FILM // ESSAY – Cinemateket viser fra den 8. november 6 spillefilm og en kortfilm af den senegalesiske instruktør Ousmane Sembène. Som en pioner på området dominerede han på godt og ondt landets filmpolitik i en menneskealder. Karen Hammer, som gennem 20 år har været en slags uofficiel ambassadør for afrikansk film, ridser hans karriere og betydning op og opfordrer til at give afrikansk film en chance.
Gennem mere end 45 år dominerede Ousmane Sembène (1923-2007) Senegals filmpolitik på godt og ondt. Han var oprindelig forfatter og fik allerede i 1956 succes med sin første politiske roman Black Docker baseret på hans oplevelser som havnearbejder i Marseille. Den er et meget realistisk og vredt angreb på Frankrig og dets undertrykkelse af fremmedarbejdere af afrikansk, arabisk og spansk oprindelse.
Sembène protesterede ikke bare på skrift; han var dengang også kommunist, fagforeningsmand og medarrangør af strejker. I 1957 udgav han Oh Country, My Beautiful People – en roman fra Senegal, der gør op med gamle traditioner og med det franske kolonialistiske styre.
Bogen begejstrede mange kommunistiske lande bl.a. Sovjetunionen og Cuba, der inviterede ham på besøg. I 1960 kom God’s Bits of Wood, der omhandler jernbanestrejken på Dakar-Niger linjen i 1947-48, og i 1962 novellesamlingen Voltaique, der indeholder La noire de…, som han i 1966 filmatiserede som sin første spillefilm. Den vakte stor opmærksomhed – også i Cannes, hvor man hidtil ikke havde set ”rigtige afrikanske film”.
Afrikansk films fødsel
Frankrig forbød nemlig under hele kolonitiden afrikanerne at optage film i deres hjemlande. Missionærer og udlændinge kunne frit rejse rundt i det enorme område og optage, hvad hjertet begærede. Afrikanerne måtte pænt vente til selvstændigheden, der for de fleste franske kolonier blev opnået i 1960, hvor oplyste og forudseende afrikanske præsidenter som Modibo Keita (Mali), Sékou Touré (Guinea) og Kwame Nkrumah (Ghana) hurtigt oprettede statsstøttede filmkontorer og sendte unge potentielle instruktører på uddannelse i Østlande som Sovjetunionen, Jugoslavien og Østtyskland.
I det reaktionære Senegal interesserede man sig ikke for filmproduktion og støttede gennem årene meget få film. Sembènes aktiviteter skaffede ham en invitation til at studere på Gorky Film Studio i Moskva under Mark Donskoy.
Ousmane Sembène ville gerne kunne påvirke sit folk til at være stolt af dets afrikanske værdier og glemme alt om de importerede værdinormer. Men da en stor del af befolkningen var analfabeter, kunne han ikke nå dem som forfatter. Han besluttede sig derfor til at blive filminstruktør og filme sine egne værker. Han tilbragte kun et år (1962-63) i Moskva og gik ved hjemkomsten straks i gang med sin første kortfilm, Borom Sarret (19 min. 1963), som indgår i Cinematekets serie.
Filmens helt er en ung mand, der lever af at transportere folk og varer på sin hestekærre rundt i storbyen Dakar. Den fine og rige befolkning lever i centrum og skal lovmæssigt beskyttes mod de fattiges verden. Derfor må han kun arbejde udenfor centrums flotte nye højhuse og boligkarreer. En rig forretningsmand presser ham til at tage chancen og køre ind i byen. Med kameraet som våben angriber Sembène allerede her det postkolonialistiske senegalesiske styre under præsident Léopold Senghor.
Ousmane Sembène indspillede sine film på Wolof, Senegals dominerende sprog, og fik således et stort begejstret publikum. Dertil fik han opmærksomhed i Europa, hvor hans sprudlende sarkastiske film Le Mandat (Postanvisningen), en filmatisering af hans bog fra 1965, kom til Venedig filmfestivalen og modtog juryens pris.
