måske mere kendt, og understreger yderligere det, at guden – altså Kristus i den kristne tradition – identificerer sig med den svageste: ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!” (Matt 25,45).
Det er den særlige teologiske krølle, som Peter A.G. får med her, hvad enten det er bevidst teologisk tænkt eller ej. For julens fortælling, som en julekalenderbog jo nødvendigvis leder frem mod, er jo en illustration af disse ord, at guden identificerer sig med – ikke samfundets magthavere eller stærkeste, men med den svageste, den magtesløse. Det har de glemt, dem, der skrev kristendommen ind i regeringsgrundlaget for den siddende danske regering.
31 romanforlæg
Efter at have været sammen med denne bog i snart en uge, har jeg opdaget en ting mere, som jeg finder meget inspirerende, meget overbevisende. Hvert af de stykker, jeg har læst, og jeg har ingen grund til at tro, at dem jeg ikke har læst skulle være anderledes, er som en kondenseret roman. Der står 31 romaner og blinker. Samtidsskildringer med rigtige mennesker og rigtige skæbner. De skriver sig inde i hovedet på læseren. Hele fortællingens verden er ridset op med skitseagtige streger i hver enkelt samtale.
De er alle sammen sådan, at man lige skal sidde og stirre lidt frem for sig, når man har læst dem. Det er en bog, der lægger op til, at man fordyber sig
Jeg kan da godt høre, at nogle af samtalerne formentligt forfattermæssigt er konstruerede. Alt er genre i denne verden, alt kan forstås som elementer i en stand up-komedie, alle fortællinger i verden følger et mønster, og det gælder selvfølgelig også fortællingerne i julekalenderen her.
De slutter som sagt alle sammen på en bestemt måde (stadig ingen spoiler fra min side), og det er naturligvis svært at tænke sig, at forfatteren skulle have været i 31 sådanne samtaler – plus dem, han har skåret fra, fordi de ikke egnede sig – og at samtalerne alle sammen er endt på denne måde.
Og stirre lidt frem for sig
Kan den nu holde helt til jul? Hvis den er så velfungerende, sidder man så ikke og læser i den, og pludselig har man læst det hele? Ikke jeg i hvert fald. Flere af historierne er så stærke, at man i hvert fald ikke skal have mere lige med det samme. Og de er alle sammen sådan, at man lige skal sidde og stirre lidt frem for sig, når man har læst dem. Det er en bog, der lægger op til, at man fordyber sig i den.
Og så er det jo desuden meningen, at der skal ”afjules”. Det skal blive interessant at se, om man læser videre, dér 1. juledag og læser de sidste stykker frem til det champagnebrusende, fyrværkeriglimtende, virkelighedsfortrængende nytår.
Hvor kommer det her egentlig fra? Kommer det ud af den blå luft?
Nej, Peter A.G, som har taget dele af journalistuddannelsen og har en slags bachelor i dansk fra universitetet fra dengang, det hed bifag, har de senere år nærmet sig det kirkelige gennem at deltage i forskellige salmeprojekter. En salme er udgivet på en CD i 2014 af landets officielle bibeloversættelsesudgiver, Bibelselskabet. En anden blev opført ved en stor kirkefestival i København i fjor.
Og så kommer det fra et menneske, der har rendyrket empatien. Og kender den så godt, at han har det professionelle forhold til den, der gør, at den kan formidles, så vi synes, det kommer indefra. Indefra os altså.
Peter A.G. Nielsen
Julekalenderen – En vinterbaders notater fra menneskehavet
Eksistensen, 2017, 120 sider, indbundet, 125 kr.
https://www.facebook.com/Eksistensen/videos/1494939433929394/
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
