Årets Filmfestival i Berlin foregår 9.-19. februar. Det er 67. gang, at den tyske hovedstad står for festivalen, der regnes for en af verdens vigtigste. Begivenheden er kendt for at have et politisk touch i sit repertoire i de mange programserier. I hovedkonkurrencen kæmper 24 film om at vinde de eftertragtede Guld- og Sølvbjørne. POV’s Ole Blegvad har dækket Berlinalen mange gange for DR, både for TV-avisen og Kulturnyt på P1. Han har lejlighed i Berlin, og har sammen med Rasmus Funder skrevet bogen Berlindk. Her følger et kapitel fra bogen. Tag med skuespilleren Thure Lindhardt på en guidet tur til Berlin med masser af stop på Berlinalen og i filmens verden.
Den røde løber er rullet ud, på storskærm vises filmklip, interviews fra pressemøder og indtryk fra biografsalene. Marlene-Dietrich-Platz er et virvar af projektørlys, snurrende tv-kameraer, blitzende fotografer, skrigende autografjægere og nysgerrige turister. De heldige når at få et glimt af Meryl Streep, George Clooney, Angelina Jolie, eller hvem der nu er dette års stjerne. Hvert år forvandles Berlin 10 dage i februar, når byen er centrum for Berlinalen, Filmfestivalen i Berlin.
”Det er som de olympiske lege i film, bare hvert år. Alle store filmaktuelle stjerner kommer til Berlin under festivalen. Sådan er det ikke alle steder, men har Brad Pitt en film med i programmet, dukker han op. Samtidig er Berlinalen en af verdens største og vigtigste filmfestivaler, den sætter Berlin på filmens verdenskort på linje med Cannes, Toronto, Venedig og Sundance og er med til at give byen kulturel pondus”, fortæller Thure Lindhardt.
Thure Lindhardt er en af de danske skuespillere, der for alvor er ved at bryde igennem på den internationale filmscene. Han har haft en rolle i Hollywood-filmen Engle og Dæmoner (2009), i den prisvindende amerikanske independent film Keep The Lights On (2011) I Want To Be Like You (2016), i danske film som Her i Nærheden (2000), Nordkraft (2005), Flammen og Citronen (2008), Blå Mænd (2008) og Broderskab (2010). Desuden har Thure Lindhardt et specielt forhold til tysk film, idet han har medvirket i mere end 10 tyske produktioner, blandt andre Was nützt die Liebe in Gedanken (2004), Formentera (2012) og 3096 Tage (2013).
Scene 1
Da Thure Lindhardt var 15 år, lagde hans far sommerferien i det netop genforenende Berlin. Året var 1990, og sønnen skulle på en kulturel og historisk dannelsesrejse. Et uheld på vejen til Berlin betød, at bilen måtte på værksted, hvilket forlængede opholdet i byen og gav Thure god tid til at gå på opdagelse.
”Muren var faldet, men byen virkede stadig, som om den var delt i Øst- og Vestberlin. Den mærkelige by gjorde et stort indtryk på mig. Mit tidligste møde med Berlin var i folkeskolen, da vi læste bogen og så filmen Christiane F, Wir Kinder vom Bahnhof Zoo, der både fascinerede og skræmte mig. Den sommer tog jeg ud og gik rundt i højhusbyggeriet Gropiusstadt i Neukölln, som Christiane F kom fra.”
På det tidspunkt havde Thure Lindhardt allerede haft barneroller i den Oscarvindende Bille August-film Pelle Erobreren (1987) og i Negerkys og Labre Larver (1987).
”Jeg læste Farvel til Berlin af Christopher Isherwood og så Cabaret, slugte bøger om nazitiden og tog ud og så alle de steder, jeg havde læst om. Jeg kørte med U-bahn til stationer med amerikanske navne, som for eksempel Onkel Toms Hütte, ude ved Wannsee boede der stadig amerikanske soldater, og der lå amerikanske butikker.
Jeg kørte gennem uhyggelige og fascinerende U-bahn-stationer, der stadig var spærret og lukket, som da byen var delt, og på Friedrichstraße Station var den gamle grænseovergang der endnu, og man måtte gå gennem lange, snørklede gange”.
