KINA // BOGUDDRAG – I disse år samler opmærksomheden sig i stigende grad omkring Kina, som dominerer den globale udvikling på en lang række områder. Historikeren og Kina-kenderen Jens-Peter Fage Madsen har skrevet en bog, hvor han med indlevelse og omfattende viden giver indsigt i landet, der er godt på vej til at blive verdens største økonomi.
Bogen fokuserer på udviklingen i Kina under Xi Jinping. Vi får grundig viden om Xi Jinpings udvikling fra barndommen i Zhongnanhai til hans aktuelle rolle som Kinas absolutte leder. Kinas politiske og økonomiske udvikling behandles, med særlig fokus på perioden efterårtusindeskiftet, og vi kommer omkring landets vigtige demografiske og miljømæssige udfordringer. Man kan ikke forstå Kina, uden også at forstå landets til tider anspændte forhold til andre lande, det være sig landene i regionen samt ikke mindst USA og den vestlige verden.
Vi bringer her et uddrag af bogen:
I vores del af verden omtaler vi ofte Kina som en kommende eller en ny stormagt. Vi gør det primært ud fra Kinas stadig stigende økonomiske indflydelse. For få årtier siden lå den kinesiske økonomi meget lavt nede på den internationale rangstige. I dag er den kinesiske økonomi verdens næststørste kun overgået af USA. Hvor lang tid USA vil beholde denne førerposition, er uvist.
Ud fra vækstraterne i de to lande vil Kina sandsynligvis i løbet af 5-10 år gøre USA rangen stridig som verdens største økonomi. I løbet af de seneste cirka 40 år er den gennemsnitlige levestandard i Kina også vokset betragteligt. Trods dette er der stadig meget langt mellem levestandarden i den vestlige verden og i Kina. Men også på dette punkt nærmer Kina sig år for år niveauet i Europa og USA.
Frem til januar 2017, hvor Barack Obama var USA’s præsident, var forholdet mellem de to lande historisk godt. Obama og Xi Jinping så på den ene side hinanden som ideologiske og militære modstandere. Men de erkendte samtidig en fælles interesse i at samarbejde for at løse nogle af de problemer, der berørte begge lande, fx truslen fra Nordkorea, den fundamentalistiske terror, spredning af kernevåben og miljøproblemerne.
De to lande havde samtidig etableret stærke økonomiske bånd i form af handel og gensidige investeringer. Obama og Xi Jinping synes at være enige om, at de fælles interesser vejede tungere end uenighederne. Xi Jinping forsøgte forgæves at få Obama til at anerkende, at Kina og USA var ligeværdige supermagter. Obama lagde her ikke skjul på, at han så Kina som en stormagt men bestemt ikke som en med USA ligeværdig supermagt. Obama ville ikke være præsidenten, der frivilligt accepterede, at USA ikke mere var verdens mægtigste magt.
Kina-spøgelset i den amerikanske valgkamp 2016
Under valgkampen op til det amerikanske præsidentvalg i 2016 bragte Trump for alvor ‘Kina-spøgelset’ i spil. Det synes nærmest, som om tidligere tiders frygt for ‘den gule fare’, blev bragt til live igen. Det sås meget tydeligt i en meget hård anti-kinesisk retorik fra Donald Trumps side. Kritikken fremkom ofte i form af utallige Twitter-opslag, hvor sloganet ‘America First’ spillede en central rolle. Trumps nationalistiske ‘America First’-politik levnede ikke meget plads til samarbejde med Kina.
I taler og i Twitter-opslag beskyldte han Kina for ved kursmanipulation at holde yuan nede på et kunstigt lavt niveau for at bevare en konkurrencefordel. I forlængelse heraf talte han endog om, at Kina voldtog USA. Han hævdede således, at Kina stjal job i USA. Endvidere hævdede Trump, at Kina gennem spionage stjal teknologi og viden i USA.
Trump kritiserede ikke kun Kina. Også tidligere amerikanske præsidenter blev kritiseret for deres Kina-politik eller det, Trump opfattede som mangel på samme. Obama og hans forgængere blev i et Twitter-opslag beskrevet som ”… fortidens tåbelige ledere…”, der alle havde givet Kina lov til at tjene milliarder af dollars på handelen med USA.
I Beijing hævdede man modsat, at Trump i kraft af ‘America First’-sloganet førte en hegemonisk politik med det formål at opnå total global dominans. Kineserne mente således, at Trump med sin politik ønskede at udskifte Den Kolde Krigs bipolaritet med en cementering af en ny unipolaritet, hvor USA ville være verdens eneste globale supermagt. Den kinesiske ledelse frygtede, at USA agtede at gøre ‘de amerikanske værdier’ til globale værdier. Kineserne så derfor uden tvivl med stor skepsis på valget af Donald Trump som Amerikas 45. præsident.
Såvel under som efter det amerikanske valg fremsatte Trump en hård kritik af Kinas geopolitiske rolle og dets mangel på vilje til at være med til at løse globale problemer. Hårdest var kritikken af Kinas holdning til og håndtering af Nordkorea. Den 30. juli 2017 skrev præsident Trump således i en opdatering på Twitter: “… De gør INTET for os i forhold til Nordkorea, det eneste, de gør, er at snakke. Vi vil ikke længere tillade dette. Kina kunne meget let løse dette problem! …”
USA’s Kina-politik efter valget af Donald Trump
Næppe have Trump indtaget præsidentposten, før alle de barske udmeldinger om Kina blev lagt på hylden. Også Trump måtte erkende, at et godt forhold til Kina var af stor betydning for USA. Få havde dog forudset, at Trump i efteråret 2017 i forbindelse med afslutningen af en 250 mia. $ stor handelsaftale ville betegne Xi Jinping som ‘en særlig mand’ og en ‘ven’, med hvilken han havde ‘en særlig god kemi’. Ved samme lejlighed udtalte han, at han havde meget dyb respekt for landet og for det kinesiske folks ‘noble traditioner’.
De varme følelser mellem Kina og USA forsvandt dog hurtigt igen. Trumps retorik i forhold til Kina blev igen skarpere og skarpere, efterhånden som USA’s handelsunderskud ved samhandlen med Kina voksede.
Han beskrev nu handelsunderskuddet som intet mindre end ‘det største tyveri i verdenshistorien’. USA’s middel til at begrænse handelsunderskuddet var indførsel af told på stål og aluminium. Kina svarede igen ved at indføre told på en række amerikanske varer.
Modsvaret fra USA kom hurtigt. Det var at pålægge yderligere en lang række kinesiske varer told ved indførsel til USA. Hermed var handelskrigen mellem de to lande en realitet. For Kina var udviklingen alarmerende, idet kineserne var mere afhængige af den globale handel, end USA var. En langstrakt handelskrig ville derfor kunne dæmpe eller endog stoppe den økonomiske vækst i Kina.
Selv om udvalgte dele af disse toldrestriktioner i realiteten ikke blev gennemført, kastede handelskrigen en sort skygge over forholdet mellem Kina og USA i hele Trumps præsidentperiode. Forholdet mellem Kina og USA blev år for år gradvist forværret.
Den amerikanske kritik af Kina blev gradvist udvidet til at omhandle flere emner. Nogle af disse var forholdene omkring menneskerettighederne i Xīzàng (Tibet) og Xinjiang, Kinas fremfærd overfor befolkningen i Xianggang (Hongkong) samt Kinas politik i Det Sydkinesiske Hav. På alle disse områder oplevede Beijing at blive genstand for det, man opfattede som en uretfærdig kritik fra amerikansk side.
…
Præsident på frierfødder?
Under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2020 kom det kinesisk-amerikanske forhold og rivalisering ikke til at spille den store rolle. Det var der flere forklaringer på.
For det første havde coronapandemien i den grad overtaget dagsordenen. Det skete, i takt med at antallet af smittede og døde som følge af corona nærmest steg eksponentielt i USA. Dernæst er der ikke den store uenighed mellem Trump og Biden, når det kommer til synet på Kina. Der er således ikke meget, der tyder på, at de kommende år vil bringe store forandringer i forholdet.
Biden signalerede allerede under valgkampen, at der ikke ville blive ændret hverken på handelsrestriktionerne eller på kravene til Kina. Verden vil sandsynligvis ikke komme til at opleve Biden som en ‘præsident på frierfødder’ overfor Xi Jinping. Dog vil den amerikanske retorik overfor Kina sandsynligvis blive dæmpet. Alene dette kan på sigt føre til færre konflikter og mere samarbejde mellem de to magter.
Kinas nye muligheder
I Beijing så man ret hurtigt den nye amerikanske udenrigspolitik under Trump som en chance, som Kina kunne og skulle udnytte til egen fordel. Med USA’s nye isolationspolitik opstod der en slags vakuum i det internationale samarbejde. Et vakuum, som Kina var parat til at udfylde. Ret hurtigt italesatte Xi Jinping og andre fremtrædende kinesiske ledere derfor, at Kina nu var parat til at spille en større geopolitisk rolle såvel på det miljømæssige som på det handelsmæssige område. Trumps præsidentperiode gav faktisk en allerede påbegyndt plan ekstra vind i sejlene. Planen, der er kendt under navnet ‘den nye silkevej’, udfordrede ud over USA også landene i nærområdet og de europæiske lande.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
