EUROPA // KLUMME – Kabuls hurtige fald og Vestens store tilbagetog fik politikere i hele Europa til at trykke på panikknappen. Tænk, hvis sammenbruddet efter tyve års fejlslagen intervention udløser en ny flygtningekrise som i 2015? Skal vi nu bære de negative følgevirkninger af vores imperiale civilisationskrig? Det må ikke ske.
Engang forstod de ledende europæiske politikere at rykke sammen efter den anden store krig og råbe ”Aldrig mere krig” og ”Aldrig mere Holocaust”, og efterkrigstiden fik løst en europæisk flygtningekrise i 1945 med 17 mio. på flugt i Europa. Men i dag, hvor vores velstand er uendelig meget større, og vores eget kontinent ikke ligger i ruiner, kan vi ikke mobilisere større solidaritet med de andre derude. Nogle vil ikke engang redde de tolke, der hjalp os. Hvem skal så oversætte vores egen mangel på menneskelig empati?
Krigene mindskede ikke terrorismen, men førte i mange år tværtimod til en markant stigning i terrorattentaterne i Europa
Nu står vi igen i en efterkrigstid, men vi er mere skamskudte efter det nederlag, som vi har fået efter den neokonservative postimperialisme og de posttraumatiske antiterrorkrige, som blev iværksat efter det terrorchok, der ramte Amerika 11. september 2001, og som havde spredt sig i hele det imaginære Vesten. For hvad var meningen egentlig, og uden mening forekommer alt nyttesløst. Man kan selvfølgelig forsøge at fake sig igennem, og som Anders Fogh Rasmussen lade som om, at man aldrig begår fejl, og det altid er de andres fejl og skyld, men enhver der har fulgt slagets gang ved, at historien også indhenter de hovmodige og selvretfærdige.
Volden avlede mere vold
De militære interventioner fik aldrig genskabt den følelse af sikkerhed og tryghed, som vi også længes efter, men ikke mere kan få i et globalt risikosamfund med mange muterende kriser. Antiterrorkrigene i Afghanistan og Irak har kostet USA over 6400 mia. dollar, og de fremkaldte enorme økonomiske ubalancer, der siden var med til at udløse den globale finanskrise. De fejlslagne og langvarige krige sendte millioner af mennesker på flugt, så vi i Europa i 2015 blev ramt af de negative sideeffekter i form af den store flygtningekrise. Og krigene mindskede ikke terrorismen, men førte i mange år tværtimod til en markant stigning i terrorattentaterne i Europa.
Det er de barske realiteter. Krigene har skadet langt mere end gavnet. Volden avlede mere vold. Mange menneskeliv er ofret på verdensfjerne chefideologiers alter, og det er sandelig en utrolig historie, at Fogh, Bush og andre ansvarlige stadig bilder sig ind, at det bare er de andres skyld, at krigene slog fejl. I dag burde vi ikke lytte til dem, der med stor patos råber på en forlængelse af krigen, for der findes andre og langt mere effektive midler til at skabe mere sikkerhed.
Tænk blot på hvor meget menneskelig udvikling, bistandshjælp og uddannelse i den tredje verden, der kunne være skabt for blot en tiendedel af alle de penge, som det militærindustrielle kompleks har suget til sig? Og hvad nu, hvis USA og de vestlige allierede i de sidste tyve år havde brugt alle krigsmilliarderne på at gøre noget ved klimaforandringerne, havde kloden ikke kurs mod temperaturstigninger på mellem 3,4 og 3,9 grader – eller i værste fald 5 grader i dette århundrede, som FN´s klimaeksperter fra IPCC advarede om i en grundig rapport på næsten 3000 sider. Hvilket spild.