For Thure Lindhardt blev det i høj grad en dannelsesrejse. Han købte polske teater- og filmplakater på loppemarkeder og kom hjem med en ny garderobe bestående af russiske militærjakker og bælter.
”Mentalt tog jeg også Berlin med hjem. I mange år var jeg dybt fascineret af hele ostalgien (nostalgi omkring det tidligere DDR), og sådan kan jeg stadigvæk have det, men jeg mærker det ikke på samme måde i Berlin mere”.
Scene 2
I 1992 tog Thure Lindhardt et gymnasieår på kostskolen Odenwaldschule i Hessen, syd for Frankfurt. En skole med kreativitet og teater i centrum. Thure Lindhardt fik mange tyske venner på skolen, flere af dem kom fra Berlin, så turen gik ofte til hovedstaden i weekender og ferier.
”Jeg havde venner både fra Øst og Vest og var dybt fascineret af den forskel, der var på dem. Dem fra Øst havde en sødme og et sammenhold, mens dem fra Vest var mere kyniske og storbyrå. Jeg fik venner i meget forskellige miljøer i Berlin. Jeg havde en veninde, hvis forældre havde været stofmisbrugere. De havde startet et restitueringshjem for misbrugere, og jeg boede sammen med hende. Forældrene var ildsjæle og hjalp folk ud af misbruget”.
I årene efter opholdet på Odenwaldschule tog Thure Lindhardt ofte til Berlin. Han vidste, at han gerne ville være skuespiller, og lærere og kammerater fra skolen hjalp med at skaffe kontakter på den berlinske teater- og filmscene.
”Jeg kom i kontakt med skuespillere og forfattere, mødte forskellige kulturer og så teater, jeg aldrig havde set før. Jeg lærte kabaretkunstneren, Tim Fischer at kende, og blev dybt optaget af ham. Han lavede ekspressivt kabaret i et telt i BKA-Theater. I de år så jeg rigtig meget undergrundsteater og nycirkus i Berlin”.
Efter opholdet på den tyske kostskole talte Thure Lindhardt flydende tysk, og det blev lige så naturligt for ham at få undervisning hos tyske som hos danske skuespillere. Han fik mulighed for at læse hos Gisela May, der havde været en stor stjerne i DDR.
”Hun havde været en berømt Brecht-skuespillerinde og sanger i DDR. Jeg besøgte hende i hendes lejlighed på Chausseestraße, en kæmpe lejlighed med tykke grønne væg til væg-uldtæpper, lige i nærheden af Berthold Brechts bolig. Det var i begyndelsen af halvfemserne, og man mødte stadig folk, der levede som i DDR. Gisela May var en af dem. Det meste af tiden brokkede hun sig over, at tingene var forandret. Hun syntes, det var forfærdeligt, at alting var meget bedre før. Det kunne hun jo sagtens sige, hun havde haft det glimrende i DDR, havde haft adgang til det hele, var blevet behandlet som en stjerne og havde kunnet rejse frit.
Hun gjorde mig virkelig optaget af Brecht. Jeg læste hans digte og skuespil og lærte dem udenad. Gik på Berliner Ensemble og så Brecht-stykker i opsætninger, der ikke havde ændret sig i fyrre år”.
Scene 3
I 1994 kom Thure Lindhardt ind på Odense Teaters elevskole. Det var på mange måder et tilfælde, den kun 20-årige skuespillerspire havde lagt sit visitkort ind flere steder, også på udenlandske teaterskoler.
”Jeg skrev en ansøgning til teaterskolen i Berlin, men inden da havde jeg også været til optagelse i Wien på Max Reinhardt Seminar. Jeg kom nu ikke ind. Jeg havde kun forberedt tre tekster, og man skulle have forberedt fire. Klaus Maria Brandauer, der sad i juryen, kiggede på mig og sagde, at jeg måtte komme igen året efter. Derefter søgte jeg ind i Berlin, London og Danmark, men inden jeg nåede at gå til prøve på Hochschule der Künste i Berlin, kom jeg ind i Odense. Jeg fortryder ikke, at jeg valgte Odense, men jeg har tit tænkt på, hvad der ville være sket, hvis jeg var kommet ind i Berlin. Jeg havde en drøm om at bo på Karl-Marx-Allee i en lejlighed med tykke, grønne uldtæpper”.