Trange kår for afrikansk film i Danmark
Filmen blev importeret til Danmark og kunne i 1970 ses i Alexandra, biografen på Nørregade. Først 20 år senere kom den næste afrikanske film op i en dansk biograf, Yaba af Idrissa Ouedraogo fra Burkina Faso. Importøren tabte penge på Yaba, og så blev der tavst i mange år.
Det har været uendelig svært at få danskerne interesseret i en så fremmed verden. Jeg har nærmest pendlet mellem Vestafrika og Danmark gennem 30 år og har deltaget i Ouagadougous panafrikanske filmfestival FESPACO 15 gange. For små 20 år siden kørte jeg en lille filmserie på Danidas International Student Center og havde danmarkspremiere på Sembènes Ceddo og Mambetty Diops Batou Boy.
Nu bidrager jeg gladeligt til Cinematekets hyldest til en stor pioner indenfor afrikansk film Ousmane Sembène og beder til, at dette vil kunne bidrage til at flere af de store afrikanske instruktører som f.eks. Souleymane Cisse (Mali) kan blive vist herhjemme.
Ousmane Sembène og et omstridt faderskab
Man omtaler Ousmane Sembène som ”Afrikansk films far”. Han selv følte og førte sig frem som konge over Afrikansk film. Jeg har mødt ham år efter år i Ouagadougou, hvor man behandlede ham som en gud, og jeg har haft den noget anstrengende opgave at interviewe ham tre gange. Han bestemte alt; man skulle være rørt over at få lov til at nærme sig ham, men sidste gang i 2003 havde han dog lidt humoristisk sans og lod mig tage et foto.
Ousmane Sembène var ikke den første afrikanske filminstruktør: Borom Sarret er fra 1963, men allerede i 1962 kom de tre små kortfilm La piroquier et la pileuse de mil, Le baque du roi Koda og Aoure fra Niger instrueret af Moustapha Alassane (1942-20015). Egentlig kom Mali allerførst, for i 1961 instruerede agronomen Seudou Konate på opfordring af præsident Modibo Keita Demain a Nanguida, der fik flere priser ved Moskva filmfestivalen samme år.
Sembènes mesterlige, beske, voldsomme og undertiden morsomme film er imidlertid blevet bedre distribueret og er derfor meget mere kendt. Når man først har fået en film med i Cannes eller Venedig, så går alt nemmere.
Panafrikansk filmfestival
Sembène bør først og fremmest takkes for sin indsats for at skabe Ouagadougous FESPACO. Han fik ideen om at skabe en panafrikansk festival i 1966, da han besøgte Tunesiens filmfestival i Carthage med La noire de… og vandt Grand prix.
Året efter opsøgte han Elfenbenskystens præsident Félix Houphouët-Boigny og opfordrede ham til at åbne en filmfestival i Abidjan, hvor folk var glade for film og gik meget i biografen. Han var totalt afvisende og slet ikke interesseret i film. Heldigvis elskede Burkina Fasos gemytlige præsident Sangolé Lamizana film og fandt, det var en fremragende ide.
Ouagadougous første filmfestival startede i 1969, hvor kun 7 instruktører bidrog. Interessen fra folket var så overvældende, at man gentog succesen året efter. Først fra 1972 uddelte man priser. Sembène havde sit eget værelse NO 1 på Hotel Independance gennem alle årene. Han kom til hver eneste FESPACO fra 1969 til 2003.
Ousmane Sembène var FESPACOs ”far” og nød at være opvartet af alle de hundreder af yngre filminstruktører. Hans film deltog aldrig i konkurrencen. Han ønskede ikke at trumfe nye instruktører med sine suveræne film. Først med Moolaadé, der var en coproduktion med Burkina Faso, deltog han og modtog juryens pris.