Vi bilder os måske ind, at vi er meget mere avancerede, dannede og moderne, fordi vi lever i det 21. århundrede og har lagt ekstremernes tidsalder bag os. Men hvad nu, hvis det er en stor løgn? Måske er det igen stammementaliteten, der sejrer på nye måder, så vi ikke kan se det større mønster for al den støj, der hvirvles op midt i nederlaget – og i den selvransagelse, som ikke alle orker eller tør gennemføre. Så magthaverne taler hellere om den nye store trussel, en ny stor flygtningekrise, der kan vokse frem i ruinerne fra vores nederlag i Afghanistan. Bagefter fører de sikkert frygtens politik, der kan iscenesættes på 1001 måder gennem fortællingerne om de uendelige flygtningemasser, der i de abstrakte udenforlande truer med at vælte ind over vores elskede civilisation.
Afskyelige Orbán
Kun få dage før talibanernes definitive stormløb på Kabul sendte Danmark sammen med Tyskland, Holland, Belgien, Østrig og Grækenland et brev til Europa-Kommissionen, hvor de indtrængende sendte en bøn til EU om ikke at stoppe de tvungne hjemsendelser af afviste afghanske asylansøgere. Den danske integrationsminister Mattias Tesfaye udtrykte glæde, men absolut ingen skamfølelse over til det sidste at kæmpe for at sende afghanerne tilbage.
Også selv om efterretningsrapporter i mere end et halvt år havde advaret om, at de fundamentalistiske talibanere snart kunne vinde, eller at en afghansk borgerkrig kunne blive udgangen. Først tre dage før talibanerne overtog magten i Kabul valgte ministeren nølende at stoppe sin moralske eksportvirksomhed midlertidigt og kopiere Hollands og Tysklands beslutning om også at suspendere det umulige forehavende. Fremtidens Danmark skabes i alle de mange handlinger, der efterhånden fortæller en samlet historie om os og vores moralske og politiske lederskab – eller mangel på samme – og den svarer ikke altid til det, som kommunikeres på fine konferencer.
Andre lidt mere kyniske iagttagere siger, at vi i Europa alle sammen efterhånden ligner Viktor Orbán, for det var ham, der byggede et fire meter højt pigtrådshegn og kriminaliserede asylansøgere
Danske regeringer bilder sig hele tiden ind, at vi trods vores lidenhed er et foregangsland, fordi selvgodhed aldrig er noget, magthavere vil gå ned på, for hvem vil udstille sin egen fejlbarlighed, sårbarhed og nationens herredømmetab i en globaliseret verden? Andre lidt mere kyniske iagttagere siger, at vi i Europa alle sammen efterhånden ligner Viktor Orbán, for det var ham, der byggede et fire meter højt pigtrådshegn og kriminaliserede asylansøgere, da alle var i choktilstand over flygtningekrisen i 2015, hvor over en million krydsede Middelhavet og vandrede op gennem Europa. Det er altid besnærende at drive pointen helt ud, men virkeligheden er ofte langt mere kompleks end de karikerede synspunkter.
De færreste af os er lige så afskyelige som Orbán, der kriminaliserer asylansøgere, bygger pigtrådshegn til europæiske nabolande og i sit uendelige magtbegær forsøger at opbygge et illiberalt demokrati og giver EU fuckfingeren, mens han laver endnu en propagandakampagne mod forestillede ydre trusler. Det store flertal af europæere ønsker fælles europæiske løsninger, er tilhængere af EU-samarbejdet, og de støtter de fælles europæiske værdier om frihed, demokrati og retsstat.
Og de tager afstand fra korrupte politikere, der som Orbán misbruger deres magt. Det store flertal af europæere er også varme tilhængere af fri bevægelighed over de indre grænser, selv om nationalkonservative hele tiden griber til mere grænsekontrol, men samtidig ønsker flertallet af borgere, at EU er med til at give dem fred, sikkerhed og styrker kontrollen ved de ydre grænser. Det er ikke udtryk for Orbánisering, men tværtimod udtryk for, at borgerne er i stand til at tænke ud over de sort-hvide løsninger, som ekstremister på yderfløjene ofte står i kø for at falbyde.