Foto: Ole Blegvad.
Scene 4
Thure Lindhardt fik sin teaterdebut som nyuddannet skuespiller i 1998 i stykket Fucking and Shopping af den engelske dramatiker Mark Ravenhill på Caféteatret i København. Thure tog til Berlin for at finde inspiration og forberede sig til rollen. Fucking and Shopping blev i samme periode opført på Deutsches Theaters lille anneksscene, Die Baracke, en typisk berlinerscene, der eksisterede fra 1996 til 1999.
”Jeg læste manuskriptet på vej til Berlin og vidste, at det var Thomas Ostermeier, en ny ung instruktør, som iscenesatte. Han var kunstnerisk leder på Die Baracke på det tidspunkt. Senere har han instrueret på Det Kongelige Teater, og siden ’99 har han været kunstnerisk leder på Schaubühne. Opsætningen af Shoppen Und Ficken, som stykket hed på tysk, gjorde med et slag Die Baracke til en af de vigtigste kultscener i Berlin. Thomas Ostermeier og jeg er stort set jævnaldrende, og forestillingen var helt anderledes end noget, jeg havde set tidligere. På en rampe kunne skuespillerne gå ud blandt publikum og kaste ting i hovedet på folk. Scenerne blev trukket i langdrag, så nogle varede et kvarter. Det var meget provokerende, og jeg blev besat af den måde, de arbejdede på. Selvom jeg ikke kunne bruge den tyske måde at spille på i Danmark – jeg kom fra et teater, hvor man skulle stå det rigtige sted på scenen og sige sin tekst – gjorde det stort indtryk. På Die Baracke sprængte de rammerne fuldstændig, og siden har jeg været meget fascineret af tysk teater, selvom det er stilnet lidt af de senere år. Men i ti-femten år var tysk teater det bedste teater i verden, og især teatret i Berlin var en stor inspirationskilde for mig”.
Scene 5
I 2000 fik Thure Lindhardt rollen som den autistiske dreng Brian i Kasper Rostrups film Her i nærheden efter en roman af Martha Christensen. Her kom han i fornemt selskab med de to store danske skuespillere, Ghita Nørby og Frits Helmuth, og udfyldte rollen så overbevisende, at han blev udvalgt til Shooting Star på Berlinalen. Med Shooting Star præsenterer EU’s MEDIA-program unge, talentfulde, europæiske skuespillere på Berlinalen. Det var første gang, han var til filmfestival i Berlin, og første gang han mødte de helt store filmstjerner.
”Jeg hilste på Leonardo DiCaprio, der var i Berlin med filmen The Beach. Det var jeg meget beæret over. Matt Damon og Gwyneth Paltrow var der med The Talented Mr. Ripley og overrakte mig en pris. Det år deltog Christian Bale også med American Psycho, det var før krisen, dengang filmbranchen arrangerede nogle vanvittige fester”.
Ved filmfestivalen er det en tradition, at selskaber, som har film med i programmet, holder en fest. Holdet bag The Beach lejede en hangar det år og lavede den om, så den lignede en strand i Thailand. Festen for American Psycho foregik i Kulturbrauerei på en eksklusiv bar. Mænd skulle komme i smoking, lokalet var indrettet helt i sort, og der blev budt på en overflod af champagne, østers, Red Bull og vodka.
”Filmfestivalen er helt bestemt fest, ballade, mystik og masser af champagne. Det er et af de få steder, hvor jeg føler, jeg har stjernestatus som skuespiller. Berlin ændrer sig under festivalen, den er ikke længere en grå by med curry wurst og S-bahn i regnvejr. Berlin er top-chekket under Berlinalen med fine hoteller, overdådige fester og middage, og som skuespiller bliver man hentet og bragt i store Audier og Mercedes. Det er tyskerne, når de virkelig går til den”.