Cinematekets Ousmane Sembène fejring
Det er fantastisk at Cinemateket endelig åbner øjnene for Afrikas fortryllende filmverden; kom nu i gang. Der er masser at tage fat på:
Cinemateket viser 6 spillefilm og en kortfilm af Ousmane Sembène. De er alle betydningsfulde og værd at diskutere, men man har glemt ”Emitai” fra 1971, der er indspillet nede sydpå i Casamance på lokalsproget diola, og efter min mening er en af Sembènes smukkeste og mest traurige angreb på de idiotiske franskmænd. Filmen skildrer en fransk massakre på diola-mændene, og denne begivenhed refereres faktisk flere gange i Camp de Thiaroye, som indgår i Cinematekets serie.
Allerede i sin tidligste forfatterperiode i 1956 skrev Sembène Xala. Her gør han tykt grin med Senegals nye selvstændige styre, som han forestiller sig dybt korrupt, men stadigvæk underlagt traditionelle værdier. Da han filmatiserede sit satiriske værk i 1975, kunne han se, hvorledes hans skildring af grådighed, dumhed og hykleri stadig passede, og gav den derfor hele armen i et meget ondt angreb på præsident Senghors kapitalistiske styre. Kolonitiden har fjernet de franske administratorer, men de er der stadigvæk bag de lokale afrikanske embedsmænd, der er til fals for smiger og bestikkelse.
Den vidunderligt underholdende Le mandat er et venligt og lidt desperat angreb på det senegalesiske bureaukrati, der antager kafkaske dimensioner og på det nærmeste ruinerer den ulykkelige modtager af postanvisningen fra Paris. Filmen er humoristisk og grinagtig. Den fortjener sin pris fra Venedig, for smukkere og mere realistisk skildring af familielivet i Dakar har jeg ikke set siden.
Styrt ind og se Postanvisningen (Le Mandat).
Her er charme og humor til overmål og masser af vidunderligt klædte kvinder, der elsker deres noget imbecile ægtemand.
Forbudte i Senegal
Med sin femte spillefilm, Ceddo, gik Sembène over stregen og provokerede Léopold Senghor så meget, at filmen blev forbudt i mange år. Hvor han hidtil havde nøjedes med at angribe og gøre grin med korruption og bureaukrati i Senegal, kastede han sig nu ud i et angreb på kristendom, islam, de europæiske og de arabiske slavehandlere.
Filmen foregår, før franskmændene koloniserede regionen, men de er til stede som handelsmænd og slavehandlere; det er ikke rart at se dem brændemærke slaverne. En energisk imam med islamiske støtter besætter et lille traditionelt feudalsamfund og tvinger den svage Kong Demba til at konvertere. De lokale animistiske krigere, ceddoerne, kidnapper prinsesse Dior Yacine for at tvinge kongen til at kæmpe imod imamen. Den handlekraftige prinsesse holder med ceddoerne, der ikke med deres traditionelle våben kan klare sig mod imamens geværer. Imamen dræber Kong Demba og tvangskonverterer alle (her kan man i første række se selveste Sembène sidde og blive tildelt et muslimsk navn). Prinsessen bringes i triumf tilbage, men hun gør oprør og myrder den lille indbildske imam.
Sembène har udtalt: ”Jeg ser prinsessen som inkarnationen af det moderne Afrika. Uden kvinderne vil vi ikke se nogen udvikling i Afrika”.
Officielt blev filmen forbudt på grund af en sproglig finesse. Ceddo staves med to d’er på wolof, mens serere ikke har dobbelt konsonanter. Og Ousmane Sembène ville ikke ændre noget. Men det er nok mere sandsynligt, at præsident Senghor ikke kunne acceptere dette voldsomme angreb på katolicismen og især på Islam. Først mange år senere, da Senghor var gået af, hævedes forbuddet af hans efterfølger Abdou Diouf.