Quick fix findes ikke
En stærkere ydre grænsekontrol er kommet for at blive, og på en paradoksal måde kan de også være med til at styrke den europæiske identitet og fællesskabsfølelse. Kriserne og de ydre chok kan have mange uforudsete sideeffekter, og kun gradvist erkender vi, hvad der kendetegner den nye virkelighed.
De geopolitiske sideeffekter af den lange krig i Afghanistan kan vare ved i mange år. Der findes ikke et quick fix, uanset hvad såkaldt handlekraftige politikere vil bilde os ind.
Vi er allerede forandrede, og der er ingen vej tilbage, selv om mange europæere lider af dybe nostalgiske følelser. Verden af i går og verden anno 2015 findes ikke mere. Europa slås her i 2021 med konsekvenserne af en række store globale megakriser, hvor oprydningen fra de fejlslagne antiterrorkrige blot er en blandt flere komplekse udfordringer. Vores fremtidige sikkerhed trues også af de mange mutationer, som følger efter den Delta-virus, der vist stammer fra Indien, og i de kommende år kan der komme endnu flere og farligere mutationer, fordi vi i den rige del af verden satsede på en os-først politik med at vaccinere vores egne borgere frem for at føre kosmopolitisk realpolitik med hurtig vaccination af hele verden.
Og får politikerne ikke snart sat turbo på klimaomstillingen, kigger vi ind i en fremtid med hurtigere temperaturstigninger, der vil udløse ekstreme vejrlig med tørkedannelse i store dele af Europa, Nordamerika og Kina, ødelæggende oversvømmelser og over hundrede millioner klimaflygtninge. I det lys er den akutte krise og risiko for Afghanistan et relativt afgrænset problem, som ikke burde få Europas politiske elite til at gå i panik.
Desuden er panikbeslutninger sjældent en god måde at håndtere komplekse samfundsudfordringer på. Det værste, der kan ske, er, hvis den politiske elite bruger al deres energi på at løse en imaginær flygtningekrise fra Afghanistan og lave paniske nødløsninger, så de igen-igen udskyder de afgørende beslutninger i klimaomstillingen, som på fatal vis er blevet udskudt så mange gange siden 11/9 2001. Ser man på de aktuelle tal, er antallet af asylansøgere i Europa under en tredjedel af, hvad det var i 2015, og i Danmark er de rekordlave. Og der er lang vej til Europa og mange forhindringer, der kan stoppe afghanske flygtninge, og erfaringsmæssigt vil det store flertal blive i nærområderne.
Vores Europa er slet ikke så sårbart og uforberedt på nye folkevandringer, som pessimisterne og frygtens politikere forsøger at italesætte i disse dage. EU har i de seneste år styrket den ydre grænsekontrol markant, lukket Vestbalkan-ruten og lavet et fremskudt forsvar via samarbejdsaftaler med Tyrkiet og de nordafrikanske lande. Det er håndgribelige politiske sideprodukter af den store krise i 2015. Men der sker meget mere.
Og hvad med Pakistan, der allerede huser over 1,4 mio. flygtninge? Kan man betale dem til at huse endnu flere?
Grækenland bygger nu en pigtrådsmur til Tyrkiet, der rummer femten procent af verdens over 26 mio. flygtninge, fordi den græske regering ikke stoler på, at Erdogan vil holde den aftale med EU, som blev indgået i kølvandet på 2015-krisen om at give husly til alle de flygtninge fra Syrien, Irak, Afghanistan og andre lande mod øst, der ellers var på vej til Europa. Den betalte EU ellers i dyre domme for. Men Tyrkiet er ved at bygge en tre meter høj mur langs grænsen til Iran, og Erdogan har sagt, at Tyrkiet ikke vil forvandles til Europas ”flygtningevarehus”, så mon ikke det stadig er muligt for EU at betale Erdogan for at give husly og uddannelser til de mange afghanere og syrere, der allerede opholder sig i Tyrkiet?
Længere mod øst har Iran – på grund af de økonomiske sanktioner fra USA – sat de over 800.000 afghanere i landet under pres for at vende hjem igen, så Iran er heller ikke længere interesseret i at være refugium for alle dem, der drømmer om at frigøre sig fra det afghanske mareridt. Det kan blive Europas problem og skabe yderligere udfordringer for de politikere, der gerne vil outsource vores andel af byrden til de såkaldte nærområder. Og hvad med Pakistan, der allerede huser over 1,4 mio. flygtninge? Kan man betale dem til at huse endnu flere? Det er spørgsmål, der foreløbig blæser i vinden.
Fort Europa
I Øst- og Centraleuropa, hvor generationer af frihedskæmpere længtes efter at vælte koldkrigens Berlin-mur, rejser regeringer igen pigtrådshegn og bygger grænsemure for at holde de fremmede ude. Det er den omvendte verden, men ikke historiens genkomst, for nu er det frygten for de andre og de fremmede ikke-europæere, men ikke frygten for at miste kontrollen over egne borgere, der driver værket. Polen har sendt soldater til grænsen til Hviderusland, hvor man vil bygge et pigtrådshegn efter at det er kommet frem, at den hviderussiske diktator Lukasjenko aktivt har søgt at destabilisere Europa ved at organisere en større trafik af asylansøgere fra Irak og andre lande.
Også Litauen vil bygge et pigtrådshegn og skærpe bevogtningen til den hviderussiske stat for at beskytte sig mod en uønsket menneskestrøm. Mur for mur, pigtrådshegn for pigtrådshegn, bygges det nogle vil kalde for Fort Europa, men nøgternt set er det stadig fyldt med huller og ustyrlige grænseovergange, så drømmen om absolut kontrol er en illusion.
For afghanerne og alle de andre ”rystede” i den lange hale af postkoloniale krige og sammenbrud er sat i bevægelse. Vi kan ikke holde dem alle ude, selv om vi laver en dansk eller europæisk overvågningsstat, som nogle ministre sikkert vil kalde for frihedens rige. Om ikke andet frihed for os. Men det er umuligt at frigøre os helt fra de mange utilsigtede sideeffekter af de antiterrorkrige og militære interventioner, som vi har medansvar for i de sidste par årtier. For dem skal vi slås med i mange år. Spørgsmålet er også, om vi har lært af de erfaringer, som vi har gjort os.
Et lys i mørket
I 2015 var Angela Merkel et lys i mørket, som mange af frygtens politikere og de udlændingepolitiske Orbanister forbandede, fordi hun åbnede en dør til humaniteten og sagde wir schaffen das. Vi klarer det. Men det gør kristendemokraten, Armin Laschet, måske ikke, for han kæmper lige nu sin egen desperate kamp for at overleve politisk i CDU/CSU’s store fald frem mod kanslervalget i september. Så han har i angsten for Afghanistankrigens uforudsete følgevirkninger fundet en opportun sag, der skal overdøve hans pinlige latter og regibemærkninger fra sommerens oversvømmelser, så han har skyndt sig at sige, at man ikke bør ”lave de samme fejl som under Syrien-krigen”, og ”2015 må ikke gentages”.
Laschet er ved at blive overhalet af SPD’s Olaf Scholz, der stormer frem bagfra, og de forsøger begge at høste på katastrofen i Kabul. Selv ikke billederne af de desperate afghanere, der smider deres babyer over pigtrådshegn eller klamrer sig til de amerikanske fragtfly, har formildet de to herrer. Også Scholz har taget ved lære af de danske S-hardlinere i udlændingepolitikken og siger, at vi må hjælpe nærområderne, så de flygtende afghanere ikke kommer til Europa.
Helt fri for at tage sin del af byrden kan Tyskland ikke blive, selv om rygmarvsreaktionen fra den politiske klasse i første omgang var at sige: Aldrig mere 2015. 10.000 afghanere, der har hjulpet Tyskland og andre allierede, ventes at få tilbudt asyl i Tyskland, lyder vurderingen fra Merkel. Hårdt pres fra regeringscheferne i de 16 delstater om at tage imod flere, har været med til at flytte partierne i forbundsdagen.
Trods flere års forhandlinger har Det Europæiske Råd stadig ikke snøvlet sig frem til at indgå et forlig om de mange forslag til en fælles asyl- og indvandringspolitik, som Kommissionen har presset på for
Måske hjælper det også, at Tyskland faktisk har klaret ganske meget siden krisen i 2015, selv om det er det land i Europa, der har taget imod allerflest afghanere. Halvdelen af de flygtninge, der kom til Tyskland i perioden 2013-18, er kommet ud på arbejdsmarkedet, og det er et økonomisk plus i et land, der i stor stil kommer til at mangle arbejdskraft i de kommende år. Det er også en af de historier, der fortjener at blive fortalt. Flygtninge og flere arbejdsmigranter kan meget vel om få år blive en ressource, som europæiske lande ikke vil gå glip af, hvis de skal bevare deres velstand i en grå æra med en voksende ældrebyrde. Men det tør den politiske klasse ikke tale højt om, for de er på snart på genvalg og ikke om ti-femten år, når den demografiske realitet bliver uomgængelig.
Selv Frankrigs præsident Emmanuel Macron har advaret om, at ”destabiliseringen af Afghanistan også risikerer at føre til irregulære migrationsstrømme til Europa”, og han kræver, at EU kommer med et robust svar på det. Før næste års præsidentvalg har Macron også brug for at vise handlekraft, så han kan dæmme op for Marine Le Pen, der venter på sin chance for at blive republikkens næste præsident og indlede stormløbet imod EU. I alliance med andre nationalkonservative partier på det yderste højre.
Behov for solidarisk system
EU er dog ikke så dårlig og ubehjælpsom, som kritikerne påstår, men heller ikke så perfekt som jubeltilhængere foregiver. Der er stadig meget, som burde og kunne gøres. Trods flere års forhandlinger har Det Europæiske Råd stadig ikke snøvlet sig frem til at indgå et forlig om de mange forslag til en fælles asyl- og indvandringspolitik, som Kommissionen har presset på for i alliance med Europa-Parlamentet. De forældede Dublin-regler om, at første modtageland hænger på byrden, skal erstattes af et sammenhængende og solidarisk system, så asylansøgere hurtigere får afgjort deres sager, og så medlemslandene deles om byrderne.
Denne politiske ansvarsløshed og ikke-handling sætter Grækenland og andre grænselande under et urimeligt stort pres, hvis der igen kommer en stor strøm af flygtninge og irregulære migranter fra krigsplagede lande. Som Italien bliver de reelt straffet på grund deres fremskudte geografiske position, men de bliver stadig ikke hjulpet ordentligt af de rige nordvesteuropæiske lande. Det er uholdbart.
Europa-Parlamentets formand, David Sassoli, har sagt, at vi må beskytte de afghanere, der “arbejdede og samarbejdede med os. Vi kan ikke tillade, at de bliver udsat for hævn” fra talibanerne. Han mener derfor, at Kommissionen burde bemyndiges til at lave en retfærdig omfordeling af asylansøgerne blandt EU-landene. Og EU’s fælles udenrigsminister, José Borrell, har foreslået, at man som under Balkankrigen aktiverer en midlertidig beskyttelsesklausul, så de afghanske flygtninge kan få midlertidigt asyl. Det vil kræve en beslutning i Kommissionen, der efterfølgende godkendes af et flertal i Rådet.
Der er EU endnu ikke, og der er store uenigheder mellem medlemslandene, hvor flere regeringer stadig tænker på sig selv først frem for at tænke på helheden.
