Peter Tudvad: En ørkenvandring, et opbrud og et håb om lysere tider

ESSAY – For filosof og forfatter Peter Tudvad var 2017 en ørkenvandring. Men ved starten af 2018 ser han med mere fortrøstning frem mod et nyt år, et nyt liv i et nyt hjem og nye bøger og tanken om Gud ikke som en som den almægtige, der styrer alt fra oven, “men som en følgesvend, der går med mig og lider med mig, fordi han netop søger mennesket i dets nød”.

MEIβEN – Sjældent har jeg i så høj grad følt et år som en ørkenvandring som det forgangne år, altså det Herrens år 2017. Jeg ved, det lyder patetisk, og jeg ved selvfølgelig, at mange andre har kunnet føle det på ganske samme måde.

Men sidst på vinteren og i det årle forår var min situation brudt komplet sammen, og det samme var jeg selv af mere personlige, årsager. Billedligt talt kunne jeg ikke se horisonten, alt var goldt sand, ørkenen endeløs. Jeg var uden håb, aldeles fortvivlet og fristet til at gøre en ende på det hele.

Skammen over at ødelægge andres liv afholdt mig fra at gøre det, kærligheden fra hende, jeg senere på året forlovede mig med, fik mig til at lade være, og en utænkelig tanke, som en anden podede mig med, vakte med ét mit håb til nyt liv. Og så fortsatte jeg min vandring gennem ørkenen.

Nytårsdag var min forlovede og jeg til gudstjeneste i Frauenkirche her i Meißen. Af ovenstående grunde var det ikke nogen tung afsked at tage med 2017, men i stedet en lettelse. Af andre grunde var det med en større forhåbning til tilværelsen end længe, at jeg skuede ind i det nye år, 2018.

Jeg skal bo i den lille lejlighed, der hidtil har været mit refugium, mens jeg på kontoret grifler løs på Elben – en flods fortælling og andet bind af I krig og kristendom

Takket være et arbejdslegat fra Statens Kunstfond i foråret og mange foredragsengagementer i efteråret vover jeg nu at etablere mig definitivt her i Meißen. Tak!

Jeg siger min store, gamle lejlighed i Berlin op og flytter mit kontor og dermed min arbejdsplads til Meißen. Og så skal jeg bo i den lille lejlighed, der hidtil har været mit refugium, mens jeg på kontoret grifler løs på Elben – en flods fortælling og andet bind af I krig og kristendom – en biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer.

Menighedens præst
Ved gudstjenesten prædikede sognepræst, Uwe Haubold, en lille, lidt firskåren mand på min egen alder. Som præst er han hele menighedens præst. Han taler ikke i højtravende vendinger hen over hovederne på andre end akademikere og litterater, men jævnt og forståeligt for enhver.

Jeg holder mere og mere af ham, glæder mig over hans prædikener og over hans salmevalg – og over hans blik for dem i menigheden, der mere end andre har behov for ham. Når en af gadens folk, der i månedsvis ikke har set en vaskeklud, pludselig står i koret ved altergangen, hvor vi efter nadveren tager hinanden i hænderne, er Haubold prompte ved hans side og med hans hånd i sin. Der var jo også en, der vaskede sine disciples fødder.

Forrige søndag, havde han blandt dagens salmer valgt en af Jochen Klepper, en evangelisk kristen, der i 1931 giftede sig med en jøde – og i 1942 sammen med hende og hendes datter fra et tidligere ægteskab begik selvmord, da nazisterne var til sinds at adskille dem ved deportation af hustruen og steddatteren.

Det var jo som at bede: Ské din vilje, ikke min! Og ville jeg mene dén bøn ærligt og oprigtigt? Ville jeg lade ham føre mig?

Så meget desto mere bevægende var det at synge Kleppers nytårssalme fra pogromåret 1938, “Der du die Zeit in Händen hast“. Salmen slutter med en lovprisning af Gud som livets begyndelse, ende og midte – og en bøn om at blive ført ved hans hånd:

Der du allein der Ewge heißt
und Anfang, Ziel und Mitte weißt
im Fluge unsrer Zeiten:
bleib du uns gnädig zugewandt
und führe uns an deiner Hand,
damit wir sicher schreiten.

Jeg tænkte på en gammel tidebøn, som er sammenskrevet af nogle vers i Salmernes Bog, kap. 31: “In te Domine speravi, in manus tuas Domine!” (“Herre, hos dig søger jeg tilflugt … I dine hænder betror jeg min ånd”).

Jan Hus sang den på vej til kætterbålet i Konstanz den 6. juli 1415.

Og jeg selv har råbt det ud i tågen over markerne, når min egen vilje syntes at trække mig ned i fortvivlelsens Helvede, så kun én kunne redde mig. Ofte har jeg fundet en form for sikkerhed i denne bøn, men lige så ofte er jeg bare blevet usikker på mig selv, for ville jeg virkelig betro min ånd i hans?

Det var jo som at bede: Ské din vilje, ikke min! Og ville jeg mene dén bøn ærligt og oprigtigt? Ville jeg lade ham føre mig?