Hitchcock var den første
Filmfestivalen er noget specielt for byen Berlin, filmbranchen og de mange gæster, der kommer til byen de 10 dage, Berlinalen varer. Det begyndte i 1951, da byen stadig var delt i fire zoner. Den amerikanske officer Oscar Martay fik ideen, der blev vel modtaget af de vestlige besættelsesmagter, der gerne ville genoplive den kulturelle energi, Berlin havde haft i 20’erne. Selvom store dele af byen stadig lå i ruiner, skulle Berlin Internationale Film Festival tiltrække verdens filmstjerner, skabe opmærksomhed omkring og give fornyet anerkendelse til Vestberlin. Samtidig var det et erklæret politisk mål, at festivalen skulle tjene som udstillingsvindue for den frie verden. Vestberlin, der lå klemt inde i Østtyskland, var den ultimative scene for vestlig propaganda.
Den første filmfestival åbnede den 6. juni med Alfred Hitchcocks gyserfilm Rebecca. Laurence Olivier og Joan Fontaine var på den røde løber i Titania Palast i Vestberlin, og Berlinalen blev en stor succes. Afslutningsceremonien foregik på Waldbühne ved Olympiastadion med uddeling af priser til blandt andet Disneys tegnefilm Askepot, der fik publikumsprisen. Senere er festivalen blevet kendt for sine guld- og sølvbjørne.
”Filmfestivalens hjerte er den røde løber ved Berlinale Palast og området omkring Potsdamer Platz. Selve biografen med plads til 1.600 blev bygget specielt til festivalen. Jeg har stået på den scene et par gange, og det føles meget overvældende. Det er på Hyatt-hotellet lige overfor, at branchen mødes. Og har man det rigtige agentbureau, kan man oppe i Hugo Boss-loungen få sponsoreret sit tøj. Der er en del af den slags hemmelige ting på filmfestivalen, Hyatt gemmer på mange af dem”.
Foto: Ole Blegvad.
Berlinalen har siden begyndelsen været en publikumsfestival, ikke som andre festivaler, hvor kun inviterede gæster har adgang til visningerne.
”Det er en folkefest for indbyggere og turister i Berlin, og de fleste biografer i byen er involveret. Der er selvfølgelig glimmer, glamour og store amerikanske filmstjerner, men Berlinalen er især en vigtig scene for tysk film. Festivalen viser film, som ellers sjældent ville nå ud til et stort publikum, men som her får en chance. Kunstnerisk har Berlinalen stor betydning, fordi man satser bredt fra Hollywood-film med store stjerner til smalle film fra tredje-verdenslande. Og man gør meget for at bibeholde den profil, hvilket er imponerende og noget, man ikke ser i Cannes på samme måde. Berlin er større og bredere, et sted, folk gerne vil komme, og hvor mange filmselskaber gerne vil have deres film med, det giver filmen anerkendelse og et kunstnerisk stempel.”
Den store biograf Zoo Palast lige over for Gedächtniskirche i Vestberlin var i mange år synonym med Berlinalen. I 2000 flyttede festivalen til Marlene-Dietrich-Platz, symbolsk placeret i et område, der under Den Kolde Krig var ingenmandsland. Inden Muren blev bygget, kunne østtyskere tage til Berlinalen og se amerikanske Holly-woodfilm, hvilket generede den politiske ledelse i DDR, men efter Murens fald er Berlinalen blevet et samlingspunkt for byens borgere, hvad enten de er fra Øst- eller Vestberlin.
I dag er festivalen et flagskib i filmens verden, og Berlinalen er kendt for sin kunstneriske integritet, sit mod til at være skueplads for film, der tager fat på internationale problemstillinger, og som en festival med plads til fritænkning, diskussion og analyser.
Der bliver hvert år vist over 400 film i syv sektioner med hver sin profil, blandt andre hovedkonkurrencen, Panorama, Forum, børne- og ungdomsfilm.
Festivalen er andet end blot filmvisninger. Der er Talent Campus for verdens unge filmskabere, og festivalen lægger hus til European Film Market, der med over tusind filmvisninger er et af verdens største. Her mødes filmindustriens producenter og pengemænd for at købe, sælge og få finansieret kommende film. European Film Market, der er lukket for publikum, har siden 2006 holdt til i Martin-Gropius Bau.
I disse år er mere end 19.000 filmfolk fra 120 lande i byen under festivalen, heraf 4000 for 70 millioner euro (525 millioner kroner).