Sembène var ret ligeglad med forbuddet i de næsten 10 år, hvor filmen ikke kunne vises i Senegal. Han rejste rundt til alle nabolandene med den under armen, præsenterede filmen i Moskva og brugte tiden til at skrive teaterstykker. I 1979 modtog han en ærespris for sin ”contribution to Cinema” (bidrag til filmkunsten, red.) i Cannes.
Forbudt i Frankrig
Camp de Thiaroye, som han sammen med Thierno Faty Sow instruerede i 1988, er en lang og meget flot film. Den foregår som Emitai i 1944, hvor Frankrig bestyrede meget store dele af Vestafrika og flyttede rundt på de forskellige folkeslag efter forgodtbefindende. Unge mænd blev hentet overalt i kolonien og sendt til Europa for at kæmpe mod tyskerne (jeg kender adskillige ”vieux combattants” (= veteraner) fra Senegal).
Filmen skildrer både morsomt og stærkt massakren i 1944, da den franske hær nedskød alle de hjemvendte tirailleurs (=skarpskytter) , der i opsamlingslejren Thiaroye udenfor Dakar ventede på deres løn og transport hjem til landsbyerne. Frankrig var bekymret for, at den endeløse respekt og lydighed, som de sorte havde haft før krigen, nu var tabt, fordi de havde oplevet, at de hvide soldater var mennesker, der som dem var bange under kampene.
Da de mere end 100 sammenstuvede tirailleurs gjorde mytteri, fordi man ikke ville betale dem deres fulde løn, mente de franske officerer, at nu var målet fuldt. De laverestående sorte lystrede ikke længere, så de måtte tage straffen for deres oprør. Man kunne jo ikke længere styre dem.
Sembène har samlet en lang række kendte skuespillere og instruktører fra hele Vestafrika til rollerne som de mange individuelle soldater. Vi kommer til at kende dem, og sympatisere med dem— inden vi ser dem blive myrdet.
Frankrig var rasende over at se landets glorværdige fortid skæmmet på denne måde. Cannes filmfestivalen turde ikke som aftalt vise filmen, der i stedet kom med på Venedig filmfestivalen, hvor den modtog en særlig Jurypris. Filmen blev forbudt i Frankrig i mange år.
Senegals regering havde lovet Ousmane Sembène mange penge for at overtage instruktionen. Han burde af moralske grunde ikke have taget imod opgaven, for produktionen blev så kostbar, at filmselskabet blev ruineret, og han intet modtog. I årevis havde han sat sig op imod regeringen. Nu havde han ladet sig lokke af penge, men fik i stedet et noget blakket ry. Filmen omtales ofte som ”a war movie without a war”.
Kvinderne er helte
Mange af Sembènes film har kvindelige helte. Tydeligst i La noire de… og Ceddo. I 2000 laver han en meget moderne film om en stærk og smuk forretningskvinde Fat Kineè og i sin allersidste film Moolaadé, som Cinemateket også har fået fat på, er der en hel række heltinder.
Moolaadé, der er optaget i det sydlige Burkina Faso, skildrer en moderne afrikansk landsby, der står foran det traditionelle omskæringsritual og med forskellige religioner, som slet ikke er enige om berettigelsen af den og om fremtiden. Vi møder mange små bange piger med dominerende mødre og heroiske feminister, de kæmper mod traditions-underlagte imamer. En meget smuk film om et vigtigt emne, som adskillige andre instruktører har arbejdet med. Omskæring af piger er forbudt i Senegal, Mali og Burkina Faso, men forekommer stadigvæk.
Ved Cinematekets forevisning den 12. november vil et oplæg fra Orchid Project oplyse tilskuerne nærmere om emnet. Filmen fik en pris i Cannes under Un certain regard, Juryens pris ved FESPACO 2005 og en ved Marrakesh festivalen.
LÆS ALLE KAREN HAMMERS TEKSTER HER.
Topfoto: Mbissine Thérèse Diop, La noire de. PR foto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