At lade sig føre
Haubold prædikede netop over dette med at lade sig føre, sådan som jøderne mere eller mindre vrangvilligt gjorde det, ud af Egypten og gennem fyrre års ørkenvandring til det forjættede land, jf. 2. Mosebog, kap 13, v. 20-22:

“Så brød de op fra Sukkot, og de slog lejr i Etam på grænsen til ørkenen. Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.”

Gud var altså med dem, ganske synligt, men Gud førte dem netop ikke direkte til målet, derimod ud i ørkenen. Tilsvarende fører Gud heller ikke os lige lukt til det forjættede land – og slet ikke til det, vi selvrådigt forjætter os selv som det ene saliggørende mål.

Der er meget, jeg i mit liv har forjættet mig som min frelse, men som jeg efterhånden er kommet til at se som det stik modsatte. Mine forsøg på at realisere mine drømme er ofte endt som en art hybris, hvorefter nemesis ramte mig.

Inden for det rent kristne perspektiv er dette at lade sig føre og at følge Guds kald selvfølgelig ikke mindre vigtigt. Måske er det trods al Martin Luthers tale om troen og kun troen (sola fide) endog det allervigtigste

Derfor forstår jeg det heller ikke bare i rent dogmatisk forstand, når Haubold taler om at lade sig føre, men lige så meget som med Friedrich Nietzsche at elske sin skæbne, hvor den end bringer en hen (amor fati). Også Henrik Pontoppidan, der ikke just var kristen, var – med henvisning til kirkefaderen Augustin – optaget af dette at lade sig føre (trahimur).

Tilsvarende ville Søren Kierkegaard hellere lade sig digte end digte sig selv, hellere skabes end skabe sig.

Inden for det rent kristne perspektiv er dette at lade sig føre og at følge Guds kald selvfølgelig ikke mindre vigtigt. Måske er det trods al Martin Luthers tale om troen og kun troen (sola fide) endog det allervigtigste.

Troen
Jeg har alle dage haft det vanskeligt med troen, men har efterhånden affundet mig med, at det heller ikke er den, der som sådan er afgørende, derimod det at komme til troen. “Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”

Det ved jeg ikke, men jeg nægter at tro, at han ikke ville være fornøjet, hvis han finder mig på vejen til den, fordi jeg har hørt hans kald og derfor har begivet mig på vej. Den tro, han fordrer, er vel ikke som en obligation eller aktie, vi kan putte i attachétasken eller inderlommen!

Jeg ved ikke, hvad tro ér, men det giver mig mening, når Haubold taler om den troserfaring, jøderne gjorde sig, da Gud med sit kald gjorde dem fri af det egyptiske åg, gjorde dem fri af alt, der holdt dem fast og bandt dem.

Og dette giver selvfølgelig netop mening på tærsklen til et nyt år. Om også dette bliver en ørkenvandring, ved jeg ikke, men hvis jeg som jøderne evner at se Gud som en skysøjle, der leder mig om dagen, eller en ildsøjle, der leder mig om natten, er ørkenen ikke gold og vandringen ikke forgæves.

Hvad jeg gerne vil tro, er, at Gud er med mig, ikke som den almægtige, der styrer alt fra oven, men – som Haubold sagde – som en følgesvend, der går med mig og lider med mig, fordi han netop søger mennesket i dets nød

Nej, jeg forventer ikke en konkret sky- eller ildsøjle, men tilstår, at jeg ikke kan lade være med på anden vis at finde tegn på Guds styrelse. Jeg har haft mine oplevelser, som jeg hverken kan eller vil se som tilfældige, men tære på som tegn fra oven – som manna i ørkenen.

Summma summarum, jeg bryder op, fordi jeg har hørt kaldet, og begiver mig af sted, selvom der måske venter mig endnu en etape på min ørkenvandring. Hvad jeg gerne vil tro, er, at Gud er med mig, ikke som den almægtige, der styrer alt fra oven, men – som Haubold sagde – som en følgesvend, der går med mig og lider med mig, fordi han netop søger mennesket i dets nød.

Ja, dét vil jeg gerne tro, dét sætter jeg min lid til. Og derfor sang også jeg med af karsken bælg, da Haubold afbrød sin prædiken for at lade os synge Klaus Peter Hertzsch’ salme ”Vertraut den neuen Wegen“, en salme om at gå nye veje i tillid til Gud – skrevet i det store opbrudsår 1989:

Vertraut den neuen Wegen,
auf die der Herr uns weist,
weil Leben heißt: sich regen,
weil Leben wandern heißt.

Haubold afsluttede derefter sin prædiken, mindede os om, at vi ikke uden videre skulle se os selv som jøderne på flugt, da vi meget tænkeligt som egypterne sad på flæsket – og derfor mageligt vægrede os ved at bryde op. Og så sang vi til min store glæde Bonhoeffers nytårssalme, som han skrev, mens han sad fængslet i Berlin i 1944 – mindre end et år før han den 9. april 1945 blev henrettet af nazisterne.

Von guten Mächten treu und still umgeben,
behütet und getröstet wunderbar,
so will ich diese Tage mit euch leben
und mit euch gehen in ein neues Jahr.

Således går også jeg fortrøstningsfuldt ind i det nye år – fortrøstet ved tanken om hver og en, jeg elsker, hver og en, jeg lever mit livs dage med, hver og en, jeg følges med på livets vandring.

Amen!

Topfoto: Forfatteren.