”Berlinalen har betydet meget, hvis ikke alt, for min karriere. Shooting Star-prisen i 2000 gjorde, at jeg begyndte at få roller i Tyskland, og det gav mig mod til at søge internationale roller. Det var min tyske agent i Berlin, der i sin tid fik mig castet til Da Vinci Mysteriet, en rolle jeg som bekendt ikke fik, men castingen betød, at jeg senere blev tilbudt en rolle i Engle og dæmoner. Jeg har efterhånden været med i ti tyske film, senest skaffede mit tyske agentbureau mig rollen i Kampusch. Den kontrakt blev underskrevet på Hotel Adlon ved et fornemt møde med producenten fra Constantin Film. Vi sad i store Chesterfield-sofaer med cigarer på bordet. Hver gang jeg er til filmfestival i Berlin, er det, som om der sker et eller andet for mig. I 2012 mødte jeg også min kæreste der.”
Thure Lindhardt er en af de danskere, der har været flest gange på Berlinalen, med adskillige film på flere forskellige sprog.
”En af mine største oplevelser på Berlinalen var i 2004 med den tyske film Was nützt die Liebe in Gedanken. Det var den første ikke-danske film, jeg var på festivalen med. Premieren fandt sted i Zoo Palast, jeg talte tysk i filmen og sad i den kæmpe biograf foran et tysk publikum. Det var en skræmmende oplevelse”.
2012 var et specielt år for Thure Lindhardt, han sad i juryen for Shooting Star og spillede med i to film på festivalprogrammet: en tysk og en amerikansk. Den ene, Keep The Lights On, blev kåret som bedste film på gay-festivalen Teddy, den anden, Formentera, var med i Panorama.
”Det var interessant at være med i juryen. En ny situation for mig og på mange måder et trin opad, især mentalt. Nu sad jeg pludselig og bedømte og vurderede de unge skuespillere. Det var meget lærerigt. Jeg så mere end tredive film, og bagefter mødtes vi i juryen og valgte de unge, vi mente skulle have en pris.
Som jurymedlem var jeg med til Berlinale Dinner Club, en intim, meget fornem middag, som festivalleder Dieter Kosslick holder hver aften under Berlinalen. Den finder sted i Kaisersaal i Sony Centret. Meryl Streep havde været der dagen inden mig, det er virkelig filmfestivalens inderkreds, der bliver inviteret.
Omvendt er filmfestivalen i Berlin også mere afslappet end andre steder. Her drikker man sig beruset sammen, grænserne mellem arbejdsgivere og arbejdssøgende er mere flydende. Det har givet mig nogle professionelle venskaber og har hjulpet med at nedbryde nogle barrierer. Berlinalen ryster folk sammen og skaber uformelle netværk. Man kan ikke rigtig opsøge det, det skal opstå af sig selv, men der er et større frirum i Berlin og måske derfor større chance for, at den formelle distance bliver brudt”.
Scene 6
Tysk film fylder ikke meget i danske biografer, og så alligevel. Med jævne mellemrum dukker der storfilm op. Goodbye Lenin (2003), Der Untergang (2004), De andres liv (2006) og Das Bader Meinhof Kompleks (2008) er eksempler på den nye tyske filmbølge. Den unge generation af filmskabere er ikke berøringsangste, når de beskæftiger sig med Tysklands historie. Og tyskerne selv taler om, at landet er inde i en tredje film-guldalder. Den første i tyverne omkring instruktøren Fritz Lang, den anden i halvfjerdserne, da instruktøren Reiner Werner Fassbinder satte sit markante præg på tysk film.
”Jeg har altid haft et specielt forhold til tysk film, jeg er stadig mest fascineret af film af lidt ældre dato som Fassbinders Angst æder sjæle op, István Szabós Mephisto, Bliktrommen af Volker Schlöndorf og Wim Wenders Himlen over Berlin. De står stadig som nogle af de mest geniale film, jeg har set. Også Christiane F, som egentlig ikke er en stor film, men en hjerteskærende historie.
Mange af de nye tyske film er fremragende, og selvom der også kommer mindre interessante film, er instruktørerne gode. Siden 1990’erne har man talt om Berliner Schule som en speciel stilart. Filmene følger ikke altid en logisk dramaturgi, historien klippes op, tempoet er roligt, og hver scene får god tid. De kan virke meget langsomme, fordi der ikke sker så meget, og kan godt være lidt kedelige. Christian Petzold, Thomas Arslan og Angela Schanelec er blandt de mest kendte instruktører fra Berliner Schule. De er alle mellem 30-40 år.
Jeg kan godt lide nyere film som Der Untergang, The Reader, Sophie Scholl og Goodbye Lenin. Det har nok været nødvendigt at springe en generation af filmskabere over, før en yngre generation kunne begynde at beskæftige sig med fortiden under nazismen og i DDR. Det er generationen efter krigsgenerationen, som har lavet de film. Instruktøren Dani Levy lavede Mein Führer – Die wirklich wahrste Wahrheit über Adolf Hitler, som var en komedie. Andreas Dresen er også en fremragende instruktør og har lavet Sommer vorm Balkon om berlinerliv, og Tom Tykwer lavede Lola Rent, der nærmest er blevet en tysk kultfilm”.
I Berlin ligger X-Filme Creative Pool, Berlins svar på Zentropa. Tom Tykwer startede X-Filme sammen med filmproducenten Stefan Arndt, og selskabet ligner på mange måder Peter Aalbæk og Lars von Triers. De har blandt andet produceret Michael Hanekes film Amour og Det hvide bånd, og de lavede også Was nützt die Liebe in Gedanken, hvor Thure Lindhardt havde en rolle.
”Berlin er blevet en filmby, man regner med, i løbet af de seneste fem-seks år. Man har selvfølgelig altid haft Babelsberg-studierne, men nu har man oprettet en filmstøtteordning, som man kender det fra Trollhättan i Sverige. Det har betydet, at byen nu tiltrækker de store amerikanske filmproduktioner. Andy og Lena Wachowski, der instruerede Matrix-filmene, optog deres seneste film i Berlin. Tom Cruise indspillede Valkyrien i Berlin, og Quentin Tarantino lavede Inglourious Basterds i Babelsberg. Berlin rykker virkelig på filmscenen, og der bliver produceret vanvittigt mange film”.
For de fleste danskere er det tyske filmmarked stadig ukendt land, ligesom navnene på tyske filmstjerner ikke ligger lige på tungen i Danmark, men Thure Lindhardt, der kender det tyske marked, har en del tyske kollegaer, han beundrer.
”Daniel Brühl er en fantastisk skuespiller, det har Holly-wood også opdaget. Jürgen Vogel, Moritz Bleibtreu, Nina Hoss, Martina Gedeck, Hannelore Elsner og Til Schweiger er andre store tyske stjerner. De er ikke som amerikanske stjerner, nok mere som danske skuespillere, men de tjener flere penge, fordi markedet er større, især hvis man laver tv”.
De mange små kunstbiografer, der findes i alle Berlins bydele, vidner om byens kærlighed til filmen. Selvom de små arthouse biografer er under voldsomt pres fra de store biografcentre, er det indtil videre lykkedes for de fleste små biografer at overleve. Lone Scherfigs Italiensk for begyndere var en smal film i Tyskland, men trak mange folk i kunstbiograferne.
I sommerhalvåret valfarter berlinerne til de lokale friluftsbiografer for at se film under åben himmel. Der er mere end 10 Freiluftskinos i Berlin, de fleste på naturskønne steder. Repertoiret spænder fra storsælgende amerikanske biografhit over klassikere til kult- og dokumentarfilm.
”Byens størrelse betyder, at der er et publikum og et miljø til de små kunstbiografer, lidt som i New York og Paris. Jeg har været i Kino Babylon på Rosa-Luxemburg-Straße og i Hackesche Höfe Kino. Der lå også en fantastisk biograf i Tacheles, der desværre er lukket. Første gang jeg så Tarkovskys Solaris (1972) var i en lille berlinerbiograf, og jeg har set virkelig mærkelige og fremmedartede film i de små biografer. Film, hvor en pianist har akkompagneret lydsporet til stumfilm, og film, man slet ikke kan se andre steder, så jeg håber, de små kunstbiografer vil overleve”.
Scene 7
Den første tyske film Thure Lindhardt blev castet til, var Was nützt die Liebe in Gedanken. Optagelserne foregik i Berlin i 2002. I tre-fire måneder delte den danske skuespiller en lejlighed i Charlottenburg med et af Tysklands største talenter, Daniel Brühl.
