Opgør med krænkelseskulturen – komik som demokratiets forvrængede spejl

af i Kultur/Satire

ANMELDELSE // STAND-UP – Når komik er vellykket, fungerer det som demokratiets forvrængede spejl, skriver POV’s Jan Eriksen i sin anmeldelse af komiker Jonatan Spangs nye show ‘Typisk Jonatan Spang’. Det former sig som et veloplagt og meget, meget morsomt opgør med tidens såkaldte krænkelseskultur.

Hvad skal man med satire, når virkeligheden er meget sjovere?

Ifølge diverse medier har en institutleder ved Københavns Universitet opfordret sine kolleger til at spørge, hvilket køn eleverne identificerer sig med forud for undervisningen. Det foreslås også at tænke over, hvilke kønnede betegnelser, de studerende foretrækker. Af hensyn til, går jeg ud fra, elever med en glidende kønsidentitet, frarådes udtryk som ’drenge/gutter’ og ’piger/damer’.

Der findes heldigvis stadig begavet, samtidsudfordrende dansk satire, som den bliver fremført af den 41-årige komiker

Lidt overraskende for mig i øvrigt, der ikke har sat mine ben på KU siden en fredagsbar i et fjernt årtusinde, hvis man stadig går rundt og siger ’gut’ og ’dame’ til hinanden i gangene derude på Amager. Men det er åbenbart så også slut nu.

Set i den kontekst var det torsdag aften en stor fornøjelse at lade sig hvirvle rundt af de mange ord i den uhyre veloplagte humorperson Jonatan Spangs nye stand-up-show ’Typisk Jonatan Spang’.

Der findes heldigvis stadig begavet, samtidsudfordrende dansk satire, som den bliver fremført af den 41-årige komiker.

En ubestridelig stor stand-up-komiker

Siden sin debut i 1998 har Spang jævnt hen udfordret både stand-uppens rammer og indhold i sin komik. Det gælder især den fremragende, tematisk opbyggede show-trilogi ‘Bryllup’, ‘Familie’ og ‘Jonatan Spangs Danmark’ og hans virke som tv-satiriker især i serier som ‘Lillemand’ og ‘Tæt på sandheden’.

Det var i sidstnævnte, han skandaliserede den tidligere borgmester Anna Mee Allerslev ved at stille et fjollet spørgsmål under hendes sidste pressemøde. Og senere vakte opsigt på alle tilgængelige politiske fløje ved at tungekysse Nye Borgeliges Pernille Vermund.

Spang tager sin demaskeringer af vores allesammens krænkelsesparathed helt derud, hvor han også træder på mine tæer – blandt andet i en Auschwitz-joke. Men igen. Komikerens opgave er ikke at bekræfte

Der er mange meninger om Spangs form og stil, selvudslettende kan man ikke beskylde ham for at være, når han optræder på tv. Men han er ubestrideligt en stor stand-up-komiker. Mere end bare ferm til at sætte alt og intet på spidsen.

Spang er ikke kommet ret langt ind i sit nye show, før man fornemmer, at temaet i dette show er krænkelseskulturen – i mangel af et bedre ord. Efter en indledning, hvor det handler om undren over den teknologiske udvikling, som ikke engang George Orwell kunne have forudset. Efterhånden kan man ikke engang gå i McDonald’s uden at blive betjent af en maskine. Der er ingen bibliotekarer på bibliotekerne. Kun ældre mennesker og gangstere der søger ly for regnen.

Som det plejer at være med Jonatan Spang, og de bedste komikere i øvrigt, vender han pegefingeren mod sig selv og publikum. Vi har frivilligt overladt hele vores privatliv til en mobiltelefon – cpr-nummer, bankoplysninger m.m. – bare for at kunne downloade en app, der gør det muligt at sende billeder af os selv med kaninører til familie og venner.

Vi griner højt med og mod Spang og os selv nede i salen.

Et opgør med vores allesammens krænkelsesparathed

En periode i 00’erne efter Muhammed-tegningerne gik mange danske komikere og andre underholdere rundt om sig selv af frygt for at kunne anklages for at være antimuslimske og på Pia Kjærsgaards hold. Stadig kan en hvilken som helst debat på de sociale medier i løbet af et par delinger, likes og kommentarer ende som en hidsig værdidebat defineret i forhold til afsenderens politiske ståsted. Rød eller blå. Grøn eller brun. Sort eller hvid.

I de seneste stand-up-shows, jeg har set, har det heldigvis virket, som om komikerne har genvundet den essentielle neutralitet som observatører.

Spang siger med udgangspunkt i en arketypisk omgang stand-up-kærestebashing, at der er forskel på mænd og kvinder, at racisme findes overalt, at forfædrenes synder ikke nødvendigvis er arvelige, at den homofobi, som Spang mødte i sin barndom, hvor man troede, at alle bøsser så ud som Village People, nok mest skyldtes uvidenhed. At man kan blive klogere.

Har Jonatan Spang en pointe? Det tror jeg. Mod slutningen af showet får han igen indpakket i rå og udestilleret komik sagt, at den eneste mulighed for et perfekt samfund uden krænkelser vil være et godt, gammeldags diktatur

At oprørskheden i rock’n’roll er forsvundet. Tag bare Suspekt – ’de er jo de nye Shubberne’.

At dem i Jylland nok også er en slags mennesker, selvom de ikke kan lide vindmøller.

”Hvorfor bliver folk så forargede over at have udsigt til havvindmøller, når de har fem-seks brugte vaskemaskiner stående i forhaven”.

Spang tager sine demaskeringer af vores allesammens krænkelsesparathed helt derud, hvor han også træder på mine tæer – blandt andet i en Auschwitz-joke. Men igen. Komikerens opgave er ikke at bekræfte.

Har Jonatan Spang en pointe?

Spang er klassisk komiker af den sorte stand-up skole. Med stor ildhu og præcision jonglerer han rundt med jokes, bids og punchlines, nogle gange cirklende bagud og til siden, andre gange fremadrettet. Han overholder fermt grundreglen om en tre-fire call-backs i løbet af et sæt, blandt andet i form af Kevin, hans plageånd fra folkeskoletiden.

Det samme gælder reglen om at udse sig et tilbagevende offer i publikum. Her en 16-årig ung mand. Hvilket giver Spang mulighed for at tale generationer. Og mobiltelefoner og porno i en længere passage med en af de jokes, jeg grinede mest af.

Når komik er vellykket, fungerer det som demokratiets forvrængede spejl

Spang husker tydeligt sin barndoms første eksemplar af det hedengangne Weekend-Sex, hvor der stod at ’centerfold’ modellen havde ‘pariserrøv’.

’Ved du hvad en pariserrøv er? Det er en bar røv med rå æg, kapers og rå løg.’

Den slags platte absurditeter kunne der godt have været flere af.

Har Jonatan Spang en pointe? Det tror jeg. Mod slutningen af showet får han igen indpakket i rå og udestilleret komik sagt, at den eneste mulighed for et perfekt samfund uden krænkelser vil være et godt, gammeldags diktatur. For der er der bare én, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Her vil ingen og dermed alle føle sig krænkede.

Når komik er vellykket, fungerer det som demokratiets forvrængede spejl.


Jonatan Spang turnerer lige nu med sit nye show ‘Typisk Jonatan Spang’. POV så det torsdag d. 5.9.19 i Bremen.


Foto: Flemming Ege.

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur