BØGER // ANMELDELSE – Palæstinenseren – et lille bind med personlige refleksioner fra 10 dansk-palæstinensere – tegner et fremragende billede af en fælles identitet, der i høj grad er aktuel og tilstedeværende, skriver Hans Henrik Fafner.
I starten af 2023 udtalte den israelske minister Bezalel Smotrich fra det højreradikale parti Religiøs Zionisme, at der ikke findes nogen palæstinensisk historie eller kultur, for der eksisterer slet ikke noget palæstinensisk folk.
Det var endnu inden 7. oktober, hvor Hamas anrettede sit brutale terrorangreb på det sydlige Israel og den efterfølgende Gazakrig, der førte til død og ødelæggelse i massivt omfang og nye lidelser for det palæstinensiske folk.
Kun en lille del af den israelske befolkning deler Smotrichs rabiate holdninger, og i ude i verden møder han kun dyb foragt, men ikke desto mindre lever vi i triste tider, hvor radikalismen på mange måder har fået frit spil, og hvor den kollektive palæstinensiske identitet søges udvisket.
Palæstinensere lever ikke i nutiden
På den baggrund er tidspunktet det helt rigtige for Palæstinenseren, en lille bog med ti smukke og dybt gribende personlige fortællinger fra dansk-palæstinensere. Den er netop udkommet, og som det står i forordet, er det ikke for at aflede opmærksomheden fra sælgeren på Vestbredden, der har levet hele sit liv under militær lovgivning, eller fra den traumatiserede teenager i Gaza, der er vokset op med gentagne krige som næsten ubrudt bagtæppe.
I dag forbinder hun sin farfars tavshed med skam. Det kan være en skam over at være palæstinenser, eller over at have forladt Palæstina, hvilket i øvrigt også er en følelse, man hyppigt støder på
”Man siger, at palæstinensere typisk lever i fortiden og i fremtiden. Nutiden er for smertefuld at bære for dem, der lever under besættelse, krig, blokade, i kummerlige flygtningelejre eller som papirløse,” står der. Men selv om palæstinensere verden over har forskellige erfaringer og ikke mindst forskellige livsmuligheder, er der noget vigtigt, som skaber bånd, og det er den palæstinensiskhed, som Smotrich prøver at negere.
En af bidragyderne er Josephine Lehaff, der beskriver sig selv som andengenerations-diaspora-palæstinenser. Hun tager afsæt i den amerikansk-palæstinensiske tænker Edward W. Said, der på et tidspunkt skrev, at jo mere palæstinenserne bevæger sig fra deres fortids Palæstina, des mere prekær bliver deres status, og det genkender skribenten hos sig selv.
Hendes farfar voksede op i Ramallah på Vestbredden, men flyttede af ukendte årsager til Cairo allerede i 1930’erne. Han tog et andet efternavn, og med det lod han den palæstinensiske familiehistorie ende. Lehaff har en dansk mor og gennem hele sin opvækst var hun overbevist om, at faderen havde egyptiske rødder.
Hun fandt først ud af sin virkelige baggrund og identitet, da hun var i midten at tyverne. Hendes tilfælde er nok atypisk, men alligevel siger det en hel masse om en erkendelse, som uvægerlig indfinder sig på et eller andet tidspunkt. Både hun og hendes far har en forbindelse til Palæstina, med de lærte aldrig at være palæstinensere.
I dag forbinder hun sin farfars tavshed med skam. Det kan være en skam over at være palæstinenser, eller over at have forladt Palæstina, hvilket i øvrigt også er en følelse, man hyppigt støder på, når man bevæger sig i flygtningelejrene i Jordan eller Libanon. For Lehaff blev det til en skam over ikke at have minder. Hun har aldrig sat sine ben i Palæstina, så duften af oliventræer kender hun fra Grækenland, og appelsintræer fra Californien.
Hullerne i familiehistorien, skammen og den dårlige samvittighed er ting, som går igen i bogens fortællinger
For hende kom det store vendepunkt, da krigen tromlede ødelæggende frem i Gaza. På det tidspunkt havde en kusine allerede præsenteret hende for et familiestamtræ, så hun havde brudt igennem sin farfars skjold af tavshed, men hun mente stadig, at det med den palæstinensiske identitet var noget, hun altid kunne sætte sig ind i på et senere tidspunkt.
”Min første rigtige berøring med Palæstina var, mens huse og gader blev til ruiner,” skriver hun, og de dramatiske begivenheder fik hende til at føle skam over ikke at være der, eller i det mindste ikke at tage aktiv del. Hendes far, som altid havde sagt, at han er egypter, tog del i processen, og han købte dem et par billige kufiya-tørklæder på Amazon, hvorpå hun replicerede ved at købe nogle ægte i god kvalitet direkte fra det Palæstina, hvor hun endnu ikke har været, men hvor forbindelsen nu er blevet konkret og virkelig.
Et fælles palæstinensisk traume
En af af bidragsyderne er Layal Freije, der blev født på Herlev Hospital som ældste datter af to palæstinensiske flygtninge. Hendes opvækst var præget af historien om Nakba, som er betegnelsen for katastrofen, da 750.000 palæstinensere blev fordrevet i 1948.
Hendes bedsteforældre flygtede fra en landsby i det, der nu er det nordlige Israel, og hendes forældre kom til verden i en flygtningelejr i Libanon.
Freije har med andre ord været helt med på sin egen palæstinensiske identitet lige fra barnsben, men det hele bygger på en historie, som er fuld af huller. Med staten Israels grundlæggelse og fordrivelsen mistede fremtidige palæstinensiske generationer de dokumenter, fotografier og arvestykker, som skulle konkretisere fortællingen om bedsteforældrenes liv.
”Nogle gange har den tanke strejfet mig, at mine bedsteforældres fordrivelse har givet mig et bedre liv end det, jeg ville have haft i Palæstina,” skriver hun med henvisning til den bløde indpakning i det danske velfærdssamfund og de frihedsrettigheder, der kommer af at være indehaver af et dansk pas. Men hver gang hun tænker den tanke, bliver hun ramt af den dårlige samvittighed. Det er en del af det, Edward Said beskriver som det fælles palæstinensiske traume.
Mange af de ting indså hun, da hun og hendes danske kæreste begyndte at tale om at få børn. Da indså hun, at han ville kunne øse af en rigdom af viden om en vidt forgrenet familiefortælling, for hans far har dyrket slægtsforskning og kan føre anerne helt tilbage til 1500-tallet i Frankrig. Alt dette bidrager også til den dårlige samvittighed, der fulgte i hælene på følelsen af et behov for at distancere sig fra familiens historie.
En del af det var offergørelsen af palæstinenserne. Det var synd for palæstinenserne, sagde de i fjernsynet, men hun ville ikke gå og have ondt af sig selv.
Også for Layal Freije indfandt sig viljen til at erkende og forstå historien fuldt ud. Da hun på et tidspunkt mødte den britisk-palæstinensiske forfatter Isabella Hamad, måtte hun skamfuldt tilstå, at hun måtte nøjes med at referere til bedsteforældrenes landsby ved det navn, israelerne gav den by, som de opførte på ruinerne.
Men da hun på et tidspunkt rejste til Nablus på Vestbredden for at komme tættere på sin palæstinensiske identitet, oplevede hun en følelse af fremmedgørelse. Folk på stedet tiltalte hende på engelsk, og når hun svarede på arabisk, var reaktionen forbløffelse. Hun var anderledes klædt og opførte sig anderledes, og selv når hun åbnede munden og mødte smil, var der alligevel en distance, for hendes dialekt var bestemt ikke lokal.
Det er en politisk bog, men den udmærker sig ved at være blottet for paroler og fordummende floskler
Hullerne i familiehistorien, skammen og den dårlige samvittighed er ting, som går igen i bogens fortællinger. Da Layal Freije på et tidspunkt spurgte sin mor, hvorfor hun aldrig fortæller om Palæstina, var svaret, at der ikke rigtig er noget at fortælle om. Og hendes bedstemor, der oplevede Nakba på egen krop, men var for lille til at have nogen personlig erindring, er alligevel overbevist om, at landsbyen i Palæstina producerede de mest velsmagende agurker.
Det er den slags tankegods, man hurtigt kan affærdige som myter. Men i virkeligheden er det en særdeles menneskelig stræben efter at finde en identitet, og ikke mindst et fællesskab med andre i samme situation. Andre som lever med den samme hullede erindring.
Det er en bog, som Bezalel Smotrich burde læse, for den er noget af det bedste, denne anmelder har læst i lang tid. Bogen udkommer i en kritisk tid og har naturligvis også en dyb relevans i forhold til aktuelle begivenheder.
Det er en politisk bog, men den udmærker sig ved at være blottet for paroler og fordummende floskler. Den er hudløst ærlig, det er svær læsning, men først og fremmest er det fornem formidling.
Det er et vellykket forsøg på at sætte ord på det, der ligger mellem fortiden og fremtiden, og hvis nogen skulle være i tvivl om eksistensen af et palæstinensisk folk, vil denne nødvendige bog på smukkeste vis bekræfte, at palæstinenserne har en fælles identitet – hvor hullet den end er og hvor end de befinder sig.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