Anden situation end i 2015
Men helt hjælpeløs er unionen ikke. Siden 2015-krisen er det faktisk lykkedes for EU at styrke kontrollen med de ydre grænser. Man har truffet beslutning om at lave en kraftig opmanding af det fælles europæiske kyst- og grænseværn i Frontex, så det frem mod 2027 når op på i alt 10.000 mænd og kvinder. En pludselig stigning i antallet af asylansøgere og migranter fra det globale syd kan få politikerne til at accelerere denne opmanding.
Siden 2011 har Frontex og medlemslandenes grænsepatruljer i fællesskab hindret knap 1,3 mio. mennesker i at krydse unionens ydre grænser på irregulær vis. Og Frontex har hjulpet medlemslandene med at hjemsende over 1,35 mio. afviste asylansøgere, og det har især været en stor hjælp for de små medlemslande som Danmark, der ikke har haft så mange muskler til at indgå hjemsendelsesaftaler med tredjelande i Asien og Afrika.
EU er også i gang med at opbygge et fælles ETIAS visumsystem ved de ydre grænser, der samkøres med Eurodac-databasen med fingeraftryk for asylansøgere og med den fælles database i det europæiske grænsesamarbejde i Schengen. Der er også bevilget millioner af euro til at opbygge et avanceret Eurosur overvågningssystem med droner, rekognosceringsfly, offshore sensorer og satellitovervågning, der skal give et tidligere varsel om uforudset og stor indvandring i grænseområderne.
Hver eneste beslutning og ikke-handling vil være med til at definere, hvem vi egentlig er. Ikke hvem vi foregiver, at vi er, og hvilke værdier vi fortæller hinanden, at vi bygger vores samfund på, men hvem vi i virkeligheden er. Og om vi kan kigge os selv i spejlet om morgenen og være stolte af det, vi ser
Der er mange årsager til, at situationen er en anden end i 2015. Selvfølgelig er det ikke et perfekt system, og EU-landene skylder stadig hinanden at finde sammenhængende og holdbare løsninger i asyl- og udlændingepolitikken, så den er fair og retfærdig. En styrket ydre grænsekontrol kunne her passende gå hånd i hånd med en åbning af de indre grænser og en større grad af solidaritet og omfordeling mellem medlemslandene. Men det kræver politisk lederskab og en evne til at hæve sig over øjeblikkets tyranni og panikreaktionerne. Vil EU-landenes regeringer være i stand til det, eller vil de vælge den kollektive ansvarsforflygtigelse? Eller vil de som så mange andre gange før hutle sig igennem nye kriser uden rigtig at vågne op til virkeligheden? Det vil tiden vise.
Lige nu kan vi dog ikke flygte helt. Fra virkeligheden. For de rystende billeder derudefra fremkalder også en vis skyldfølelse hos mange, og befolkningerne vil ikke bare vende den anden kind til.
I de kommende uger er opgaven for Danmark og andre EU-lande at få alle sine folk sikkert ud og at hjælpe de piger, kvinder, drenge og mænd, der nu flygter fra Afghanistan, da de og deres familier er truet på livet efter at have hjulpet de vestlige besættelsesmagter. At redde dem ud i sidste øjeblik er en måde at vise et minimum af moralsk og politisk anstændighed.
Men har alle EU-landes regeringer formatet til det? Og tør de politiske ledere give dem permanent ophold, eller vil man bare henvise dem til den ulidelige midlertidighed, hvor opholdet begrænses, og de ikke kan blive til borgere, men i stedet opbevares i lejre afgrænset fra os? Hver eneste beslutning og ikke-handling vil være med til at definere, hvem vi egentlig er. Ikke hvem vi foregiver, at vi er, og hvilke værdier vi fortæller hinanden, at vi bygger vores samfund på, men hvem vi i virkeligheden er. Og om vi kan kigge os selv i spejlet om morgenen og være stolte af det, vi ser.
Bjarke Møller er journalist og forfatter til bogen “Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt” (2021)
Topillustration: Et af de allerede ikoniske billeder af afghanske flygtninge på vej op i et amerikansk transportfly, den 21. august 2021. Er det et forvarsel? Foto: U.S. Central Command Public Affairs via Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