”Det var første gang, jeg boede i Berlin i en længere periode og havde en hverdag i byen. Der er forskel på at besøge en by og at arbejde i den. Jeg fik en helt anden rytme og en dagligdag. Det var ikke spændende at være i Berlin på samme måde som tidligere, men det var alligevel interessant. Jeg var der mere permanent og oplevede byens liv, for eksempel den årlige techno dansefestival Love Parade, der dengang foregik i juli”.
Siden har Thure Lindhardt været med i ganske mange tyske produktioner. Blandt andet i den tyske tv-serie Tatort, en politiserie à la Rejseholdet, som er blevet sendt hver søndag siden 1970. Hvert Bundesland, Østrig og Schweiz har deres egen Tatort, og hver tv-region producerer et afsnit med deres egen kommissær. Afsnittene samles i en pakke og vises på tv-stationen ARD for mellem seks og syv millioner seere.
”Jeg var med i et afsnit af Tatort-Berlin. Det var utrolig sjovt og en stor ære. For tyske skuespillere er en rolle i Tatort tegn på, at man har været hele møllen igennem”.
Scene 8
Thure Lindhardt har været så meget i Berlin, at han kender byen, som han kender København. Han har også i sine mange år sammen med tyskerne oplevet forskelle på dem med en fortid i Vest og i Øst.
”Værdigrundlaget er meget forskelligt. I den vestlige verden taler vi meget om værdier, frihed og individualisme. Vi leder efter noget, vi tror kan gøre os lykkeligere, noget, der ligger ud over det, vi allerede har. Østberlinerne søger ikke lykken så langt fra dem selv. De orienterer sig mod det, der ligger lige for. Jeg er ikke fortaler for DDR-staten, men der var et sammenhold, som ikke eksisterede på grund af systemet, men mere på trods.
Den socialistiske tanke er jo smuk, men den holder desværre ikke. Tanken om, at vi er lige og ikke bare skal ha’, er jo smuk. I Vesten kan vi virke så grådige og egoistiske, mens DDR-borgerne var opdraget til at dele. Der var meget, som ikke lykkedes med den tanke, men alligevel har grundideen præget befolkningen.
DDR var et undertrykkende samfund, der slukkede drømme og kvalte frihed, men jeg oplevede også et nærvær, en sødme, en interesse og en ydmyghed fra de østtyskere, jeg gik på skole med, som ikke virkede usund, snarere inspirerende. Mange af dem, der voksede op i Øst, har et nærvær og en reel interesse i andre mennesker, som jeg ikke har oplevet hos vesttyskere”.
Thure Lindhardt indspillede filmen Formentera med instruktøren Ann-Kristin Reyels, og da han havde været sammen med hende en halv time, spurgte han, om hun var fra det tidligere DDR. Det var hun.
”Ann-Kristin Reyels var sød, meget nærværende og interesseret, men absolut ingen pleaser. Ikke som en amerikaner; ”Oh my God, hello, how are you, you look wonderful”, slet ikke. Hun havde en ægte sødme, men var samtidig benhård i sine holdninger. Hun havde en ekstrem kritisk tilgang, men var meget velargumenteret.
Jeg vil påstå, at hvis jeg er sammen med en tysker i en halv time, vil jeg i femoghalvfjerds procent af tilfældene kunne fastslå, om vedkommende er fra Øst eller Vest. Der er en markant forskel på deres væremåde. Ikke med den unge generation, der er vokset op efter Muren, men jeg kan kende forskel, hvis folk er på min alder eller ældre.
Jeg er selvfølgelig også kommet i specielle miljøer, hvor folk på den ene eller anden måde er indspiste, har gået på de rigtige skoler og måske er kunstnere eller intellektuelle. Men forskellen er alligevel ret tydelig”.
Scene 9
Det var i filmstudierne i Babelsberg i Potsdam lidt udenfor Berlin, at Thure Lindhardt begyndte sin internationale filmkarriere med Was nützt die Liebe in Gedanken, her indspillede han også dele af den danske film Flammen og Citronen.
