VESTSAHARA // KOMMENTAR – Mens verdens øjne har fokus på krigen i Ukraine og kaos i Mellemøsten, udspiller der sig en mindre spektakulær, men nok så tragisk konflikt i et fjernt hjørne af Sahara. Ud over konfliktens menneskelige omkostninger står der også vigtige internationale principper på spil i Vestsahara. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen bør benytte Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd til at sætte Vestsahara på dagsordenen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For at forstå konfliktens kompleksitet drog en veninde og jeg sidste sommer på en 21 timers bustur fra Agadir i Marokko til Dakhla dybt inde i Vestsaharas ørken. Byen er placeret midt i ingenting.
Uanset stedets isolation har Marokko vundet hævd på området – i bybilledet er der flere marokkanske flag end mennesker. De nylagte gader ligger stort set øde hen. Enkelte turister har fundet vej herned på grund af de gode muligheder for kitesurfing og for at opleve det fascinerende landskab. Området omkring Dakhla er i dag ørken, men var før i tiden under vand. På udflugter ud i ørkenen finder vi fossiler fra muslinger og saltvandsfisk, her langt væk fra havet.
Konflikten er blevet en skamplet i det moderne Europas historie. Vi har efterladt en befolkning i en håbløs situation med falske løfter …
På vore vandringer i ørkenen er det ikke alene det barske klima med temperaturer på over 40 grader, vi skal frygte, men også miner lagt ud i de marokkanske voldanlæg. Så længe vi holder os på kystsiden af voldene, kan vi sagtens gå langs dem, men på landsiden er det ikke sikkert, at alle resterne er fjernet.
Det hemmelige politi
I dag har Marokko rykket sandvoldene længere ind i ørkenen for at presse den oprindelige befolkning, saharawierne, ud i ørkenen. Derfor er det nu kun 20 % af Vestsaharas territorium, de har kontrol over. Saharawierne er oprindeligt et nomadisk folk, der består af omtrent 20 stammer. Alle er forbundet med en fælles historie, religion og sprog. Deres særlige dialekt er hassina, en kombination af berberisk og arabisk.
På trods af vores nysgerrighed er det svært at få folk i tale. Det hemmelige politi har øjne og ører overalt. Alene det at tale om Vestsahara er farligt. Efter den spanske kolonisering i 1934 blev området delt mellem Mauretanien og Marokko. Opdelingen skete hen over hovedet på sahrawifolket – og den stred imod Den Internationale Domstols afgørelse fra 1975, hvorefter sahrawifolket har ret til selvbestemmelse. FN forlangte i 1976, at alle udenlandske tropper skulle trække sig ud af Vestsahara. Men i stedet besatte Marokko og Mauretanien Vestsahara og hævdede, at de havde en historisk ret til området.
Saharawierne satte sig til modværge, organiserede sig i befrielsesbevægelsen Polisario og erklærede, at de oprettede den uafhængige Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik (The Sahrawi Arab Democratic Republic, SADR).
Det lykkedes bevægelsen at fordrive Mauretanien fra området. Bevægelsen er siden 1975 blevet støttet af Algeriet og erklærer sig selv demokratisk, egalitær og socialistisk. Men hovedformålet er et selvstændigt Vestsahara.
Med bosættere, en udbygning af infrastrukturen og investeringer i turismeindustrien forsøger Marokko at legitimere sin tilstedeværelse i området
I strid med folkeretten bosatte Marokko efterfølgende omkring 350.000 marokkanere i det besatte Vestsahara, og et flertal af den oprindelige befolkning i Vestsahara måtte flygte til lejre i Algeriet og Libyen. Her bor fortsat omkring 200.000 saharawier i teltlejre under kummerlige kår. Marokkos og til dels Mauretaniens voldelige angreb på Polisario-kontrollerede områder har gjort store dele af Vestsahara ubeboelig for sahrawifolket.
Marokko har haft svært ved at holde Polisario i ave, selv om landet modtager omfattende økonomisk og militær støtte fra Saudi-Arabien, Frankrig og USA.
FN har siden 1991 lovet at afholde folkeafstemning om områdets fremtid. Sahrawifolket venter stadig. Men sandsynligheden for en folkeafstemning fortoner sig.
I 2014 anerkendte 85 lande Vestsahara som en stat, imidlertid har 39 lande siden trukket anerkendelsen tilbage. USA og Israel er gået så langt som til direkte at anerkende Vestsahara som en del af Marokko. En folkeafstemning er ikke blevet lettere af, at den oprindelige befolkning er blevet fordrevet samtidig med, at Marokko gennem ”grønne march” som nævnt har sendt 350.000 ”frivillige” civile til Vestsahara.
Med disse bosættere, en udbygning af infrastrukturen og investeringer i turismeindustrien forsøger Marokko at legitimere sin tilstedeværelse i området – med ikke ubetydelig succes.
Dansk tilnærmelse
Under Lars Løkke Rasmussens besøg i New York den 25. september i forbindelse med FN’s generalforsamling erklærede han, at Danmark overvejer at støtte Marokkos autonomiplan fra 2007, hvorefter Vestsahara skal have selvstyre under det marokkanske kongedømme. Men det vil være i modstrid med kendelserne fra Den Internationale Domstol. Når Udenrigsministeren taler om en ny Afrikastrategi, så er det forhåbentlig ikke en, hvor Danmark siger farvel til de løfter, Danmark har afgivet i FN.
Vi må ikke ende i en ”pandasituation”, hvor Danmarks tavshed kan købes
Mens Danmark nærmer sig Marokko politisk, har EU-domstolen 4. oktober i år afvist at godkende handels- og fiskeriaftaler med Marokko, som inkluderer Vestsahara. EU-domstolen holder fast i, at Vestsahara er et ”separat og særskilt” territorium.
Danmark bør være et foregangsland og ikke en fodlænke i EU, der vægter økonomisk samarbejde over liberale værdier. Vi må ikke ende i en ”pandasituation”, hvor Danmarks tavshed kan købes. Danmark bør derfor arbejde for, at det løfte, som FN gav sahrawifolket i 1991 om afholdelse af en folkeafstemning, endelig bliver indfriet.
Efter årsskiftet får Danmark en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Ved offentliggørelsen af Danmarks kandidatur erklærede Udenrigsministeren, at det danske engagement i FN er rodfæstet i et forsvar for den internationale folkeret.
Det vil flugte med disse flotte – og rigtige – ord, hvis den danske regering sætter folkeafstemningen i Vestsahara på dagsordenen og arbejder for saharawiernes ret til selvbestemmelse.
Der er fortsat mange uafklarede spørgsmål: Hvem har ret til at stemme ved en afstemning, hvad er SADR’s præcise geografiske udstrækning, og hvordan skal republikken organiseres, når størstedelen af befolkningen lever i flygtningelejre? Men disse udfordringer bør ikke stå i vejen for at sikre den oprindelige befolknings rettigheder.
En løsning bliver ikke lettere med tiden. Konflikten er blevet en skamplet i det moderne Europas historie. Vi har efterladt en befolkning i en håbløs situation med falske løfter om en folkeafstemning. Det er ikke kun demokratiske retsprincipper, der er på spil, men også FN’s integritet og troværdighed som garant for international orden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og