”Babelsberg er gigantisk og samtidig et af de ældste og mest traditionsrige filmstudier i verden. Det var meget ærefrygtindgydende at arbejde i samme studie, hvor Fritz Lang optog Metropolis (1927) og Marlene Dietrich spillede Lola i Den blå engel (1930). Jeg prøvede det samme i Sony Studierne i Los Angeles, hvor The Wizard of Oz med Judy Garland blev indspillet. Det er specielt at indspille steder, hvor de store filmhistoriske værker er blevet til”.
I februar 2012 fejrede studierne i Babelsberg 100 års jubilæum. Der Traumfabrik, drømmefabrikken, har tyskerne kaldt Babelsberg siden den første filmindspilning Der Totentanz (1912), med danske Asta Nielsen i hovedrollen. Filmen, der blev instrueret af den danske instruktør Urban Gad, blev afgørende for Astas europæiske gennembrud. Babelsberg etablerede sig hurtigt som et europæisk modstykke til Hollywood og havde i begyndelsen et betydeligt teknisk forspring. Den dengang ukendte Alfred Hitchcock blev sendt til Tyskland som assistent i 1924 for at studere den moderne, tyske teknik.
Med tonefilmens gennembrud blev Marlene Dietrich den altoverskyggende stjerne i tysk film, men først med Fritz Langs ekspressionistiske science-fiction stumfilm Metropolis vandt Babelsberg-studierne for alvor respekt. Fritz Langs mesterværk vises stadig, ofte med live musikalsk akkompagnement.
Hitlers magtovertagelse blev enden på Babelsbergs gyldne epoke. Alle jødiske medarbejdere på filmstudierne blev fyret, og de nye politiske vinde satte en masseudvandring i gang. Store dele af filmmiljøet emigrerede til USA blandt dem filminstruktøren Fritz Lang og skuespilleren Peter Lorre.
Joseph Goebbels’ propagandaministerium overtog kontrollen med Babelsberg, og drømmefabrikken blev forvandlet til en propagandamaskine. Nu skulle der produceres underholdning til Det Tredje Rige på samlebånd. Antisemitiske film, som Jud süß fra 1940 og Der ewige Jude, der sammenligner sultende jødiske mænd og kvinder i en polsk ghetto med rotter.
Efter Anden Verdenskrig overtog det statsejede østtyske filmselskab DEFA (Deutsche Film AG) filmstudierne. Babelsberg blev lukket for befolkningen og omgivet af høje mure.
”Det er mærkeligt at tænke på, at både nazister og kommunister brugte studierne til at producere propaganda. Babelsberg er igen blevet en stor filmby, og vi optog dele af Flammen og Citronen i deres filmgade, samme gade hvor The Reader, Pianisten og Sonnenallee er optaget”.
Siden den tyske genforening har forskellige udenlandske selskaber ejet Babelsberg, men i dag er studierne igen på tyske hænder. Stedet er vokset til en decideret medieby, der også producerer tv-serier, soaps og sitcoms. Babelsberg huser i dag en filmskole, en forlystelsesfilmpark, Potsdams filmmuseum og tilbyder rundvisninger i studier og kulisser for turister.
Babelsberg er igen blevet hjertet i den tyske filmindustri, og det er også her, Thure Lindhardt er i gang med at gøre sine drømme til virkelighed.
”I hele mit liv og i min karriere har Berlin spillet en hovedrolle. Det virker næsten naturstridigt, hvordan tilfældigheder har gjort Berlin til centrum i mit liv. Det kunne jeg umuligt have forestillet mig, første gang jeg var i Berlin som femtenårig”.
Danske navne ved Berlinale 2017
Dansk film er traditionen tro godt repræsenteret ved Berlinalen. I år er der dog ingen danske film i hovedkonkurrencen. Men Daniel Borgmans spillefilm At elske Pia er udtaget til sideprogrammet Forum. Dramaserien Gidseltagningen, som får premiere herhjemme i foråret på Kanal 5, er blevet inviteret til Filmfestivalens program for tv-serier, Berlinale Special Series; den unge skuespiller Esben Smed er Shooting Star, og Jesper Christensen har hovedrollen i den norske spillefilm Kongens valg, som deltager i sideprogrammet Panorama Special for at nævne nogle af de steder, hvor man kan se den danske deltagelse.
Hovedfoto: Thure Lindhardt foran Kino International. ©Rasmus Funder.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
